|
Blodige dage i Afghanistan:
De danske besættelsestropper
skal hjem NU
Af Stop Terrorkrigen

Afghanske demonstranter afbrænder det danske flag
i protest mod genoptrykningen af Muhammed-karikaturerne
Jalalabad 5. marts 2008
2008 tegner til at blive endnu mere blodigt for de danske tropper i Afghanistan end det blodige år 2007, hvor 6 soldater blev dræbt.
På to dage er to danske soldater blevet dræbt og en såret ved et bombeangreb i byen Gereshk, mens en anden soldat blev hårdt såret i kamp. På mindre end tre måneder er der i 2008 dræbt 3 danskere i Helmand-provinsen, én af en anden dansk soldat. Desuden er en seniorsergent død efter et kollaps. En række soldater er såret, nogle meget alvorligt.
I alt er 13 danske soldater blevet dræbt i Afghanistan siden de danske tropper blev udsendt for at støtte den amerikanske såkaldte ’krig mod terror’ efter 11. september 2001, langt de fleste i det sidste år. Til sammenligning blev 7 danske soldater dræbt i Irak indtil den danske tilbagetrækning.
De dræbte og sårede danskere udgør kun en beskeden del af NATO-besættelsestroppernes tab - og disse udgør igen en brøkdel af den afghanske modstands og civilbefolkningens.
I 2006 besluttede folketinget at øge antallet af danske soldater i Afghanistan betydeligt – og at sende dem til kampzonerne i den nordlige del af landet. Siden er der sendt endnu flere af sted.
Danmark har i dag 690 soldater i Afghanistan, hvoraf omkring 550 er placeret i kampzonen i Helmandprovinsen.
Det er baggrunden for det store antal dræbte – og det endnu større antal sårede, som Hæren ikke offentliggør statistikker over.
I en udtalelse fra september 2007 fra Stop Terrorkrigen hed det:
”Danmark og danske soldater har i 6 år deltaget i krigen mod Afghanistan og besættelsen af landet.
De danske besættelsestropper er kampstyrker, der militært skal besejre den afghanske modstandsbevægelse. De er udstyret med overlegen teknologi, kraftig flystøtte og skal nu også køre rundt i kampvogne, et af de synligste tegn på en besættelsesmagt. Det betyder også, at danske soldater bliver dræbt og sårede i kamphandlinger i Afghanistan.
Det afghanske folk har århundredgamle traditioner for at rejse sig mod besættere og kolonimagter, og modstanden mod den nye besættelse, som indledtes af USA mod dets tidligere Taleban-allierede efter 11. september 2001, bliver stadig kraftigere.
Den danske regering med krigsforbryderne Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller i spidsen har intet lært af det militære nederlag i Irak. De fleste danske tropper er trukket ud, men kun for at forøge styrkerne i den lige så ulovlige og brutale krig og besættelse i Afghanistan.
Et stort folketingsflertal støtter besættelsen af Afghanistan, indbefattet den socialdemokratiske ’opposition’. De påstår alle, at de danske soldater er i Afghanistan for ’at hjælpe’ det afghanske folk. De er imidlertid lige så lidt velkomne, som de er i Irak, og besættelsesmagterne bliver stadig mere forhadte af det store flertal af afghanerne, der støtter modstanden.”
De danske besættelsesstyrker er ekstremt uønskede i Afghanistan. Tusinder af afghanere har demonstreret specielt mod de danske soldater og brændt det danske flag af i den seneste måned i mod genoptrykningen af Muhammed-karikaturerne. Protesterne har samtidig rettet sig mod Holland og en anti-islamisk hollandsk film, og mod de israelske angreb på palæstinenserne i Gaza.
Protesterne må ses som en del af den ’tilladte’ modstand mod besættelsen.
Afghanerne har altid rejst sig og kæmpet til det sidste mod udenlandske besættelsesmagter.
Fogh-regeringen har anbragt de danske soldater i forreste skudlinje. Det er en del af hans løfter til den amerikanske krigsforbryderpræsident Bush og en del af ’aftalen’ om den danske tilbagetrækning fra den i befolkningen dybt upopulære Irak-krig.
Ansvaret for det store antal dræbte og sårede danske soldater hviler udelukkende hos Anders Fogh og de politiske støtter af Afghanistan-krigen, der er en imperialistisk angrebskrig i strid med folkeretten.
Antikrigsbevægelsens krav må rejses med fornyet styrke:
De danske tropper skal hjem fra Afghanistan NU!
Stop de ulovlige krige og besættelsen af Afghanistan, Irak og Palæstina!
Stil krigsforbryderne – fra den amerikanske præsident til den danske statsminister – for retten!
Støt folkenes modstandskamp!
Se også
Hvad laver Danmark i Afghanistan? Træk tropperne ud NU!
Stop Terrorkrigen 27.09.2007
Afghanistan –
Foghs anden (tabte) krig
Dorte Grenaa 7.10.2007
Udtalelser fra begyndelsen af krigen mod Afghanistan
Nej til dansk krigsdeltagelse
Nej til krig og terror i København, uUdtalelse fra fællesmødet 22. oktober 2001
Fredsbevægelsen optrapper sine aktiviteter
Udtalelse fra stormødet i Nej til Krig og Terror den 18. februar 2002
'Nej til krig og terror' skifter navn til 'Stop Terrorkrigen'
Pressemeddelelse 7. marts 2002
- End -
|