Nato
 

Stjernekrig: USA og NATOs
’strategiske forsvarsinitiativ’

Af Rick Rozoff

NATO-topmødet i Lissabon den 19.-20. november vedtog en ’ny strategi’, hvor alliancen proklamerede sig som  en ’global militærstyrke’, med NATO-eksperten og -modstanderen Rick Rozoffs ord.


En væsentlig side af den ny strategi er skabelsen af et missilskjold, der skal beskytte Luxembourg og Island mod iranske og nordkoreanske missiler. I realiteten er stjernekrig sat på dagsordenen, som Rick Rozoff beskriver i denne artikel, der også holder efter topmødet.

Om ganske kort tid samles NATO til topmøde i Lissabon, Portugal, med stats- og regeringsoverhoveder (præsidenter og statsministre) fra de 28 lande til stede.
På topmødet vil verdens eneste militærblok tiltræde sit nye ’Strategiske Koncept’, det første siden 1999 og således det første for det 21. århundrede – en doktrin, som formaliserer NATO's rolle som international militærstyrke, som sikkerhedsstyrke og politisk styrke og som en rival til FN i den henseende.

Hovedemnerne på Lissabon-dagsordenen er krigen i Afghanistan, NATO's første væbnede konflikt uden for Europa og den første landkrigsoperation i dens historie; det er lanceringen af et kontinentdækkende missilforsvarssystem for Europa, som er underlagt USA’s globale missilskjold; det er en tilsvarende cyberkrigs-operation, der bygger på initiativer som NATO's cyberforsvarscenter i Estland og er underordnet Pentagons nye cyberkommando; det er bevarelse af hundredvis af amerikanske atombomber på flybaser i fem europæiske lande; og det er mangfoldige nye roller og missioner, som spænder fra afpatruljeringen af strategiske søruter med krigsskibe til at beskytte NATO-medlemsstaternes energiinteresser i alle dele af verden.

Som illustration af den amerikansk dominerede militæralliances stadig mere omfattende virkefelt vil ledere fra forskellige af NATO's ’partnerskabsnationer’ også deltage på Lissabon-topmødet, især i lyset af den afghanske krig, hvor der for øjeblikket er over 140.000 soldater fra USA og næsten 50 andre lande, som fungerer under ISAF,  NATO's Internationale Sikkerheds- og Bistandsstyrke.

Det inkluderer deltagere fra NATO's Partnerskab for Fred-program i Europa og Asien: Armenien, Aserbajdsjan, Bosnien, Finland, Georgien, Hviderusland, Irland, Moldova, Kasakhstan, Kirgisistan, Makedonien, Malta, Montenegro, Schweiz ,Serbien, Sverige, Tadsjikistan, Turkmenistan, Ukraine, Usbekistan og Østrig.

Endvidere Middelhavs-dialogen i Afrika og Mellemøsten: Algeriet, Israel, Jordan, Mauretanien, Marokko, Tunesien og Ægypten.
Istanbul-Samarbejds-Initiativet i Den Persiske Golf: Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater.
Allierede Kontaktlande i Østasien og det sydlige Stillehav: Australien, Japan, New Zealand og Sydkorea.
NATO-Rusland-Rådet: Præsident Dmitrij Medvedev er det første russiske statsoverhoved, der deltager i et NATO-topmøde.
De militære kommandanters Treparts-kommission bestående af NATO, Afghanistan og Pakistan.
Officielle troppebidragende nationer (TNC) til NATO's ISAF, som ikke er med i nogen af ovennævnte kategorier: Malaysia, Mongoliet, Singapore og Tonga. Colombia har også givet tilsagn om tropper, og lande som Bangladesh bliver presset til det samme.

De 28 NATO-medlemslande med partnere, som er opregnet her, tæller i alt 75 nationer, næsten 40 % af de 192 medlemmer af FN. Det er det 21. århundredes NATO: Historiens første globale militæralliance, som har  militærstyrker – tropper, udstyr, krigsfly og krigsskibe – udstationeret uden for sine medlemsstaters territorier på tre kontinenter: I Sydøsteuropa, Central- og Sydasien og Nordøstafrika. Titals om ikke snesevis af afrikanske nationer udvikler forbindelser til NATO i parløb med den nye amerikanske Afrika-kommando, som blev skabt af  USA’s Europa-kommando, hvis militære øverstbefalende også er øverstbefalende for NATO i Europa.

På tærsklen til sidste års NATO-topmøde i Strasbourg, Frankrig, og Kehl, Tyskland, annoncerede den franske præsident Nicolas Sarkozy, at han førte sit land tilbage i NATO's militære kommandostruktur, som hans forgænger Charles de Gaulle havde trukket landet ud af i 1966.

Frankrigs fulde reintegration er symbolsk for NATO's indlemmelse af næsten alle europæiske lande som fulde medlemmer og kandidater med stadigt mere omfattende partnerskabs-aftaler. Partnerskab for Fred, individuelle partnerskabs-handlingsplaner, medlems-handlingsplaner og nations-specifikke årlige nationale programmer.

Af de 44 europæiske nationer, der er medlemmer af FN (med undtagelse af mikrostater og iberegnet staterne i Sydkaukasus), er kun et enkelt, nemlig Cypern, ikke NATO-medlem eller partner, men den cypriotiske regering er under pres fra konservative oppositionspartier for at gå med i Partnerskab for Fred. Kun seks ud af disse 44 nationer har ikke forsynet NATO med soldater til mission ISAF i Afghanistan: Malta, Cypern, Hviderusland, Moldova, Rusland og Serbien.

Da Frankrig igen gik med i NATO's integrerede militærkommando, blev det belønnet med to topmilitærposter: Generalløjtnant Philippe Stoltz blev udnævnt til kommandør for Allied Joint Force Command Lisbon, den ene af NATO's tre operationelle kommandoer, og luftvåbengeneral Stéphane Abrial blev chef for Allied Command Transformation (ACT) i Norfolk i Virginia, en af NATO's to strategiske kommandoer. Den anden er Allied Command Operations i Europa ved NATO-hovedkvarteret i Belgien. Abrial er den første ikke-amerikaner, der leder ACT i de syv år, det har eksisteret.

På Halifax Internationale Sikkerheds-Forum i Nova Scotia i Canada den 5.-7. november gentog general Abrial NATO's holdning til at bevare amerikanske atomvåben i Europa i vendinger, der var identiske med nylige kommentarer fra NATO's generalsekretær Anders Fogh Rasmussen og USA's udenrigsminister Hillary Clinton. ACT-kommandøren udtalte:
”Så længe der er atomvåben i verden, vil alliancen bevare atomvåben.”

I sidste måned ”gik Clinton ud mod forslag om fjerne alliancens 200 tilbageblevne taktiske atomvåben fra Europa, så længe der  eksisterer atomvåben”.
Praktisk talt samtidig sagde Rasmussen: ”Anti-missilforsvarssystemet komplementerer den atomare afskrækkelse. Det er ikke en erstatning for det.”

Og i sidste måned gav den tyske kansler Angela Merkel, hvis nation ellers fremstilles som talsmand for at fjerne amerikanske atomvåben fra Europa, også fra hendes eget land, grønt lys for deres bibeholdelse, da hun udtalte: ”Så længe der er atomvåben i verden, så er vi nødt til at have disse muligheder, som NATO siger.”

4. november mødtes Rasmussen med den britiske statsminister David Cameron i London, to dage efter at en banebrydende britisk-fransk traktat blev underskrevet om ”at skabe en fælles militærstyrke og dele atomare testfaciliteter og flytransport”.
Det er ingen ubetydelig udvikling, da ”Storbritannien og Frankrig tilsammen står for 50 % af Europas operationelle militære kapacitet, 45 % af de militære udgifter og 70 % af den forskning og udvikling, der er afgørende for at udkæmpe fremtidens krige”.

I en ledende artikel, der gik i tryk, før aftalen blev underskrevet, erklærede den britiske forsvarsminister Liam Fox: ”Der er mange grunde til, at dette samarbejde er fornuftigt. Vi er Europas to eneste atommagter!”
Faktisk er der en anden nation i Europa med atomvåben, den eneste, som ikke er medlem af NATO, det land, som det atomare våben missilskjold er rettet mod, nemlig Rusland.

Fox fortsatte med at prale af, at Storbritannien og Frankrig ”har de to største militærbudgetter i Europa og er de eneste to europæiske lande med en reel og omfattende militær udrykningskapacitet”.
”Siden præsident Sarkozy tiltrådte sit embede, har vi med fornyet energi oplevet et forsøg på at bringe Europa og Amerika tættere sammen i partnerskab og samarbejde, og en fast beslutsomhed på at bringe Frankrig dybere ind i NATO, hvor mange af os mener, landet naturligt hører hjemme… Det franske transportfly Charles de Gaulle, med en britisk forbindelsesofficer allerede om bord, vil snart komme til Det Indiske Ocean for at forsyne NATO med større luftstyrke i Afghanistan.”

Den 19.-20. november i Lissabon vil NATO fastholde sin stilling m.h.t. USA’s atomvåben, der findes på NATO-flybaser i Belgien, Tyskland, Italien, Holland og Tyrkiet, som blev fastslået i det eneste ’Strategiske Koncept’  for 11 år siden: ”Den vigtigste garanti for sikkerheden for de allierede tilkommer alliancens strategiske atomslagstyrker, især USA’s. Storbritanniens og Frankrigs uafhængige atomstyrker, som har deres egen afskrækkende rolle, bidrager til de allieredes samlede afskrækkelsesformåen og sikkerhed.”

Der er mellem 200 og 350 atombomber i de fem ovennævnte lande, og som led i det, som skiftevis kaldes byrdefordeling og atomdeling, er det, selvom de teknisk set ejes af USA, overladt til værtsnationerne at fremføre dem fra deres egne bombefly. Dette arrangement er en topmålt krænkelse af Ikke-spredningsaftalen om Atomvåben, som lyder: ”Enhver atomvåbenmagt, der indgår aftalen, forpligter sig til ikke at overføre atomvåben eller andre eksplosive atomanordninger, eller kontrol over sådanne våben eller eksplosiver, til nogen som helst modtagende part, hverken direkte eller indirekte …”

Oven i de amerikanske atomvåben opmagasineret på NATO-baser – i tilfældet Tyrkiet i et land, som grænser op til Iran og Syrien, og som kun er adskilt fra Rusland af enten Georgien eller Aserbajdsjan – vurderes Frankrig at besidde godt 300 atomsprænghoveder og UK 225. Der kan være helt op til 900 atomvåben i Europa under NATO-magters kontrol.

Lissabon-topmødet vil derudover yderligere forpligte NATO til træning af afghansk militær og sikkerheds-styrker til angiveligt at tage kontrol over krigen i deres land inden for de næste fire eller fem år, skønt antallet af amerikanske og NATO-soldater er rekordhøjt og der stadig ankommer flere troppekontingenter, men den vigtigste beslutning, der vil blive formaliseret i Portugal, er underordningen af hele Europa under et amerikansk globalt missilforsvarssystem.

I maj sikrede Pentagon sig den første længevarende opstilling af antiballistiske missiler i Europa, et Patriot Advanced Capability-3 batteri i Moraq, Polen, ca. 55 km fra russisk territorium. Rumænien og Bulgarien accepterede i februar at tillade amerikanerne at basere missilskjoldskomponenter på deres jord, en landbaseret tilpasning af Standard Missile-3 (SM-3) i Rumænien, komplementeret med et missilradaranlæg i Bulgarien. Polen har også sagt ja til at huse SM-3’ere, som er anti-satellit- så vel som anti-ballistiske missiler.

USA's viceminister for Våbenkontrol og Internationale Sikkerhedsaffærer, Ellen Tauscher, slår til lyd for et missilskjoldsradaranlæg i Tjekkiet, og NATO-chef Rasmussen bekræftede det, da han 1. november blev spurgt, om man ville inkorporere en radarfacilitet i byen Mukatjevo i Ukraine i NATO's missilsystem:
”Jeg mener, at denne invitation skal stå åben for vores europæisk-atlantiske partnere, så det er også en invitation til Ukraine, hvis Ukraine ønsker det.”

På trods af en panikagtig slåen på tromme om ikke-eksisterende trusler mod Europa (mod hele Europa, så langt mod vest som til de britiske øer), som skulle komme fra Den Persiske Golf og Den Koreanske Halvø, så er USA’s og NATO's planer for de nye missiler, bortset fra mindre støttefaciliteter i Storbritannien, Norge og Grønland, fokuseret på Østeuropa, fra Det Baltiske Hav til Sortehavet langs Ruslands grænse mod vest.

Men hovedvægten i de seneste diskussioner og kontroverser om NATO's samarbejde med den europæiske, og mere end blot den europæiske, del af USA’s globale missilskjoldsplaner, vedrører Tyrkiet.
Kommentarer fra kilder i landet og i nabolandene har advaret om, at en opstilling af antimissil-systemelementer i Tyrkiet vil få utallige negative og endog farlige konsekvenser.

Presset mod Ankara fra USA og NATO, der understreger NATO-forpligtelserne, er udformet til at opnå  adskillige geopolitiske formål, som intet har at gøre med påståede missiltrusler fra Iran, Syrien eller – endnu mere absurd – Nordkorea.
Tyrkiet presses til at genoptage den rolle, man spillede i anden halvdel af det sidste århundrede, som den østligste og sydligste udpost for NATO. Som Vestens militære spydspids imod Sovjetunionen (senere Rusland) mod nord, og imod Mellemøsten mod syd og øst, med placeringen af NATO-fly og atomvåben til mulig brug i disse tre retninger.

Tyrkiet har i de senere år forbedret de statslige forbindelser og endda skabt sikkerhedsbånd med Iran, Rusland og Syrien. At tilslutte sig Washingtons og Bruxelles’ missilskjoldsprogram vil true – og har til hensigt at sabotere – disse spirende partnerskaber. 

Oven i den foreslåede indvielse af missilforsvars-anlæg i Rumænien og Bulgarien, der er Tyrkiets naboer ved Sortehavet, åbnede Pentagon for to år siden en missilforsvars-radarbase (Forward-Based X-Band Radar) i Israel, der blev ledsaget af  udstationeringen af de første udenlandske soldater, godt 100 militærpersoner, i dette lands historie.

Washington planlægger dertil at udvide salget af anti-ballistiske missiler til amerikanske og NATO-partnere i Den Persiske Golf – Bahrain, Kuwait, Qatar, Saudi Arabien og De Forenede Arabiske Emirater – som del af en våbenpakke på 12,3 milliarder dollars, der er uden fortilfælde.  De fem lande er blevet udstyret med eller vil modtage amerikanske anti-ballistiske missiler, som rangerer fra kortrækkende Patriot Advanced Capability-3 til mellemlangtrækkende Standard Missile-3 til mellemdistance Terminal High Altitude Area Defense-missiler.

USA har også anbragt skibsbaserede SM 3’ere i det østlige Middelhav og Den Persiske Golf og har planer om at skaffe sig og opgradere landbaserede faciliteter i det sydlige Kaukasus.
Tyrkiet er et nøgleled med hensyn til at konsolidere et potentiel first-strike-anti-missilsystem fra Østersøen til Det Kaspiske Hav, fra Det Røde Hav til Den Persiske Golf.

Med komplementære opstillinger i Østen – Japan, Sydkorea, Australien, Taiwan og Alaska, både på hovedlandet og ø-gruppen Aleuterne – og i Det Arktiske Ocean, som præsidentens nationale sikkerheds-direktiv 66 fra 9. januar 2009 fastlagde som et område, der var udset til forsvarsforanstaltninger, såvel som luftbårne laser og rumbaserede missilskjoldselementer, planlægger USA at konstruere en uigennemtrængelig missilkuppel i sammenhæng med cyberkrigsførelse og øjeblikkelig global angrebskapacitet (Prompt Global Strike capabilities), der vil gøre det usårligt over for gengældelsesangreb. Man vil også omringe hjertet af Eurasiens hjerte, ikke kun Nordkorea, men Rusland, Iran og Kina med et lagdelt system af antiballistiske missiler.

En nylig kommentar i den russiske presse lød sådan:
”Tilslutter Tyrkiet sig USA's og NATOs missilforsvarsplaner, vil kun få betvivle, at Washington vil anlægge et storstilet, langtrækkende missilforsvars-system med mange niveauer. Polen, Tjekkiet, Bulgarien og Rumænien har allerede udtrykt, at de var parat til at blive del af dette. Utvivlsomt er en magtfuld ’anti-missil-paraply’ af denne slags unødvendig for at afvise en imaginær trussel fra Iran. Samtidig er Iran endnu ikke i besiddelse af ballistiske missiler.”

”Mange (alle) militære og politiske eksperter i Rusland er kommet til den konklusion, at ved at bygge et sådant system søger USA at sætte Ruslands missilpotentiale ud af kraft ved at udstationere missilforsvarsbaser langs hele det russiske territoriums længde. Washingtons mål er et globalt missilforsvarsskjold, hvoraf nogle elementer allerede er anlagt i Fjernøsten, i Det Indiske Ocean og i de nordlige have.”   
         
                             
Den tidligere øverstbefalende for de russiske væbnede styrker Leonid Ivasjov advarede for nylig om, at denne yderligere udvidelse af USA’s missilskjoldprogram i NATO-regi har som mål at ”neutralisere Ruslands atommissil-potentiale”.     
“Vi har ingen anden magt, bortset fra netop atommissil-kapaciteten, til at beskytte blot en enkelt del af vort territorium.”

Originalartikel med noter:

Star Wars: Towards a Global 21st Century US-NATO "Strategic Defense Initiative"
11. november 2011

Andre artikler om topmødet af Rick Rozoff

Lisbon Summit: NATO Proclaims Itself Global Military Force

Global Warfare: After NATO Summit, U.S. To Intensify Military Drive Into Asia

Rick Rozoff: Timetable Abandoned: U.S. And NATO To Wage Endless War In Afghanistan

Rick Rozoffs blog: Stop NATO

- End -