Udtalelse
Nej til sanktioner og krig mod Syrien!
 

NATO-støttet ’oprør’ og reaktionær borgerkrig:
 Stop ødelæggelsen af Syrien!

Udtalelse fra Stop Terrorkrigen
9. august 2012

Endnu en mellemøstlig nation trues med at blive lagt i ruiner: Syrien befinder sig i en kritisk situation efter mere end et års væbnet ’oprør’ mod Bashar Al-Assads Baath-parti-regime

Hvad der i begyndelsen (foråret 2011) kaldtes et folkeligt og demokratisk oprør og fremstilledes som en del af det ’arabiske forår’, som skyllede over de n arabiske verden, forvandledes til en væbnet kamp mod regimet og dets hær og politi, hvor ’oprørerne’ er udrustet militært og støttes politisk og økonomisk af stærke reaktionære og imperialistiske kræfter i udlandet.

Det mislykkedes for modstanderne af Assad-regimet i 2011 at mobilisere en bred og entydig folkelig støtte, der markerede sig gennem massedemonstrationer, som krævede regimets fald. Tværtimod udtrykte de største massemanifestationer landet over støtte til Assad og til den ’overgangsproces’ og en række påtrængende demokratiske reformer, som regimet lovede under indtryk af der arabiske forår.

Den syriske opposition var delt; de fleste sekulære kræfter var tilbøjelige til gennem en dialog med regimet at sikre gennemførelsen af nødvendige demokratiske reformer, der kunne skabe et nyt politisk system til afløsning af Baath-partiet, som har regeret Syrien siden 1963.  

Også det syriske Baath-parti var grundlagt på panarabisk nationalisme, antikommunisme med socialistiske programpunkter og repræsenterede en sekulær (eller moderat islamisk) strømning. Da Bahar Al-Assad afløste sin far som regent og partileder efter dennes død i år 2000, blev de socialistiske programpunkter fjernet.

De udslagsgivende dele af den syriske opposition er baseret i eksil og styret af imperialistiske og reaktionære kræfter med interesse i Assad-regimets fald og ønske om at sikre sig kontrol med Syrien – en traditionel partner med Rusland (Sovjetunionen), og også en tæt samarbejdspartner  med Kina og Iran.

De valgte i lighed med, hvad der skete i Libyen i sommeren 2011 at indlede et væbnet oprør mod Assad-regimet, der nu et år senere betegnes som en regulær borgerkrig. Men det er en borgerkrig, hvor den ene part – ’oprørerne’ – støttes af en både formel og uformel koalition af nogle af de stærkeste og mest reaktionære kræfter globalt.

Bag oprørerne står både USA og NATO og EU.  NATO vil have fuld militær kontrol med hele Mellemøsten, og alliancen mellem USA og EU skal sikre en nyopdeling af den økonomiske og ressourcemæssige udnyttelse af disse gamle koloniområder – arabisk forår og folkelige protester eller ej. Samtidig handler det om geopolitiske interesser og om inddæmning og omringning af nye rivaler som de kapitalistiske og imperialistiske magter Rusland og Kina.

Men situationen er også karakteriseret ved, at tre af de stærkeste og mest reaktionære magter i Mellemøsten spiller en særdeles aktiv og mere eller mindre åbenlys rolle i begivenhederne, alle med deres egne dagsordener på Syriens og det syriske folks bekostning.
 Det er verdens mest repressive magt, dets islamistiske Saudiarabien, som finansierer og sikrer avancerede våben og islamiske krigere til den væbnede kamp – og bl.a. via den Qatar-baserede TV-station Al Jazeera gennemfører en omfattende propaganda mod regimet og til støtte for oprørerne. Saudiarabien ønsker at sikre sit middelalderlige og barbariske feudale monarki mod flammerne fra det arabiske forår og mod iransk indflydelse i regionen. Det har samtidig i kraft af penge og Al Jazeera-propaganda været med til at sikre valgsejre og islamiske regeringer i Tunesien og Ægypten.
Saudiarabiens søger med eksport af sin fundamentalistiske sunni-islamisme at forvandle  de folkelige protestbevægelser i de arabiske lande til sekteriske religiøse opgør, primært mellem sunni’er og shi’iter (hvis stærkeste kraft er præstestyret i Iran).

Det er Tyrkiet, ledt af Erdogans sunnimuslimske parti AKP, der er et traditionelt brohoved for NATO i Mellemøsten og partner med Israel. Tyrkiet har spillet en meget stor rolle som ly for oprørerne i Syrien. ’Syriens Frie Hær’ er i høj grad opstillet og er trængt ind i Syrien fra Tyrkiet. Der er rapporter om at det berygtede Blackwater træner rekrutter til denne hær i nærheden af den tyrkisk-syriske grænse. Erdogan har også en egen dagsorden mht undertrykkelsen af kurderne og ikke mindst PKK. Kurderne i Syrien stammer for størstedelens vedkommende fra Tyrkiet, hvorfra de blev fordrevet i 1930’erne, og er med 9 pct. af befolkningen det største mindretal i Syrien.  Erdogan har truet Damaskus med en regulær militær invasion.

Og det er endelig det zionistiske Israel, hvis hånd er tilhstede i de fleste tilbageslag og reaktionære udviklinger i Mellemøsten, ikke mindst mht undertrykkelsen af palæstinenserne og de stadige krige og ødelæggelser af arabiske lande. Israel har været i krig med Syrien  i 1948, 1967, 1973 og 1982. Et regimeskifte i Syrien til fordel for Vesten og Nato vil være en stor gevinst for Israel. Det vil blandt andet kunne bane vej for en krig og et ønsket regimeskifte i Iran. Syrien vil være et afgørende opmarchområde i en sådan krig.

Politisk støttes et regimeskifte i Syrien aktivt af en bred alliance af kræfter – fra neokonservative og zionister til det socialdemokratiske Socialistisk Internationale., der vil ’ holde ånden fra det arabiske forår i live’, selvom de to første ofre for det virkelige arabiske forår – Ben Ali og Hosni Mubarak – tilhørte SI, som var imod protesterne mod deres regimer.

Det er veldokumenteret, at den såkaldte ’Fri syriske hær’ rummer islamistiske krigere af Al Qaeda-typen fra bl.a. Libyen og Irak og at officerer fra bl.a. Tyrkiet og Saudiarabien har været  direkte involveret i kamphandlingerne i Syrien. Det er også blevet klarlagt, at både Frankrig og UK yder forskellige former for militær bistand til oprørerne.

I det omfang, der eksisterer en vis folkelig opbakning bag oprørerne i Syrien, hænger det sammen med etableringen af et samarbejde mellem den amerikanske og vestlige strategi og dens islamistiske strategi for at vende det arabiske forår til imperialismens og den religiøse reaktions fordel: I Libyen skete en forbrødring mellem NATO-koalitionen og islamistiske kræfter – og den fortsætter i Syrien.  Det vil sige, at sunnimuslimske kræfter, herunder agenter for Saudiartabien, opmuntrer til sekterisk krig mod shi’itter og alevitter (al Assad-regimets shi’itiske trosretning).  Denne reaktionære alliance vil, hvis den fremtvinger et regimeskifte, diktere  syrerne et imperialistisk-sunnimuslimsk skindemokrati, som betyder enden på al syrisk national suverænitet.

Den danske regering har spillet en aktiv rolle for et regimeskifte i Syrien. Med udenrigsminister Søvndal i spidsen har den fortsat politikken fra Libyen og tilsluttet sig de såkaldte ’Syriens Venner’ af Assad-regimets fjender, der har ivret for sanktioner og FN-skridt imod Syrien og Assad. Thorning-regeringen fortsætter uændret Anders Fogh Rasmussens deltagelse i USA’s og NATOs ’krig mod terror’ og krigspolitik for regimeskift i suveræne nationer.

NATO har indtil nu afvist at tale om en egentlig NATO-krig mod Syrien som i tilfældet Libyen. Rusland og Kina, som ligesom Iran ikke står bag kravet om Assads afgang og regimeskifte, har i FN’s sikkerhedsråd  forhindret gennemførelsen af en stribe eskalerende resolutioner, som fordømmer og indfører sanktioner mod Assad-regimet.

Til gengæld har USA, EU og andre gennemført en stribe ensidige sanktioner.
Efter nedskydningen af et tyrkisk fly over Syrien har Tyrkiet henvendt sig til NATO for at få udarbejdet planer om en ’Flyforbuds-zone’.  Og ideen om indførelsen af en flyforbudszone a la Libyen rumsterer stadig. Risikoen for en NATO-aggression er til stede, selvom krigen søges gennemført som en ’borgerkrig’ pr. stedfortræder.

En vedvarende propagandastrøm for regimeskifte og til støtte for oprørerne har gennem halvandet år tegnet et stærkt ensidigt billede af situationen i Syrien. Den har ikke mindst været orkestreret af  TV-Stationen Al Jazeera, som står i de enevældige  Golf-monarkiers tjeneste, og af vestlige mediefolk, som er ’embedded’ hos oprørerne og smugles over grænsen fra Tyrkiet.  Det har betydet, at det er ’oprørernes’ fortælling, som har fået lov til at stå næsten uimodsagt. Denne dækning har systematisk fortiet den udenlandske støtte til oprørerne og tilsløret alliancen mellem imperialister og islamister. Summariske henrettelser af regeringssoldater og sekteriske massakrer på civile, herunder alevitter og shi’iter, er konsekvent undertrykt fra reportagerne. Vestmagternes, NATOs, EU's og de reaktionære mellemøstlandes motiver bliver fremstillet i et ukritisk positivt lys.

Borgerkrigen har fra starten været brutal og nådesløs. Oprørshæren har fra starten søgt at forankre sig i primært sunnimuslimske boligområder i en række større og mindre byer, hvorfra de har angrebet regimets soldater, bastioner og personer, som støtter det. Den syriske hærs forsøg på at fordrive ’terroristerne’, som oprørerne kaldes i den statslige presse, fremstiles derpå som angreb på civilbefolkningen med fly, kampvogne og andre tunge våben.

Oprørernes indtog og de påfølgende krigshandlinger har ført til en omfattende flygtningestrøm ud af byerne, hvoraf en del er flygtet ud over Syriens grænser. Syrien modtog og har huset 1½ million irakiske flygtninge fra USA’s og Vestens krig mod Irak, der startede i 2003. Ifølge FN er nu mere end halvanden millioner syrere flygtninge, heraf er 150.000 flygtet over grænserne til nabolandene Jordan, Libanon, Tyrkiet og Irak

P.t. ser det ud, som om oprørernes forsøg på at gå til angreb på regimets hjerte i Damaskus – indbefattet terrorangreb på det statslige TV, ministerier mv – er slået tilbage, og at oprørerne fordrives også fra Aleppo. Men alt tyder også på, at oprørerne forstærkes med nye kræfter, der trænes uden for landets grænser, primært i Tyrkiet. Hvad den åbne og hemmelige koalition bag oprørerne vil gøre, om de afgørende trænges i defensiven, vides ikke – men en Flyforbudszone og et NATO-engagement er en mulighed.

Under alle omstændigheder tyder intet på at syrerne vil få mulighed for at afslutte krigen og ødelæggelserne og finde en fredelig løsning på situationen, sådan som hovedparten af befolkningen ønsker det. Et ødelagt krigshærget Syrien er et alternativ til regimeskifte, såfremt dette ikke kan opnås.

 FNs såkaldte ’fredsmission’ har ikke ført til fred – først og fremmest fordi ’oprørerne’ og de magter, der støtter og udruster dem, ikke har interesse i en fredelig løsning, men har deres egne hensigter med et regimeskifte.

Den internationale antikrigsbevægelse i landene bag den reaktionære  oprørs- og borgerkrigskoalition har ikke manifesteret sig imod det uhyggelige scenarie, som udspilles i Syrien:  Den bevidste ødelæggelse af endnu en suveræn arabisk nation, hvis regime ikke passer imperialisterne og deres militærmaskine, reaktionære arabiske regimer eller Israel.

Heller ikke den danske fredsbevægelse har markeret sig i en situation, hvor det er af betydning at kalde til modstand og protest mod imperialismens og reaktionens intriger ikke bare mod Syrien, men mod hele det arabiske forår – kampen for fred, fremskridt, social fremgang og uafhængighed for landene og folkene i Mellemøsten.

Stop Terrorkrigen opstiller følgende krav i forbindelse med udviklingen i Syrien:

Stop for det NATO-støttede oprør og den reaktionære borgerkrig i Syrien!

Stop udenlandsk indblanding af enhver art! Stop ødelæggelsen af Syrien!

Ophæv sanktionerne! Nej til en flyforbudszone, nej til nye sanktioner!

Danmark ud af den imperialistiske koalition kaldet ’Syriens Venner’!

Nej til krig mod Syrien! Nej til krig mod Iran!

Stop krige og besættelser: Palæstina, Irak, Libyen, Afghanistan !

Danmark ud af Afghanistan NU!


- End -