USA
 

Den stærke skal herske over den svage:

En filosofi for et imperium

Af Jim Lobe

Foreign Policy in Focus
12 maj 2003

Bliver amerikansk udenrigspolitik ledet af tilhængere af en obskur tysk-jødisk politisk filosof, hvis synspunkter var elitære, amoralske og fjendtligt stillede over for en demokratisk regering?

(Denne artikel bør læses i sammenhæng med
Blueprintet for Bush-doktrinen: PNACs "Present Dangers"
Af
Tom Barry)

Pludselig er det politiske Washington fokuseret på Leo Strauss, som kom til de Forenede Stater i 1938 og underviste ved flere større universiteter indtil sin død i 1973.

Leo Strauss 1899-1973 -
De amerikanske høges filosof

Takket være "Week in Review"-sektionen af New York Times 4. maj og en anden dybdeborende artikel i en nylig udgave af New Yorker Magazine er de velinformerede pludseligt blevet gjort opmærksomme på, at nøglefigurerne blandt de neokonservative strateger bag Bush-administrationens aggressive udenrigs- og militærpolitik anser sig selv for at være tilhængere af Strauss til trods for, at filosoffen - der var ekspert i Platon og Aristoteles - sjældent inddrog aktuelle begivenheder i sine arbejder.

Den mest prominente er viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, almindelig kendt som "Wolfowitz of Arabia" for hans optagethed af at styrte Iraks Saddam Hussein som det første skridt i en forvandling af hele det arabiske Mellemøsten. Wolfowitz anses også for at være hovedarkitekten bag Washingtons globale strategi efter 11. sept. med dens kontroversielle forebyggelsespolitik.

To andre meget indflydelsesrige straussianere er Weekly Standards chefredaktør William Kristol og Gary Schmitt, grundlægger, formand og direktør for Project for the New American Century (PNAC), en seks år gammel neokonservativ gruppe, hvis ældre medlemmer omfatter vicepræsident Dick Cheney og Pentagon-chefen Donald Rumsfeld tillige med et antal andre højtstående udenrigspolitiske embedsmænd. PNAC´s tidlige forskrifter og efterfølgende breve til præsident George W. Bush om, hvordan krigen mod terrorisme skal udkæmpes, har i uhyggelig grad foregrebet præcis, hvad administrationen har gjort.

Kristols far, neokonservatismens godfather, der sidder i bestyrelsen for American Enterprise Institute (AEI), hvor et antal prominente høge, inklusive tidligere formand for den forsvarspolitiske kommission, Richard Perle, er placeret, har også anerkendt Strauss som en af sin tænknings væsentlige påvirkningskilder.

Samtidig med, at Times-artiklen introducerede læserne til Strauss og hans disciple i Washington, blev interessen yderligere stimuleret i denne uge af en længere artikel af The New Yorkers legendariske dybdeborende reporter Seymour Hersh, som bemærkede, at Abram Shulsky, en nær Perle-medarbejder, der har drevet en speciel efterretningsafdeling i Rumsfelds kontor, også er straussianer.

Hans afdeling genfortolkede ifølge Hersh vidnesbyrd i forbindelse med angivelige forbindelser til Osama bin Ladens al Qaeda-terroristnetværk og besiddelse af masseødelæggelsesvåben til støtte for de folk i administrationen, der var besluttet på at gå i krig med Bagdad. Artiklen identificerede også Stephen Cambone, en af Rumsfelds nærmeste medarbejdere, der bestrider den nye stilling som viceforsvarsminister for efterretning, som en Strauss-tilhænger.

I sin artikel skrev Hersh, at Strauss opfattede verden som et sted, hvor "isolerede liberale demokratier lever i konstant fare fra fjendtlige elementer i udlandet", og hvor politiske rådgivere kan være nødsaget til at bedrage deres eget publikum og endog deres ledere for at beskytte deres lande.

Shadia Drury, forfatter af "Leo Strauss and the American Right" siger, at Hersh har ret i det sidstnævnte, men tager fejl i det førstnævnte.

"Strauss var hverken en liberal eller demokrat," sagde hun i et telefoninterview fra sit kontor på Calgarys universitet i Canada. "Permanent bedrag af borgerne fra dem, der sidder ved magten, er afgørende (efter Strauss´ opfattelse), fordi borgerne nødvendigvis må ledes, og fordi de har behov for stærke ledere til at fortælle dem, hvad der er godt for dem."

"Weimar-republikken (i Tyskland) var en model for et liberalt demokrati, som han nærede den største foragt for," tilføjede Drury. Liberalisme i Weimar førte efter Strauss´ opfattelse i sidste instans til det nazistiske holocaust imod jøderne. Ligesom Platon lærte Strauss ifølge Drury, at der inden for et samfund er "nogle, der er egnede til at lede, og andre til at blive ledet." Men til forskel fra Platon, der mente, at ledere måtte være folk med en så høj moralsk standard, at de kunne modstå magtens fristelser, så var Strauss af den opfattelse, at "de, der er egnede til at herske, er dem, som gør sig klart, at der ikke er nogen moral, og at der kun er en naturlig ret, den højeres ret til at herske over den lavere."

For Strauss var "religion det bindemiddel, der holder samfundet sammen", sagde Drury, som tilføjede, at Irving Kristol blandt andre neokonservative har gjort sig til talsmand for, at adskillelsen mellem kirke og stat var den største fejltagelse, som grundlæggerne af den amerikanske republik gjorde sig skyldig i.

"Et verdsligt samfund er efter deres opfattelse den værst mulige ting," fordi det fører til individualisme og relativisme, dvs. præcis de træk, der kunne opmuntre dissens, hvilket igen på farlig vis vil kunne svække samfundets evne til at tage kampen op imod ydre trusler. "Der er behov for en menneskemasse, der kan manipuleres som voks," ifølge Drury.

Strauss var også stærkt påvirket af Thomas Hobbes. Ligesom Hobbes mente han, at den menneskelige naturs fundamentale aggressivitet kun vil kunne styres via en magtfuld stat baseret på nationalisme. "Fordi menneskeheden er fundamentalt syndig, må den styres," skrev han engang. "En sådan styring kan imidlertid kun etableres, hvis mennesker er forenede - og de kan kun forenes imod andre mennesker."

"Strauss mener, at en politisk orden kun kan være stabil, hvis den er forenet i kraft af en ydre trussel," skrev Drury i sin bog. "I overensstemmelse med Machiavelli hævder han, at hvis der ikke eksisterer nogen ydre trussel, så er man nødt til at fabrikere den. Hvis han havde levet længe nok til at opleve Sovjetunionens sammenbrud, ville han have være dybt bekymret, fordi sammenbruddet af det "onde imperium" udgør en trussel for Amerikas indre stabilitet."

"Efter Strauss´ opfattelse er man nødt til at kæmpe hele tiden (for at overleve)," sagde Drury. "I den forstand er det meget spartansk (som i det oldgræske Sparta, o.a.). Den slags opfattelser fører naturligt til en "aggressiv, krigerisk udenrigspolitik", tilføjede hun.

Mht. hvordan en straussiansk verdensorden kunne tage sig ud, sagde Drury, at filosoffen ofte talte om Jonathan Swifts' historie om Gulliver og lilliputterne. "Da Lilliput var under brand, tissede Gulliver over byen, inklusive paladset. Ved at gøre det reddede han Lilliput fra katastrofen, men Lilliputterne var rasende og rystede over et sådant udslag af disrespekt."

For Strauss demonstrerer handlingen både lederens overlegenhed og hans isolation inden for samfundet og - formentlig - det ledende land over for resten af verden.

Drury antyder, at det er ironisk, men ikke uden sammenhæng med Strauss' ideer om nødvendigheden for eliter af at bedrage deres borgere, at Bush-administrationen forsvarer sin antiterrorist-kampagne ved at søge tilflugt til idealistisk retorik. "De har i virkeligheden ingen brug for liberalisme og demokrati, men de erobrer verden i liberalismens og demokratiets navn," sagde hun.

Jim Lobe er politisk analytiker for Foreign Policy in Focus. Han skriver også jævnligt for Inter Press Service.

Oversættelse: Hans Pendrup

Se også

Leo Strauss og bedragets filosofi
A
f Jim Lobe
AlterNet 19 maj, 2003

Leo Strauss' langtrækkende indflydelse
af William Pfaff

Mere om Leo Strauss:

Strauss-hjemmeside:
http://www. straussian.org/

Leo Strauss, Conservative Mastermind
By Robert Locke, Front Page Magazine

Leo Strauss and the Straussians
Af Karl Jahn

- End -