USA
 

PROJECT FOR THE NEW AMERICAN CENTURY

The Men Who Stole the Show

Af Tom Barry and Jim Lobe

FOREIGN POLICY IN FOCUS
Special Report
Okotober 2002

Tom Barry er senior policy analytiker ved the Interhemispheric Resource Center og codirector af Foreign Policy In Focus. Jim Lobe er hyppig bidragyder til Foreing Policy in Focus (FPIF) og til Inter Press Service. En udgave af denne rapport vil komme som et kapitel i Power Trip, en ny FPIF bog redigeret af John Feffer, på trapperne fra Seven Stories Press.

The Men Who Stole the Show
Eng. original

Noterne er ikke oversat, men findes her
Endnotes

De mænd, der stjal forestillingen

1. Indledning/
Fokus på Det Ny Amerikanske Århundrede

2. Sammenfatning af det hele

Boks 1: Sikkerhedsstrategi forudsagt

Boks 2: Glossary of the Right-Wing Sectors in U.S. Foreign Policy
(Eng)

Endnotes

Oversat af Hans Pendrup

Indledning

Da han første gang så de uddrag, der blev lækket til The New York Times i foråret 1992 var senator Joseph Biden (Demokraterne-Delaware) bestyrtet og afviste dokumentet som en opskrift på "bogstavelig talt en Pax Americana" (1). Det lækkede materiale, et udkast til en forsvarspolitisk vejledning (Defense Policy Guidance/DPG) om U.S. grand strategy i 1990´erne, var overvældende klar og ambitiøs i sin vision om en ny amerikansk udenrigs- og militærpolitik. Skrevet i kølvandet på Golf krigen af to relativt ukendte politiske ansatte i Pentagon´s politiske afdeling af Bush senior´s administration, argumenterede DPG udkastet for amerikansk dominans i Eurasia ved at modvirke tilstedeværelsen af enhver fjendtlig magt og i kraft af en forebyggende (preemptive) politik imod stater, der mistænkes for at udvikle massedestruktionsvåben. Det foregreb en verden, i hvilken amerikansk militær intervention vil være "et konstant fænomen", og det undlod så meget som at nævne FN.

Selvom det på forlangende af den daværende nationale sikkerheds- rådgiver Brent Scowcroft og udenrigsminister James Baker blev mildnet i sin endelige form, indtog DPG udkastet en central placering i dets to forfatteres hjerter og tanker, Paul Wolfowitz og I Lewis "Scooter" Libby og deres chef, dengang Pentagon chef, Dick Cheney. Et tiår senere var teorien transformeret til praksis i kølvandet på det katastrofale terrorist angreb d. 11. september. På det tidspunkt var Dick Cheney allerede blevet den mest magtfulde vicepræsident i USA´s historie og DPG udkastets to forfattere, viceforsvarsminister Paul Wolfowitz og Cheney´s stabschef og nationale sikkerhedsrådgiver, Lewis Libby, var flyttet til centret for udenrigspolitikkens planlægning i Bush administrationen. De havde, sammen med Pentagon chef Donald Rumsfeld, ledet en koalition af kræfter, der med held havde konstrueret hvad tidligere FN ambassadør Richard Holbrooke fornylig beskrev som et "radikalt brud med 55 års fællespolitisk (bipartisan) tradition" i amerikansk udenrigspolitik. (2)

Dette brud som som et stort chok for de fleste analytikere. Kandidat George W. Bush´s tale om at følge en "beskeden" ("humble) udenrigspolitik og snæverheden i hans valgsejr, lod formode at Bush sandsynligvis ville tage bestik af sin fader´s administration. Selvom den yngre Bush´s betoning af USA´s "nationale interesser" og hans skepsis overfor nation-building og fredsbevarelse gav anledning til at forvente en tilbagholdenhed svarende til Clinton-Gore holdets mere globalistiske og multilaterale aspirationer, forventede de fleste eksperter en sandsynlig tilbagevenden til den forsigtige magtbalance realisme, der karakteriserede hans fader´s embedstid. Denne vurdering forekom endog så meget sikrere efter at Bush havde valgt den pensionerede General Colin Powell som sin udenrigsminister og Condoleeza Rice som national sikkerhedsrådgiver. Begge var protegeer af Brent Scowcroft, der i mange henseender var dekan for den realistiske fløj, der havde sin oprindelse helt tilbage til Gerald Ford, som han også tjente som national sikkerhedsrådgiver. Disse formodninger viste sig at være totalt forkerte.

I forbindelse med udarbejdelsen af det radikale brud i amerikansk udenrigspolitik, satte Wolfowitz, Rumsfeld og Cheney deres lid til en håndfuld tænke-tanke og frontgrupper, der har tæt forbundne ledelser, og som havde fælles oprindelse i 1970´ernes højreorienterede og neokonservative organisationer.Organisationer som Project for a New American Century (PNAC), Center for Security Policy (CSP) og the American Enterprise Institute (AEI) har forsynet administrationen med en lind strøm af politisk rådgivning og også med de mænd - og de er bogstavelig talt alle mænd - der styrer statsskibet i dets radikale nye kurs. Disse mænd er på ingen måde nye rekrutter i den udenrigspolitisk elite. De var involveret i nogle af de mest skæbne- svangre udenrigspolitiske debatter i de sidste tredive år. Deres motto var "fred gennem styrke," og de henviste med stolthed til deres ry som militante anti-kommunister og tilhængere af amerikansk militær magt. Indtil videre havde de haft deres store tid under Reagan´s første valgperiode, hvor de fleste af dem var højt placerede. Men nu, i en verden uden Sovjet Unionen, er deres ambitioner meget større.

Som det fremgår af DPG udkastet indså disse kræfter først deres muligheder i den "unipolære bevægelse", der fulgte efter Golf krigen.(3). Men de blev hindrede af det "conservative crack-up"
efter det sovjetiske sammenbrud, for ikke at tale om den forsigtige realisme, der kendetegnede Bush senior administrationen selv. Som et resultat udgjorde meget af 1990´erne en periode præget af stor frustration for disse mænd, der ikke havde andet end foragt til
overs for Clinton´s fashionable snak om transnationale emner som klimaforandring, HIV/AIDS og andre infektionssygdomme, humanitær intervention, fredsbevarelse, konfliktforhindring, sociale og miljømæssige standards for den globale økonomi og skabelsen af en ny multilateral mekanisme som den internationale kriminalret (ICC). De anså disse transnationale udfordringer og multilaterale svar for intet mindre end nye begrænsninger af Washington´s handlefrihed og afsporinger fra den virkelige opgave med at identificere og konfrontere potentielle militære rivaler for USA´s forrang. For dem var amerikansk udenrigspolitik under Clinton, som de undertiden betegnede som "globaloney" ("globalbras"), faretruende defokuseret.

Samtidig blev disse kræfter opskræmte af de stærke isolationistiske træk hos mange af de republikanere, der fik kontrol med kongressen efter midtvejs valgene i 1994. Mens de bifaldt de nyes (the freshmens) foragt for FN og andre multilaterale organisationer, så ærgrede de sig også over den voksende republikanske opposition imod enhver form for militært engagement i udlandet, især i regioner som Balkan, som de anså for at være vitale for amerikanske nationale interesser. De elskede de nye republikaneres unilateralisme, men beklagede deres manglende engagement.

Fokus på det "Nye Amerikanske Århundrede"

Focusing on the " New American Century"

I 1997 samledes en indflydelsesrig gruppe af neo-konservative, social konservative og repræsentanter for, hvad Eisenhower refererede til som det militært industrielle kompleks, med henblik på at udforme Project for a New American Century (PNAC).(5) De konservative havde undladt "med selvtillid at fremme en strategiske vision for Amerika´s rolle i verden," klagede gruppen i sin principerklæring. Den fortsatte, "Vi har til hensigt at ændre dette. Vi har til hensigt at gøre noget ved sagen og kalde til samling omkring støtte til amerikansk globalt lederskab" Under henvisning til, hvad de kaldte "de grundlæggende elementer af Reagan administrationens success," nemlig "et stærkt militær", der er rede til møde nuværende og fremtidige udfordringer," erklærede de stolt: "En Reagan´sk politik for militær styrke og moralsk klarhed er måske ikke fashionabel i dag. Men den er nødvendig, hvis USA skal kunne bygge på det forgangne århundredes succes og sikre vor sikkerhed og storhed i det næste." (6) Blandt de femogtyve underskrivere var Wolfowitz, Libby, Rumsfeld, Cheney, Elliott Abrams, Zalmay Khalilzad (USA´s særlige udsending i Afghanistan O.A.) og andre højreorienterede notabiliteter, som fem år senere skulle komme til at bruge den 11. september til at virkeliggøre deres mangeårige drømme om et nyt amerikansk imperium. (7)

Uden at være en tænke-tank som the Heritage Foundation eller AEI med kapacitet til at udvikle detaljerede politiske anbefalinger har PNAC fungeret som en frontgruppe, der udsender betimelige erklæringer, ofte i form af åbne breve til præsidenten. PNAC´s indflydelse giver et indtryk af det omfang, i hvilket neokonservative har udstukket hovedlinjerne og kursen for Bush´s udenrigspolitik. (8) Grundlagt af Weekly Standard eksperterne William Kristol og Robert Kagan, er PNAC den seneste inkarnation af en serie af fortrinsvis neokonservative grupper som the Coalition for a Democratic Majority (CDM) og the Committee on the Present Danger (CPD). (9). I 1970´erne spillede disse grupper en central rolle ved at bidrage til at samle diverse højreorienterede støttekredse omkring en fælles udenrigs- og forsvarspolitik, og ved at organisere højt sofistikerede offentlige og mediekampagner som led i opfølgelsen af deres mål. (10) Deres hovedmål på den tid var Jimmy Carter, detente, og våbenkontrol-traktater med Sovjetunionen, men de brugte også deres smag for ideologisk strid, deres politiske viden og propagandekunnen til at gøde jorden for og senere suspervisere den mere radikale politik, som fulgtes af den nyindsatte Reagan administration, inklusive Star Wars, de antikommunistiske korstog i Central Amerika, det sydlige Afrika og Afghanistan, og skabelsen af en "strategisk alliance" med Israel. (11) Stort set sat ud på sidelinjen under den ældre Bush og Clinton brugte disse samme kræfter - i mange tilfælde de samme personer - som tjente under Reagan og nu igen under den yngre Bush, meget af 1990´erne med at forsøge at rekonstituere en ny koalition af den slags, som dominerede Reagan´s første periode.

I et essay i Foreing Affairs fra 1996, "Frem imod en neo-Reagan´sk udenrigspolitik." varslede PNAC direktørerne Robert Kagan og William Kristol, at højrefløjen var i færd med at forberede en ny udenrigs- politisk dagsorden, der ville overtage kontrollen med det "unipolære moment" og udvide det ubegrænset ind i det næste århundrede. Under præsidentkampagnen i 2000 redigerede Kagan og Kristol Present Dangers: Crisis and Opportunities in American Foreign and Defense Policy, en PNAC bog, der indeholdt kapitler skrevet af mange af de ledende neokonservative strateger og akademikere, inklusive Richard Perle, Reuel Marc Gerecht, Peter Rodman, Elliott Abrams, Fredrick Kagan, William Bennett og Paul Wolfowitz. Denne bog med dens opfordring til en politik for "regime change" i Irak, Kina, Nord Korea, og Iran, dens forskrifter for opretholdelse af "Amerikansk forrang", dens anbefalinger af at opbygge globale missil-forsvarssystemer og at distancere Washington fra våbenkontrol-traktater og dens pro-Likud holdning blev fremlagt som et blueprint for en ny republikansk administration.

Det omfang, i hvilket Bush administrationen har tilegnet sig denne dagsorden og integreret dens forfattere i sin udenrigspolitiske brain trust, illustrerer PNAC´s succes - en gruppe, der ikke vakte opmærksomhed under kampagnen og til trods for dens vedvarende indflydelse stadig forbliver i skyggen af den offentlige debat om den amerikanske udenrigspolitiks retning.

Meget i tråd med hvad dens forfædre gjorde for femogtyve år siden, samlede PNAC med held centrale højre-orienterede personligheder - inklusive mænd fra det Kristne Højre som Gary Bauer og andre social- konservative som William Bennett - bag deres imperiale vision om amerikansk overhøjhed. Dette var ikke en ringe præstation, for det Kristne Højre var langt mere interesseret i moralske og kulturelle emner end i udenrigspolitik i 1980´erne og de tidlige 1990´ere. Desuden var meget af denne støttekreds tiltrukket af det højre-orienterede irritationsmoment Patrick Buchanan, der delte dens "traditional values", men som også var en stærk modstander af Golf krigen, og som længe har beklaget den mere imperiale, neokonservative indflydelse i det republikanske parti. To andre grupper, the Center for Security Policy og Empower America spillede en lignende rolle i bestræbelserne på at smede en ny koalition til opbakning af målet om amerikansk militær og kulturel overlegenhed.

Uanset gyldigheden af teorien om amerikansk militær overlegenhed som en legitim eller effektiv forsvarsposition, så indebærer ideologien udmiddelbare begunstigelser for amerikanske våbenproducenter. Forbindelsen mellem militærstrateger og den militære industri er det bærende element i det højre-orienterede Center for Security Policy med dets nære forbindelser til både militære kontrakthavere og Pentagon. (12) Centrets direktør Frank Gaffney, en af de oprindelige medunderskrivere af PNAC erklæringen i 1997, frydede sig over at hans gruppes "fred gennem styrke" principper atter havde fundet en plads i den amerikanske regering. Ligesom i Reagan-årene, hvor mange af centrets nuværende medlemmer dirigerede den amerikanske militærpolitik, indbefatter den nuværende administration et stort antal medlemmer af centrets National Security Advisory Council. Et tidligt medlem af centrets bestyrelse, Dick Cheney, er nu vicepræsident og forsvarsminister Donard Rumsfeld var modtager af centrets Keeper of the Flame pris.

Siden 1970´erne har neokonservative forsket i sammenhængen mellem de globalt-lokale led af "kulturkrigen". Udfra det kristne højres synspunkt var amerikanske kerneværdier under angreb af en liberal kulturelite, der gik ind for verdslig humanisme og etisk relativisme. Men for neokonservative var kulturkrigen et internationalt fænomen, der truede hele den jødisk-kristne kultur. En af de tidligste grupper, der indtog denne holdning, var the Ethics and Public Policy Center, som blev etableret i 1976 "for at afklare og styrke båndet mellem jødisk-kristen moral tradition og den offentlige debat om indenrigske og udenrigspolitiske emner." (13) The Ethics and Public Policy Center, hvor Elliott Abrams var medarbejder i 1990´erne før han tilsluttede sig Bush administrationen, undersøgte det fælles moralske grundlag (og de fælles bekymringer) som jødiske og katolske konservative delte med det Kristne Højre. I lang tid et tema i amerikansk politik var ideen om Amerikas kulturelle overlegenhed og behovet for at forsvare den imod voksende internationalt angreb i de sene 1990ére blevet et magtfuldt tema i den amerikanske politiske debat. Den neokonservative historiker Samuel Huntington bidrog med en teoretisk underbygning af denne paranoide fornemmelse af kulturel overlegenhed med sin indflydelsesrige The Clash of Civilizations and the Remaking of the Worldorder.(14)

Tidligere "drug czar" og undervisningsminister William J. Bennett, en anden af medunderskriverne på PNAC 1997 erklæringen, har haft den største succes med at fremhæve det lokalt-globale led i den kulturkrigen. Sammen med Jack Kemp dannede Bennett i 1999 Empower America, en højreorienteret politisk gruppe, der argumenterer for en inden- og udenrigspolitik baseret på konservative værdier. Siden 11. september har Bennett´s Empower America sammen med tilknyttede grupper propageret Bush administrationens eget budskab om et moralsk og militært korstog imod det onde.(15) Som del af dets kampagne for at fokusere på den moralske karakter af Bush´s udenrigspolitik, dannede Empower America en ny gruppe kaldet Americans for Victory Over Terrorism (AVOT). I en helsides annonce i New York Times advarede formand Bennett: "De trusler, vi er stillet overfor, er både eksterne og interne." Indenfor de Forenede Stater er "der de, der forsøger at bruge denne lejlighed (9/11) til at forkynde deres dagsorden for "blame America first". I sin erklæring udpegede AVOT den amerikanske offentlige mening som den centrale slagmark i krigen imod Amerika´s eksterne og interne trusler. "Vort mål," erklærede AVOT "er at konfrontere de nuværende trusler for at udslette fremtidig terrorisme og nedkæmpe ideologier, der støtter den." Ligeledes i spidsen, når det gælder om at fokusere opmærksomheden om interne trusler, figurerer Lynne Cheney, vicepræsidentens hustru og medarbejder ved the American Enterprise Institute, som spillede en ledende rolle i grundlæggelsen af the American Council of Trustees and Alumni (ACTA), der udpegede professorer, der ikke skønnedes tilstrækkeligt patriotiske.

Under formynderskab af neo-konservative som Elliott Abrams og under William Bennetts vejledning er social konservative, især de, der er forbundet med det Kristne Højre blevet nye internationalister. (17) Ved at kaste blikket hinsides kulturkrigene på hjemmefronten fandt de nye grunde til en højreorienteret internationalisme i udlandet. På grundlag af bibelske tekster om an apokalyptisk styrkeprøve i Mellemøsten, har det Kristne Højre fuldt ud støttet den neokonser- vative dagsorden for Amerikansk-Israelske relationer.(18) I deres litteratur og på internettet lægger socialt konservative grupper som Empower America og the Foundation for the Defense og Democracy særlig vægt på retfærdigheden i den israelske premierminister Ariel Sharons Likud Partis kampagne imod palestinenserne.(19) Andre opildnende emner for social konservative er forfølgelsen af kristne i udlandet, især i islamiske lande og Kina, sex-andel og truslen fra det kommunistiske Kinas "gule fare".

Sammenfatning af det hele

Bringing it all together (eng)

Ligesom under Reagan administrationen har de højre-orienterede tænke-tanke spillet en nøglerolle i forbindelse med udformningen af rammerne for den nye politik. Særlig vigtig har det neokonservative American Enterprise Institute være, hvis mest fremtrædende medlem af Bush administrationen er Richard Perle, formanden for Rumsfeld´s Defense Planning Board. (20) Perle, en støtte af PNAC, bidrog med at etablere The Center for Security Policy og det stadigt mere indflydelsesrige Jewish Institute for National Security (JINSA).(21). I løbet af årene har AEI været i spidsen hvad angår opfordring til forebyggende militære angreb imod slyngelstater og har afvist alle bestræbelser fra Washington og dets europæiske allierede på at "engage" North Korea, Iran eller Irak som "appeasement". Bush administrationen har overtaget praktisk taget alle de politiske holdninger, som AEI har fremmet vedr. Mellemøsten. Hvad der gennemsyrer AEI´s politiske analyser - og nu Bush administrationen - er en grundlæggende tro på de Forenede Staters iboende godhed og indløsende mission, kritik af "liberales" og "den europæiske elites" moralske krysteragtighed og pligten til at støtte Israel imod muslimers "uforsonlige had" og en overbevisning om den militære magts forrang i en dybest set Hobbes´k verden.

Selvom det endnu ikke er en del af den officielle retorik, deles AEI´s tro på, at en konflikt med Kina er uundgåelig, også af høgene i administrationen.

På de redaktionelle sider af the Weekly Standard (publiceret af PNAC grundlæggeren William Kristol), kom The Wall Street Journal, National Review, Commentary Magazin og Washington Times såvel som i de nationalt koordinerede spalter af William Safire, Michael Kelly og Charles Krauthammer også udenrigsministeriet (især dets nærøstlige kontor) under uophørlige angreb. (22) Men selv indenfor udenrigsministeriet har de nye udenrigspolitiske radikale slået lejr. Imod Powell´s indvendinger udpegede Bush John Bolton, en ultra-unilateralistisk ideolog og tidligere vicepræsident for the American Enterprise Institute som ministersekretær for våbenkontrol og international sikkerhed.

For størstedelen har det politiske højre ledet af de neokonservative fokuseret på Amerikas behov for at manifestere sin militære og diplomatiske magt - et fokus er understreges af krigen imod terrorisme.

I udtalt kontrast til Clinton årene er de neokonservative strateger gået ind i den offentlige debat om globalisering. I stedet for at irriteres over sociale og miljømæssige standards i den globale økonomi, er det økonomiske fokus rettet imod sikring af amerikanske nationale interesser, især energi-esourcer og dermed sikring af fortsat amerikansk økonomisk overlegenhed. En vedvarende svækkelse af den amerikanske økonomi og en stigende bekymring for amerikansk militær over-reach bidrager til nogen splittelse af højre. (23)

Denne lille gruppe af højre-orienterede strateger, ideologer og medarbejdere i højre-orienterede tænke-tanke, støttegrupper og nyheds medierne har fået greb om den amerikanske udenrigs og militærpolitik. Til diskussion er ikke så meget at dette skift i udenrigspolitik er blevet iværksat af en snæver elite - eftersom udenrigspolitik traditionelt har været konservative og liberale eliters domæne - men snarere implikationerne af denne skarpe vending til højre. Det er klart, at en ny udenrigspolitisk vision har været nødvendig for at være i overensstemmelse med de nye globale realiteter. Men er dette opvisning af amerikansk overlegenhed den hoved strategi, der bedst tjener amerikanske nationale interesser og sikkerhed? I sidste instans vil de amerikanske vælgere være nødt til at tage stilling til, om de ønsker, at denne opvisning af overlegenhed og magt skal fortsætte. Som amerikanere vil vi have behov for at afgøre, om vi nu føler os mere sikre, om vore økonomiske og moralske interesser er bedre repræsenteret nu, og om en udenrigspolitik baseret på forøgelse af USA´s overlegenhed gør os stolte af at være amerikanere.

Boks 1: Sikkerhedsstrategi forudsagt

Boks 2: Glossary of the Right-Wing Sectors in U.S. Foreign Policy (Eng)

Endnotes (Eng)

Læs også

Giv agt! Se til højre, fremad march!
Af Tom Barry & Jim Lobe

Barry Lobe: Blueprint for Bush-doktrin

 

- End -