Nato
 

Home

NATO: Den uhellige alliance

Fogh-dukke afbrændes med det danske flag i protest mod genoptryk af Muhammed-karikaturer februar 2008

Den amerikanske præsident Barack Obama har besluttet straks at sende nye 17.000 amerikanske soldater til Afghanistans kampzoner. De kommer efter at George Bush senest har udsendt 6000 mand – og Obama yderligere vil øge den amerikanske styrke med 13.000 i løbet af foråret. Obama er med andre ord ved at udvide krigen i det hårdt prøvede land – også ved at føre den i og mod Pakistans grænseland.

Det er en beslutning, som Foghs frontlinje-Danmark hilser med glæde, og nu forlanger USA og Danmark og de øvrige NATO-høge, at også de øvrige lande i den uhellige alliance, der er ved at tabe krigen til talebanerne og den øvrige afghanske modstand, også sender flere soldater til landet, og ikke mindst til de mest krigsramte områder.

NATO-krigen i Afghanistan, der nu har varet mere end 7 år og ikke har nogen udsigt til afslutning, har til fulde bevist, hvad den såkaldte ’forsvarsalliance’ er  - et redskab for aggression og imperialistisk krig og besættelse, som for første gang for alvor afprøver sig selv i den rolle i den strategiske krig i opiumslandet, som aldrig indtil nu gennem århundrederne har kunnet  underkues af en besættelsesmagt.

Den 1-5. april afholder NATO 60 års jubilæums-topmøde i Strasburg og i Baden-Baden. Både den franske og den tyske regering vil gøre noget særligt ud af denne begivenhed, som samtidig er det første topmøde med deltagelse af præsident Obama.

Der skal slås på stortrommer for krigsalliancen, som med den franske regering i spidsen gennemfører en faktisk besættelse af Strasburg, hvor hovedkonferencen finder sted.  Store dele af byen forvandles til ’rød zone’ med adgang forbudt; folkeskoler, gymnaiser og broer lukkes, mens NATO holder møde.

Det er ikke mindst rettet imod de titusinder af demonstranter, der forventes at komme. En kæmpedemonstration er planlagt til den 4. april. Progressive og antiimperialistiske kræfter, fredsbevægelser og venstrekræfter mobiliserer i øjeblikket til massiv deltagelse fra hele Europa og Nordamerika.

Det er vigtige ting, der står på dagsordenen. Topmødet vil fastlægge udviklinsretningerne for de næste par år; det skal integrere nye medlemslande (Albanien og Kroatien)  og fastlægge retningerne for optagelse af nogle af Ruslands randlande; det skal betyde afslutningen på Frankrigs 33 år gamle særstatus og sikre dets genintegration i krigsalliancen. I forbindelse med dets afholdelse forventes den nye generalsekretær udpeget – med Anders Fogh Rasmussen som en af topkandidaterne.

Samtidig vil mødet opdatere dets strategi fra 1999 og lægge store vægt på den militære integration af NATO, EU og USA. EU vil skabe en selvstændig udrykningsstyrke til indsættelse overalt på 60.000 mand med tilknyttede nordiske kampgrupper. EU har gjort det klart, at hele verden er muligt indsatsområde.

Det er en klar bekræftelse af, at Den europæiske Union føler sig stærk nok til at genoptage sin gamle kolonialistiske og imperialistiske ambitioner – men i samarbejde med den på mange måder svækkede amerikanske supermagt. Ikke bare slår de gamle europæiske kolonimagter sig sammen, de går også sammen med den nye amerikanske superkolonimagt.

Noget er ved at ske. De tre vigtigste politiske, økonomiske og militære centrer i den vestlige verden er nemlig ved at forny deres indbyrdes forbindelser med en stærkere grad af integration. Man er med andre ord ved at skabe ’det 21. århundtredes alliance for global dominans’, som en kommentator har formuleret det. Det er utrolig vigtigt, at dagens venstrekræfter forstår dette.

Det betyder også et opgør med nogle myter. F.eks. at udviklingen af EU’s stridskræfter er en ufordring og konkurrence til USA; at NATO er et multipolært modstykke til amerikansk unilateralisme; at EU er en fredsmagt og tilhænger af diplomati, mens USA og NATO straks griber til militære magtmidler – eller at EU er USAs vigtigste konkurrent i Europa og verden over. Det er fejlanalyser, illusioner, og tildels ønsketænkning, der f.eks. udbredes i Danmark med skumle politiske formål.

Det er ikke noget af alt dette, men ’transatlantisk integration og samarbejde’, som er på dagsordenen. Skabelsen af et fælles instrument og en fælles blok ntil verdensbeherskelse fra amerikansk og europæisk imperialismes side.

Af de 27 EU-lande er 21 også medlemmer af NATO. Af de sidste seks er de fem -  Østrig, Finland, Irland, Malta og Sverige - med i NATOs Partnerskab for Fred-program. Kun Cypern er endnu udenfor – og kun Malta har ikke et militærkontingent under NATO i Afghanistan, på Balkan og andre steder. Af de 26 NATO-medlemsstater er Norge den eneste, der ikke er medlem af EU. De tre øvrige USA, Canada og Island regnes som ikke-europæiske!

Hvis ’transatlantisk integration’ er et kodeord, er Anders Fogh favorit som generalsekretær for NATO. Det har været hans løsen gennem mange år.
I forskellige kombinationer vil NATO, EU og USA fremover være at finde overalt i verdens konflikt- og ressourceområder.

Først offentliggjort i Kommunustisk Politik 5, 2009

- End -