Udtalelse
 

Bomber og undertrykkelse mod terror: Ikke i vores navn

Af Århus mod Krig og Terror





Efter drabene i København kalder politikere og presse til national samling.

I den nye nationale samling skal vi holde hinanden i hånden og stå sammen om Danmarks politik for terrorbekæmpelse og vi skal i nationens og ytringsfrihedens navn acceptere krænkende tegninger. Man gør krænkerne til en slags frihedskæmpere og forsvarere af ytringsfrihed.

Vi der mener, at man som et anstændigt menneske ikke bør krænke andre eller bifalde krænkelser, kan derfor ikke være med.

Kurt Westergaard og Lars Vilks ved, at deres tegninger krænker folk, men de bliver alligevel ved. Man må antage, at de bevidst ønsker at krænke.

Det er udtryk for dårlig moral. Det er en forvrængning at gøre det til udtryk for ytringsfrihed og modstand mod terror.

Man kan godt diskutere religion uden at krænke. Det viser Jens Galsciøts udstilling i Silkeborg.

Det er ærgerligt, at politikerne, med Birthe Rønn Hornbeck som en hæderlig undtagelse, ikke tør tage afstand fra krænkerne og give plads til en anstændig terrormodstand, hvor man både kan være imod terror og samtidig synes at krænkere er usympatiske og krænkende adfærd er umoralsk.

Vi, der mener at bomber og undertrykkelse skaber mere terror, kan ikke være med.

Århus mod Krig og Terror mener at:

- Terrorister skal straffes ved rettergang og domfældelse, ikke med krig.

- Terror kan kun forebygges med udvikling og social retfærdighed, ikke med bomber og undertrykkelse.


Århus mod Krig og Terror har længe peget på, at Danmark med sin krigspolitik har bidraget til at skabe kaos og udbredt, håbløshed og desperation i lande som Afghanistan, Irak, Somalia, Libyen og Syrien. Det har skabt basis for at hverve terrorister, og det har gjort Danmark til et terrormål.

Vi har ligeledes peget på at fremmedfjendsk politik i Danmark skaber udstødelse, og håbløshed, som giver basis for at hverve terrorister i Danmark.

Vi opfordrer politikerne til at stoppe krigspolitik og fremmedhad.

Det er en konstruktiv reaktion på terroren, og kan gavne Danmarks sikkerhed.

 




- End -