Stop NATO
 

Topmøde i Chicago
NATO søger total dominans over den arabiske verden

Af Rick Rozoff

Den 20.-21 maj afholder den imperialistiske militæralliance NATO topmøde i Chicago. Blandt emnerne vil – ud over det truende nederlag i Afghanistan – også være, hvordan NATO sikrer, at ’det arabiske forår’ uskadeliggøres, og befæster sin absolutte dominans i den arabiske verden

Abdullah II af Jordan med Anders Fogh Rasmussen i NATO-hovedkvarteret

Den 17. april besøgte den jordanske konge Abdullah II NATO’s hovedkvarter i Bruxelles i den seneste demonstration af  ærbødighed over for denne militærblok, fra hvad Zbigniew Brzezinski i 1998 brutalt, men præcist kaldte Vestens afhængige vasaller og føjelige tributydere fra Mellemøsten, Nordafrika, Østeuropa, Sydkaukasus, Centralasien, Sydasien og det sydlige Stillehav.

Den jordanske monarks pilgrimsrejse efterfulgte lignende foretaget i den forgangne måned af præsidenterne i Tyskland, Georgien og Moldova, Montenegros statsminister, Kroatiens udenrigsminister og Sloveniens forsvarsminister.

Topembedsmænd fra nationer så forskelligartede som Israel, Mongoliet, Saudi-Arabien, Bahrain, Australien, New Zealand, Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan, Japan, Sydkorea, Irak, Armenien og Aserbajdsjan besøger regelmæssigt NATO-hovedkvarteret.

Uanset alliancens påstand om at legemliggøre ”individuel frihed, demokrati, menneskerettigheder og retssikkerhed”, de såkaldte euro-atlantiske eller transatlantiske værdier, har den altid udvist en forkærlighed for elitære og ekskluderende nationale styreformer, ikke mindst for monarkier. Flertallet af de medlemmer, der stiftede NATO – Belgien, Storbritannien, Canada, Danmark, Luxembourg, Holland og Norge – holder fast i deres prærepublikanske, præmoderne præferencer i den noget afsvækkede form af konstitutionelle monarkier.

Så det er ikke overraskende, at kong Abdullah af Marokko og hans kollegaer, de arvelige herskere i Golfens Samarbejdsråd, føler sig helt hjemme i Bruxelles.
Ifølge redegørelsen for besøget på NATO's hjemmeside ”roste NATO's generalsekretær Anders Fogh Rasmussen under samtalerne i NATO's hovedkvarter hans majestæt kong Abdullah II af Jordan for partnerskabet for sikkerhed, som er højt værdsat …”

Rasmussen – dronning Margrethe II’s trofaste undersåt – er vant til at ligge på knæ for kongelige  og førte drøftelser med det kronede statsoverhoved om NATO's Middelhavsdialogs militære partnerskab, Jordans individuelle samarbejdsprogram med alliancen, om den mellemøstlige nations rolle i NATO-operationer over hele verden (Jordan bidrager med tropper til NATO's krig i Afghanistan) og konsolideringen af landets globale partnerskaber, der vil blive taget op på næste måneds topmøde i Chicago.

I den nævnte pressemeddelelse om besøget tilføjede NATO: ”Jordan er en vigtig sikkerhedspartner, der bidrager til NATO-ledede missioner i Afghanistan, på Balkan og senest i Libyen …”

Jordan var et ud af fire arabiske lande, der var med ved topmødet den 19. marts 2011 i Paris, hvor USA og ledende europæiske NATO-magter annoncerede starten på den seks måneder lange  bombekampagne mod Libyen. De andre tre var Marokko, Qatar og De Forende Arabiske Emirater. De to sidstnævnte er medlemmer af Istanbul-Initiativet og bidrog i fællesskab med 18 kampfly til luftangrebet på Libyen, både under Operation Odyssey Dawn, der ledtes af den amerikanske Afrika-Kommando, og under den NATO-ledede Operation Unified Protector.

Mindre end to måneder inde i krigen rapporteredes det, at alliancen af kongedømmer, sheikdømmer og emirater ved Den Persiske Golf (Bahrain, Kuwait, Oman, Qatar, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater), altså Golfens Samarbejdsråd, havde inviteret de eneste andre monarkier i den arabiske verden, Jordan og Marokko, til at tilslutte sig rådet, selvom ingen af disse lande ligger i nærheden af Golfen.

Det er denne blok af kongefamilie-styrede nationer, som er Vestens hovedpartner i gennemførelsen af regimeskifter i den arabiske verden fra Libyen til Syrien og Yemen, og i fremtiden i Algeriet, Libyen og Irak og andre nationer, om det behøves.

Disse otte monarkier er alle NATO's militære partnere: Jordan og Marokko igennem Middelhavs- dialogen og Bahrain, Kuwait, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater via Istanbul-Samarbejds-initiativet, som også Oman og Saudi-Arabien i praksis er medlemmer af, om endnu ikke formelt.

Libyen var det eneste land i Nordafrika, der ikke var medlem af Middelhavs-dialogen.
Straks efter mordet på Libyens Muammar Gaddafi i oktober sidste år tilbød den amerikanske NATO-ambassadør Ivo Daalder blokkens støtte til at uddanne en ny libysk hær. Ifølge Agence France-Presse sagde han: ”Libyen vil kunne styrke sine bånd med den transatlantiske alliance ved at tilslutte sig NATO's Middelhavs-dialog, et partnerskab, der består af Marokko, Ægypten, Tunesien, Algeriet, Mauretanien, Jordan og Israel.”     

Ved et NATO-udenrigsministermøde i Bruxelles den 7.-8. december bifaldt generalsekretær Rasmussen resultatet af NATO's første afrikanske krig og ”adskillige NATO-embedsmænd og talsmænd udtalte deres ønske om, at Libyen tilsluttede sig Middelhavs-dialogen”, berettede Tripoli Post.

Med hensyn til forandringerne i den arabiske verden i løbet af de sidste 15 måneder i forhold til NATO er nettoresultatet, at den amerikansk-dominerede militæralliance står til at få et nyt supplement, nemlig Libyen – og med Syrien som næste mål.
Libanon er end anden mulighed for Middelhavs-dialogen efter Libyen og Syrien. Hvis det sker, er hele Middelhavet omdannet til NATO-territorium.

Hvis Vesten og dens royale arabiske allierede kan få arrangeret, at der installeres føjelige regimer i Irak og Yemen (måske kongelige tronprætendenter, for at fuldende mønstret), kan NATO ligeledes erhverve sig to nytilsætninger til Istanbul-Samarbejds-initiativet. Alliancen definerer Irak som en partnerstat, og NATO's trænings-mission i Irak var afgørende for at opbygge landets nye væbnede styrker fra grunden af ved at uddanne alle fra toppen af officerskorpset til oliepoliti. 

Med hensyn til de resterende arabisktalende lande har amerikanske og NATO-embedsmænd i det  mindste siden 2005 talt for udstationeringen af NATO-soldater i Palæstina i tilfælde af eller som forhåndsbetingelse for en fredsaftale med Israel. I august sidste år skrev det palæstinensiske nyhedsbureau Ma’an: ”Palæstinas præsident Mahmoud Abbas fortalte torsdag besøgende amerikanske kongresmedlemmer, at en fremtidig palæstinensisk stats sikkerhed vil blive overdraget til NATO under amerikansk ledelse.”

Fra 2005 til 2007 fløj NATO adskillige tusinde tropper fra Den Afrikanske Union til Darfur-regionen i det vestlige Sudan, og i en kronik i Washington Post i 2005 slog den amerikanske FN- ambassadør til lyd for udstationeringen af 12-15.000 soldater dér under NATO-kommando, og to år senere krævede NATO håndhævelse af en flyveforbudszone over og indsættelse af en NATO-udrykningsstyrke i Sudan.

For to år siden fløj NATO 2.500 ugandiske og burundiske soldater til den somaliske hovedstad Mogadishu med henblik på kontraoprørs-operationer. NATO benytter den somaliske delstat Puntlands autonomi som operationsbase for dets flådemission Operation Ocean Shield i Aden og Det Røde Hav.

Reelt er Djibouti en NATO-forpost på Afrikas Horn med 2.000 amerikanske soldater udstationeret dér, og hovedkvarter for Pentagons Combined Joint Task Force for Afrikas Horn, samt 3.000 franske tropper, og i det seneste årti også adskillige hundrede britiske, hollandske, tyske og spanske tropper udstationeret.

I maj sidste år meddeltes det, at De Forenede Arabiske Emirater, der forsyner NATO med et militærkontingent i Afghanistan, og som stillede fly til rådighed for angrebet på Libyen, vil blive det første arabiske land, der åbner en ambassade ved NATO's hovedkvarter. 

På det føromtalte NATO-ministermøde i december sidste år kunne De Forenede Emiraters Golf News ved siden af at afsløre, at ”NATO- embedsmænd sagde, at de mente, Libyen ville anmode om at komme med i Middelshavs-dialogen: NATO's udenrigsministre er blevet enige om at styrke deres kontakter og samarbejde med arabiske stater i Nordafrika og Mellemøsten.”

Mødets slutdokument udtalte: ”Der har dette år fundet betydelige politiske udviklinger sted i Nordafrika og Mellemøsten. På den baggrund og i overensstemmelse med vores partnerskabs-politik er vi blevet enige om at uddybe vores politiske dialog og praktiske samarbejde med medlemmer af Middelhavs-dialogen og Istanbul-Samarbejds-initiativet. Vi er parate til fra sag til sag at overveje nye anmodninger fra landene i disse områder, Libyen indbefattet, om partnerskab og samarbejde med NATO under hensynstagen til, at Middelhavs-dialogen og Istanbul-Samarbejds-initiativet er de naturlige rammer for sådanne anmodninger.”

Ved NATO-topmødet i Tyrkiet i 2004, hvor Istanbul-Samarbejds-initiativet blev skabt for at smede militære partnerskaber med Irans naboer i Den Persiske Golf, opgraderede den vestlige militærblok også Middelhavs-dialogen, der blev dannet i 1994, til et fuldt partnerskabs-program, hvilket vil sige som en pendant til det såkaldte Partnerskab for Fred, som blev brugt til at forberede tolv østeuropæiske landes indlemmelse i NATO fra 1999 til 2009.

To år senere blev Israel medlem af Middelhavs-dialogen, den første nation, som sluttede sig til NATO's Individuelle Samarbejds-program, mens Ægypten fulgte efter det følgende år, og Jordan i 2009. For nærværende er også Mauretanien, Marokko og Tunesien optegnet på NATO's hjemmeside som partnere i dette program.

Den 3. april holdt udenrigsminister Hillary Clinton en tale på NATO-konferencen World Affairs Council 2012 i Norfolk, Virginia, der omhandlede tre større emner, som skal behandles på topmødet i Chicago den 20.-21. maj. Her nævnte hun krigen i Afghanistan og forpligtelsen til at ”opgradere NATO's forsvarskapacitet til det 21. århundrede”, droneovervågning, den europæiske fase i installeringen af nedskydnings-missilsystem og patruljer over Østersøen med NATO-krigsfly, og lagde særlig vægt på  behovet for at ”cementere og udvide vores globale partnerskaber”.

Karakteren af disse partnerskaber i den arabiske verden blev demonstreret ugen før hendes tale, hvor Washington Post om hendes da nært forestående besøg i Saudi-Arabien skrev: ”Udenrigsminister Hillary Rodham Clinton vil indlede en strategisk dialog med det seks nationers store Golf-Samarbejdsråd, som regeringen forventer i sidste ende vil føre til et koordineret amerikansk opstillet regionalt antimissilforsvarssystem”, hvilket senere blev præciseret som en udvidelse af USA's og NATO's flerfasede opbygning af det globale missilsystem.

NATO og dets allierede i det (ekspanderende) Golf-Samarbejdsråd er i fuld gang med at omstøde 60 år med arabisk uafhængighed og alliancefrihed, med panarabisme og republikanske og socialistiske udviklingsmodeller i de arabiske nationer, i en bestræbelse på at underordne 350.000.000 borgere i den arabiske verden under deres regionale og globale dagsordener.

Oversat af Kommunistisk Politik efter Stop NATO

- End -