USA
 

Fup eller fakta

Amerikansk udenrigspolitik
i teori og praksis

Klip, redaktion og oversættelse:
Hans Pendrup

Social retfærdighed og globalisering: Er det foreneligt?
af Sam Giddin, Monthly Review 2002

... I en tale i 1999 bemærkede Henry Kissinger, daværende udenrigsminister under præsidenterne Nixon og Ford, åbenhjertigt, at "globalisering" er en andet begreb for amerikansk dominans. Så klar tale tenderer i sig selv til at besvare ovenstående spørgsmål negativt. Hvordan kan man hævde, at amerikanske dominans - eller med et mindre høfligt begreb - "US. imperialism" - forenelig med social retfærdighed? ...

(Henry Kissinger: "The basic challenge is that what is called globalization is really another name for the dominant role of the United States."
Lecture at Trinity College, Dublin, October 12, 1999.)


September 20, 2002
Full Text: Bush's National Security Strategy

Indledning

De store kampe i det tyvende århundrede mellem frihed og totalitarianisme endte med en afgjort sejr for frihedens kræfter -- og en eneste bæredygtig model for national succes: frihed, demokrati og frit initiativ. I det enogtyvende århundrede vil kun nationer, der i fællesskab er engagerede i at beskytte grundlæggende menneskerettigheder, og i at garantere politisk og økonomisk frihed, være i stand til at udløse deres befolkningers potentiale og sikre deres fremtidige velstand. Mennesker overalt ønsker at sige, hvad de tænker; vælge, hvem der skal regere dem; dyrke, som de ønsker; uddanne deres børn --- mænd og kvinder; besidde ejendom; og nyde frugterne af deres arbejde. Disse frihedsrettigheder er rigtige og sande for alle i ethvert samfund --- og pligten til at beskytte disse værdier imod deres fjender er et fælles anliggende for frihedselskende mennesker over hele jorden og til alle tider.

I dag nyder de Forenede Stater en situation kendetegnet ved militær styrke uden sidestykke og stor økonomisk og politisk indflydelse. I overensstemmelse med vor arv og principper bruger vi ikke vor styrke til at presse ensidige fordele igennem. Vi prøver i stedet at skabe en magtbalance, der fremmer menneskelig frihed: vilkår hvorunder alle lande og alle samfund selv kan vælge de goder og udfordringer, der er forbundet med politisk og økonomisk frihed. Ved at gøre verden sikrere giver vi verdens befolkning mulighed for at forbedre deres egen tilværelse. Vi vil forsvare denne retfærdige fred imod trusler fra terrorister og tyranner. Vi vil bevare freden ved at opbygge gode relationer de store magter imellem. Vi vil udvide freden ved at opmuntre frie og åbne samfund på alle kontinenter.

At forsvare vort land imod dets fjender er den føderale regerings første og mest fundamentale engagement. Idag er denne opgave dramatisk ændret. Fjender i fortiden var nødt til at have store
hære og stor industriel kapacitet for at true Amerika. Nu kan et skyggeagtigt netværk af enkeltindivider bringe stort kaos og
lidelse til vore kyster for mindre end det koster at købe en enkelt krigstank. Terrorister er organiseret med henblik på at gennemtrænge åbne samfund og vende moderne teknologis kræfter imod os.

For at bekæmpe denne trussel må vi gøre brug af alle redskaber i vort arsenal --- fra bedre hjemmeforsvar og håndhævelse af loven til efterretningsvæsen og blokering af terrorist finansiering. Krigen imod terrorister med global rækkevidde er et globalt projekt af ubestemt varighed. Amerika vil hjælpe lande, der har brug for vor hjælp med at bekæmpe terror. Og Amerika vil gøre de lande ansvarlige, der går på kompromis med terror.-- fordi terrorismens allierede er civilisationens fjender. De Forenede Stater og lande, der samarbejder med os, må ikke tillade terrorister at udvikle nye baser. Sammen vil vi hele tiden søge at nægte dem fristeder.

Den største fare, vor nation er stillet overfor, skal søges i krydsfeltet mellem radikalisme og teknologi. Vore fjender har åbent erklæret, at de søger masseødelæggelsesvåben, og der er vidnesbyrd om, at de gør dette målbevidst. De Forenede Stater vil ikke tillade disse bestræbelser at lykkes. Vi vil opbygge forsvar imod ballistiske missiler og andre afskydningsmidler. Vi vil samarbejde med andre nationer om at nægte, inddæmme og beskære vore fjenders bestræbelser på at erhverve sig farlige teknologier. Og, som et udtryk for sund fornuft og selvforsvar vil Amerika handle imod sådanne opdukkende trusler før de er fuldt udfoldede. Vi kan ikke forsvare Amerika og vore venner ved at håbe på det bedste. Så vi må være forberedet på at nedkæmpe vore fjenders planer under brug af de bedste efteretninger og gå velovervejet og besindigt frem. Historien vil dømme dem nådesløst, som indså denne kommende fare, men undlod at handle. I den nye verden, som vi er gået ind i, er den eneste vej til sikkerhed handlingens vej.

Ligesom vi forsvarer freden, vil vi også udnytte fordelene ved en historisk mulighed for at bevare freden. Idag har det internationale samfund de bedste muligheder siden nationalstatens opståen i det syttende århundrede for at bygge en verden, hvor store magter konkurrerer fredeligt i stedet for konstant at forberede sig på krig. I dag befinder verdens store magter sig på samme side --- forenet af den fælles fare for terrorist vold og kaos. De Forenede Stater vil bygge på disse fælles interesser i at fremme global sikkerhed. Rusland er midt i en håbefuld overgang, det satser på sin demokratiske fremtid som partner i krigen imod terror. Kinesiske ledere er ved at opdage, at økonomisk frihed er den eneste kilde til national velstand. I tide vil de opdage, at social og politisk frihed er den eneste kilde til national storhed.

Amerika vil opmuntre fremme af demokrati og økonomisk åbenhed i begge nationer, fordi disse er de bedste grundlag for indenrigsk stabilitet og international orden. Vi vil på det kraftigste modvirke aggression fra andre store magter --- lige som vi hilser deres fredelige stræben efter velstand, handel og kulturel fremgang velkommen.

Endelig vil de Forenede Stater bruge dette mulighedernes øjeblik til at udvide frihedens velsignelser over hele jorden. Vi vil aktivt arbejde for at bringe håb om demokrati, udvikling, frie markeder og fri handel ud til alle verdenshjørner. Begivenhederne d. 11 sept. 2001 lærte os, at svage stater som Afghanistan kan udgøre en ligeså stor fare for vore nationale interesser som stærke stater. Fattigdom gør ikke folk til terrorister og mordere. Alligevel kan fattigdom, svage institutioner og korruption gøre svage stater sårbare overfor terroristnætværk og narkokarteller indenfor deres grænser.

De Forenede Stater vil stå side om side med alle nationer, der er besluttede på at bygge en bedre fremtid ved at søge frihedens belønninger for deres befolkninger. Fri handel og frie markeder har bevist deres evne til at løfte hele samfund ud af fattigdom --- så de Forenede Stater vil arbejde med enkelte nationer, hele regioner og hele det globale handelsfællesskab til at opbygge en verden, der handler i frihed og derfor vokser i velstand. De Forenede Stater vil levere større udviklingsbistand gennem the New Milleneum Challenge Account til lande, der regerer retfærdigt, investerer i deres befolkninger og opmuntrer økonomisk frihed. Vi vil også fortsætte med at lede verden i dens bestræbelser på at reducere den forfærdelige pris, som AIDS og andre infektionssygdomme indebærer.

Ved at opbygge en magtbalance, der fremmer frihed, er de Forenede Stater ledet af den overbevisning, at alle lande har vigtige forpligtelser. Lande, der nyder frihed, må aktivt bekæmpe terror. Lande, der er afhængige af international stabilitet, må bidrage til at forhindre spredningen af massedestruktionsvåben. Lande, der søger international bistand, må regere sig selv klogt, således at bistand bruges godt. Hvis frihed skal trives må ansvarlighed forventes og kræves.

Vi ledes også af den overbevisning, at ingen nation kan bygge en sikrere og bedre verden alene. Alliancer og multilaterale institutioner kan forøge frihedselskende nationers styrke. De Forenede Stater er engagerede i varige institutioner som FN, WTO, OAS og NATO såvel som andre varige alliancer. Koalitioner af de villige kan øge disse permanente institutioner.Under alle omstændigheder må internationale forpligtelser tages alvorligt. De bør ikke varetages symbolsk to samle støtte til et ideal, uden at fremme dets opnåelse.

Frihed er det indiskutable krav for menneskelig værdighed, alle menneskers fødselret --- i alle civilisationer. Gennem historien har frihed været truet af krig og terror, den har været udfordret af de kolliderende magtfulde staters viljer og tyranners onde designs; og den har været prøvet af udbredt fattigdom og sygdom. I dag holder menneskeheden muligheden for yderligere friheds triumf over alle disse fjender i sine hænder. De Forenede Stater hilser vort ansvar for at lede denne store mission velkommen.

Vore mål på vejen til fremgang er klare: politisk og økonomisk frihed, fredelige relationer med andre stater og respekt for menneskelig værdighed.

Og denne vej er ikke Amerika´s alene. Den er åben for alle.
For at opnå disse mål vil de Forenede Stater:

kæmpe for stræben efter menneskelig værdighed;

styrke alliancer til nedkæmpelse af global terrorisme og arbejde for at hindre angreb imod os og vore venner;

arbejde med andre for at uskadeliggøre regionale konflikter;

forhindre vore fjender i at true os, vore allierede og vore venner med massedestruktionsvåben;

indvarsle en ny æra af global økonomisk vækst gennem frie markeder og fri handel;

udvide udviklingens kreds ved at åbne samfund og opbygge demokratiske infrastrukturer;

udvikle dagsordner for kooperativ handling med andre globale magters hovedcentre; og

at møde det enogtyvende århundredes udfordringer og muligheder....

Indledning slut

 

Blomstringstider for det militært-industrielle kompleks
Oprustning til ragnarok

af JOHN STANTON
Counter Punch December 30, 2002

I 2001 kontrollerede den amerikanske våbenindustri næsten 50% af verdens våbenmarked.The Federation of American Scientists (FAS) rapporterer, at den amerikanske regering i skatteåret 2001 eksporterede for $12.2 mia. våben og blev belønnet med $13.1mia. i nye udenlandske kontrakter via dets Foreing Military Sales program. Det er udover de $36 mia. i direkte kommercielt salg fra amerikanske våbenproducenter til udlandet. FAS angiver, at våbenindustrien kun overgås af den amerikanske landbrugindustri som modtager af subsidier fra amerikanske skatteydere.Alligevel klager våbenindustrien stadig over eksportrestriktioner og irriterende offentlige krav om indsigt, der faktisk i nogen grad gør dem ansvarlige overfor den amerikanske kongres og det amerikanske folk. Så det er ikke nogen overraskelse, at våbenindustrien i 2003 vil få travlt med lobbyvirksomhed i den amerikanske kongres og overfor den amerikanske offentlighed med henblik på at opnå flere subsidier, færre restriktioner på, hvad der kan sælges og til hvem og undtagelser fra offentlig regnskabs-aflæggelse og langsigtede overenskomster.

Våbenindustriens overskrifter vil påberåbe sig den 11 sept., patriotisme, frie markeder, jobskabelse, "level-playing fields", og globalt demokrati ---i USA stil. Men virkeligheden bag de hykleriske erklæringer om konkurrencemæssig ligestilling og globalt demokrati er naturligvis profitter og handlefrihed. Amerikanske skatteydere bidrager med godt $10 mia. årligt i subsidier til den amerikanske våbenindustri. Amerikanske jobs eksporteres faktisk sammen med teknologien til lande som Tyrkiet og Israel via "off-sets" hvilket betyder, at det importerende land kan bygge systemerne selv. Amerikansk teknologi og know-how bliver givet væk gratis eller til nedsatte priser via the Excess Defence Articles Program. Amerikansk udenrigspolitik ændres regelmæssigt og menneskerettigheder ignoreres for at tilfredsstille amerikanske våbenfabrikanters behov. Mere skræmmende er dog den iagttagelse, som en leder i våbenindustrien gjorde sig, "Der vil komme den dag, hvor vi ikke har noget troskabsforhold til en nationalstat. Vi vil blive betragtet som neutrale leverandører til alle krigsførende." Den dag er kommet.

Den amerikanske offentlighed ville gøre klogt i at notere sig våbenindustriens aktiviteter i 2003 fordi, som FAS rapporterer, "Våben af amerikansk oprindelse finder vej til konflikter over hele verden ... Af de aktive konflikter i 1999 leverede de Forenede Stater våben eller militær teknologi til deltagere i mere end 92% af dem --- 39 ud af 42. I over en tredjedel af disse konflikter --- 18 ud af 42 --- bidrog de Forenede Stater med fra 10% til 90% af de våben, der blev importeret af den ene side af konflikten ... I skatteåret 1999 leverede de Forenede Stater omkr. $6.9 mia. i bevæbning til nationer, der krænker de grundlæggende standards for menneskerettigheder.... de ommkostninger for familier og lokalsamfund, som denne vold har affødt, er umådelige. Men for de fleste våbenhandlere opvejer den akkumulerede profit de tabte liv. I perioden fra 1998-2001 blev over 68% af verdens våbenleverancer solgt eller givet til udviklingslande, hvor løbende konflikter eller voldelige samfundsforhold [vedvarer] ...

De Forenede Staters militær har været nødt til at konfrontere tropper,der tidligere er blevet trænet af dets eget militær eller forsynet med amerikanske våben i Panama, Irak, Somalia, Haiti, og nu i Afghanistan. Som følge af de avancerede kvalifikationer, som disse militser har tilegnet sig via tidligere US træning og våbensalg, har USA måttet investere mange flere penge og mandskab i disse konflikter, end der ellers ville have været behov for."

Fornylig viste den amerikanske våbenindustris medlemmer flaget og deres fine produkter i oktober 2002 i Jordan på den årlige SOFEX Conference and Exhibition. AM General, American Molds & Hickling
Engineering, Environmental Tectonics, Harris corporation, SAIC, JPS, Kollsman. Pratt & Whitney, Raytheon and Sikorsky havde produkter udstillet. Officielle delegationer til denne begivenhed inkluderede Iran, Irak, Libyen og Syrien og andre nationer, som Bush regimet ønsker at ødelægge. Men de var der alligevel - disse patriotiske amerikanere fra den amerikanske våbenindustri - i gang med at sælge de samme American-made komponenter og våben, som unge amerikanske mænd og kvinder i tjenesten sandsynligvis vil bruge i de konflikter, der helt sikkert vil finde sted i 2003. Og Center for Defense Information rapporterer, at "Nogle lande, der modtager amerikanske våben og/eller træning, fortsætter med at rekruttere børn til deres officielle væbnede styrker. Således leverer de Forenede Stater våben og militær bistand til lande, hvor børn bruges som soldater."

I dækning bag national sikkerhed.

Højt på den amerikanske våbenindustris 2003 dagsorden figurerer ønsket om at opnå fuld implementering af de 17 Defense Trade Security Initiatives, der bl.a. vil tillade våbenindustrien at blive undtaget fra mange bestemmelser vedr. International Traffic in Arms Regulations for både udenlandske militære salg og forsvars ydelser. Kort sagt ophævelse af den amerikanske regerings kontrol med våbensalg. De prøver også at bekæmpe WTO bestemmelser om, at US Extra Territorial Income Exclusion Act of 2000 er en ulovlig subsidiering af koncerner fra den amerikanske regering. Denne lov tillader våbenindustrien at hævde en skattereduktion (tax credit) på dele af dens våbensalg til udlandet.

2003 vil også komme til at opleve intens lobbyvirksomhed i den amerikanske kongres for at opnå godkendelse af forholdsregler, der kan hindre offentlig adgang til information vedr. sikkerheds-
foranstaltninger og "forretningsmæssigt følsomme data". Det er kodeordet for en bevægelse i den amerikanske våbenindustri til udvidet klassifikation af hemmeligt og tophemmeligt materiale til at omfatte alt, lige fra arbejdssedler og regnskaber for mislykkede test-data og mistet udstyr. Afdækning af klassificeret information, selv hvis informationerne tydeligt viser, at våbnene ikke lever op til regeringens krav, kan betyde fængsling og skrappe bøder. Klassificering af alle dokumenter er en bekvem måde at lukke munden på ansatte på, og samtidig gøre det vanskeligt for advokater at komme ind og forsvare de, der stadig har et vist mål af etik. Det er en overraskelse for uindviede at konstatere, at våben- fabrikanterne i den "private" sektor sidder inde med 98% af al amerikanske klassificeret information. Det er normalt koncernen eller institutionen Facility Security Officer(FSO) der afgør, hvad der bliver klassificeret og hvad ikke. Den amerikanske regering bidrager typisk med klassificerings-retningslinjer i sin kontrakt tildeling, som FSO må sikre bliver fulgt; men i sidste instans er det op til erhvervet at sikre, at den korrekte klassifikation bliver udført.

Eftersom "dødsstraffen" for en våbenfabrikant er, at få sin facility clearance ophævet af det garanterende agentur, er der tendens til at være ekstra rummelig i sin klassifikations-information. F.eks. ophævede den amerikanske regering for over 11 år siden sin kontrakt med General Dynamics og Boeing (Boeing ejer den oprindelige partner McDonnell Douglas) for at have undladt at overholde sin forpligtelse til at bygge et A-12 fly til flåden efter samme retningslinjer som F-117 til US Air Force. Den amerikanske regering krævede $1 mia. i tilbagebetaling --- nu op til $2.3 mia. og stadig uafgjort --- og, naturligvis sagsøgte de to selskaber den amerikanske regering. Under opklaringsprocessen, der fulgte, viste godt 80% af våbenfabrikanternes dokumenter sig at være finansielle bilag som arbejdssedler og årsrapporter, der var stemplet hemmelige eller top hemmelige. Hvad der var med til at langsommeliggøre denne retstvist var den besværlige fremskaffelsesproces, som staben på begge sider af retssagen var underkastet i forbindelse med at opnå den amerikanske regerings security clearance (adgang) til det top hemmelige niveau og i nogle tilfælde derudover. Klarerings processen kan tage op til et år, og der er ingen garanti for godkendelse.

Til helvede med menneskerettigheder
Våben til alle!

Den amerikanske våbenindustri som dødens købmand går ind for ligestilling (is an equal opportunity death merchant). Den leverer våben til totalitære og demokratiske regimer af alle afskygninger over hele verden. Robert Mugabe i Zimbabwe er kunde på lige fod med kong Fahd Bin Abdul Aziz, vogter af to hellige moskeer og Saudi Arabiens statsoverhoved. Tony Blair fra the United Kingdom er en ivrig kunde på lige fod med Hugo Chavez fra Venezuela. Kina, Cambodia, Kazakstan og Laos modtager militær assistance. Behøver våben nødvendigvis at undertrykke den forbistrede indre opstand? De amerikanske våben er her til dig. I årevis leverede den våben og udstyr til Indonesien som bidrag til drab af mindst 100.000 østtimoresere. Protesterende over hele USA har været udsat for våben og taktik udviklet af den amerikanske våbenindustri og det amerikanske militær. Er der brug for landminer? Human Rights Watch skønner, at USA har opmagasineret 11.2 mio. landminer til brug i en konflikt. Bush regimet har ladet forstå, at det om nødvendigt vil bruge dem i Irak.

Den amerikanske våbenindustris magt til at påvirke udenrigspolitik er måske bedst repræsenteret ved dens vellykkede bestræbelser på at udvide NATO. Iflg. William Hartung fra the World Policy Institute var der med Clinton administrationens velsignelse "i 1994 adskillige store amerikanske militær fabrikanter, der oprettede kontorer i regionen for at fremme deres produkter, og i 1996 organiserede forsvarsgiganten Lockheed Martin en serie af "forsvarsplanlægnings seminarer" for embedsmænd i Polen, Ungarn og den tjekkiske republik, en "soft-sell", relations-opbyggende tilgang, der havde til formål at demonstrere fordelene ved at købe amerikansk. I 1997, i månederne, der førte op til folkeafstemningen, indsatte de tjekkiske, ungarnske og polske regeringer såvel som amerikanske våbenfabrikanter aggressive mediekampagner for at vinde offentlig tilslutning. På ungarnsk tv havde en populær sitcom pludselig en ny karakter, en militær befalingsmand, der kværnede løs om NATO´s fortrin, mens skolebibliotekarer uddelte smarte pro-NATO CD-ROM spil leveret af McDonnell Douglas [nu ejet af Boeing]. Lullet i søvn af propaganda, lokket med illusionen om det umiddelbart forestående medlemskab af EU og overøst med nyt subsidieret militært isenkram, fik den polske, ungarnske og tjekkiske befolkning meget lidt konkret forklaring på de potentielle omkostninger og forpligtelser i forbindelse med NATO medlemskab.Et flertal i både Ungarn og den tjekkiske republik indså imidlertid korrekt, at øget regeringsforbrug på militær ville finde sted på bekostning af uddannelse og sundhed... "

En pris for NATO medlemskab er kravet om at afsætte 20% af det totale forsvarsbudget til anskaffelse af amerikanske våben. Per capita indkomsten for Letland er $3,014. Iflg. William Hartung fra World Policy Institute, "kunne den amerikanske andel af et fuldtudviklet NATO udvidelses-initiativ --- inklusive militære øvelser og troppeudstationeringer, modernisering af militære baser og kommunikationsnetværk og genoprustning af de øst- og central- europæiske lande --- nå op på $ 250 mia. mellem nu og året 2010." De $250 mia. for NATO ekspansion inkluderer ikke de midler, der yderligere skal bruges på US Homeland Security, Nationalt Missil Forsvar, krigen i Afghanistan, krigen imod narko, krigen i Irak og, måske, den 3. verdenskrig. Kan letter og andre nye tilkomne få råd til forøgelsen i forsvarsudgifter? Kan amerikanere få råd til det, og til de vanvittige projekter fra den amerikanske våbenindustri og deres venner i regeringen? Har verden råd til det?

Udsigterne er uhyggelige. Der er få i kongressen, der vil stå i vejen for den amerikanske våbenindustri og dens støtter i Pentagon og det Hvide Hus inklusive tidligere medlemmer af kongressen, hvilket kun er en anden måde sige på, at de vil få, hvad de beder om i 2003, især eftersom de bidrog til at skaffe mange kongresmedlemmer deres embede. Det er usikkert, om massedemon- strationer og afstemninger vil gøre nogen forskel mht. at begrænse våbenfabrikanternes politiske magt. I mellemtiden skinner solen i den amerikanske våbenindustris bestyrelseslokaler, friheden bliver forsvaret, demokratiet lever, og det bliver et rekordår for profitindhøstning i året 2003.

John Stanton har specialiseret sig nationale sikkerhedsanliggender.
Han kan kontaktes på cioran123@yahoo.com

--------------------------------------------------------------

PS: Voice of America?
Published on Friday, February 22, 2002 by FAIR's Media Beat

Nye højdepunkter for en bemærkelsesværdig vismand
af Norman Solomon

... En passage fra (New York Times lederskribent) Thomas Friedman´s 1999 bog "The Lexus and the Olive Tree" opsummerer hans generelle globale perspektiv: "Markedets usynlige hånd vil aldrig kunne fungere uden en usynlig knytnæve. McDonald´s kan ikke blomstre uden McDonnell Douglas, designeren af the U.S. Air Force F-15. Og den usynlige knytnæve, der sikrer verden for Silicon Valley´s teknologier, hedder the U.S. Army, Air Force, Navy and Marine Corps." ...

Undertiden samler Friedman sig særligt om fire ord. "Mit motto er meget enkelt: Giv krig en chance," fortalte han Diane Sawyer for fire måneder siden i programmet "Good Morning America". Det var det samme motto, som han havde brugt to et halvt år tidligere i et Fox News interview. "En anden krig; en anden fjende; samme løsning." ....

En anden kolumn indeholdt dette opmuntrende forslag om at true den joguslaviske civilbefolkning med udstrakt terror: "Hver uge, I hærger Kosovo, er endnu et tiår, hvor vi vil sætte jeres land tilbage ved at pulverisere jer. I vil have 1950? Vi kan give jer 1950. I vil have 1389? Vi kan også give jer 1389."

Sidste november, var hans kolumn i samme stil. "Lad os alle tage en dyb indånding og gentage efter mig: "Giv krigen en chance. Det er Afghanistan, vi taler om. Se efter på kortet. Det er langt væk."

----------------------------------------------------

New York Times' Thomas Friedman:
"Ingen problemer med en krig for olje"

By Kate Randall and Barry Grey
World Socialist Website 15 January 2003

... Friedman's leder "En krig for olje?" New York Times 5 januar...

"Er den krig, som Bushholdet er ved at forberede i Irak, i virkeligheden en krig for olje?" spørger han. "Mit forsøg på et svar er ja. Enhver krig, som vi sætter igang i Irak, vil afgjort delvis dreje sig om olje. At benægte det er latterligt."

Friedman indrømmer ganske åbent, at de officielle grunde, som regeringen giver for en krig imod Irak, er løgne, og endda grove løgne.

Han skriver, "Bush´s nylige forsøg på at overdrive den irakiske trussel ved at sige, at et irakisk angreb på Amerika,- hvilket er yderst usandsynligt - ´ville forkrøble vores økonomi`, var pinligt."

Han fortsætter: "Lad os stryge det nonsens. Den primære grund til at Bushholdet er mere fokuseret på Saddam (end på Nord Korea) er, at hvis det skulle lykkes ham at erhverve sig massedestruktions- våben, ville de give ham det grundlag, han længe har efterstræbt - ikke for at angribe os, men til at udvide sin indflydelse over verdens største oljekilde, den Persiske Golf.

Efter på den måde at have erkendt, at den amerikanske regering lyver overfor det amerikanske folk og verden, søger Friedman at designe en ny retfærdiggørelse for en krig imod Irak. Det er ikke et spørgsmål om selvforsvar, eller blot om at modgå noget, Irak har gjort. Det forholder sig snarere sådan, at lande må angribes og okkuperes, fordi regimet - engang i fremtiden - kunne udvide sin indflydelse over verdens største oljereserver ....

Det er indlysende, at Friedman vil have os til at tro, at verden ville være et langt sikrere og lykkeligere sted, hvis oljen i den Persiske Golf var i hænderne på amerikansk-baserede oljegiganter og den amerikanske militærmaskine, end hvis den forblev i hænderne på irakerne.

Men implikationerne i forbindelse med dette argument går videre end til Irak og den Persiske Golf. Hvis Friedman´s formaning er korrekt for den irakiske olje, hvorfor da ikke for russisk olje, eller for Venezuela´s, Nigeria´s og andre oljebesiddende landes? Hvorfor skulle Amerika´s globale mission være begrænset til "beskyttelse" af olje? Hvad med jern, kobber, kobolt, uranium og andre vitale råstoffer? Kan USA tillade andre nationer at få kontrol med den anden stadigt mere knappe strategiske resource - vand?

Logikken i Friedman´s holdning er klar. Det er formlen for imperialistisk aggression og plyndring i et omfang, der ikke er set siden nazisternes store dage i 1930´erne og 1940´erne. Der er ikke nogen afgørende forskel på de tilskyndelser til global dominans ved hjælp af militær vold, der ligger bag Friedman´s argumenter, og de, der sammenfattedes i nazisternes krav om "Lebensraum."

I tråd med New York Times redaktionsudvalgets "liberale" prætentioner prøver Friedman at give sit forsvar for imperialistisk krig en progressiv drejning. Samtidig med at han anbefaler en "politisk korrekt" aggressionspolitik, argumenterer han for, at "Bushholdet ville stå stærkere i sin sag om kamp delvis for olje, hvis det i sin adfærd gjorde det klart, at det handlede til gavn for kloden, ikke simpelthen for at nære amerikanske udskejelser."

"Jeg har ikke noget problem med en krig for olje," skriver han, "hvis vi ledsager den med et virkeligt program for energi-
bevarelse."

Friedman konkluderer med at erklære, at en oljekrig i Irak "ville være ganske legitim" hvis, USA efter at have bombet og erobret landet, hjalp "irakerne med at opbygge en mere progressiv, demokratiseret arabisk stat."" Her gengiver Times lederskribenten det voksende kor af liberale forsvarere af amerikansk imperialisme, som søger at tillægge den uden sidestykke mest voldelige og destruktive magt på planeten en historisk progressiv og humanitær rolle.

- End -