Nato
 

Militarisering af EU anført af USA

NATO forsyner Europa med Pentagons atom-,  missil- og internetkjold

Af Rick Rozoff

NATO står over for et topmøde den 19.-20. november i Lissabon, der skal fastslå en ny ’strategi’ – af nært samarbejde mellem USA og EU- og  med Rusland som en slags ’partner’ Militariseringen af EU foregår i hastigt tempo med et amerikansk skjold

Pentagons næsthøjeste embedsmand, viceforsvarsminister William Lynn, var i Bruxelles, Belgien, den 15. september for at mødes med Det Nordatlantiske Råd – toppen af den civile del af NATO- organismen - og den private tænketank Security & Defence Agenda.

Hans bemærkninger ved denne anden begivenhed, med den eneste forsvarsrelaterede institution af sin slags som vært, i en by, der huser hovedkvartererne for NATO og EU, behandlede indgående hvad Lynn kaldte ”netskjoldet” (cyber shield)  over hele Europa, hvad han betegnede som et ’afgørende element’, som militærblokken på 28 nationer skal behandle og tiltræde på sit topmøde i Lissabon i Portugal, den 19-20. november.

Lynn tilføjede, at ”Alliancen har en afgørende rolle at spille i at udstrække et tæppe af sikkerhed over vore netværk”, og satte emnet i skarpt perspektiv ved at fastslå: ”NATO har et atomskjold, og bygger et stadigt stærkere forsvarsskjold; desuden behøver det tillige et netskjold”, ifølge AFP.

Security & Defence Agenda’s hjemmeside siger, at tænketanken ”regelmæssigt fører ledende repræsentanter fra EU og NATO-institutionerne sammen med embedsmænd fra nationale regeringer, industrien, de internationale og specialiserede medier, tænketanke, akademiske repræsentanter og NGO’er.

Det er kort sagt en ud af dusinvis, for ikke at sige snesevis, af transatlantiske eliteplanlægningsorganer, både af halvofficiel regeringskarakter og af ’over-regerings”-karakter, på begge sider af Atlanten. De vil som talere have ledere for, hvad der betegner sig som modeller for åbne og gennemskuelige samfund. Udenrigsminister Hillary Clintons nylige optræden i Council on Foreign Relations, er et andet eksempel på denne praksis og dette princip.

Faktisk har viceforsvarsminister Lynn en artikel i det seneste nummer af Council on Foreign Relations’ tidsskrift med overskriften ”Forsvaret af et nyt domæne: Pentagons Cyber Strategy”.

Embedsmænd fra Pentagon, udenrigsministeriet og Det Hvide Hus - og deres europæiske modstykker – går ud og ind af regeringskontorerne, men er medlemmer på livstid i organisationer som  Security & Defence Agenda og Council on Foreign Relations.

Den Bruxelles-baserede tænketank opregner blandt sine partnere, udover NATO og den amerikanske repræsentation i NATO, amerikanske våbenfabrikanter som Raytheon, Lockheed Martin, United Technologies og Boeing såvel som tilsvarende europæiske.

William Lynn kom til  sin nuværende position i  Pentagon job fra stillingen som senior vicepræsident for regeringsoperationer og -strategi i Raytheon-selskaber.
Ledende poster i våbenfirmaer, medlemskab af private transatlantiske planlægningsorganer og topstillinger i nationale regeringer er indbyrdes udskiftelige roller, som kan besættes på skift eller samtidig!

Lynns kommentarer ved mødet hos Security & Defence Agenda rummede desuden kravet om, at NATO anvender konceptet om ”kollektivt forsvar” - det vil altså sige  at traktatens artikel 5 og dens bestemmelse om militær intervention - udbredes til områderne informationsteknologi og computernetværk, og at de behandles med samme grad af seriøsitet og så påtrængende nødvendigt som vedligeholdelsen af atomvåben-arsenalet og opbygningen af et globalt missil netværk.

Med hans egne ord: “Den kolde krigs begreb om advarsels-deling svarer i det 21. århundrede til cybersikkerhed. Luftforsvar og missilforsvar er knyttet tæt sammen og det må netforsvaret ligeledes blive.”

Som med udstationering af atomsprænghoveder i Europa så langt østpå og sydpå som Tyrkiet og den ”gradvist tilpassede opbygning” af et flersidet missilskjold i Østeuropa fra  Østersøen til Sortehavet, vil opbygningen af et net-krigssystem - for det er reelt det, der diskuteres - over hele Europa, som led i et endnu bredere globalt projekt, afhænge af  samtykke og medinddragelse af de 26 NATO medlemmer og de 13 lande med status som medlemmer af Partnerskab for Fred i Europa.

USA’s taktiske atomvåben i Belgien (20 bomber), Tyskland (20), Italien (50), Holland (20), Tyrkiet (90) – tallene er anslået, da kun Pentagon kender det rigtige antal og selvfølgelig ikke vil røbe det – er bragt til og bibeholdes i Europa ifølge NATO-aftaler. De berørte lande har aldrig afholdt folkeafstemninger for at afgøre, om borgerne støtter anbringelse af amerikanske atomvåben på deres jord, uanset  NATOs påstand om at være en ”militæralliance af demokratiske lande i Europa og Nordamerika”. Ingen europæisk befolkning har råbt om at de vil frelses - fra hvem? og  fra hvad? - af Pentagons atomvåben. Eller dets missilfanger-missiler. Eller dets cyper-krigsoperationer.

Lige så lidt som borgerne i de 35 lande, der har forsynet tropper til NATOs krig i Afghanistan, er blevet rådspurgt om, hvorvidt det at sende deres sønner og døtre til Asien for at dræbe og blive dræbt garanterer deres hjemlands sikkerhed.

”Fra sin bolig i en luksuriøs forstad i det sydlige Bruxelles dagen efter at være vendt tilbage fra et møde med præsident Barack Obama i Washington” tidligere på måneden, sagde NATOs generalsekretær Anders Fogh Rasmussen til en større engelsk avis (Daily Telegraph, overs) , at ”Hvis Iran med tiden opnår en atomar kapacitet, vil det være meget farligt og en direkte trussel mod de allierede. Det er årsagen til, at jeg nu foreslår et nyt og effektivt NATO missilforsvarssystem”.

Hvis Iran opnår atomar kapacitet… imens Washington udnytter NATO til at placere 90 atombomber i Tyrkiet, en stat, der grænser op Iran. Våben, som har været opmagasineret der i adskillige årtier.

Samme avis citerede Robert Hewson, redaktør af  ’Jane's Air-Launched Weapons’, som kastede et sjældent strejf af sandhed over sagen: ” Missilforsvar handler mere om at skovle penge ind til amerikanske entreprenører end om at beskytte folk i Blasingstoke”.

Efter et møde med NATOs Nordatlantiske Råd i Bruxelles den 15. september sagde Lynn: ”Jeg tror, at vi i Lissabon vil se en ledelse på højeste niveau, som forpligter sig til cyber-forsvar. Det er fundament for enhver indsats fra alliancen (…). Jeg var meget imponeret over den enhed med hensyn til mål og tilsvarende visioner, som de fleste lande i alliancen synes at have overfor cyber-truslen”.

Hverken Pentagon eller NATO vil starte fra bunden.

Den 21. maj annoncerede Lynns overordnede Pentagon-bossen Robert Gates søsætningen af US Cyber Command,  verdens militærkommando af denne type. Samme dag kaldte Lynn ”etableringen af US Cyber Command … en milepæl for USA, som bliver i stand til at gennemføre operationer i fuld skala i  et nyt domæne”, og han hævdede, at ”net-domænet … er lige så vigtigt som land, hav, luft og rum domænerne for det amerikanske militær, og beskyttelsen af militære netværk afgørende for forsvarsministeriets succes på slagmarken”.

Security & Defence Agenda’s hjemmeside gentog den sidste pointe i omtalen af Lynns tale på Hotel Renaissance i Bruxelles den 15. september. Talen slog til lyd for ”at prioritere cyberspace som et nyt domæne for krigsførelse (udover landjorden, vandet og luften), hvor Amerika må være i stand til at operere frit og forvare sit territorium”.

Hvordan forsvaret af det amerikanske fastland,  eller selv af dets fjerne ø-besiddelser i Stillehavet,  kan opnås via en cyberkrigs-kuppel over hele Europa, forklares ikke, lige så lidt som hvordan atombomber i Europa eller Patriot Advanced Capability-3 og Standard Missile-3 antiballistiske missiler i Polen og Rumænien beskytter New York City eller Chicago.

Referatet af talen minder læserne om, at ”Pentagon har opbygget mange lag og et robust forsvar omkring de militære netværk, og indviet den nye US Cyber Command for at integrerer cyber-forsvarsoperationer overalt i militæret”.

Det amerikanske militær har hele tiden kontant defineret formålet med CYPERCOM som ”afskrækkelse og/eller besejring af fjender” med den kommanderende general Keith Alexanders ord.

Bruget af ordet forsvar om USA’s og NATOs cyberkrigs-operationer er den samme, som da det amerikanske krigsministerium i 1947 blev omdøbt til forsvarsministeriet Og det såkaldte missilforsvar er en omskrivning og maskering af aggression.

Forsvarsministeriet har ført krig mod Jugoslavien, Afghanistan og Irak og foretaget angreb i Pakistan, Somalia og Yemen bare på lidt over et årti.

NATO har arbejdet med komplementære operationer siden begyndelsen af dette århundrede, længe før cyberangrebene i Estland i 2007, som førte til vestlige anklager mod Rusland og krav om at  NATOs  krigsartikel 5 skulle tages i anvendelse.
Det Fælles Rumforsvarscenter i Estlands hovedstad Tallinn blev etableret 5 år før, i 2002, og formelt udnævnt som førsterangs NATO-central i 2008.

Faktisk igangsatte NATOs Nordatlantiske Råd blokkens cyberforsvarsprogram i 2002 og ”Parallelt med det besluttede stats- og regeringsoverhovederne på Prag-topmødet samme år at styrke NATOs kapacitet. Det banede vejen for skabelsen af NATO Computer Incident Response Capability (NCIRC) i 2002 som en del af cyberforsvarsprogrammet.”

Cyberforsvarets øverste ledelses-institution  ”styres af Cyberforsvarets Bestyrelse (Cyber Defence Management Board) , som omfatter lederne af det politiske, militære og tekniske personale i NATO med ansvar for cyberforsvar. Det udgør det vigtigste rådgivende organ  for Det Nordatlantiske Råd vedrørende cyberforsvar og giver medlemsstaterne råd i alle aspekter vedrørende netforsvar.”

I august 2008 begyndte NATO  at udvide sin cyberkrigs-kapacitet videre ud over de 28 medlemslande og skabte (Det Nordatlantiske) Råds Retningslinjer for Samarbejde omkring Cyberforsvar med Partnere og Internationale Organisationer, som blev fulgt op i april 2009 af Rammerne for Samarbejde om Cyberforsvar mellem NATO og Partnerlande. Med alliancens egne ord ”skal NATO være forberedt på, uden at mindske evnen til at forsvare sig selv, at udvide sine erfaringer og potentielt sine kapaciteter til at forsvare sig mod netangreb til partnerlandene og internationale organisationer.”

Lissabon Topmødet vil indvie en ny militærdoktrin for NATO for de næste 10 år. Det vil bekræfte blokken som det 21. århundredes ekspeditionsstyrke uden geografiske eller tematiske grænser, og som vil søge efter enhver mulighed for at trænge sig selv ind overalt i verden under en mangfoldighed af påskud.  

Topmødet vil enstemmigt støtte et amerikansk-kontrolleret missilopfangningssystem, som skal dække hele Europa. Det vil fastholde det standpunkt, at amerikanske atomvåben skal forblive på kontinentet for ’afskrækkelses-formål’. Og det vil godkende landenes underordningen  - fra UK til Polen og Bulgarien under en fælles amerikansk-domineret cyber-forsvarsstruktur for krig på den  ’5. slagmark’, for ” operationer i fuld skala i et nyt domæne”.

Oversat efter hjemmesiden
Stop Nato

For noter og links henvises dertil

- End -