Udtalelse
 

Stop Foghs krig
Tropperne hjem, nu!

Udtalelse fra Nej til krig om Irak -krigen
11. januar 2006

Danske soldater har nu i snart tre år været udsendt til Irak som deltagere i en ulovlig krig og en ulovlig besættelse, og danske soldater dør i Foghs, Blairs og Bushs krig.
Soldaterne og hele den danske befolkning blev bildt ind, at de ville blive modtaget som befriere. Det var en løgn, ligesom påskuddene for krigen (irakiske masseødelæggelsesvåben) var det.

Et overvældende flertal af irakerne ønsker de fremmede styrker ud af landet, og over halvdelen støtter den væbnede modstand, ifølge undersøgelser foretaget for det britiske forsvarsministerium.

USA's og dets allieredes besættelse af Irak er hovedproblemet for det irakiske folk. Først når alle besættelsestropper er ude, vil irakerne kunne skabe en bedre fremtid.

På alle områder har besættelsen været forkert – og en fiasko. Landet er ødelagt, arbejdsløsheden tårnhøj, befolkningen forarmes, kvindernes stilling forringes. Over 100.000 irakere er døde som følge af krigen og besættelsen. Krigsudgifterne er gigantiske. Kun våbenindustrien og en række monopolvirksomheder såsom A.P. Møller-Mærsk henter gevinst.

Nu er der endnu en ny amerikansk-støttet regering på vej. Landet er ved at blive opdelt i tre dele og splittet på religiøs og etnisk basis.

Fogh og hans regering har et stort medansvar for katastrofen, som har udviklet sig i Irak.

Flertallet af danskere er imod krigen og vil have de danske tropper hjem. De er en del af problemet, ikke en del af løsningen. Og de skal hjem NU! Krigsdeltagelsen skal ikke forlænges med nye perioder.

Den danske antikrigsbevægelse rejser følgende krav:

- Stop besættelsen af Irak, alle fremmede tropper skal ud! Stop Foghs krig! De danske tropper hjem, nu!

- Irak må overdrages til det irakiske folk. Det har vist, at det vil demokrati, og det må selv afgøre sin fremtid uden indblanding udefra. Alle de af krigen og besættelsen påtvungne strukturer og aftaler er ulovlige og må annulleres.

- Krigskoalitionen og Danmark som en del af denne må betale krigsskadeserstatninger og kompensationer for de skader, der er påført som følge af den ulovlige aggressionskrig.

- De ansvarlige for den ulovlige krig, krigsforbrydelserne, brugen af fosforbomber, forarmet uran og andre forbudte våben, torturen, mordene og ødelæggelserne må drages til ansvar – indbefattet Anders Fogh og hans regering.

Vedtaget på Nej til krigs stormøde i København 11. januar 2006

(Grundlag for demonstrationen i København den 18. marts 2006)

Se mere om demonstrationerne i Danmark på Nej til krigs hjemmeside
www.nejtilkrig.dk

  - End -