Stop Nato
 

Erobringen af Afrika:
NATO går i krig på et tredje kontinent

Af Rick Rozoff

På topmødet i Lissabon, Portugal, i november sidste år vedtog NATO sit første strategiske koncept for det 21. århundrede. Det fastlægger militæralliancens udvidede rolle som ikke bare en paneuropæisk, men en selvudnævnt international militærstyrke.

I Lissabon blev hele Europa underlagt det amerikansk-dominerede kortrækkende missilsystem, der supplerer den nye US Cyber Command i at udkæmpe cyberkrig defensivt og offensivt og udviskede enhver resterende forskel mellem NATO's og EU's militære funktioner på kontinentet og i verden.

Derudover fastslog verdens eneste militærblok den godt ti år lange krig i Afghanistan som sin primære mission og bekræftede sine fortsatte operationer på Balkan.

Næsten alle de op imod 150.000 udenlandske soldater i Afghanistan er i øjeblikket under kommando af det NATO-styrede ISAF (International Security Assistance Force), som også udfører dødbringende helikopterangreb og artilleriraids på nabolandet Pakistan.

Krigen i Sydasien er NATO's første væbnede konflikt uden for Europa og dens første krig på landjorden. Dens bombekampagne mod Bosnien i 1995 og luftkrigen fire år senere mod Jugoslavien, der varede 78 dage, var dens første egentlige krigsaktioner.   
NATO fører nu krig på et tredje kontinent, Afrika.

Alliancens topmøde sidste år lagde særlig vægt på at konsolidere partnerskab med nationer uden for Europa og Nordamerika; det vil sige på militære forbindelser og aftaler med end en tredjedel af de 192 medlemmer af FN, når man tæller både NATO-medlemmer og såkaldte partnere.

Blandt de mekanismer, der er benyttet til at udvide NATO's indflydelse og dets operationer på verdensplan, er Partnerskab for Fred, Middelhavs-Dialogen, Istanbul-Samarbejdsinitiativet, Kontaktlande-systemet (lande, der ikke er omfattet af formelle partnerskabsaftaler, KP),Trepartskommissionen mellem NATO, Afghanistan og Pakistan samt NATO-Rusland-Rådet.

Fem af syv medlemmer af Middelhavs-Dialogen – Algeriet, Ægypten, Marokko, Mauretanien og Tunesien – er afrikanske stater.

Da den amerikanske Afrika-Kommando fik fuld operationel kapacitet 1. oktober 2008, blev hele kontinentet underlagt en amerikansk oversøisk militærkommando (Ægypten er forblevet under den amerikanske Central-Kommandos ansvarsområde) med planer om at duplikere arrangementet i NATO-regi.

Den amerikanske Afrika-Kommando (AFRICOM) overtog kontrollen med den i dag 12 dage lange  krig mod Libyen, det eneste nordafrikanske land, der ikke er underlagt AFRICOM eller CENTCOM eller til bindende NATO-forpligtelse, gennem den fælles indsatsstyrke Odyssey Dawn.

NATO har nu overtaget den direkte styring af krigen – af luft- og krydsermissilsangrebene, flådeblokaden af landet og operationer på landjorden i samarbejde med oprørere mod regeringen, og senere uafhængigt. Vi ser dermed AFRICOM og NATO fusionere til én krigsførende kraft.

Ud over denne enestående integration forsyner to medlemmer af NATO's Istanbul-samarbejdsinitiativ – Qatar og De Forenede Arabiske Emirater – Operation Odyssey Dawn med krigsfly, og de er for første gang med i en fælles kampagne med både NATO og AFRICOM.

(De Forenede Arabiske Emirater er en af de 48 nationer, der har soldater med i NATO's afghanske krig, mens Bahrain, også partner i Istanbul-samarbejdsinitiativet, forsyner ISAF med sikkerhedsstyrker til ISAF. Ægypten, medlem af Middelhavs-Dialogen, er også uofficiel troppe-leverandør til NATO i Afghanistan).

Da præsident Barack Obama den 28. marts gentagne gange refererede til det internationale samfund og ’internationale partnere’ og den ’brede koalition’, som fører krig i Libyen sammen med Pentagon, så kunne han kun nævne 11 lande, der var med: ”Lande som UK, Frankrig, Canada, Danmark, Norge, Italien, Spanien, Grækenland og Tyrkiet… som alle er lande, der har kæmpet på vor side i årtier, (og) arabiske partnere som Qatar og De Forende Arabiske Emirater”.

Ikke desto mindre har Washington ført nordamerikanske og europæiske NATO-allierede sammen med partnere fra Den Persiske Golf  til en krig i Afrika som det seneste skridt i at konsolidere en international militæralliance under amerikansk kontrol og styrke et NATO i Asien og Stillehavet, samt styrke de militære partnerskaber i Den Persiske Golf og i hele Mellemøsten og integrere tidligere sovjetrepublikker i Østeuropa, Syd-Kaukasus og Centralasien i Pentagons og NATO's netværk.

Militæroperationer, der indtil nu har ligget under AFRICOM's fælles indsatsstyrke Odyssey Dawn og er overført til NATO, har stået for over 1800 flytogter og 214 Tomahawk-missilangreb, siden krigen startede den 19. marts.

Erklæringen fra NATO's topmøde i Lissabon sidste november satte fokus på en udvidet rolle for blokken i Afrika. Deri indgik støtte til Den Afrikanske Unions mission i Somalia (AMISOM), hvor man med fly har transporteret tusinder af ugandiske soldater til landets hovedstad for at deltage i kampe, og til flådeoperationen Ocean Shield ved Afrikas Horn, samt at gøre den såkaldte African Standby Force operationel efter samme model som NATO's hurtige indsatsstyrke.

På 12 år har USA brugt NATO til krigen mod Jugoslavien – det første uprovokerede angreb på en suveræn europæisk nation siden 2. verdenskrig – til en snart ti år lang luft- og landkrig i Asien og er nu ved at tage de indledende skridt til en krig i Afrika. Ingen af disse krige er startet for at forsvare et NATO-medlem, eller er fundet sted i det såkaldte euro-atlantiske område, som militærblokken har tiltaget sig ret til at beskytte.

Det 21. århundredes NATO er en global militær angrebsstyrke, som kan indsættes overalt, hvor dets ledende medlemsstater, i første række USA, vælger at bruge den.
Andre lande i Afrika, Mellemøsten, Asien, Kaukasus, og også hvad der måtte være tilbage af et Europa, der ikke har underlagt sig, må hellere bemærke sig dette faktum.

Oversat efter Rick Rozoffs blog ’Stop NATO’
http://rickrozoff.wordpress.com/

Se også

Libyenkrigen og kontrollen med Middelhavsregionen
Af Rick Rozoff

NATO vedtager strategi for permanent krig
Af Kommunistisk Politik

- End -