USA
 

Om Guder og dødelige og imperium

Af William Rivers Pitt

Introduktion til Project for the New American Century (PNAC)

"At plyndre, at slagte, at stjæle, de ting kalder de fejlagtigt imperium; og hvor de efterlader ødemark, kalder de det fred."
(Tacitus, oldtidens romerrige)

Hvis de protesterende (den 15. februar) havde været helt på det rene med, hvem de var konfrontereret med, ville mange af dem være flygtet i rædsel for at gemme sig i deres hjem. Man fodrer ikke ubekymret en bjørn med så frygtelige klør.
Lyder alt dette som en eller anden paranoid fantasi? Hvis det er tilfældet, så tillad mig at introducere The Project for the New American Century.

Det lød som to kæmpestore isbjerge, der kolliderede i Nordatlanten, men man skulle have den rette slags ører for at høre det. To enormt magtfulde kræfter brasede ind i hinanden i weekenden den 15 februar, og den efterfølgende torden har fået verden til at skælve.

På den ene side var befolkningen, som gik på gaderne over hele verden i ti millionvis for at modstå George W. Bush anslag af pre-emptive krig mod Irak. Deltager- antallet og stederne, det foregik var forbløffende.

Mere end 100.000 mennsker gik på gaderne i Sydney, Australien, en nation, der har været solidt anbragt i Bush´s hjørne af denne sag. I Spanien, et andet medlem af Bush´s "Coalition of the Willing," overtog adskillige millioner demonstranter Madrid, Barcelona og 55 andre byer. Italien, også en Bush allieret, oplevede over en million borgere gå på gaden i Rom. Storbritannien, Bush´s "go/no go" allierede oplevede over en million mennesker, der protesterede i London. Politiet sagde, at det var den største demonstration i denne nations lange historie.

Nederlandene oplevede et hundredetusinde demonstranter, og det samme var tilfældet i Belgien og Irland. Der var demonstrerende i titusindvis i Sverige, Schweitz, Skotland, Danmark, Østrig, Kanada, Sydafrika, Mexico, Grækenland, Rusland og Japan. 500.000 demonstrede i Tyskland med deltagelse af tre medlemmer af Gerhard Schröders regering, som trodsede deres kansler ved at være til stede. Det var den største demonstration nogensinde i efterkrigens Tyskland. Yderligere 500,000 mennesker marcherede i Paris og 60 andre franske byer.

Amerikas Forenede Stater oplevede protester fra kyst til kyst i over 100 byer over hele landet. New York City blev lammet af over en million marcherende. San Francisco blev overtaget af godt over 200.000 demonstranter og Los Angeles oplevede over 100.000 mennesker gå på gaden. I tusindvis sluttede sig til dem i Chicago, Philadelphia og Seattle.

Dette var en samling af almindelige borgere, som kom sammen i verdens gader i en organiseret begivenhed, som ikke har noget fortilfælde i hele menneskehedens historie. De blev bragt sammen af en global mund-til-mund aktivisme, der helt havde sin rod i internettet. Hvis det ikke var for denne planetare forbindelse, kunne en sådan koordination ikke have fundet sted. Engang var internettet et rige domineret af drømme om profit og markedsføring. Disse drømme er syrnet og efterlader sig et fantastisk netværk, der nu udnyttes af meget almindelige mennesker, der med et klik på en knap fra alle punkter på kompasset kan fremkalde en syndflod af menneskelighed som modvægt imod uretfærdighed og ruinerende krig.

Weekenden den 15 februar oplevede denne styrke ramle hovedkuls ind i de mænds vilje, som færdes i skyggen, hvis hænder smeder lyn og stål, pest og sult. I deres rækker befinder sig præsidenter, premierministre, koncernmagnater, urørlige miliardærer og rådgivere, der hvisker til dem om imperium og dominans. De er få i antal, men liv og død flyder fra deres fingerspidser. Disse mænd kontrollerer store nationers hære og flåder, atomare og kemiske mareridt hinsides enhver beskrivelse, uovervindelige teknologiske våben og skjolde, de finansielle bånd som holder pakken sammen, vandet, luften, oljen, loven og en global medie-maskine, hvormed de kan tilsløre deres planer med indsmigrende løgne.

Ingen almindelig borger er i stand til at gøre, hvad disse mænd på et øjeblik kan gøre ved at krumme lillefingeren. Med et ord kan de udslette byer, berøve en hel befolkning vand og lys, udløse sygdom og sult, tilintetgøre økonomier i dusinvis af lande og for altid fængsle enhver, der vover at afvige. Disse mænd bløder, de bliver syge, de dør, men i deres levetid kan de banke huller i himlen, der er store nok til at få Zeus til at jamre af misundelse. Som de millioner, der marcherede, er koncentrationen af så frygtelige kræfter i hænderne på så få også uden fortilfælde i hele menneskehedens historie.

Der eksisterede blandt de millioner, der stormede kloden sidste weekend, en vrangforestilling, der tilslørede den virkelige årsag til deres tilstede- værelse i gaderne. Mange mennesker tror, at denne truende krig med Irak handler om gammelt nag og olje. Der er logik i dette; Irak har de næststørste påviste lagre af kostbar råolje i verden, og der findes en bestemt historie om ondt blod mellem huset Bush og huset Hussein. Sagens kerne er langt mere omfattende og dybere, og den fordunkler al tale om terrorisme, masseødelæggelsesvåben og selv olje. De mænd, der forfølger deres mål ved hjælp af denne krig har mange ønsker på dagsordenen og nok engang: de vil være nødt til at nå disse mål med et hvilkensomhelst middel.

Hvis de protesterende havde været helt på det rene med, hvem de var konfrontereret med, ville mange af dem være flygtet i rædsel for at gemme sig i deres hjem. Man fodrer ikke ubekymret en bjørn med så frygtelige klør.

Lyder alt dette som en eller anden paranoid fantasi? Hvis det er tilfældet, så tillad mig at introducere The Project for the New American Century.

The Project for the New American Century, eller PNAC, er en Washington baseret tænke-tank, der blev oprettet i 1997. Fremfor alt ønsker og kræver PNAC en ting: Etableringen af et globalt amerikansk imperium som bøjer alle landes vilje. De oprøres over den omstændighed, at de Forenede Stater som den sidste tilbageværende supermagt ikke gør mere i form af økonomisk og militær magt for at bringe resten af verden ind under en ny socio-økonomisk Pax Americana´s paraply.

Essensen af PNAC´s ideologi findes i en hvidbog der blev produceret i september 2000 med titlen "Rebuilding America's Defenses: Strategy, Forces and Resources for a New Century." Her skitserer PNAC hvad der kræves af Amerika for at skabe det globale imperium de forestiller sig. Iflg. PNAC skal Amerika:

*Genanbringe permanent baserede styrker i Sydeuropa, Sydøst Asien og Mellemøsten;

*Modernisere amerikanske styrker og jævnsides øge vores kampflystyrke, undervandsbåds- og flådestyrker;

*Udvikle og deployere et globalt missil forsvarssystem og udvikle et strategisk herredømme over rummet;

*Kontrollere cyberspaces "internationale fælled";

*Øge forsvarsudgifterne til minimum 3.8 procent af BNP, en stigning på 3 procent fra de nuværende udgifter.

Mest uheldssvangert beskrev dette PNAC dokument fire centrale opgaver ("Core Missions") for det amerikan- ske militær. De to centrale krav for de amerikanske styrker er at "bekæmpe og afgørende vinde flere, samtidige større krigsskuepladser (theater wars)", og at "udøve de ´politimæssige´ forpligtelser, der er forbundet med at udforme sikkerhedsmiljøet i kritiske regioner." Bemærk, at PNAC ikke ønsker at være forberedt på at udkæmpe flere samtidige større krige. Det er den gamle skole. For at bringe denne plan til udførelse, må militæret kæmpe disse krige på den ene eller den anden måde for at etablere en amerikansk dominans, der er synlig for alle.

Hvorfor er dette vigtigt? Trods alt er ejendommelige tænke tanke et udbredt fænomen i Washington, DC. Det flyder med dem. På hvilken måde hæver PNAC sig over de andre grupper, der ville bestemme amerikansk udenrigspolitik, hvis de kunne?

Der er to begivenheder, der har bragt PNAC ind i den amerikanske regerings hovedstrøm: det kontroversielle valg af George W. Bush og angrebene d. 11 september. Da Bush overtog præsidentembedet, viste de mænd, der skabte og opdyrkede PNAC´s imperialistiske drømme, sig at være de samme mænd, der bestyrer Pentagon, Forsvarsministeriet og det Hvide Hus i dag. Da tårnene faldt, indså disse mænd, at chancen for at gøre deres hvidbog til konkret politik nu langt om længe havde meldt sig .Vicepræsident Dick Cheney er sammen med forsvarsminister Donald Rumsfeld og Defense Policy Board formand Richard Perle medstifter af PNAC. Viceforsvarsminister Paul Wolfowitz er den ideologiske fader for gruppen. Bruce Jackson, en PNAC direktør, fungerede som Pentagon embedsmand for Reagan før han forlod regeringstjenesten for at indtage en ledende stilling i våbenkoncernen Lockheed Martin.

PNAC er bemandet med mænd, som tidligere tjente i grupper som Friends of the Democratic Center in Central America, der støttede Amerika´s blodigt fordækte spil i Nicaragua og El Salvador, og med grupper som The Committee for the Present Danger, som i årevis var fortaler for at en atomkrig med Sovjetunionen var "winnable".

PNAC har fornylig affødt en ny gruppe, The Committee for the Liberation of Iraq, der mødtes med den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice for at formulere en plan for "uddannelse" af den amerikanske befolkning i behovet for en krig i Irak. CLI har kanaliseret millioner af skatteyderdollars til støtte for the Iraqi National Congress og dens formodentlige irakiske arving, Ahmed Chalabi. Chalabi blev dømt in absentia af en jordansk ret i 1992 til 22 års fængsel for banksvindel efter sammenbruddet af Petra Bank, som han grundlagde i 1977. Chalabi har ikke sat sin fod i irak siden 1956, men hans Enron-lignende forretningskvalifikationer gjorde ham tilsyneladende til et godt bud for Bush administrationens planer.

PNAC´s "Rebuilding America's Defenses" rapport er institutionaliseringen af planer og ideologier, der har været formuleret i årtier af de mænd, der nu styrer den amerikanske regering. PNAC Statement of Principles er underskrevet af Cheney, Wolfowitz og Rumsfeld samt Eliot Abrams, Jeb Bush, Bush´s særlige udsending til Afghanistan Zalmay Khalilzad og mange andre. William Kristol, der er fremtrædende konservativ forfatter for Weekly Standard er også medstifter af gruppen. The Weekly Standard ejes af Ruppert Murdoch, som også ejer den internationale mediegigant Fox News.

Disse nyligt magtudstyrede PNAC mænds ønske om at udvide amerikansk overherredømme med våbenmagt over hele jorden har været på dagsordenen siden Bush administrationens første dag, og er en ikke ringe del af baggrunden for Florida valgkampen i 2000. Bemærk, at mens mange har sagt at Gore og Bush er ideologisk identiske, så har Gore ingen forbindelse overhovedet til kumpanerne i PNAC. George W. Bush var nødt til at vinde det valg med alle til rådighed stående midler, og PNAC medunderskriver Jeb Bush var i den perfekte situation til at sikre sine med-imperialisters opstigning til magten. Ønsket om en sådan handling er imidlertid på ingen måde ensbetydende med en fungerende politik. Amerikanere nyder deres bekvem- meligheder, men køber ikke ideen om at være en eller anden slags Neo-Rom.

Den 11 september så kumpanerne fra PNAC en mulighedernes dør på vid gab foran dem og de stormede lige igennem den.

Bush bekendtgjorde d. 20 september 2002 the "National Security Strategy of the United States of America." Det er et ideologiske modstykke til PNAC´s "Rebuilding America's Defenses" rapport, der blev udgivet et år tidligere. På mange steder bruger den nøjagtig det samme sprog til beskrivelse af Amerika´s nye stilling i verden. Husk, at PNAC krævede en stigning i forsvarsudgifterne til mindst 3.8% af BNP. Bush´s foreslåede budget for næste år beder om $379 mia. i forsvarsudgifter, hvilket er næsten nøjagtig 3.8% af BNP.

I august 2002 hørte Defense Policy Board formand og PNAC medlem Richard Perle en politisk briefing fra en tænke-tank med forbindelse til the Rand Corporation. Ifølge the Washington Post og the Nation, beskrev det afsluttende afsnit af denne præsentation "Irak som det taktiske drejepunkt, Saudi Arabien som det strategiske drejepunkt og Ægypten som prisen" i den krig, der angiveligt skulle befri verden for Saddam Hussein´s våben. Bush har indsat massive styrker i den mellemøstlige region, og har samtidig engageret amerikanske styrker i Filipinerne og spillet atom "chicken" med Nord Korea. Et eller andet sted i alt dette lurer i det mindste en af de "større krigs- skuepladser" ("war theaters"), der ytres ønske om i PNAC rapporten fra september 2002.

Irak er kun begyndelsen, et påskud til en yderligere konflikt. Donald Kagan, et centralt medlem af PNAC, forestiller sig Amerika etablere permanente militære baser i Irak efter krigen. Dette er angiveligt militære forholdsregler til forsvar af freden i Mellemøsten, og til at sikre at oljen flyder. Nationer i denne region vil imidlertid registrere dette for, hvad det er: et springbrædt for ameri- kanske styrker til at invadere et hvilkensomhelst land i den region, som de finder for godt. Den amerikanske befolkning, der bekymret afventer en slags udgangsplan efter at Amerika har nedkæmpet Irak, vil for sent erkende, at ingen sådan udgang er planlagt.

Hele rejseselskabet er igang her. Forsvars- kontraktorerne, som søber amerikanske skatteindtægter i sig, vil blive pænt betalt for at bevæbne dette nye amerikanske imperium.De korporationer, der ejer nyhedsmedierne, vil sælge denne endeløse krig profitabelt, efterhånden som seertallet går gennem stratosfæren, når der er kampscener på programmet. De repræsentanter for administrationen, som tror, at forsvaret af Israel forudsætter ødelæggelsen af enhver mulig aggressor i regionen, vil få deres drømme opfyldt. PNAC mændene, som ønsker en global Pax Americana på sigtekornet, vil opleve deres planer realiseret. Gennem det hele vil kapitalen fra WTO og IMF være i stand til at diktere finansielle betingel- ser til hele planeten. Dette sidste aspekt af planen er afgørende, og den er bedst beskrevet i den nylig reviderede version af Greg Palast´s mesterværk, "The Best Democracy Money Can Buy."

Der vil være negative bivirkninger. Den belejrings- mentalitet, som gennemsnitlige amerikanere lider under, mens de begraver sig bag metervis af plasicpressinger og afdækningstape vil tiltage i omfang efterhånden som vore aggressioner udløser nye terroristangreb imod hjemlandet. Disse angreb vil kræve implementeringen af den nyligt fremlagte Patriot Act II, en udvidelse af den tidligere lov, som har betydeligt skarpere tænder. Solen vil gå ned over forfatningen og Bill of Rights.

Den amerikanske økonomi vil blive raseret af behovet for øget forsvarsudgifter og af de førnævnte "politimæssige" forpligtelser i Irak, Afghanistan og andetsteds. Tidligere allierede vil vende sig imod os. Tyskland, Frankrig og de andre nationer, der modsætter sig denne Irak krig, er helt på det rene med denne spille-plan. De handler ikke af fejghed eller fordi, de elsker Saddam Hussein, men fordi de er til sinds at modstå dette opstigende amerikanske imperium, hvis de ikke skal se frem til økonomisk og militær trældom i hænderne på George W. Bush. Richard Perle har allerede fastslået, at Frankrig ikke længere er en amerikansk allieret. Mens ørnen spreder sine vinger vil vor retorik og deres modstand blive stadigt mere ophidset og farlig.

Mange mennesker vil naturligvis dø. De vil dø af krig og af nød, af sult og sygdom. Hjemme vil det sociale netværk blive forrevet i en udstrækning, der får de Reaganske mareridt af crack addiction, hjemløshed og AIDs til at se tamt ud i sammenligning.

Det er den pris, der skal betales for imperiet, og de mænd fra PNAD, der nu kontrollere Amerikas skæbne og fremtid, er mere end villige til at betale den. For dem opvejer fordelene langt ulemperne.

Planen forløb gnidningsløst indtil de to ovennævnte isbjerge kolliderede. Millioner og atter millioner af almindelige mennesker gør det meget vanskeligt for Bush´s internationale allierede at holde sig til køreplanen. PNAC har muligvis planer for kontrol med internettets "internationale fælleder" men i øjeblikket er det skuepladsen for en bevægelse, der ønsker at imperiet tage bagsædet til fordel for velovervejet fred, menneskerettigeheder, ligelig beskyttelse under loven og forrang for en retsorden, der, hvis den bliver ordentligt indført, for altid gøre en ende på den vrede og det had, der fremfor alt skaber grobund for terrorisme.

Tommaso Palladini fra Milano sagde det måske bedst, da han sammen med sine landsmænd marcherede ind i Rom. "Man bekæmper terrorisme," sagde han, "ved at skabe mere retfærdighed i verden."

Befolkningen mod de magtfulde er den ældste fortælling i menneskehedens historie. På intet punkt i historien har de magtfulde haft så megen kontrol. På intet tidspunkt i historien har befolkningens aktive og informerede deltagelse, bogstavelig talt alles, været mere absolut krævet. Tidevandsbølgen kan stoppes, og de mænd, som ønsker imperium ved sværdet kan bremses. Det er allerede begyndt, men det må ikke ophøre. Det drejer sig om beslutsomme mænd, og de har ikke i sinde at fejle.

William Rivers Pitt er en New York Times bedstsælger-forfatter af to bøger - "War On Iraq" (med Scott Ritter) Han underviser på gymnaiseniveau i Boston, MA. Scott Lowery bidrog med research til denne rapport.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -