USA og NATO
 

Libyenkrigen og kontrollen med Middelhavsregionen

Af Rick Rozoff

Er år efter han havde overtaget præsidentposten i Frankrig i 2007, og mens hans land sad på EU- formandskab, inviterede Nicolas Sarkozy statsoverhovederne i de 27 EU lande og fra 17 ikke EU Middelhavslande, der ikke er med i EU,  til at deltage i en konference i Paris for at proklamere ”Middelhavs-unionen”.

Det britiske Daily Telegraphs skrev sådan om det efterfølgende topmøde den 13. juli 2008 med samme formål:
Sarkozys store idé er at udnytte det imperiale Roms verdenscentrum som en forenende faktor til at forbinde 44 lande, der er hjemsted for 800 millioner mennesker”.

Den libyske leder Muammar Gadaffi erklærede derimod, at hans land ville boykotte mødet, idet han fordømte initiativet som et forsøg på at splitte den arabiske og afrikanske verden. Han udtalte:
”Vi skal påduttes et nyt romersk imperium i imperialistisk design. Det er imperialistiske landkort og designs, som vi allerede har rullet op. Vi vil ikke have dem igen”.

Dette unikke topmøde blev holdt med intentionen om at ”at ændre Europas strategiske fokus i retning af Mellemøsten, Nordafrika og Balkan”.

’Middelhavs-unionen’ blev omdøbt til det mindre kontroversielle Union for Middelhavsområdet, og medlemmerne inkluderer alle 44 oprindeligt inviterede lande med undtagelse af Libyen.  

Mindre end tre år efter bomber Sarkozys Mirage og Rafael-krigsfly libyske regeringsmål, og startede dermed den nuværende krig, der føres af Frankrig, USA, England, og det som de internationale medier kalder ’en international koalition’ – 12 NATO medlemmer og Qatar – for at vælte Gadaffi regeringen og indsætte en mere føjelig erstatning.

Middelhavet er den vigtigste kamparena i verden i øjeblikket. Den overgår krigsskuepladsen Afghanistan-Pakistan, og det 3. årtusinds imperium, det amerikanske - verdens eneste militære supermagt ifølge præsident Barack Obama i hans takketale for nobelfredsprisen - og dets NATO- partnere vil gøre Middelhavet til ’mare nostrum’.

Angrebet på Libyen fulgte godt tre uger efter et forsøg på i parlamentet i østaten Cypern i det østlige Middelhav at føre landet ind i NATOs Partnerskab for Fred-program. Hvis det lykkes, vil kun tre ud af tyve lande (mikrostaten Monaco fraregnet) ved eller i Middelhavet ikke være fulde NATO-medlemmer eller tilknyttet via partnerskabsaftaler, indbefattet Algeriet, Ægypten, Israel, Jordan, Mauretanien, Marokko og Tunesien fra ”Middelhavs Dialogen”.
De tre er Libyen, Syrien og Libanon.           

NATO medlemskab og partnerskab forpligter de pågældende regeringer til at åbne deres lande for amerikansk militær. F.eks. havde Montenegro mindre end et år efter uafhængigheden allerede tilsluttet sig Partnerskab for Fred og fået besøg af den daværende kommandantr for USA’s flådestyrker i Europa, admiral Harry Ulrich, og ubåds-chefen Emory S. Land i en bestræbelse ”på at tilbyde træning og bistand til Montenegros flåde, og for at styrke forbindelsen mellem de to militærflåder.”
Næste måned lagde fire NATO-krigsskibe, heriblandt missildestroyeren USS Roosevelt til i Tivat-havnen i Montenegro.

Hvis den aktuelle libyske model duplikeres i Syrien, som det i stigende grad synes at være tilfældet, og med Libanon, der allerede er blokeret af krigsskibe fra NATO-landene (siden 2006), som prototypen for det, som NATO snart vil gentage ud for den libyske kyst, vil Middelhavet være totalt under NATOs og dets førende medlem USA's kontrol.

Cypern er det eneste EU-medlem og reelt den eneste europæiske nation (mikrostater fraregnet), der for nærværende ikke er NATO medlem eller partner, og Libyen er den eneste afrikanske nation, der  grænser til Middelhavet, som ikke med i NATOs Middelhavs-Dialog partnerskabs-program.

Libyen er også ét ud af de kun fem af i alt 54 afrikanske lande,der ikke er blevet integreret i den nye amerikanske Afrikakommando (AFRICOM) - hvilket vil sige er blevet underordnet den.

De fire andre er:

Sudan, der balkaniseres, som Libyen måske også snart vil være det!

Elfenbenskysten, der i dag er trukket ind i en borgerkrig, hvor Vesten støtter Alassane Ouattaras væbnede grupper mod den siddende præsident Laurent Gbagbo, og som trues af udenlandsk militær intervention, muligvis af den AFRICOM- og NATO støttede Vestafrikanske Standby Force og måske med direkte vestlig involvering.

Eritrea, der grænser op til Djibouti, hvor 5000 franske og amerikanske soldater er udstationerede, og som var involveret i en væbnet grænsekonflikt med dets nabo for 3 år siden, hvor fransk militær greb ind til fordel for Djibouti.

Zimbabwe, der er blandt de sandsynlige kandidater for den næste USA/NATO militære intervention af typen Operation Odyssey Dawn.

Middelhavet har været historiens strategisk mest vigtige hav og det eneste, hvis bølger rammer kysterne på tre kontinenter.

Der er blevet kæmpet om  kontrollen over dette hav af det persiske, aleksandrinske, kartagenske, romerske, byzantinske, ottomanske, spanske, britiske og det napoleonske imperium, enten total eller delvis, samt af Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland.

Siden afslutningen på 2. verdenskrig har den vigtigste militærmagt i Middelhavet været USA. I 1946 etablerede Washington en Middelhavs Flådesyrke, som i 1950 blev til USA’s Sjette Flåde og har hovedkvarter i Middelhavs-havnebyen Napoli.

Faktisk var oprindelsen til den amerikanske stridsflåde flådeloven fra 1794, der blev vedtaget som svar på kapringen af amerikanske handelsskibe ud for den nordafrikanske kyst. Middelhavs Eskadronen (eller Stationen) blev skabt som reaktion på den første Barbariske Krig 1801-1805, også kendt som Den Tripolitanske Krig efter hvad der i dag er det nordvestlige Libyen. USA udkæmpede sit første søslag uden for den vestlige halvkugle mod Tripolitanien i 1801.

De amerikanske flådestyrker Europa-Afrika, også beliggende i Napoli, er tilknyttet Den 6. Flåde og betjener styrker fra både US Europæiske Kommando og US Afrikanske Kommando. Kommandøren er admiral Samuel Locklear III – som også er kommandør for NATOS Allierede Fælles Styrke Kommando Napoli.

Han har koordineret USA’s og NATOs luft- og missilangreb mod Libyen fra USS Mount Whitney, den 6. flådes flagskib, som leder af Joint Task Force Odyssey Dawn, som er USA’s Afrika Kommandos operation i spidsen for USA’s missildestroyere, ubåde og stealth-fly, der udfører angreb inde i Libyen.

Admiral Gary Roughead, chefen for flådeoperationerne (den højst rangerede officer i den amerikanske flåde), fastslog  for nylig, at den permanente amerikanske militære tilstedeværelse i Middelhavet tillod Pentagon, som ”allerede var i stilling til operationer over Libyen” at begynde Odyssey Dawn den 19. marts:

”Behovet for Thomahawk angreb, f. eks. i de indledende runder: Affyringsramperne var allerede på plads. De var allerede klargjorte og det hele gik, som vi forventede.  Det er det, man opnår, ved at have en verdensflåde, der er fremme hele tiden… Vi er der, og når skudsalverne går af, er vi parate til at gennemføre kamphandlinger…”.
 

Den 22. marts besøgte den nye chef for USAs Afrika Kommando, general Carter Ham, den amerikanske flybase i Ramstein i Tyskland og traf her britiske, franske og italienske ledere fra luftvåbnet for at evaluere bombekampagnen mod Libyen: Han roste samarbejdet med NATO- partnere allerede før krigen startede ved at sige: ”Man kan ikke føre 14 forskellige nationer sammen uden først at have forberedt det”.

Mens AFRICOM- kommandøren var i Tyskland, var forsvarsminister Robert Gates i Ægypten for at mødes med feltmarskal Mohamed Hussein Tantawi, der er øverstkommanderende for de ægyptiske væbnede styrker og formand for Det øverste råd for de væbnede styrker, for at koordinere kampagnen mod Libyen.

Pentagons hjemmeside rapporterede den 23. marts, at styrker tilknyttet AFRICOM’s Task Force Odyssey Dawn havde fløjet 336 togter, 108 af dem gennemførte angreb, mens 212 blev udført af USA. Operationerne omfattede 162 Tomahawk-krydsermissil angreb.

Admiral Roughead udtalte, at han ikke forestillede sig ”nogen problemer ved at holde operationerne gående”, da Tomahawkerne vil blive erstattet fra de eksisterende lagre på 3200. Nok til at jævne Libyen med jorden og massevis til overs til næste krig.

Nederlaget for og erobringen af Libyen, direkte eller pr. stedfortræder, vil sikre en vigtig nøglepost for Pentagon og NATO i Middelhavet.       
        
Konsolideringen af amerikansk kontrol over Nordafrika vil få mere end blot regionale følger, hvor vigtige de end vil være.

Kort efter indvielsen af US Afrika Kommando skrev direktøren for i Den kinesiske folkhærs militærakademi Lin Zhiyuan følgende:

”Ved at bygge dusinvis af fremskudte baser eller støttepunkter i Tunesien, Marokko, Algeriet og andre afrikanske nationer vil amerikanerne gradvist etablere et netværk af militære baser, der vil  dække hele kontinentet, og gennemføre de nødvendige forberedelser for at udstationere en flybærende flåde i regionen.

Den Nord Atlantiske Traktat Organisation (NATO) med USA i spidsen gennemførte  (i 2006) en storstilet militærøvelse på Cape Verde, en vestafrikansk østat, med et eneste formål: at kontrollere hav- og luftkorridorer over råolie udvindingszonerne og overvåge, hvordan situationen er omkring olieledningerne, der opererer der.

Afrika Kommandoen udgør et vitalt og afgørende  led i USA’s tilpasning af dets verdensomspændende militære udstationeringer. I øjeblikket flytter man tyngden af sine styrker i Europa mod øst og åbner nye baser i Østeuropa.

Den nuværende globale omplacering af amerikanske militær fokuserer hovedsagelig på en  ’bue af ustabilitet’ fra Kaukasus, Central- og Sydasien til den koreanske halvø, og  det afrikanske kontinent tages i den forbindelse som et stærkt støttepunkt til at afstive den amerikanske verdensomspændende strategi.

AFRICOM fremmer USA’s fremmarch på det afrikanske kontinent og gør det lettere at tage kontrol over det euroasiatiske kontinent og fortsætte med at tage styringen over hele verden”.

Langt mere står på spil i krigen mod Libyen end kontrollen over Afrikas største kendte oliereserver og undertvinge den sidste nordafrikanske nation, der endnu ikke er under USAs og NATOs hæl. Og endnu mere en herredømmet over  Middelhavs-regionen.

Artiklen på engelsk:
Libyan War And Control Of The Mediterranean

Se også


Erobringen af Afrika:
NATO går i krig på et tredje kontinent

Af Rick Rozoff


- End -