| USA |
Om modstanden imod projektet for global dominansEt interview med prof. Richard Falk Resisting
the Global Domination Project:
"Hvad jeg oplever, og det er grunden til at jeg refererer til global fascisme, er tilstrækkelig modstand, også her i USA, til at det vil få det amerikanske lederskab til med alle midler at tilstræbe en konsolidering af økonomisk og militær magt og en vilje til undertrykkelse overalt, hvor det er nødvendigt. Resultatet forekommer med stadig større sandsynlighed at være en globalt undertrykkende samfundsrden med en væsentlig indenrigspolitisk bivirkning, hvilket allerede gør sig gældende." "Netop som der foreligger denne første globale fascistiske fare, er der også denne spændende globale demokratiske mulighed, der fokuserer på anti-krigs problemer. Hvis denne bevægelse kunne smelte kreativt sammen med antiglobaliserings- bevæglesen kunne den blive en kraftfuld og inspirerende kilde til en alternativ fremtid." "De organiserede politiske partier
i størstedelen af verden forekommer ikke politisk relevante i relation
til modstand imod ansatsen til global fascisme som formål. Det er den folkelige
bevægelse, der giver langt mest håb, og det spørgsmål,
der rejses af denne realitet er, hvorvidt denne folkelige bevægelse kan
afføde udtryksmidler for politisk handling, der er mere end symbolske.
Kan freden og global demokratibevægelse transformere sin symbolske rolle
som masseopposition og modstand til konkrete politiske resultater? Jeg kan ikke
i øjeblikket se, hvordan en sådan global kraft kan opnås, men
alle progressive kræfter har behov for at identificere sig med denne kamp
og håbe, at der er tilstrækkelig megen kreativ kapacitet til stede
til at udvikle disse nye institutioner og udtryksmidler til restrukturering af
den nuværende geopolitik-ovenfra. I en eller anden dramatisk forstand er
det, der behøves en ny bølge af demokratisk bemyndigelse, en fremspirende
geopolitik-fra neden." Det følgende er uddrag af en diskussion som Falk havde med Zia Mian og Smitu Kothari om USA og krigen imod Irak, FN´s rolle og fremtid og behovet for at gentænke demokratiske institutioner og praksis. Kothari/Mian: Før krigen var der hidtil uovertrufne protester i USA og rundt omkring i verden. Det var klart at en betydningsfuld del af verdensopinionen var modstandere af de amerikanske planer om at angribe Irak. Desuden ville USA, hvis nr. 2 resolution var kommet for FN, være konfronteret med et veto i Sikkerhedsrådet, og alligevel gik de videre med krigen. Hvad er dine tanker vedr. krigens lovlighed eller ulovlighed, og hvad er dens implikationer for både det aktuelle engagement og for efterkrigs situationen? Richard Falk: Før man tager fat på spørgsmålet om legalitet eller moral er der spørgsmålet om en krig iværksat af den amerikanske regering, som har krænket sine egne borgeres fundamentale rettigheder i et land, der erklærer sig selv for verdens førende demokrati. Denne krig imod Irak er konstitutionelt meget problematisk, og desuden tvivlsom i lyset af international lov. Der var ingen tvingende grund udfra et amerikansk nationalt sikkerhedsperspektiv, der kunne have retfærdiggjort en ikke FN autoriseret krig, hvilket er så meget mere suspekt som krigen blev indledt uden en formel og ordentlig autorisation fra kongressen. Så denne krig imod Irak er konstitutionelt uacceptabel og anti-demokratisk, selv hvis der kun refereres til de Forenede Staters indenrigspolitiske juridiske rammer. Bortset herfra var der intet grundlag for et FN mandat til denne krig, hverken i henhold til et eller andet princip for humanitær nødssituation eller tvingende omstændigheder af den slags, der muligvis gjorde sig gældende i Kosovo (1999) eller i nogle af de afrikanske lande syd for Sahara, der var hjemsted for kontroversielle krav på humanitær intervention i løbet af 1990´erne. Der var altså intet bevis for en defensiv nødvendighed i relation til Irak, som grundlag for en retfærdiggørelse af den ensidige amerikanske tilflugt til krig som i Afghanistan i 2001. I Afghanistan-krigen var der i det mindste en meningsfuld forbindelse til angrebene d. 11. september og den vedvarende al Qaeda trussel. En defensiv nødvendighed var til stede, selvom tilflugt til krig overskred den almindelige forståelse af retten til selvforsvar i henhold til FN chartret og international lov. Tværtimod repræsenterer tilflugt til krig imod Irak en flagrant afvigelse fra FN chartrets gundlæggende normer, der forudsætter, at krig kun kan føres i selvforsvar som svar på forudgående væbnet angreb eller muligvis under eventuelle eksceptionelle omstændigheder af umiddelbar nødvendighed ... dvs, hvor der foreligger en klart påviselig trussel om en større krig eller et større angreb, der gør det urimeligt at forvente, at et land skal vente til det bliver angrebet. International lov er ikke et fængsel. Den tillader en vis skelnen mellem bogstavelig tolkning af dens regler og standards, der tillader tilpasning til verdenspolitikkens skiftende omstændigheder. Fra et sådant satndpunkt er det, som mange mennesker har hævdet i de senere år, rimeligt at bøje chartrets regler så langt, at de tillader visse begrænsede undtagelser fra det strenge forbud mod brugen af magt, der er kerneforpligtelsen i FN og dets charter og som er nedlagt samtidens internationale lov. Denne analyse leder til den uomgængelige konklusion, at tilflugten til magt og krig i Irak-sammenhængen var utilladelig: der var hverken en retfæridggørelse i henhold til international lov, ejheller var der et mandat fra de Forenede Nationers Sikkerhedsråd (og hvis der havde været et sådant mandat, ville det have udgjort en tvivlsom bemyndigelse til krig, og mere præcist forstået som en amerikanske godkendelse af Sikkerhedsrådet til fordel for USA´s geopolitiske mål). Endvidere var der ingen konkrete forhold i henhold til Irak, der støttede en argumentation for udstrækning af international lovs normale regler under henvisning til, at der var troværdig risiko for irakisk aggression i nær fremtid. Hvis et sådant ræssonnement er overbevisende, så forekommer det mig uundgåeligt, at en objektiv iagttager måtte komme frem til den konklusion, at denne Irak-krig er en aggressionskrig og som sådan, at det er ensbetydende med en forbrydelse imod freden af den slags, som de overlevende tyske ledere blev anklaget, retsforfulgt og straffet for under Nürnbergprocessen, der blev gennemført kort efter 2. verdenskrig. Kothari/ Mian: Foreligger der en sag eller overhovedet bestræbelser på at udfordre USA juridisk? Hvilket råderum eksisterer der i det hele taget for interventioner af den slags i betragtning af de givne internationale magtforhold og den fremherskende geopolitik? Richard Falk: Det er nødvendigt at forstå, at det foreliggende globale politiske råderum for en sådan juridisk udfordring har vætet alvorligt begrænset af USA´s geopolitiske indflydelse under hele Irakkrisen, der går tilbage til den første Golf-krig i 1991. Det er lærerigt at notere sig rammerne for den nylige debat i de Forenede Nationers Sikkerhedsråd om den berømte resolution 1441, der tager udgangspunkt i en holdning, der lidet overbevisende har accepteret 80% af de amerikanske beskyldninger imod Irak. Det er vigtig, at gøre sig klart, at selv Frankrig og Tyskland, der kunne gøre sig til af at have indtaget en anti-amerikansk holdning, argumenterede for undgåelse af krig inden for de fundamentale rammer, som USA og UK insisterede på. FN debatten tog det for givet, at de afstraffende resolutioner, der blev vedtaget efter Golf-krigen mere end et tiår tidligere, måtte implementeres med magt i den udstrækning Irak gjorde modstand. Debatten var således begrænset til det snævre spørgsmål, om hvorvidt disse krav skulle implementeres via tillid til inspektion eller gennem krig, og selv her var inspektions-udvejen betinget af Irak´s villighed til at samarbejde med uhørte indgreb i dets suverænitet på det yderst følsomme område, der har med national sikkerhed at gøre. Det er nyttigt, at gøre sig klart, at Frankrig Tyskland blot hævdede, at inspektionen kun sikrede implementeringen af 1991 resolutionerne, især Sikkerhedsrådets Resolution 687. På intet tidspunkt insisterede fortalerne for inspektionsudvejen på, at Sikkerhedsrådets resolutioner indebar en opfordring til, at et øjeblikkeligt ophør af Israels okkupation af Vestbredden og Gaza skulle implementeres. På intet tidspunkt blev spørgsmålet om, hvorvidt de 1991 våbenstilsstands-betingelser, der blev pålagt Irak, fortsat var retfærdiggjorte, eller hvorvidt amerikanske trusler imod Irak (åbenlyst forsvar for "regime Change") indebar ophævelse af FN sanktioner og andre andre begrænsninger af irakisk suverænitet, eller fritog FN for pligten til at beskytte Irak imod alvorlige trusler dirigeret af USA imod dets politiske uafhængighed og territoriale integritet som lovet af artikel 2. i Charteret. Faktisk gjorde USA det temmelig klart, at det nærede håb om, at resolutionerne ikke ville blive gennemført. Washington søgte et påskud til en krig imod Irak. Det Hvide Hus var af denne grund uvillig til at søge bemyndigelse fra FN og var overbevist om at søge Sikkerhedsrådets mandat og på den måde fremme krigens legitimitet og få flere lande til at dele byrden. Hele vejen igennem betragtede Washington denne inspektionsløsning i FN som en alternativ kurs, der fører til krig eller i værste fald en generende udsættelse, men under ingen omstændigheder noget, der gav anledning til at forkaste beslutningen om at gå i krig. USA kunne ikke udøve fuld kontrol over Sikkerhedsrådet i betragtning af irakisk samarbejde med inspektionsprocessen, og således blev tilflugten til krig foretaget af USA i modstrid med FN. Selv da manglede FN autonomien til at fordømme en sådan uacceptabel tilflugt til krig. Det bør huskes, at hvis Washington havde været mere tålmodig, kunne inspektionsløsningen i sig selv have frembragt en FN autorisation af krig, enten hvis inspektionen afdækkede masseødelæggelsesvåben, eller hvis irakerne modsatte sig nogle af de mere eksravagante krav fra inspektørerne. Selvom modstanderne af Irak krigen kan være tilfredse med UNSC´s nægtelse af at acceptere den amerikanske krigspolitik, er der stadig mange grunde til at notere sig FN´s svaghed i henseende til opretholde verdensbefolkningens ægte sikkerheds behov, eller til at opfylde charterets vision om at redde "efterfølgende generationer fra krigens svøbe." Kothari/ Mian: Så det, du hævder er, at hele debattens rammer i FN i sig selv var stærkt begrænsede? Richard Falk: Ja, hele debattens
rammer var fordrejde og deformerede fra begyndelsen. Det virkelige spørgsmål
for Sikkerhedsrådet burde have været, hvad grundene til brug af magt
imod Irak i det hele taget var. Det argument, at irak ikke havde efterkommetdisse
resolutioner i 1991 Vi bør også huske at Golfkrigen i sig selv var en juridisk, politisk og moralsk tvivlsom krig, der kunne være undgået med en større tiltro til diplomati og sanktioner for at opnå det internationalt acceptable mål, der tog sigte på at afværge Irak´s aggression imod Kuwait. Fra et mere progressivt perspektiv
og med et blik på global reform er det afgørende, at erkende den
grad i hvilken de Forenede Staters rammer i sig selv er blevet betydeligt overtaget
af geopolitisk kræfter Kothari/ Mian: Er denne tilbøjelighed til vold i Bush administrationen et svar på dets manglende evne til at sikre kontrol med de resterende 20% af FN, mens det søger at dominere de institutioner og steder, hvor den amerikanske drejebog ikke vinder tilslutning? Faktisk har Immanuel Wallerstein fornylig hævdet, at det er dette der er forklaringen på Amerika´s relative tilbagegang, og at dette er i virkligheden er restaurerings-projekt snarere end et ekspansions-projekt. Richard Falk: Dette er vigtige problemer. Med hensyn til de resterende 20% af det uafhængige globale rum, vil det nuværende lederskab i det Hvide Hus sandsynligvis forkaste satsningen på dette mål, i det mindste indenfor rammerne af FN. Bush politikmagerne har måttet lære en lektie, som flere ideologiske medlemmer af Bush-holdet på forhånd har advaret om. Det er nyttigt at erindre sig, at USA bare for nogle få måneder siden blev overbevist om at skulle søge bemyndigelse fra FN efter at nogle republikanske faste støtter som Brent Scowcroft (tidligere National Sikkerhedsrådgiver), James Baker, og mindre højlydt, George Bush senior, insisterede på, at Bush administrationen havde behov for dette kollektive mandat fra FN, at uden det manglede krigen tilstrækkelig politisk opbakning. Dette udforderede det Hvide Hus. George W. Bush´s oprindelige indskydelse var at handle på den måde, man gjorde det i Afghanistan uden at kere sig om FN og ved at hævde sine egne suveræne forrettigheder til at bruge magt, som man fandt for godt. For det Hvide Hus/Pentagons hårde linje var deres fejltagelse at lytte til den gamle republikansk garde. I stedet er de nye Bush reaktionære overbeviste om, at hvis man ikke kan kontrollere de sidste 20%, så burde de ignoreres og ensidig aktion foretrækkes fremfor manglende handling. Det nye statsmandsskab i Washington går ind for at føre sig frem med sit globale dominans projekt, ved at handle uden for FN og international lov, ved at søge støtte af såkaldt "koalitioner af de villige," som indbefatter svage og føjelige deltagere, der får operationen til at fremtræde som resultatet af "en koalition af de tvungne." Hvad Wallerstins argument angår, så rummer det tankevækkende historiske indsigter, men jeg finder det ikke generelt overbevisende. Det er ikke opmærksom på et sæt globale vilkår, der aldrig har eksisteret før. De Forenede Stater er en global stat, der ikke afskrækkes af nogen eksisterende modgående magt inden for statssystemet, og det er drevet af en visonær geopolitik, der aspirerer til global dominans. I den udstrækning de Forenede Stater overhovedet afskrækkes, er det af de ikke-statslige centrer, der har vist sig at have viljen og evnen til at påføre alvorlig skade. Den frygtindgydende troværdighed af dette amerikanske globale dominans-projekt hviler på ideen om, at når man ikke længere behøver at bekymre sig afskrækkelse, så kan den overlegne aktør opnå den totale kontrol over hele systemet. En sådan storstrategi (grand strategi) inspirerer dette lederskab. Disse mål blev udlagt længe før Bush administrationen kom til Washington. Det er vigtigt, at læse hvad Richard Perle, Paul Wolfowitz og de andre Bush-ideologer gjorde sig til talsmænd for i løbet af 1990´erne, da de så til fra sidelinjen under Clintons præsidentskab. Det var deres opfattelse, at Amerika ikke burde fejlfortolke afslutningen på den kolde krig, at det ikke var tiden til at nedruste eller øjeblikket til at erklære "freds dividender" ("peace dividends.") Tværtimod var det tiden til at gribe den lovende mulighed, der frembød sig med Sovjets sammenbrud, til at etablere et globalt sikkerhedssystem under forsæde af de Forenede Stater. Sådanne ambitioner kunne imidlertid kun tilfredsstilles, hvis den amerikanske regerin var villig til at investere tilstrækkeligt i militær kapacitet, derunder at inddrag de fulde fordele af "revolu- tionen i militære anliggender", der stillede krav om innoverede doktriner og drastiske ændringer i våbenproduktion. Kothari/ Mian: I en situation hvor FN er effektivt demobiliseret og på baggrund af truslen fra et USA, der udøver sit politiske og økonomiske hegemoni over stadigt mere omfattende og dybere globale arenaer, hvad er da mulighederne og kilderne til potentiel modstand? Richard Falk: I øjeblikket
ser jeg ikke kilder til effektiv modstand mod dette amerikanske projekt på
kort sigt. Hvad jeg oplever, og det er grunden til at jeg refererer til global
fascisme, er tilstrækkelig modstand, også her i USA, til at det vil
få det amerikanske lederskab til med alle midler at tilstræbe en konsolidering
af økonomisk og militær magt og en vilje til undertrykkelse overalt,
hvor det er nødvendigt. Resultatet forekommer med stadig større
sandsynlighed at være en globalt undertrykkende samfundsrden med en væsentlig
indenrigspolitisk bivirkning, hvilket allerede gør sig gældende.
Kothari/ Mian: Der findes en mængde lærde spekulationer vedr. det amerikanske regimes motiver til at gå i krig, som rækker lige fra behovet for at udvide regimets magtsfære, konsolidere dets militært-industrielle, økonomiske og geopolitiske interesser globalt og til at bevillige sig selv rollen som unilateral global politimand. Hvad er efter din vurdering det nuværende regimes virkelige motiver? Richard Falk: Selvfølgelig bliver de virkelige motiver bag et kontroversielt foretagende som Irak krigen skjult af de amerikanske eliter. Langt mere end andetsteds opererer de amerikanske ledere inden- for en referenceramme, der tager amerikansk uskyld for givet --- hvad nogle diplomati-historikere har identificeret som Amerika´s moralske eksceptionalisme, dvs. påstanden om, at amerikansk udenrigspolitik repræsenterer ophøjede værdier i modsætning til andre stater, der er drevet af grove interesser. En sådan kontrast er undertiden kommet til udtryk ved at hævde, at USA er en Locke´sk nation i en Hobbes´k verden. I den vigtige tale, som Bush holdt på West Point i juni 2002, gik han til yderligehder ved at sige, at Amerika til trods for alle vidnesbyrd om det modsatte, ikke søger hverken imperialistiske mål eller et nyt utopia. Bush forsøgte at indsætte amerikansk adfærd i en ramme af en moralsk forpligtelse, som et svar på de onde kræfter, der var ansvarlige for angrebene d. 11. sept. Han hævder, at et mere omfattende, nødvendigt og berettiget svar på d. 11. sept. var baseret på en erkendelse af, at de såkaldte "slyngelsater", omdøbt til "ondskabens akse", nu er i besiddelse af den indflydelse i form af den globale terrors netværk, som sætter det i stand til at påføre USA alvorlig skade, og derved berretige Amerikans tilflugt til forebyggende (premptive) krig som en defensiv foranstaltning. Irak krigen er den første prøve på denne nye amerikanske doktrin, der i den grad har foruroliget verdens befolkninger og mange af dens regeringer. Det
er nyttigt at indse, at rødderne til denne tænkning ligger forud
for det nuværende amerikanske lederskab og efter-september 11 sammenhængen.
Et godt stykke tid før Bush administrationen overtog Washington, havde
det amerikanske politisk planlæggende kleresi udviklet en bred sammenhæng,
der understøttede ideen om global dominans, selvom en sådan sprogbrug
blev undgået i den offentlige diskurs. Dette nationale mål går
tilbage til Clinton årene og før dette til slutningen af den kolde
krig. Det globale sigte (The global reach) er en forskønnende omskrivning,
men en sådan tænkning var ansvarlig for en serie af provokatoriske
indslag: militariseringen af rummet, optagetheden af "slyngel" stater,
projektionen af amerikansk magt overalt i verden, opretholdelsen af alliancer
og udenlandske militærbaser i kølvandet på den kolde krig uden
nogen plausibel strategisk trussel. Tidligere amerikanske ledelser kunne ikke indrømme deres engagement i en sådan overordnet strategi, men sålænge den bevægede sig frem under antiterrorismens banner blev alt godkendt, omend uklogt, umoralsk, og illegalt. Anti-terrorisme indebar et velkomment dække for de geopolitiske mål. Kothari/ Mian: Men var der ikke også andre interesser - olje, kontrol med markeder, Irael, osv. --- udtalte i Amerikas geopolitiske planers? Richard Falk: Jo. Som baggrund for det globale dominans-projekt var der altid den mere specifikke optagethed af energikildernes geopolitik for dens egen skyld og af at implementere den globale dominans-projekt. For at holde oljen flydende for enhver pris, var det nødvendigt for USA at levere ruter og pipelines. Krigene imod både Afghanistan og Irak var delvis motiveret af disse energi-mål. Ligesom olje og gas er en integreret omend tillukket komponent af amerikansk geopolitik, så er Israels strategiske inflydelse det også. Israelerne tilbyder USA en positiv sikkerhedsmodel, især hvordan det lader sig gøre at operere i et fjendtlig miljø præget af folkelig uvilje. Israel hjælper Washington med at udforme et svar på spørgsmål som "hvordan lykkes det en regering, der er konfronteret med forskellige politiske kræfter, at etablere sin sikkerhed uden at yde nogen politisk koncessioner til dens opposition? Og "hvordan påtvinger en regering sin vilje overfor genstridige elementer? Israel har altså udøvet sin bagdørsindflydelse ved at overbevise USA om, at det er afgørende at eliminere Irak som en uafhængig reigonal aktør. Tel-Aviv var bekymret over Irak som en potentiel kilde til opposition imod israelske hegemoniske ambitioner i Mellemøsten. Isreal bidrog med vejledning mht hvordan man udkæmper den slags grænseløs krig, der er blevet udkæmpet imod al Qaeda i de seneste måneder. Som Marwan Bishara har antydet, så er vi vidne til israeliseringen af amerikansk udenrigspolitik. Jeg vil tilføje, at vi ogås oplever palestinasationen af modstands taktikker. Politiske mord på palestinensiske modstandere i udlandet har længe være en Mossad praksis - den israelske Secret Service - og rerfærdiggørelsen af bruge magt imod fjendlige regimer, der opfattes som ydende hjælp og ly til USA´s fjender, er også del af denne logik. Som svar er denne bykrigstaktik inklusive selvmordsbombninger dukket op som det mest effektive aspekt af irakisk modstand. Således er indlæringens dynamik mht. politisk volds metodologi for både den stærke og den svage. Ligeledes
som en del af den motivationelle struktur, der er i funktion i det Hvide Hus og
Pentagon, er det den i vid udstrækning fælles opfattelse, at konfliktens
kernepunkt den efter kolde krigs verden har flyttet sig fra Europa til Mellemøsten.
Dette er et afgørende skift, der har mange politiske implikationer. Det
bidrager til at forklare den betydning, der tillægges målssætningen
om at gøre Irak til et sikkert baseområde for amerikanske og israelske
hegemoniske mål. Et pacificeret og underordnet Irak vil give disse aktører
meget mere indflydelse over Saudi Arabien og Golfen generelt. Det er en meget
vigtig del af en politik baseret på kontrol med verden via kontrol med Mellemøsten.
Hvis Mellemøsten i den henseende er et geopolitisk drejepunkt, så
var den videre ide bag Irak-politikken at uddybe alliancen mellem de Forenede
Stater som den dominerende stat og iIsrael og Tyrkiet som regionale partnere,
juniorpartnere men dog begunstigede. Nu har Tyrkiet midlertidigt og delvis trukket
sig tilbage fra dette arrangement under pres fra sin offentlighed, der i overvældende
grad modsatte sig at føre denne krig imod en muslimsk nabo. Hvorvidt Tyrkiet
opretholder dette uafhængighedsniveau er usikkert på dette tidspunkt.
Alle disse overvejelser forklarer hvorfor politikmagerne i Washington var villige
til at gå igang med en så risikabel og upopulær aktionskurs
som at iværksætte "en selvvalgt krig" ("a war of choice"),
på trods af FN. For det amerikanske lederskab var risikoen det værd,
fordi regnede med gunstige muligheder og håbede på store gevinster.
Kothari/ Mian: Det er imidlertid klart, at de strategiske interesser er anderledes nu. USA vil også rekonfigurere sit forhold til FN. Hvad tænker du om det? Richard Falk: Udsigterne i Irak er i er efter al sandsynlighed
noget i retning af en modificeret Afghanistan-tilgang - modificeret fordi Washington
er særdeles opmærksom på, at der kan forventes store økonomiske
belønninger for administratorerne af et efter-krigs Irak. Rekonstruktionen
af landet vil være milliarder værd. Kontrakter vil sandsyniligvis
blive givet til meget indflydelsesrige amerikanske selskaber som Bechtel, Parsons,
Halliburton f.eks., der har nære bånd til Pentagon embedsmænd,
såvel som til ledere rundt omkring i den amerikanske regeringsstruktur og
dens infrastruktur af nært forbundne tænke-tanke. Richard Perle´s
økonomiske intriger er fornylig blevet afdækket og viser, at til
trods for hans mangel på officiel post, så er hans adgang til den
politiske elite et værdifuldt økonomisk aktiv. Denne kontrol vil præge rekonstruktionen
af Irak og realiseringen af de regionale strategiske mål. Det fulde omfang
af disse mål er endnu ikke klart. Det ser ud til, at de mere ekstreme elementer
af Bush administrationen, der med sikkerhed omfatter Wolfowitz, Feith, og John
Bolton, men også sandsynligvis Cheney og Rumsfeld, har en post-irakisk plan
om at ændre regionens politisk landskab til en serie af andre lande inklusive
Syrien, Iran, Saudi Arabien og Yemen. Det er temmelig vanskeligt at forudsige
eller forudgribe, hvodan denne plan vil blive aktualiseret. Det afhænger
af en serie usikkerheder, inklusive den grad i hvilken oppositionen imod den amerikanske
tilstedeværelse bliver formidabel og truende. Til trods for disse amerikanske
imperiale forventning, er der strukturelle faktorer, som kan foranledige selv
den Bush-ledede regering til at yde en større anstrengelse for at forlene
sine strategiske mål med skinnet af quasi-legitimitet. Et sådant forlig,
kunne muligvis sandsynliggøre en formildelse af intensiteten i anti-imperial
modstand rundt om i verden og i de Forenede Stater. Andre vil også have
en interesse i et forlig. Kothari/ Mian: Vi nærmer os nu hastigt 50 års dagen for omstyrtelsen af den iranske premierminister Mossadegh i juni 1953. Hvad er dine overvejelser i henseende til, hvad den amerikanske politiske proces har lært om dens legitimitet, i betragtning af hvad der er sket under tidligere forsøg på at intervenere og udøve, hvad den anser for sin legitime autoritet? Richard Falk: Indlæringskurven vedr. legitimitet er meget beskeden, hvis ikke direkte tilbagefaldende (regressive). Den amerikanske elite har haft en temmelig sløv historisk hukommelse. Amerikanske ledere abstraherer en eller to meget forenklede and selv-tjenende lærer af fortiden, spinkelt forklædte rationaliseringer for brugen af magt som nødvendig, hvis Amerika skal nå sine mål. Det er bemærkelsesværdigt hvor meget vægt, der er tillagt the Bernard Lewis´ enfoldige ræssonnement, om at d. 11. septmber fandt sted, fordi de Forenede Stater havde projiceret et billede af svaghed og ineffektivitet i den arabiske verden. Den slags ideer var under alle omstændigheder fremherskende hos den nuværende elite, men Lewis´ lærde forklædning giver antagelig sådan problematisk tænkning yderligere vægt. Bush omgangskreds er meget mindre åbent økonomistisk end Clinton æra elitens, selvom de er lige så entusiastiske frimarkedstilhængere. Men i højere grad end Clinton mener den, at der er behov for militær magt for at sikre sig vide beføjelser uden at tage hensyn til international lov eller bekymre sig om offentlig mening. Det er i denne forstand, at den nye amerikansk konfiguration af magt og mål rummer en fare for etableringen af global fascisme, en hæslig politisk realitet, der aldrig før har taget sigte på global dominans. Der synes at være meget lidt bevidsthed blandt de amerikanske ledere, om hvad der gik galt i Iran efter CIA´s omstyrtelse af Muhammed Mossadegh i 1959 eller Guatemala interventionen det følgende år, der førte direkte til den brutale periode af uhæmmet folkedrab i Guatemala, der varede mere end fire årtier. Den eneste relevante lære, der udsprang af amerikansk interventionistisk adfærd, som denne amerikanske elite indrømmer, er Vietnam fejltagelsen, der generelt bebrejdes den amerikanske fredsbevægelse eller de liberale medier eller manglen på vilje. Vietnam er en aktiv erfaring for det nuværende lederskabs erindringer. Men den opfatter de nuværende indsatser og risici som meget anderledes og den tror, at den har borgernes støtte, i betragtning af at befolkningen er mobiliseret omkring anti-terrorist kampagnen, den manipulerer, efter behov offentligheden og rører tid efter anden den op i den giftige blanding af frygt og vrede. En sådan offentlig stemning behandles som en slags barriere, der isolerer dette lederskab fra enhver forpligelse til at forholde sig til kritik og vise respekt for græsrods-opposition. Hjælpsom for regeringen er en overordentlig føjelig medieverden - især TV - der er blevet kraftigt orkestreret til at støtte dette dominans-projekt. Indflydelsesrige arenaer for offentlige gisninger som Wall Street Journal har også været enthusiastisk givet deres tilslutning til ideerne bag det globale dominans-projekt. Det demokratiske partis passivitet er også en del af dette billede af smuldrende demokrati. Indtil videre har den formelle arutoritets centre i de Forenede Stater været konfronteret med meget ringe meningsfuld opposition. De føler ikke noget behov for at anerkende "the American street." Kothari/ Mian: Mener du ikke, at der stadig er store områder, der ikke er modtagelige for denne form for dominans? Hvad er impulserne eller kilderne til håb, hvordan ser det i virkeligheden ud på kort sigt eller ser det i virkeligheden håbløst ud? Hvor betydningsfuld er offentlighedens vrede i Europa? Richard Falk: Den mest håbefulde udvikling af denne karakter har været tilsynekomsten af en global bevægelse til opposition og modstand oprindeligt mod Irak krigen, men mere fundamentalt til realiteterne og udsigten til amerikansk global dominans. Denne bevægelse har et enormt potentiale til at uddybe og opretholde sig selv som den første fredsbevægelse af sandt globalt format. Netop som der foreligger denne første globale fascist fare, er der også denne spændende globale demokratiske mulighed, der fokuserer på anti-krigs problemer. Hvis denne bevægelse kunne smelte kreativt sammen med antiglobaliserings- bevæglesen kunne den blive en kraftfuld og inspirerende kilde til en alternativ fremtid. Jeg har en forventning om at denne bevægelse udvikler sit eget politiske projekt om mod-dominans. Hele troværdigheden og det visionære håb om modstand --- den vil uddybes og vokse også her i dette land --- vil utvivlsomt skræmme dem på toppen og give anledning til mere ondartede former for svar. En sådan vekselvirkning er næsten uundgåelig. Der er også, afhængigt af hvorvidt det amerikanske lederskab har held til at genoplive den globale økonomi, store dele af verden, der i stigende grad vil være tilbøjelige til at afvise den imperiale geopolitiks krigssignaler (clarion calls), selv i tilfælde af, at de endnu ikke er rede til at konfrontere de Forenede Stater åbent ved at danne defensive alliancer og lignende. Disse stater rummer, mere eller mindre, en geopolitisk skærsild, der befinder sig imellem samtykke og indlemmelse. For nærværende er en sådan regeringsmæssig tvetydighed ikke en kilde til væsentlig modstand. Selv Kina er på dette stadie mere eller mindre indstillet på denne rolle, overvejende i form af tilpasning til forskel fra forsøg på at opbygge en meningsfuld modstand. Offentlighedens vrede imod amerikansk militarisme og geopolitisk selvovervurdering i Vesteuropa er udbredt og gennemtrængende. Men den er ikke ledsaget af et progressivt politisk projekt, der byder på udsigt til en alternativ elite-struktur. Det er ironisk, at en ærkekonservativ som Chirac, nu skulle være den, der spiller rollem som leder af den almene diplomatiske opposition imod USA. Socialismens og de demokratiske socialistiske tendenser i Europa er en trist del af dette billede, der begrænser muligheder for samarbejde mellem den folkelige bevægelse og sympatiserende regeringer. De organiserede politisk partier i størstedelen af verden forekommer ikke politisk relevante i relation til modstand imod ansatsen til global fascisme som formål. Det er den folkelige bevægelse der giver langt mest håb, og det spørgsmål, der rejses af denne realitet er, hvorvidt denne folkelige bevægelse kan afføde udtryksmidler for politisk handling, der er mere end symbolsk. Kan freden og global demokratibevægelse transformere sin symbolske rolle som masseopposition og modstand til konkrete politiske resultater? Jeg kan ikke i øjeblikket se hvordan en sådan global agency kan opnås, men alle progressive kræfter har behov for at identificere sig med denne kamp og håbe at der er tilstrækkelig megen kreativ kapacitet til stede til at generere disse nye institutioner og udtryksmidler til restrukturering af den nuværende geopolitik-ovenfra. I en eller anden dramatisk forstand er det, der behøves en ny bølge af demokratisk bemyndigelse, en fremspirende geopolitik-fra neden. Kothari/ Mian: Forekommer det da ikke vigtigt væsentligt at gentænke og demokratisere forholdet mellem samfund, politiske partier og staten? Desuden kunne den uhyre omend spredte uro og mobilisering - hvor noget af det kommer til udtryk i de betydningsfulde kulturelle og politiske samlinger ved the World Social Forum - også være grundlag for konstruktionen ikke kun af afvigende forestillinger, men også for alternative politiske institutioner og processer. Lokalsamfund, endog lokale regeringer mange steder i verden har allerede begyndt at begrebsliggøre og indoptage radikalt anderledes menneske-centrerede økonomiske, kulturelle og politiske systemer. Hvad er dine tanker om dette? Richard Falk: Selv før denne nærværende krise blev så manifest, var der en fornemmelse af, at repræsentativt demokrati via traditionelle politiske partier ikke tjente befolkningernes velfærd i såkaldt demokratiske samfund. Der eksisterede et omfattende registreret behov for at genopfinde demokrati og at aktivere det civile samfunds kreative roller for at udvikle innovative ideer, at rejse håb og for at frigøre menneskehedens moralske og politiske fantasi. Hvordan bærer man sig
ad med at bevæge sig frem imod et nyt forhold mellem staten og samfundet?
Er det muligt at restrukturere staten Dette er en udfordring for de ekstraordinære årlige samlinger i Porto Allegre - som i sig selv er en meget opmuntrende opfindelse af nye politiske fora. Udfordringen for disse nye politiske arenaer er at forene anti-militarisme med anti neo-liberalisme og skabe det ideologiske klima til fremkomsten af en progressig politik, der hverken forbigår den suveræne stat eller begrænser dens betydning som institutionel problemløser til en statistrolle. Denne nye progressivisme kan tænkes at dukke frem i former, som ikke fuldt ud kan forudses i øjeblikket, men mange af elementerne er der allerede. Denne udvikling er hovedkilden til det håb, som vi kan have for en positiv menneskelig fremtid. Vi kan ikke regne med blot at drive for vinden indenfor dette nærværende politisk landskab og tro det muligt at undgå katastrofe. Hvordan kan vi bremse denne kurs imod katastrofe uden at samle de energier, der blevet udviklet ud det civile samfund og de transnationale sociale bevægelser. Jeg tror fuldt og fast på, at græsrodpolitik har det kreative potentiale til at frembringe en alternativ vision, der kan mobilisere folk i det nødvendige omfang. Kothari/ Mian: Hvad sker der
med hele processen til uddybelse af det internationale normative rammeværk,
menneskerettighedssystemet, hvor nogle væsentlig fremskridt er blevet gjort?
Hvilke er truslerne og mulighederne for overlevelse og styrkelse af hele FN systemet
og fremskridt i international lov? Richard Falk: Det er bydende nødvendigt, at demokratiske kræfter gør deres bedste for at redde FN systemet. Det er muligt at tro, at efterhånden som USA bliver desillusioneret over sin evne til at kontrollere FN, at der vil opstå et institutionelt tomrum, og at det kunne fyldes af civile kræfter, der fører FN til at blomstre som aldrig før. Hvis de geopolitiske managere behandler FN som uvæsentligt, kan det blive mere tilgængeligt for moderate stater og deres allierede i et globalt civil-samfund. I den udstrækning USA forkaster FN, vil det blive en udfordring for resten af verden at styrke dets engagement både ved at tilføre resourcer og udvidede kapaciteter og psykologisk udruste organisationen og sådanne beslægtede initiativer som den internationale kriminal ret med fornyet livskraft. FN kan genoplive vore håb for fremtiden, selv hvis det stort set er immobiliseret i relation til fred og sikkerhed, som det var gennem det meste af den kolde krig. Det var virkelig irrelevant for den måde, hvorpå den kolde krigs voldelige konflikter blev forhandlet i Asien og andetsteds. Denne erfaring fra de halvtreds år efter 2. verdenskrig er formentlig et billede af, hvad der sandsynligvis vil ske i det mindste i løbet af det næste tiår, når FN næsten med sikkerhed vil blive marginaliseret, hvad angår løsning af større geopolitiske problemer. På samme tid kan FN øge sine bidrag ved at tilvejebringe et udvidet rum for normativ fordybelse i relation til menneskerettigheder, miljøbeskyttelse, og globale retsspørgsmål. Det er også muligt, at der som reaktion på denne voksende frygt for global dominans vil blive udviklet en serie af regionale rum for normativ udvikling af den slags, der i den mest optimistiske forstand synes at gøre sig gældende i Europa via udviklingen af det europæiske menneskerettigheds rammeværk, især den europæiske menneskerettigheds- domstol. Jeg forestiller mig andre regionale udviklinger - asiatiske og afrikanske ledere har talt mere og mere om at konstruere nye institutioner. Måske et robust rammeværk af modstand og kreativitet, udviklingen af regionale institutioner, regionale normer, regional politisk bevidsthed, vil overraske os positivt både som modstand imod det globale projekt og som en positiv form for normativ udvikling. Oversættelse: Hans Pendrup - American Civil Liberties & Human Rights Under Siege, by Professor Richard Falk , June 2003 (pdf) - After the Iraq War: Thinking Ahead, By Richard Falk and David Krieger, May 1, 2003 - A Modest Proposal: Giving Bush and Blair a Deadline, by Richard Falk and David Krieger, March 11, 2003 - Iraq
and the Failures of Democracy, by Richard Falk and David Krieger, February
10, 2003 (c) 2002
by Nuclear Age Peace Foundation. Reproduction encouraged. - End
- |
"Bush
omgangskreds er meget mindre åbent økonomistisk end Clinton æra
elitens, selvom den er lige så entusiastisk frimarkedstilhænger. Men
i højere grad end Clinton mener den, at der er behov for militær
magt for at sikre sig vide beføjelser uden at tage hensyn til international
lov eller bekymre sig om offentlig mening. Det er i denne forstand, at den nye
amerikansk konfiguration af magt og mål rummer en fare for etableringen
af en global fascisme, en hæslig politisk realitet, der aldrig før
har taget sigte på global dominans."