Af
Stephen Zunes
Common Dreams 29. jan.
2003
Overs. Hans Pendrup
"Denne
trussel er ny; Amerikas pligt er velkendt. Gennem hele det 20´nde århundrede
har små grupper af mænd taget kontrol med store nationer, de har opbygget
hære og arsenaler, og har sat sig for at dominere de svage og intimidere
verden. I hvert enkelt tilfælde var deres brutale og morderiske ambitioner
grænseløs. I hvert enkelt tilfælde blev Hitlerismens ambitioner,
militarisme og kommunisme besejret af frie folks vilje, af store alliancers styrke
og af de Forenede Staters magt ... Nu igen er vi kaldede til at forsvare vort
folks sikkerhed og hele menneskehedens håb. Og vi accepterer dette ansvar."
Forsøget
på at sidestille det Baathistiske Irak med Nazi Tyskland og Sovjet Unionen
er latterligt. Hitler´s Tyskland var den mest magtfuldt industrialiserede
nation i verden, da det begyndte sine erobringer i de sene 1930´ere og Sovjet
Rusland på sin højde havde verdens største væbnede styrker
og tilstrækkeligt med kernevåben til at udslette menneskeheden. Irak
er i modsætning hertil et fattigt tredje verdens land, der har været
underlagt den strengeste militære og økonomiske embargo i verdenshistorien
gennem mere end et dusin år efter at have fået ødelagt meget
af sin civile og militære infrastruktur af det mest omfattende bombardement
i verdenshistorien. Praktisk taget alt, hvad der blev tilbage af dets offensive
militære kapacitet, blev efterfølgende afviklet under det strengeste
ensidige nedrustningsinitiativ nogensinde, en inspektions- og verifikationsproces,
der er blevet genoptaget på et om muligt endnu strengere mandat. I modsætning
hertil anså de Forenede Stater tilbage i 1980´erne, da Irak virkelig
var en større regional magt og havde avancerede programmer for avancerede
massedestruktionsvåben, overhovedet ikke Irak som en trussel; faktisk ydede
de Forenede Stater Saddam Hussein´s regime omfattende militær, økonomisk
og teknologisk støtte.
"Amerika gør sig en bred og
beslutsom anstrengelse for at konfrontere disse farer. Vi har opfordret FN til
at indfri sit charter og fastholde sit krav om afvæbning af Irak."
Der
er intet i FN´s charter om den ensidige afvæbning af en medlemsstat.
Tværtimod, gør artiklerne 41 og 42 i charteret - gentaget i den afsluttende
artikel af FN´s Sikkerhedsråds 1441 - at Sikkerhedsrådet alene
har bemyndigelse til at autorisere brugen af magt for at gennemtvinge dens resolutioner.
Det burde også bemærkes, at det er over halvfems FN Sikkerhedsråd
resolutioner, der løbende er blevet krænket af andre regeringer end
Irak, de fleste af dem af sådanne amerikanske allierede som Marokko, Israel
og Tyrkiet. De Forenede Stater har imidlertid blokeret FN fra at gennemtvinge
disse resolutioner.
"Vi støtter af al magt det Internationale
Atomenergi Agentur i dets opgave med at opspore og kontrollere kernevåben
materiale over hele verden."
IAEA har modtaget meget ringe støtte
fra Bush administrationen. F.eks. har U.S. FN´s bestræbelser på
at gennemtvinge Sikkerhedsrådets resolution 487, der opfordrer Israel til
at sætte sine atomfaciliteter under IAEA´s beskyttelse (safeguard).
Yderligere har administrationens talsmænd gentagne gange nedvurderet organisationen
og dens effektivitet.
"Vi arbejder med andre regeringer for at
sikre kernemateriale i det tidligere Sovjet Unionen, og at styrke globale overenskomster
der bandlyser produktionen og udskibningen af missil tekonologier og massedestruktionsvåben."
Bush
administrationen har i virkeligheden blokeret bestræbelser på at styrke
internationale overenskomster til forhindring af spredningen af biologiske og
kemiske våben og med held iværksat og ledet en bestræbelse på
at fjerne den højeffektive direktør for et internationalt program
til overvågning af destruktion af kemiske våbenlagre over hele verden.
Endvidere har Bush Administrationen nedskåret bevillinger til programmer
vedr fjernelse af kerne materaler fra det tidligere Sovjet Unionen og har afvist
en foreslået overenskomst fra Rusland, der ville have ødelagt i tusindvis
af kernevåben, og insisteret på, at de i stedet simpelthen lægges
på lager. Endelig har Bush Administrationen afvist opfordringer til en kernevåbenfri
zone i Mellemøsten.
"Vi ser også iranske borgere,
der risikerer intimidering og død, når de udtaler sig til fordel
for frihed og menneskerettigheder og demokrati. Iranere, har ligesom alle andre
mennesker ret til at vælge deres egen regering og bestemme deres egen skæbne
- og De Forenede Stater støtter deres aspirationer om at leve i frihed."
Det
var de Forenede Stater, der gennem dets Central Intelligence Agency (CIA) væltede
Iran´s sidste demokratiske regering, idet de fortrængte premierminister
Mohammed Mossadegh i 1953. Som hans afløser bragte U.S. den tyranniske
Shah fra eksil, som indledte et 26-år langt terrorregime. De Forenede Stater
bevæbnede og trænede hans brutale hemmelige politi - kendt som SAVAK
- der fængslede, torturerede og myrdede titusinder af iranere, der kæmpede
for deres frihed. Den islamiske revolution var en direkte konsekvens af denne
U.S.- støttede undertrykkelse, eftersom Shahen med held knuste meget af
den demokratiske opposition. Endvidere modtog de repressive teokratiske herskere,
der tog magten efter den islamisk revolution, og som fortrængte Shahen,
hemmelig militær støtte af den amerikanske regering under højdepunktet
af deres undertrykkelse i løbet af 1980´erne. Som resultat er der
et alvorligt spørgsmål vedrørende de Forenede Staters støtte
til det iranske folks frihed.
"I 1990´erne satte de Forenede
Stater sin lid til et gennemforhandlet rammeværk med det formål at
afholde Nord Korea fra at erhverve kernevåben. Vi ved nu, at regimet bedrog
verden og at udvikling af disse våben fandt sted hele tiden. Og idag bruger
det nordkoreanske regime sit kernevåbenprogram til at indgyde frygt og søge
koncessioner. Amerika og verden vil ikke afpresses."
Der er indikationer
på, at Nord Korea holdt sin forpligtelse i løbet af 1990´erne,
men først indstillede sit samarbejde fornylig. Det er en udbredt opfattelse
af Nord Korea besluttede at opsige sin overenskomst som et direkte resultat af
sidste års tale om nationens tilstand, hvor præsident Bush erklærede
Nord Korea som del af en "ondskabens akse" sammen med Irak og Iran.
Under oplevelsen af de Forenede Staters forberedelse til invasion af Irak og skærpelse
af dets krigeriske retorik imod Iran og dem selv, besluttede nordkoreanerne tilsyneladende,
at de havde behov for at skabe en troværdig afskrækkelse for det tilfælde,
at de skulle blive de næste. De har tilbudt at afslutte deres atomprogram
til gengæld for en garanti for at de Forenede Stater ikke vil invadere dem.
"Amerika arbejder med regionens lande - Syd Korea, Japan , Kina
og Rusland - for at finde en fredelig løsning, og for at vise den nordkoreanske
regering, at kernevåben kun vil føre til isolation, økonomisk
stagnation og vedvarende prøvelser. Det nordkoreanske regime vil kun opnå
respekt i verden og revival for dets folk, hvis det afstår fra sine nukleare
ambitioner."
I virkeligheden har de Forenede Stater været
på kant med Nord Koreas naboer og har indtaget en langt hårdere stilling
overfor det kommunistisk regime, end de. som har langt større grund til
bekymring for en eller anden potentiel trussel. Måske væsentligere
i betragtning af at de Forenede Stater har gode relationer med andre lande, der
har udviklet kernevåben i de senere år - lande som Indien, Pakistan
og Israel - og har demonstreret fjendtlighed overfor Nord Korea meget før
begyndelsen på dets atomprogram, kan nordkoreanerne have grund til at betvivle,
at afvikling af deres atomambitioner vil gøre den store forskel.
"Vor
nation og verden må lære lektien fra den koreanske halvø og
ikke tillade en endnu større trussel at opstå i Irak. En brutal diktator,
med en historie bag sig. der er kendetegnet ved hensynsløs aggression,
med forbindelser til terrorisme, med stor potentiel velstand, vil ikke blive tilladt
at dominere en vital region og true de Forenede Stater."
Der var
en meget reel trussel om at Irak kunne dominere regionen i 1980´erne. I
denne periode forsynede de Forenede Stater imidlertid Saddam Hussein´s regime
med militær, økonomisk og teknologisk bistand, selv da det invaderede
Iran og dets interne undertrykkelse og støtte til terrorisme var på
sin højde. Nu, hvor landet kun har en brøkdel af dets engang formidable
militære overlegenhed og det har ringe direkte adgang til dest olje rigdom,
er det vanskeligt at forestille sig hvordan det realistisk kunne dominere regionen
igen, så meget mindre de Forenede Stater.
"For næsten
tre måneder siden gav FN´Sikkerhedsråd Saddam Hussein hans sidste
chance for afvæbning. Han har i stedet vist utilsløret foragt for
FN og for verdensmeningen. De 108 FN inspektører blev ikke udsendt for
at gennemføre en klunserjagt på skjulte materialer over hele landet,
der er på størrelse med Californien. Inspektørernes job er
at verificere at Irak´s regime afruster. Det er op til Irak at vise nøjagtigt
hvor, det skjuler sine bandlyste våben, fremlægge disse våben
for verden at se og ødelægge dem som foreskrevet."
UNOMOVIC
direktør Hans Blix og IAEA direktør Mohamed EL-Baradei har givet
udtryk for bekymring over, at Irak ikke var tilstrækkeligt imødkommende
på nogle potentielle nøgleområder, selvom de også bemærkede
områder, hvor der havde været et højt niveau af samarbejde
på nogle andre områder. Dette er langt fra "utilsløret
foragt." På lignende vis er deres mission langt fra at være en
klunserjagt, således som det fremgår af de ekstensive beretninger
fra de otte år med FN inspektioner i løbet af 1990´erne. Det
er bemærkelses- værdigt, at UNSCOM inspektørerne ikke fandt
mere skjult materiale under deres sidste fire års operationer til trods
for det udvidede omfang af deres undersøgelser. Selv om disse inspektører
blev trukket tilbage under pres fra præsident Bill Clinton sidst i 1998,
før de kunne fuldføre deres job, har satelit overvågning og
anden efterretningsindsamling givet denne nye inspektionsrunde - der har et om
muligt endnu skrappere mandat i henseende til tidsramme og omfang af deres inspektioner
- en rimelig ide om, hvor de skal se efter hvad. Desuden har de udstyr, der kan
afsløre radioaktive isotoper og andre afslørende tegn på massedestruktions-
våben (MDV) udvikling i stor afstand fra deres kilde. Det er bemærkelsesværdigt,
at Bush Administrationen efter at have hævdet at Iraks fire årige
afvisning af at tillade FN våbeninspektører at vende tilbage blev
citeret som grundlag vor invasion, pludselig rejste tvivl om inspektørernes
effektivitet efter at de havde genoptaget inspektionerne. Desuden mangler de Forenede
Stater endnu at fremlægge nogetsomhelst bevis på, at Irak aktuelt
er i besiddelse af bandlyste våben.
"FN konkluderede i 1999,
at Saddam Hussein havde biologiske våben i tilstrækkeligt omfang til
at producere over 25.000 liter antrax - nok til at dræbe flere millioner
mennesker. Han har ikke redegjort for dette materiale. Han har ikke givet noget
bevis på at han har ødelagt det. FN konkluderede at Saddam Hussein
havde tilstrækkeligt med materiale til at producere mere end 38.000 liter
botulinum toxin - tilstrækkeligt til at udsætte millioner af mennesker
for døden ved åndedrætssvigt."
Dette svarer
til at sige, at en mand har nok sædceller til at befrugte flere millioner
kvinder . Teoretisk korrekt, men hvis man ikke råder over de fornødne
distributionssystemer, kan det simpelthen ikke gøres. Der er ikke noget
bevis for ,at Irak har nogetsomhelst distributionssystem, der effektivt kan sprede
biologiske våben på en måde, der kan bringe store befolkningsgrupper
i fare.
"Vore efterretningsfunktionærer skønner, at
Saddam Hussein havde det fornødne materiale til at producere så meget
som 500 tons sarin, sennepsgad og VX nerve gift. I sådanne mængder
vil disse kemiske stoffer også kunne dræbe adskillige tusinder. Han
har ikke redegjort for disse materialer. Han har ikke leveret noget bevis for,
at han har ødelagt dem."
Dette tal er langt højere
end de fleste uafhængige skøn. Den tidligere våbeninspektørchef
for UNSCOM erklærede, at der i 1998 er gjort rede for og ødelagt
mindst 95% af Irak´s kemiske våben.. Med embargoen, der forhindrer
import af nye materialer, satelitter, der spotter mulige anlæg for ny produktion
og FN inspektørernes tilbagevenden er det højst tvivlsomt, om Irak
har kunnet udvikle et offensivt kemisk våbenarsenal, især eftersom
bogstaveligt talt alle dets ballistiske missiler, der er i stand til at fremføre
sådanne våben ,også er redegjort for og ødelagt. Endvidere
må man spørge, hvorfor de Forenede Stater i løbet af 1980´erne,
selv da det stod klart, at de blev brugt som våben, sendte Irak tonsvis
af toksiske kemikalier , hvis Saddam Hussein´s besiddelse af kemiske våben
virkelig er et så stort problem for den amerikanske regering,
"Det
Internationale Atom Energi Agency bekræftede i 1990´erne, at Saddam
Hussein havde et avanceret kernevåben udviklings program, havde tegninger
til atomvåben og var i færd med at arbejde på fem forskellige
metoder for berigelse af uranium til en bombe."
Korrekt. Hvad præsidenten
undlod at nævne, er at i 1998 rapporterede det Internationale Atom Energi
Agency også, at Irak´s atomkapacitet var komplet afviklet. Fornylig
rapporterede IAEA direktør Ell-Baradei i sin rapport fra 27 januar til
Sikkerhedsrådet, at der ikke var noget grundlag for at formode, at Irak
havde genoptaget sit atomprogram.
"Vore efterretningskilder fortæller
os, at han har forsøgt at købe high-strength aluminium rør,
der er egnede til produktion af kernevåben."
Som "60
Minutes" og andre uafhængige undersøgelser har afsløret,
har disse aluminiumsrør også kommerciel anvendelse. IAEA har undersøgt
sagen og har rapporteret, at der ikke er noget belæg for at formode, at
de tog sigte på et atomprogram.
"År efter år
har Saddam gået til spidsfindige yderligheder, brugt enorme summer, taget
store chancer for at bygge og bibeholde massedestruktionsvåben. Men hvorfor?
Den eneste mulige forklaring, den eneste mulige brug han kunne have for disse
våben er at dominere, intimidere, eller angribe"
Dette er
næppe "den eneste mulige forklaring". Den mest sandsynlige forklaring
for et land i en svært bevæbnet region indenfor missil-rækkevidde
af to atommagter tilstræber massedestruktionsvåben er som afskrækkelse.
Selv CIA har rapporteret, at der er ringe chance for at Irak ville bruge massedestruktionsvåben
med offensive formål i overskuelig fremtid. I modsætning hertil siger
denne CIA analyse, at der er langt større risiko for at Saddam Hussein
ville bruge hvadsomhelst han måtte besidde af massedestruktionsvåben
i tilfælde af en US invasion, når afskrækkelse tydeligvis er
mislykkedes og han ikke længere har noget at tabe.
"Og denne
kongres og det amerikanske folk må se en anden trussel i øjnene.
Vidnesbyrd fra efterretningskilder, hemmelige kommunikationer og erklæringer
fra folk, der nu er i varetægtsarrest, afslører at Saddam Hussein
hjælper og beskytter terrorister, inklusive medlemmer af al Qaeda. Hemmeligt
og uden fingeraftryk kunne han forsyne terrorister med et af sine skjulte våben,
eller hjælpe dem med at udvikle deres egne."
Rapporter fra
State Department, CIA og andre efterretningsagenturer har ikke fundet noget troværdigt
bevis på nogen forbindelse mellem den islamistiske al Qaeda bevægelse
og den verdslige irakiske regering. Faktisk har de været på kant med
hinanden i mange år. Saddam Hussein´s støtte til terrorisme
toppede i 1980´erne, da USA droppede Irak fra sin liste over stater, der
sponsorerer terrorisme for at gøre regimet kvalificeret til at modtage
amerikansk militær og teknologisk bistand. Endvidere efterlader de fleste
biologiske våben - den eneste MDV trussel som Irak med sandsynlighed kunne
besidde nu - fingeraftryk og kan let spores til Irak.
Før d. 11
september var der mange i verden, der troede at Saddam Hussein kunne inddæmmes.
Men kemiske stoffer, dødelige virus og skyggeagtige terrorist netværk
er ikke lette at inddæmme. Forestil jer disse 19 flykaprere med andre våben
og andre planer - dennegang bevæbnet af Saddam Hussein. Det ville kræve
blot en enkelt blikdåse, en pakkasse sluppet ind i dette land for at frembringe
en rædslens dag, som vi aldrig før har kendt. Vi vil gøre
alt i vor magt for at sikre, at den dag aldrig kommer."
Igen er der
ikke noget bevis for nogen forbindelse mellem Saddam Hussein og Osama bin Laden,
som har kaldt den irakiske diktator " en frafalden, en vantro, og en forrædder
imod Islam" Irak har aldrig truet med eller været impliceret i noget
angreb imod amerikansk territorium, og CIA har ikke rapporteret noget Irak-sponsoreret
angreb imod amerikanske interesser siden 1991. Det er altid let at udtænke
de værste scenarier, men intet land har ret til at invadere et andet på
grundlag af en formodning om, at det andet land en eller anden dag kunne besidde
våben, som de kunne beslutte at videregive til en eller anden, der kunne
bruge disse våben imod dem.
"Den diktator, der samler verdens
mest farlige våben har allerede brugt dem på hele landsbyer - resulterende
i tusinder af hans egne borgeres død, blinding eller forkrøbling.
Irakiske flygtninge fortæller os, hvordan aftvungne tilståelser opnåes
- ved at torturere børn mens deres forældre tvinges til at overvære
det. Internationale menneskerettighedsgrupper har katalogiseret andre metoder,
der bruges i torturkamre i Irak: elektrisk chock, brændemærkning med
jern, drybning af syre på huden, legemsbeskadigelse med elektriske bor,
afskæring af tunger og voldtægt. Hvis dette ikke er ondt, så
har ondskab ingen mening."
De irakiske væbnede styrkers
brug af kemiske våben imod kurdiske landsbyer fandt sted i 1980´erne,
da USA støttede Saddam Hussein´s regering. USA dækkede endog
Halababja massakrene og lignende grusomheder ved fejlagtigt at hævde, at
det var iranerne - den dengang foretrukne fjende - som var ansvarlige. Menneskerettighedsorganisationer
har faktisk rapporteret tortur og andre menneskerettighedskrænkelser fra
det irakiske regimes side og gjorde dette tilbage i 1980´erne, da USA støttede
det. Som resultat kan man kun antage, at denne erklærede bekymring for menneskerettighedskrænkelser
er uoprigtig, især eftersom Bush administrationen til stadighed sender militær
og politihjælp til repressive regimer som Indonesien, Uzbekistan, Columbia,
Ægypten og andre, der er skyldige i tilsvarende menneskerettighedskrænkelser.
Hvis præsident Bush virkelig mener, at dette udgør det onde, hvorfor
støtter han så regeringer, der er engageret i sådanne forbrydelser?
"Vi vil rådføre os. Men tag ikke fejl: Hvis Saddam
Hussein ikke fuldt ud afruster, så vil vi for vort folks sikkerheds skyld
og for verdensfredens skyld lede en koalition for at afvæbne ham".
At invadere Irak uden autorisation fra FN´s Sikkerhedsråd
ville være en direkte krænkelse af fundamentale lovnormer og ville
gøre de Forenede Stater til en international fredløs. En ensidig
U.S. invasion og tilbageslagene fra en sådan aggressionshandling ville være
en langt større trussel for amerikaneres sikkerhed og verdensfreden end
at opretholde den nuværende FN strategi med strenge inspektioner, militære
sanktioner og afskrækkelse.
"I aften har jeg et budskab til
mænd og kvinder, der vil bevare freden, medlemmer af de amerikanske væbnede
styrker: Mange af jer er samlede i eller nær ved Mellemøsten, og
nogle afgørende timer kan ligge forude. I disse timer, vil vores sags succes
afhænge af jer. Jeres træning har forberedt jer. Jeres ære vil
vejlede jer. I tror på Amerika, og Amerika tror på jer."
Der er utvivlsomt i tusindvis af personel i de væbnede styrker, der nu er
ved at samles i den region, der tror på Amerika. Forhåbentlig vil
Amerika tro tilstrækkeligt meget på dem til ikke at slå hånden
af dem, således som de gjorde ved veteranerne fra den tidligere krig imod
Irak, som lider under virkningerne af Golfkrig- syndromet uden at opnå støtte
og opmærksomhed fra den regering, der sendte dem i kanp. Det er også
ironisk at høre så stor en hyldest til de mænd og kvinder,
der er ved at gøre sig klar til kamp fra en mand, der - til trods for sin
støtte til Vietnamkrigen - nægtede at kæmpe i den og i stedet
benyttede sig af familjeforbindelser til at komme ind i nationalgarden, hvor han
var AWOL i meget af sin tjenestetid. Dertil kommer, at det er Orwellsk at hævde,
at en hær der er udstationeret til at bombardere og invadere en suveræn
nation, er der for at "bevare fred." Den bedste måde amerikanske
soldater kan bevare freden på vil være at nægte at adlyde enhver
illegal ordre fra deres øverstkommanderende, der kommanderer dem til at
kæmpe i en illegitim krig.
"Vi søger fred. Vi bestræber
os på fred ... Hvis krig bliver os påtvunget, så vil vi kæmpe
i en retfærdig sag og med retfærdige midler - der skåner, så
godt vi kan, de uskyldige. Og hvis krig påtvinges os, vil vi kæmpe
med de Forenede Staters fulde kraft og magt - og vi vil sejre."
Den
åbenlyse iver, hvormed Bush administrationen går i krig, er i modstrid
med enhver påstand om fredsvilje. Irak har hverken angrebet eller truet
de Forenede Stater, så det kan ikke siges, at krigen er blevet påtvunget
landet. Praktisk talt alle Amerikas allierede modsætter sig denne krigstrussel.
I de Forenede Stater har katolske biskopper og mange protestantiske præster
offentligt erklæret. at en amerikansk invasion ikke ville udgøre
en retfærdig krig, en opfattelse som går igen blandt religiøse
ledere over hele verden. Den amerikanske opregning af sparede uskyldige liv i
dets seneste krige har været temmelig elendig, med op imod 5000 civile i
Jugoslavien og næsten 3000 civile i Afghanistan. De fleste scenarier forudsiger
et langt større tal for civile tab i forbindelse med en amerikansk invasion
af Irak, især hvis amerikanske tropper vil være nødt til at
tage Baghdad - en by på fem millioner - med magt.
"Og som
vi og vore koalitionspartnere gør det i Afghanistan, vil vi bringe medicin
og forråd til det irakiske folk - og frihed".
De Forenede
Stater har kun brugt en karrig mængde af penge til mad, medicin og andre
humanitær hjælp til Afghanistan i forhold til de milliarder af dollars,
der er brugt til at bombardere landet. Til trods for større politisk pluralisme
i Afghanistan under det post-Talibanske regime, nyder størstedelen af landet
ikke frihed, men er underkastet misbrug fra krigsherrer, opiummagnater og etniske
militser, der har vundet magt siden den amerikanske intervention.
"Amerikanere
er et frit folk, som ved, at frihed er alle menneskers ret og alle nationers fremtid.
Den frihed, vi hylder, er ikke Amerika´s gave til verden, det er Guds gave
til menneskeheden."
Hvad vil Gud mene om en regering, der leverer
flere våben, træning og logistisk støtte til flere diktaturer
og andre krænkere af menneskerettigheder end nogen anden? Hvis frihed faktisk
er Guds vilje er Bush administrationens udenrigspolitik intet mindre end blasfemi.
Stephen Zunes er lektor i politik og formand for Peace & Justice
Studies Program ved University of San Fransisco. Han er Middle East redaktør
for Foreign Policy in Focus Project og forfatter af den nyligt udgivne bog Tinderbox;
U.S. Middle East Policy and the roots of Terrorism.
- End -
