Udtalelse
 

Stop det krigsgale folketing!

Nej til angreb på Libyen!
Nej til udenlandsk indblanding!

Af Stop Terrorkrigen
17. marts 2011

Det danske folketing – VKO-regeringen som S/SF-oppositionen – er grebet af akut krigsgalskab. De vil gennem NATO eller en ’koalition af villige’ bombe Libyen for at gennemføre en No Fly-zone og militært knuse Gadaffi-regimet.

Indtil i går skulle en militæraktion og krig være afhængig af, en blåstempling fra FNs sikkerhedsråd. Alle folketingets partier svor til, at krigen skulle være ’legal’ og at man ikke ville støtte en militær aktion uden FN-mandat - som ved det folkeretsstridige og kriminelle angreb på Irak i 2003.

Da det ikke lykkedes at få et sikkerhedsrådsmandat i 2003, gik man alligevel i krig med Georges Bush’s daværende ’koalition af villige’. Krigsforbryderen Anders Foghs ’aktivistiske udenrigspolitik’ satte sig igennem.

Nu er det danske folketing parat til krig igen på samme vis. Helst med et mandat fra Sikkerhedsrådet, men også uden noget som helst mandat andet end den overlegne krigsmagt - NATO, USA og EU.

Det ser nemlig ud som om Rusland og Kina ikke vil blåstemple et militært angreb i Sikkerhedsrådet, og Tyrkiet – NATOs murbrækker i Mellemøsten – er modvillig i forhold til en NATO-aktion.

Med eller uden sikkerhedsrådsmandat, i NATO-regi eller som en ’koalition af villige’  vil der være tale om en ulovlig aggressionskrig, i strid med FNs eget charter. En krig, som vil stemple alle dens ansvarlige – indbefattet det danske folketing – som krigsforbrydere.

Indtil de demokratiske arabiske folkerevolutioners udbrud støttede den danske regering og oppositionen militær- og kongediktaturerne i Nordafrika og Mellemøsten.  Diktatorerne Ben Alis og Hosni Mubaraks partier i Tunesien og Ægypten var tilmed medlemmer af det socialdemokratiske Socialistisk Internationale.

Derpå har de haft travl med at erklære deres ’støtte’ til revolutionerne, og de forsøger nu at fremstille  et angreb på Gadaffi-regimet som en handling til støtte for de arabiske revolutioner  udover at den skulle være nødvendig for at forhindre et ’folkemord’ på det libyske folk.

Dertil benytter de aktive krigsanstiftere - USA, UK, Frankrig osv. -  sig af en såkaldt ’opfordring’ fra et flertal i Den arabiske Liga om at oprette en flyveforbudszone over Libyen. Disse magthavere er netop dem, som de arabiske folk nu har rejst sig til revolution imod. Som i kongedømmet Bahrain, hvor opstanden brutalt og blodigt slås ned ved hjælp af tropper fra Saudiarabien og andre golfstater – med USA's, EU’s og NATO’s støtte bag kulisserne.

Der er ingen tvivl om, at der også rejses berettigede krav om politiske og sociale reformer i Libyen, om afskaffelse af Gadaffi-klanens enevældige magt. Men denne bevægelse blev ført ud i en borgerkrig af de pro-vestlige kupkræfter, som har grebet ledelsen af opstanden og tegner den – heriblandt tidligere Gadaffi-tro ministre og generaler.

De har forvandlet opstanden til et kupforsøg og en kamp mellem kliker, hvor det ser ud til, at Gadaffi-regimet er ved at trække det længste strå. Alle forsøg på at etablere en våbenhvile og skabe en ikke-voldelig overgang fra Gadaffi-regimet til et mere demokratisk Libyen er afvist af ledelsen af opstanden, der har  følt sig sikre på sejr i kraft af Vestens støtte.

En vestlig militæraktion med det formål at vælte Gadaffi-regimet og få skabt et såkaldt  ’demokrati’ til at varetage vestlige interesser – som i Irak og Afghanistan – tjener ikke det libyske folks eller de arabiske folkerevolutioners interesser. Den vil være en fortsættelse af den gamle kolonipolitik over for Nordafrika og Mellemøsten under nye betingelser. Der vil stå ’olie’ og ikke folkenes ret til demokrati og selvbestemmelse skrevet hen over den.

Et indledende militærangreb for at oprette en No Fly-zone vil være starten på at Vesten får militær kontrol over landet. Det vil forårsage nye  store ødelæggelser og koste masser af civile livet. Og det vil forlænge den blodige borgerkrig med Vesten som parthaver og våbenleverandør til den ene side.

Enhedslisten er også blevet grebet af folketingets krigsgalskab. Partiet har foreslået at der kastes Stinger-missiler ned som støtte til oprørerne, helt uden FN-mandat.  Altså en ’alternativ form’ for vestlig militæraktion.

Det er mere end et halvt skridt mod krig. Det er en indrømmelse til krigsanstifterne, hvor de amerikanske høge, der anstiftede Irak-krigen igen rør på sig, hvor en af hovedarkitekterne , den  tidligere vicekrigsminister Paul Wolfowitz, kræver våbenstøtte til oprørerne, flyforbud – og hvis det ikke slår til en egentlig invasion af Libyen.

Stop Terrorkrigen opfordrer fredskræfterne og alle progressive kræfter, i og uden for det krigsgale folketing og dets partier, til klart at sige fra over for planerne om at føre Danmark ud i endnu en ulovlig krig, ligegyldigt under hvilket påskud.

Nej til angreb på Libyen!
Ingen udenlandsk indblanding!

- End -