Stop
krigen - Nej til besættelse af IrakUdtalelse
fra STOP TERRORKRIGEN 9. april 2003 Siden den ulovlige krig mod
Irak indledtes den 20. marts har den internationale antikrigsbevægelse manifesteret
sig overalt i verden i en storm af protest, som ikke tager af. Lørdag
den 12. april er der igen en internationalt koordineret aktionsdag. I København
starter den foran den amerikanske ambassade kl. 12 - og går derefter til
Christiansborg, arrangeret af 'Ingen krig mod Irak'. Der er samme dag demonstration
i Odense, Haderslev, Fredericia, Esbjerg, Århus, Randers og Frederikshavn. Og
der vil være massedemonstrationer i USA, England, Grækenland, Italien,
Tyskland og en lang række andre lande. Det irakiske folk har ikke
opfattet de amerikanske og britiske styrker som befriere og har ikke villet overgive
sig til den knusende militære overmagt. Krigen er blevet brutal, beskidt
og blodig. De civile ofre tælles i tusinder. Demonstrationerne verden
over vil fokusere på et øjeblikkeligt stop for den ulovlige krig
og stille krav til verdenssamfundet om at gribe ind over for Bush, Blair, Fogh
og Co., som har udløst krigen mod det store flertal af folkenes og nationernes
vilje og ønske. De vil også vende sig imod de amerikanske planer
om verdensherredømme og besættelsen af Irak som et led i en 'nyordning'
af Mellemøsten efter amerikansk og israelsk design og mod Israels forstærkede
aggression mod palæstinenserne i ly af aggressionen mod Irak. I Danmark
betoner vi i særlig grad kravet om øjeblikkelig stop for dansk deltagelse
i den ulovlige krig. Fogh og Co. har ikke kunnet retfærdiggøre at
Danmark er i krig - og soldaterne skal hjem NU. USA og de få lande
i krigskoalitionen planlægger en besættelse af Irak. Vi understreger,
at en sådan besættelse som resultat af en krig, som strider mod folkeretten
og FNs charter, er en ulovlig besættelse - uanset om den kommer til at foregå
under USA's banner eller i FNs Sikkerhedsråds navn. Det sidste vil ikke
gøre den legitim - men i stedet yderligere uddybe den krise, som FN står
i. Antikrigsbevægelserne verden over kræver derfor: Stop for
krigen, tilbagetrækning af alle amerikanske, britiske og andre udenlandske
tropper fra Irak og regionen - og at krigsmagerne drages til ansvar for deres
handlinger. STOP TERRORKRIGEN 9. april 2003 |