Colin Powell er fejlfri - inden i en medieboble

Af Norman Solomon
Fair´s Media Beat 6. februar 2003

Det er ganske vist. Colin Powell er en stor performer, som han endnu engang
demonstrerede i FN´s Sikkerhedsråd forleden dag. På tv udstråler han selvtillid og
autoritativ dømmekraft. Men Powell skylder meget af sin opreklamerede troværdighed den omstændighed, at han fungerer indeni en medieboble, der beskytter ham imod direkte udfordringer.

Powell tager ikke stilling til grundlæggende spørgsmål som følgende:

De citerer Irak´s krænkelser af FN´s Sikkerhedsråds resolutioner for at retfærdiggøre
amerikansk udløsning af en omfattende krig. Men De er fuldt ud vidende om, at amerikanske allierede som Tyrkiet, Israel og Marokko fortsætter med at krænke i dusinvis af Sikkerhedsrådsresolutioner. Hvorfor skulle andre nationer ikke kunne påberåbe sig samme ret til at "gennemtvinge" Sikkerhedsrådsresolutioner militært overfor lande, som de ville foretrække at bombardere?

De fastholder, at Irak er en alvorlig trussel imod andre nationer i Mellemøsten. Men
bortset fra Israel er der intet land i regionen, der har hævdet noget sådant eller udtrykt nogen begejstring for en krig imod Irak. Hvis Irak er en alvorlig trussel imod regionen, hvorfor føler regionen sig så ikke truet?

De siger, at det irakiske regime er henfaldent til aggression. Alligevel har Irak ikke an-
grebet noget land i mere end 12 år. Og kun otte dage før Irak´s invasion af Kuwait d. 2. august 1990 gav USA´s udsending til Bagdhad, hvad der kunne opfattes som grønt lys for invasionen, da hun mødtes med Saddam Hussein.
En irakisk udskrift af mødet citerer ambassadør April Glaspie:
"Vi har ingen mening om jeres arabisk-arabiske konflikter, som jeres strid med Kuwait. Udenrigsminister (James) Baker har givet mig i opdrag at indskærpe sin instruktion .. at Kuwait ikke er forbundet med Amerika."
Mr. Powell, hvorfor nævner De aldrig den slags informationer?

Washington hældede til gunst for Irak under dets krig med Iran i 1980´erne. Ligesom
andre amerikanske embedsmænd fremhæver De, at Saddam Hussein "gassede sit eget
folk" og brugte kemiske våben imod Iran, men De omtaler ikke de efterretningsdata
og andre former for assistance, som de Forenede Stater bidrog med for at hjælpe Irak
med at gøre disse ting. Hvis historien om Baghdads onde gerninger er relevant, hvorfor er kendsgerningerne om amerikansk meddelagtighed så ikke også relevante?

Når De advarer FN´s Sikkerhedsråd om, at det "bringer sig selv i fare for irrelevans", hvis det undlader at godkende en amerikansk ledet krig imod Irak, proklamerer De så ikke i virkeligheden dermed, at FN kun er "relevant" i den udstrækning det gør, hvad den amerikanske regering ønsker?

Hvis Colin Powell tog stilling til sådanne spørgsmål på regulær basis, så ville hans medieglorie begynde at falme. I stedet bevæger han sig flydende inden i en medieboble fra møder på højt plan til taler på mediekonferencer, hvor barske spørgsmål er sjældne.
Og når Powell optræder som gæst på amerikanske TV udsendelser, behøver han ikke at
bekymre sig om at skulle møde interviewere, der udfordrer hans grundlæggende meninger.

Stiltiende udradering af ubehagelig historie - inklusive hans egen - er indbygget i det
varme forhold mellem Powell og de amerikanske nyhedsmedier. Der er en masse at udradere. F.eks. overvågede han i jan. 1986, da han fungerede som top-medarbejder for Pentagons chef Caspar Weinberger, overførslen af 4.508 TOW missiler til CIA, og
forsøgte derefter at skjule transaktionen for kongressen og offentligheden. Intet under: Næsten halvdelen af disse missiler var blevet en del af Iran-Contra skandalens
våben-for-gidsler handel.

Som Præsident Reagan´s nationale sikkerhedsrådgiver arbejdede Powell ihærdigt
på vegne af contra-guerillaerne, som dræbte civile i Nicaragua. I december 1989 var
Powell - der dengang var chef for den samlede stabsledelse - en central figur bag inva-
sionen af Panama.

Golfkrigen katapulterede Powell op i toppen af amerikansk politiske stjernestatus
tidligt i 1991. Da han blev spurgt om de irakiske tab i denne krig, sagde Powell, at den slags tal ikke interesserede ham.

I FN præsenterede Powell sig den 5. febr. typisk sig selv som en uforsonlig fjende af
terrorisme - ligesom han gjorde 11. sept 2001, da han fordømte "folk, der føler at de med ødelæggelsen af bygninger, med mord på folk på en eller anden måde kan opnå et
politisk formål."
I den udstrækning, medieboblen omkring dem holder tæt, kan Powell og hans kolleger sandsynligvis indkassere nationalt bifald.

En dybtgående analyse af Colin Powells rolle i forbindelse med mediernes dagsorden
for en krig imod Irak i 2003, se www.accuracy.org/unilateral.pdf - et uddrag af "Target Iraq: What the News Media Didn´t Tell You," en ny bog af Norman Solomon og Reese Erlich på Context Books

- End -