USA
 

 

En kortfattet gennemgang af amerikanske interventioners historie fra 1945 til 1999

Af William Blum

Introduktion fra Stop Terrorkrigen:

William Blum er forfatter af Killing Hope: US Military and CIA Interventions Since World War II
Dele af bogen kan læses her:
http://www.killinghope.org/

Artiklen herunder findes sammen med andre essays af William Bloom på Third World Travellers' Bloom-side:
http://www.thirdworldtraveler.com/Blum/William_Blum.html

Den følgende korte gennemgang af amerikanske interventioner siden 1945 belyser i sagens natur ikke hele den mere end hundredårige historie om amerikanske interventioner i udlandet.
Den opregner heller ikke snesevis af hemmelige operationer, kup eller krige pr. stedfortræder, hvor USA har spillet en hovedrolle, eller gennemgår systematisk 'Den kolde krig'.
Endelig behandler den ikke det sæt af krige og interventioner i det 21. århundrede, som er indledt af USA under påskud af 'krig mod terror', foreløbig med krigene og besættelserne af Afghanistan og Irak og den skærpede israelske aggression mod Palæstina som de vigtigste konsekvenser.
Disse oplysninger må søges andetsteds. I artiklen og ibunden er der tilføjet enkelte links til engelske tekster.
Men Blooms summariske gennemgang er en god introduktion til fakta om amerikansk global politik. Den burde være obligatorisk undervisningsmateriale i folkeskoler og gymnasier.
Den er oversat af Hans Pendrup for Stop Terrorkrigen.

31. oktober 2003

Amerikanske interventioner før 2. verdenskrig
Uddrag af Howard Zinn: A People's History of the United States

USA´s begrundelse for at gå ind i 2. verdenskrig som forsvarer af hjælpeløse lande er i overensstemmelse med dets image i amerikanske high school lærebøger, men ikke med dets status i globale anliggender:

Det havde ansporet til en krig med Mexico og indtaget halvdelen af dette land.

Det havde foregivet at hjælpe Cuba til at opnå frihed fra Spanien, og derefter indsat
sig selv i Cuba med en militærbase, investeringer og interventionsrettigheder.

Det havde erobret Hawai, Puerto Rico, Guam og udkæmpet en brutal krig for at undertvinge Filipinerne.

Det havde "åbnet" Japan for dets handel med kanonbåde og trusler.

Det havde erklæret en "den åbne dørs politik" i Kina som middel til at sikre at
De Forenede Stater ville råde over muligheder svarende til andre imperialistiske
magter for at udbytte Kina, og holdt dem der i over tredive år.

Samtidig med kravet om en "Åben Dør" i Kina, havde det (med Monroe Doktrinen
og mange militære interventioner) insisteret på en Lukket Dør i Latin Amerika -
dvs. lukket for alle andre end De Forenede Stater.

Det havde foranstaltet en revolution imod Colombia og skabt Panama som en
"uafhængig" stat for at kunne bygge og kontrollere Panamakanalen.

Det sendte fem tusinde marinere til Nicaragua i 1926 for at modgå en revolution, og holdt en styrke der i syv år.

Det intervenerede i den Dominikanske Republik for fjerde gang i 1916 og holdt tropper der i otte år.

Det intervenerede for anden gang i Haiti i 1915 og holdt tropper der i nitten år.

Mellem 1900 og 1933, invervenerede de Forenede Stater i Cuba fire gange, i Nicaragua to gange, i Panama seks gange, i Guatemala en gang, i Honduras syv gange.

I 1924 blev halvdelen af de tyve latinamerikanske landes finanser i nogen udstrækning dirigeret fra de Forenede Stater. I 1935 blev over halvdelen af amerikansk stål og bomuldseksport solgt i Latin Amerika.

Og i hvert enkelt tilfælde havde disse interventioner til formål at knuse folkelige
revolter imod marionetregeringerl, som de Forenede Stater havde installeret i ulykke-
lige lande.

Måske vil vi aldrig få at vide, hvor mange uskyldige mænd, kvinder og børn, der blev
myrdet under alle disse "interventioner."

Oversættelse: Hans Pendrup

Amerikanske interventioner efter 2. verdenskrig
Af William Blum

Drivkraften i amerikansk udenrigspolitik er ikke blevet næret af hengivenhed for moral, men snarere af nødvendigheden af at tjene andre interesser, der kan opsummeres som følger:

* at gøre verden sikker for amerikanske selskaber;

* at forgylde indehavere af kontrakter med forsvaret på hjemmefronten, som har bidraget rundhåndet til medlemmer af kongressen;

* at forhindre fremkomsten af et hvilken som helst samfund, der kunne tænkes at fungere som et vellykket eksempel på et alternativ til den kapitalistiske model;

* at udvide det politiske og økonomiske overherredømme over så udbredt et område som muligt, således som det passer sig for en "stormagt."

Alt dette under henvisning til kamp for et angiveligt moralsk korstog imod, hvad koldkrigere har overbevist sig selv og det amerikanske folk om var en ond international kommunistisk sammensværgelse, der faktisk aldrig har eksisteret, hvad enten den var ond eller ej.

De Forenede Stater gennemførte ekstremt alvorlige interventioner i mere end 70 lande i denne periode.

Kina 1945-49

Intervenerede i en borgerkrig ved at tage parti for Chiang Kai-shek imod kommunisterne, selv om de sidstnævnte havde været en meget mere nær allieret af De Forenede Stater i verdenskrigen. USA brugte nedkæmpede japanske soldater til at kæmpe på deres side. Kommunisterne tvang Chiang til at flygte til Taiwan i 1949.

Italien 1946-48

Ved at bruge ethvert trick efter bogen blandede USA sig i valgene for at forhindre det kommunistiske parti fra komme legalt og retmæssigt til magten. Denne pervertering af demokratiet blev gennemført under henvisning til "demokratiets frelse" i Italien. Kommunisterne tabte. I de næste få årtier fortsatte CIA sammen med amerikanske selskaber at intervenere i italienske valg, postede hundredvis af millioner af dollars og megen psykologisk krig ind for at blokere det spøgelse, der hjemsøgte Europa.

Grækenland 1947-49

Intervenerede i en borgerkrig ved at tage parti for neo-fascister imod det græske venstre, der havde bekæmpet nazisterne modigt. Neofascisterne vandt og indstiftede et yderst brutalt regime, til fordel for hvilket CIA skabte et nyt internt sikkerhedsagentur, KYP. Inden længe udførte KYP alle det hemmelige politis berygtede metoder overalt, inklusive systematisk tortur.

Filippinerne 1945-53

Amerikansk militær kæmpede imod venstrekræfter (Huks), selv medens Huks stadig kæmpede imod den japanske invasion. Efter krigen fortsatte USA sin kamp imod Huks, nedkæmpede dem og indsatte derefter en serie marionetter som præsidenter, der kulminerede i Ferdinand Marcos´ diktatur.

Sydkorea 1945-53

Efter 2. verdenskrig undertrykte de Forenede Stater de folkelige progressive kræfter til fordel for de konservative, der havde samarbejdet med japanerne. Dette førte til en lang æra af korrupte, reaktionære og brutale regeringer.


Koreakrigen 1950-53 betød et ødelagt land og millioner af døde koreanere.


Civile ofre for amerikansk terror.
Op til tre millioner civile menes dræbt af USA.
USA besætter fortsat Sydkorea - og der er aldrig sluttet fred.

Mere:
Revelations Continue to Mount of U.S. War Crimes in Korea

Report Of The Investigation Team Of The International Association Of Democratic Lawyers On The Crimes Committed By The United States In Korea
Dated March 31,1952

Final Judgment of the Korea International War Crimes Tribunal
International Action Center June 23, 2001

Albanien 1949-53

USA og Storbritannien forsøgte uden held at vælte den kommunistiske regering og installere en ny, der ville have været provestlig og sammensat overvejende af monarkister og kollaboratører med de italienske fascister og nazister.

Tyskland 1950´erne

CIA orkestrerede en omfattende sabotagekampagne, terrorisme og beskidte tricks samt psykologisk krig imod Østtyskland. Det var en af de faktorer, der førte til opførelsen af Berlinmuren i 1961.

Iran 1953

Premierminister Mossadegh blev styrtet i en fælles amerikansk/britisk operation. Mossadegh var blevet valgt til sin stilling af et stort flertal i parlamentet, men han havde begået den fatale fejltagelse
at sætte sig i spidsen for bevægelsen til nationalisering af et britisk ejet olieselskab, det eneste olieselskab, der opererede i Iran. Kuppet genindsatte shahen i absolut magt og begyndte en periode på 25 år af undertrykkelse og tortur, hvor olieindustrien blev genoverdraget til udenlandsk ejerskab som følger: Storbritannien og USA hver 40 pct., andre lande 20 pct.

Guatemala 1953-90

Et CIA-organiseret kup væltede Jacobo Arbenz´ demokratisk valgte og progressive regering og indledte 40 år med dødspatruljer, tortur, forsvindinger, massehenrettelser og ubegribelig grusomhed med mindst 100.000 ofre - uomtvisteligt et af det 20. århundredes mest umenneskelige kapitler. Arbenz havde nationaliseret det amerikanske firma, United Fruit Company, der havde ekstremt tætte forbindelser til den amerikanske magtelite. Som retfærdiggørelse for kuppet erklærede Washington, at Guatemala havde været på randen af en sovjetisk magtovertagelse, til trods for at russerne havde så ringe interesse i landet, at de ikke engang opretholdt diplomatiske forbindelser. Det virkelige problem var efter Washingtons opfattelse ud over United Fruit risikoen for, at Guatemalas sociale demokrati skulle brede sig til andre lande i Latinamerika.

GUATEMALA 1962 to 1980s: A less publicized "final solution"
Af William Blum

Mellemøsten 1956-58

Eisenhower-doktrinen fastslog, at de Forenede Stater "er forberedt på at bruge væbnede styrker til at assistere" et hvilket som helst mellemøstligt land, "der efterspørger assistance imod væbnet aggression fra et hvilket som helst land, der er kontrolleret af international kommunisme." Den engelske oversættelse af dette var, at ingen ville blive tilladt at dominere eller have alt for stor indflydelse i Mellemøsten og dets oliefelter bortset fra de Forenede Stater, og at enhver, som forsøgte det, pr. definition ville være 'kommunistisk'. I overensstemmelse med denne politik forsøgte de Forenede Stater to gange at vælte den syriske regering, iscenesatte adskillige magtdemonstrationer i Middelhavet for at intimidere bevægelser, der modsatte sig amerikansk-støttede regeringer i Jordan og Libanon, samt landsatte 14.000 tropper i Libanon og for at vælte eller snigmyrde Egyptens Nasser og hans besværlige mellemøstlige nationalisme.

Indonesien 1957-58

Sukarno var ligesom Nasser en af den slags tredjeverdens-ledere, som de Forenede Stater ikke kunne fordrage. Han tog neutraliteten i den kolde krig alvorligt og foretog rejser til Sovjetunionen og Kina (om end også til det Hvide Hus). Han nationaliserede mange af den tidligere hollandske kolonimagts private investeringsobjekter. Han nægtede at knække det indonesiske kommunistparti, som gik den legale fredelige vej og gjorde bemærkelsesværdige fremskridt til valgene. Den slags politik kunne let give andre tredjeverdens-ledere "forkerte ideer." CIA begyndte at poste penge ind i valgene, planlagde snigmord på Sukarno, forsøgte at blackmaile ham med en falsk sexfilm og slog sig sammen med systemkritiske militære officerer for at føre en fuldt udfoldet krig imod regeringen. Sukarno overlevede det hele.

Britisk Guyana 1953-64

I 11 år gik to af verdens ældste demokratier, Storbritannien og de Forenede Stater, til yderligheder for at forhindre en demokratisk valgt leder i at indtage sin stilling. Cheddi Jagan var en anden tredjeverdens-leder, som forsøgte at forholde sig neutral og uafhængig. Han blev valgt tre gange. Selv om han var mere venstreorienteret end Sukarno eller Arbenz, var hans politik i embedet ikke revolutionær. Men han var stadig en mærket mand, for han repræsenterede Washingtons største frygt: opbygning af et samfund, der kunne blive et vellykket eksempel på et alternativ til den kapitalistiske model. Ved at bruge et bredt spekter af taktik - fra generalstrejker og desinformation til terrorisme og britisk juristeri - tvang USA og Storbritannien til sidst Jagan ud i 1964. John T. Kennedy havde givet en direkte ordre til hans fordrivelse, ligesom formentlig også Eisenhower havde gjort det.

Som et af de bedrestillede lande i regionen under Jagan blev Guyana i 1980´erne et af de fattigste. Dets hovedeksport blev mennesker.

Vietnam 1950-73

Napalm mod børn i Vietnam
Minimum 365.0000 civile blev dræbt af USA.
1 million nordvietnamesiske soldater mens dræbt

Glidebanen begyndte med at man stillede sig på franskmændenes side, sammen med de tidligere kolonisatorer og kollaboratører med japanerne, imod Ho Chi Minh og hans tilhængere, der havde arbejdet tæt sammen med de allierede under krigen, og som beundrede alt, hvad der var amerikansk. Ho Chi Minh var imidlertid trods alt en slags kommunist. Han havde skrevet talrige breve til præsident Truman og udenrigsministeriet og bedt om Amerikas hjælp til at vinde vietnamesisk uafhængighed fra Frankrig og for at finde en fredelig løsning for hans land. Alle hans indtrængende henvendelser blev ignoreret. Ho Chi Minh udformede den nye vietnamesiske uafhængighedserklæring med inspiration fra den amerikanske uafhængighedserklæring og begyndte den med "Alle mennesker er skabt lige. De er af deres skaber udrustet med..." Men dette blev ikke regnet for noget i Washington. Ho Chi Minh var og blev en eller anden slags kommunist.

Treogtyve år og mere end en million døde senere trak de Forenede Stater sine militærstyrker tilbage fra Vietnam. De fleste folk siger, at USA tabte krigen. Men ved at ødelægge Vietnam til grunden og forgifte jorden og genmaterialet for generationer fremover havde Washington opnået sit hovedformål: at forhindre, hvad der kunne have været begyndelsen til en god udviklingskurs for Asien. Men Ho Chi Minh var ikke desto mindre en slags kommunist.

Cambodja 1955-73

Prins Sihanouk var endnu en leder, som ikke var indstillet på at være en amerikansk klient. Efter mange års fjendtlighed imod hans regime, inklusive snigmordskomplotter og de berygtede "tæppe-bombardementer" i 1969-70 beordret af Nixon/Kissinger, styrtede Washington endelig Sihanouk med et kup i 1970. Dette var alt, hvad der var brug for at tilskynde Pol Pot og hans Khmer Rouge-styrker at gå ind i kampen. Fem år senere tog de magten. Men fem år med amerikansk bombardement havde fået Cambodjas traditionelle økonomi til at forsvinde. Det gamle Cambodja var blevet ødelagt for altid.

Utroligt nok skulle Khmer Rouge påføre det ulykkelige land endnu større elendighed. For at føje spot til skade støttede de Forenede Stater Pol Pot militært og diplomatisk efter deres senere nederlag til vietnameserne.

Congo/Zaire 1960-65

I juni 1960 blev Patrice Lumumba Congos første premierminister efter uafhængigheden fra Belgien. Men Belgien fastholdt sin enorme mineralrigdom i Katanga-provinsen. Fremtrædende embedsmænd i Eisenhower-administrationen havde finansielle forbindelser til den samme rigdom, og Lumumba opfordrede i forbindelse med uafhængighedsdagens ceremonier over for en forsamling af udenlandske dignitarer til landets økonomiske og politiske befrielse og opregnede en liste af uretfærdigheder imod de indfødte fra de hvide jordejeres side. Manden var utvivlsomt en "kommunist". Den stakkels mand var tydeligvis dømt.

Elleve dage senere løsrev Katanga-provinsen sig. I september blev Lumumba fjernet af præsidenten på foranledning af de Forenede Stater, og i januar 1961 blev han myrdet på udtrykkelig ordre af Dwight Eisenhower. Der fulgte adskillige år med borgerkrig og kaos og Mobutos Sese Sekos opstigen til magten, dvs. en mand, der ikke var ukendt for CIA. Mobuto fortsatte med at regere landet i mere end 30 år, med et korruptionsniveau og en grusomhed, der chokerede selv hans CIA-forbindelser. Befolkningen i Zaire levede i ussel fattigdom til trods for den rigelige naturgivne velstand, mens Mobuto blev multimilliardær.

Brasilien 1961-64

Præsident Joao Goulart var skyldig i de sædvanlige forbrydelser: Han indtog en uafhængig stilling i udenrigspolitik, idet han genoptog forbindelser med socialistiske lande og gik imod sanktioner imod Cuba; hans administration vedtog en lov, der begrænsede mængden af profitter, som multi-nationale kunne bringe ud af landet; et datterselskab af ITT blev nationaliseret; han gik ind for økonomiske og sociale reformer. Og statsadvokat Robert Kennedy var urolig over, at Goulart tillod "kommunister" at indtage positioner i regeringsadministrationen. Og dog var manden ikke radikal. Han var jordejer, millionær og katolik, som havde en "medal of the Virgin" om halsen. Det var imidlertid ikke nok til at redde ham. I 1964 blev han væltet under et militærkup med et dybt fordækt amerikansk engagement. Den officielle Washington-linje var ... ja, det er uheldigt, at demokratiet er blevet væltet i Brasilien. Men trods alt, landet er blevet reddet fra kommunisme.

I de næste 15 år blev alle de kendetegn på militært diktatur, som Latinamerika har lært at kende, institutionaliseret: Kongressen blev lukket, politisk opposition blev reduceret til praktisk talt udslettelse, habeas corpus (grundlæggende rettigheder, overs,) for "politiske forbrydelser" blev suspenderet, kritik af præsidenten blev forbudt ved lov, fagforeninger blev overtaget af regeringsagenter, stigende protester blev mødt med politi og militær skydning ind i menneskemasser, bønders hjem blev nedbrændt, præster blev brutalt behandlet ... forsvindinger, dødspatruljer, en bemærkelsesværdig grad og depravering af tortur ... regeringen havde et navn for sit program: den "moralske genopbygning" af Brasilien.

Washington var yderst tilfreds. Brasilien brød sine forbindelser med Cuba og blev en af de Forenedes Staters mest pålidelige allierede i Latinamerika.

Den Dominikanske Republik 1963-66

I februar 1963 overtog Juan Bosch embedet som den første demokratisk valgte præsident for den Dominikanske Republik siden 1924. Her var i det mindste John F. Kennedys liberale antikommunist til at modgå anklagen om, at USA kun støttede militærdiktaturer. Boschs regering skulle vise sig at være det længe søgte "eksempel på demokrati", der ville gøre Fidel Castro til løgn. Han fik den store modtagelse i Washington, kort før han overtog embedet.

Bosch var tro mod sine forestillinger. Han opfordrede til jordreform, billige boliger, moderat nationalisering af erhvervslivet og udenlandske investeringer, forudsat at de ikke udbyttede landet overdrevent, og andre politiske tiltag, som kendetegner programmet for enhver liberal leder i den tredje verden, der mener noget med social forandring. Han var tillige seriøs i henseende til borgerlige rettigheder: Kommunister - eller de, der blev stemplet som sådanne - skulle ikke forfølges, medmindre de faktisk krænkede loven.

Et antal amerikanske embedsmænd og kongresfolk gav udtryk for deres ubehag ved Boschs planer såvel som hans uafhængige holdning i forhold til USA. Jordreform og nationalisering er altid ømtålelige emner i Washington, hvor det opfattes som, det stof, "snigende socialisme" er gjort af. I adskillige dele af den amerikanske presse var Bosch stemplet som rød.

I september gik militærstøvlerne i gang. Det var slut med Bosch. De Forenede Stater, som med en håndbevægelse var i stand til at hindre et militært kup i Latinamerika, gjorde intet.

Nitten måneder senere brød en revolte ud, som lovede at bringe Bosch tilbage til magten. De Forenede Stater sendte 23.000 tropper til at hjælpe med at knuse den.

Cuba 1959 til nu

Fidel Castro kom til magten i begyndelsen af 1959. På det amerikanske nationale sikkerhedsråds møde 10 marts 1959 var muligheden for at bringe "en anden regering til magten i Cuba også på dagsordenen". Der fulgte 40 års terroristangreb, bombardementer, fuldt udfoldede militære invasioner, sanktioner, embargo, isolation og snigmord. Cuba havde gennemført den utilgivelige revolution, en meget alvorlig trussel om at være et "godt eksempel" i Latinamerika.

Den sørgeligste del af dette er, at verden aldrig vil få at vide, hvad slags samfund Cuba kunne have frembragt, hvis det var blevet overladt til sig selv, hvis det ikke konstant var under geværtrussel og trussel om invasion, hvis det havde fået lov til at slække på sin indenrigspolitiske kontrol. Idealismen, visionen og talentet var alt sammen til stede. Men vi vil aldrig få det at vide. Og det var selvfølgelig meningen.

CUBA 1959 to 1980s: The unforgivable revolution
Af William Blum

Indonesien 1965

En kompleks serie af begivenheder, der involverede et formodet kupforsøg, et modkup og måske et mod-modkup med tydelige amerikanske fingeraftryk på forskellige punkter resulterede i, at Sukarno blev fordrevet fra magten og erstattet af et militært kup ledet af general Suharto. Den massakre, der begyndte umiddelbart efter - på kommunister, kommunistsympatisører, mistænkte kommunister, mistænkte kommunist-sympatisører og dem, der hverken var det ene eller det andet - blev af New York Times kaldt "en af de mest grusomme masseslagtninger i moderne politisk historie". Det skønnede antal dræbte i løbet af få år begynder ved en halv million og går til over en million.

Nedslagtningen af 'kommunister' -
Indonesien oktober 1965

Det blev senere klart, at den amerikanske ambassade havde ført lister over "kommunist"-aktivister, fra top-lag ned til landsby-kadrer, så mange som 5.000 navne, og overgivet dem til hæren, der derefter opsporede disse personer og dræbte dem. Amerikanerne ville derefter tjekke navnene på dem, der var blevet dræbt eller fanget. "Det var faktisk en stor hjælp for hæren. De dræbte formentlig en masse mennesker, og jeg har sandsynligvis en masse blod på hænderne," sagde en amerikansk diplomat. "Men det er ikke alt, der er dårligt. Der gives tider, hvor det er nødvendigt at slå hårdt ned i et afgørende øjeblik."

Ex-agents say CIA compiled death lists for Indonesians
After 25 years, Americans speak of their role in exterminating Communist Party
by Kathy Kadane, States News Service, 1990

Chile 1964-73

Salvador Allende var det værst tænkelige scenario for en Washington-imperialist. Han kunne kun forestille sig en ting, der var værre end en marxist ved magten - en valgt marxist ved magten, som respekterede konstitutionen og blev stadig mere populær. Dette rystede selve det fundament, som det antikommunistiske tårn var bygget på: den gennem årtier omhyggeligt opdyrkede doktrin om, at "kommunister" kun kan tage magten gennem magt og bedrag, at de kun kan opretholde denne magt gennem terror og hjernevask af befolkningen.

Santiago:
Studenterprotest under militærkuppet 1973

Efter at have saboteret Allendes valgresultat i 1964, og efter at det var mislykkedes i 1970 til trods for de største anstrengelser, lod CIA og resten af den amerikanske udenrigspolitiske maskine over de næste tre år ikke en eneste sten uvendt i deres forsøg på at destabilisere Allende-regeringen, idet de særlig koncentrerede sig om at opbygge en militær konfrontation.

Endelig i september 1973 væltede militæret regeringen, mens Allende døde under forløbet.

De lukkede landet imod den omgivende verden i en uge, mens tanks rullede ind og soldaterne slog døre ind; stadionerne genlød af henrettelsesskrig, og lig hobede sig op langs gaderne og drev ned ad floden; torturcentre åbnede for forretning; de systemkritiske bøger blev kastet på bålet; soldater rev bukserne af kvinder under råb om, at "i Chile bærer kvinder kjoler!"; de fattige vendte tilbage til deres naturlige tilstand; og verdensmændene i Washington og i den internationale finansverdens sale åbnede deres checkhæfter. Til sidst var mere end 3.000 blevet henrettet, tusinder flere tortureret eller forsvundet.

Reformisme - porten til fascisme
Af Chiles Kommunistiske Parti/Proletarisk Aktion

Grækenland 1964-74

Det militære kup fandt sted i april 1967, kun to dage før kampagnen for de nationale valg skulle begynde, valg, som syntes sikre på at bringe den liberale veteran og leder George Papandreou tilbage som premierminister. Papandreou var blevet valgt i februar 1964 med den eneste klare majoritet i det moderne Grækenlands valghistorie. De vellykkede rænkespil for at vælte ham var begyndt med det samme i form af en fælles indsats fra det kongelige hof, det græske militær og det amerikanske militær og CIA stationeret i Grækenland. 1967-kuppet blev umiddelbart fulgt af den traditionelle krigslov, af censur, arrestationer, mishandlinger, tortur og drab, hvor ofrene løb op i omkring 8.000 i den første måned. Dette blev ledsaget af den lige så traditionelle erklæring om, at dette alt sammen blev gjort for at redde nationen fra en "kommunistisk magtovertagelse." Korrumperede og undergravende påvirkninger af græsk tilværelse skulle fjernes. Blandt disse var miniskørter, langt hår og udenlandske aviser; kirkegang for de unge skulle være tvungen.

Det var imidlertid tortur, der mest utilsigtet prægede det syv år lange græske mareridt. James Becket, en amerikansk advokat, der blev sendt til Grækenland af Amnesty International, skrev i december 1969 at "et konservativt skøn ville ligge på ikke mindre end to tusinde" dvs. antallet af folk, der var tortureret, sædvanligvis på den mest grusomme måde, ofte med udstyr leveret af de Forenede Stater.

Becket rapporterede det følgende: Hundredvis af fanger har lyttet til den lille tale, som blev holdt af Basil Lambrou, der sidder bag sit skrivebord, som viser de røde, hvide og blå håndtryk som symboler på amerikansk assistance. Han forsøger at vise fangen det helt håbløse i modstand: "Du gør dig selv til grin, hvis du tror, at du kan gøre noget. Verden er delt i to. Der er kommunisterne på den ene side og på denne side den frie verden. Russerne og amerikanerne, ingen andre. Hvad er vi? Amerikanere. Bag mig er der regeringen, bag regeringen er NATO, bag NATO er USA. Du kan ikke bekæmpe os, vi er amerikanere."

George Papandreou var ikke på nogen måde radikal. Han var en liberal anti-kommunistisk type. Men hans søn Andreas, tronfølgeren, om end han var en smule til venstre for sin far, havde ikke skjult sit ønske om at tage Grækenland ud af den kolde krig og havde sat et spørgsmålstegn ved at forblive i NATO, eller i det mindste som en satellit af USA.

Østtimor 1975 til i dag

I december 1975 invaderede Indonesien Østtimor, som ligger i den østlige ende af det indonesiske øhav, og som havde proklameret sin uafhængighed, efter at Portugal havde opgivet kontrollen med det. Invasionen blev iværksat dagen efter, at den amerikanske præsident Gerald Ford og udenrigsminister Henry Kissinger havde forladt Indonesien efter at have givet Suharto tilladelse til at bruge amerikanske våben, der ifølge amerikansk lov ikke måtte bruges til aggression. Indonesien var Washingtons mest værdifulde redskab i Sydøstasien.

Amnesty International skønnede, at indonesiske tropper pr. 1989 med henblik på at annektere Østtimor med magt havde dræbt 200.000 mennesker ud af en befolkning på mellem 600.000 og 700.000. De Forenede Staters støttede Indonesiens krav på Østtimor (til forskel fra FN og EU) og nedspillede slagtningerne i betragtelig grad, og forsynede samtidig Indonesien med alt det militære grej og den træning, som landet behøvede for at udføre jobbet.

Nicaragua 1978-89

Da sandinisterne styrtede Somoza-diktaturet i 1978, stod det klart for Washington, at det meget vel kunne fremkalde dette længe frygtede uhyre - "et nyt Cuba." Under præsident Carter antog forsøg på sabotage af revolutionen diplomatiske og økonomiske former. Under Reagan var vold den foretrukne metode. Gennem otte forfærdeligt lange år var Nicaraguas befolkning under angreb af Washingtons stedfortræderhær, contraerne, dannet af Somozas ondartede nationalgarde og andre støtter af diktatoren. Det var en total krig, der tog sigte på at ødelægge regeringens progressive sociale og økonomiske programmer, nedbrænde skoler og lægeklinikker, voldtægt, tortur, minering af havne, bombardementer og beskydning fra luften. Dette var Ronald Reagans "frihedskæmpere." Der skulle ikke være nogen revolution i Nicaragua.

Grenada 1979-84

Hvad kunne få verdens mægtigste land til at invadere et land med 110.000 indbyggere? Maurice Bishop og hans tilhængere havde taget magten i et kup i 1979, og selvom deres faktiske politik ikke var så revolutionær som Castros, blev Washington igen drevet af sin frygt for "et nyt Cuba", især da de grenadiske ledere blev mødt med stor begejstring i andre af regionens lande.

Fra invasionen i 1983

USA´s destabiliserings-taktik imod Bishop-regeringen begyndte umiddelbart efter kuppet og fortsatte indtil 1983, kendetegnet ved utallige eksempler på desinformation og beskidte tricks. Den amerikanske invasion i oktober 1983 mødte minimal modstand, selvom USA led tab på 135 dræbte eller sårede; der var også omkring 400 grenadiske tab og 84 cubanere, hovedsageligt bygningsarbejdere.

I slutningen af 1984 blev der afholdt et tvivlsomt valg, der blev vundet af en mand, der var støttet af Reagan-administrationen. Mere end et år senere rapporterede menneskerettighedsorganisationen, Council on Hemispheric Affairs, at Grenadas nye amerikansk trænede politistyrke og kontrarevolutionære styrker havde fået ry for brutalitet, vilkårlige arrestationer, misbrug af autoritet og undergravning af borgerrettigheder.

I april 1989 udsendte regeringen en liste på mere end 80 bøger, som det var forbudt at importere. Fire måneder senere suspenderede premierministeren parlamentet for at komme en truende mistillids-afstemning i forkøbet, hvilket resulterede i, hvad hans kritikere kaldte "en stadigt mere autoritær stil".

Libyen 1981-89

Libyen nægtede at være en acceptabel mellemøstlig klientstat for Washington. Dets leder Moammar el-Qaddafi var fræk. Han måtte afstraffes. Amerikanske fly nedskød to libyske fly over, hvad Libyen anså for deres luftrum. USA kastede også bomber over landet og dræbte mindst 40 mennesker, inklusive Qaddafis datter. Der var andre forsøg på at snigmyrde manden, operationer med henblik på at styrte ham, en omfattende desinformationskampagne, økonomiske sanktioner og beskyldninger af Libyen for at stå bag bombningen af Pan Am 103 uden noget brugbart bevis.

Panama 1989

Washingtons bombefly slog til igen. December 1989 blev et stort spansk boligkvarter i Panama City udslettet, 15.000 mennesker stod uden bolig. Optælling efter flere dages kampe imod panamastyrker resulterede ifølge den officielle optælling omkring 500 døde, hvilket den amerikanske og den nye amerikansk-installerede Panama-regering indrømmede; andre kilder, men ligeså gode kilder, insisterede på, at tusinder var døde og omkring 3.000 sårede.

Spørgsmål fra journalist: "Var det virkelig værd at sende folk i døden for dette? For at få fat i Noriega?"

George Bush: "Ethvert menneskeliv er kostbart, og alligevel er jeg nødt til at svare ja, det har været det værd."

Manuel Noriega havde været en amerikansk allieret og informant i årevis, inden han havde opbrugt sin nytteværdi. Men at få fat i ham var ikke det eneste motiv for angrebet. Bush ønskede at sende et klart budskab til Nicaraguas befolkning, som havde et valg på dagsordenen inden for to måneder, om at dette kunne blive deres skæbne, hvis de genvalgte sandinisten. Bush ønskede også at demonstrere lidt militære muskler for over for kongressen at illustrere behovet for en stor kampklar styrke selv efter den meget nylige opløsning af sovjet-truslen. Den officielle forklaring på den amerikanske fordrivelse var Noriegas narkohandel, som Washington havde kendt til i årevis og overhovedet ikke havde været bekymret om.

Irak 1990´erne

Nådesløse bombardementer i mere end 40 dage og nætter imod en af de mest avancerede nationer i Mellemøsten, ødelæggelse af dets gamle og moderne dele af hovedstaden; 177 millioner pund bomber, der faldt på det irakiske folk, det mest koncentrerede luftangreb i verdenshistorien; forurenede uranvåben brændte folk til aske og forårsagede kræft; sprængning af kemiske og biologiske våbenlagre og oliefaciliteter; forgiftning af atmosfæren i grad, der næppe kendes tilsvarende nogetsteds; levende begravelse af soldater med velberåd hu; sanktioner, der mangedobler problemerne, fortsat til i dag ; måske en million børn er døde op til nu af alle disse ting, og endnu flere voksne.

Irak var den stærkeste militære magt af de arabiske stater. Dette kan have været deres forbrydelse. Noam Chomsky har skrevet: "Det har været en ledende, drivende doktrin for den amerikanske udenrigspolitik siden 1940´erne, at de enorme og uovertrufne energiressourcer i Golf-regionen skal være effektivt domineret af de Forenede Stater og dets klienter og afgørende, at ingen uafhængig, indfødt styrke vil få tilladelse til at have nogen indflydelse på administrationen af olieproduktion og -priser."

IRAQ 1990-1991: Desert holocaust
Af William Blum

A Report on United States War Crimes Against Iraq to the Commission of Inquiry for the International War Crimes Tribunal
by Ramsey Clark and Others

Afghanistan 1979-92

Alle er bekendt med den utrolige undertrykkelse af kvinder i Afghanistan, gennemført af islamiske fundamentalister selv før Taliban. Men hvor mange mennesker ved, at Afghanistan i de sene 1970´ere og det meste af 1980´erne havde en regering, der var engageret i at bringe det utroligt tilbagestående land ind i det 20. århundrede, derunder at give kvinder lige rettigheder? Hvad der imidlertid skete, var, at de Forenede Stater postede milliarder af dollars i at føre en forfærdelig krig imod denne regering, simpelthen fordi den var støttet af Sovjetunionen. Forud for dette havde CIA-operationer med fortsæt øget muligheden for en sovjet-intervention, hvilket var hvad der skete. I sidste instans vandt USA, og kvinder og resten af Afghanistan tabte. Mere end en million døde, tre millioner handicappede, fem millioner flygtninge, i alt omkring halvdelen af befolkningen.

AFGHANISTAN 1979-1992 America's Jihad
Af William Blum

El Salvador 1980-92

El Salvadors dissidenter forsøgte at arbejde inden for systemet. Men med USA´s støtte gjorde regeringen dette umuligt, idet de betjente sig af tilbagevendende valgsvindel og mord på hundreder af protesterende og strejkende. I 1980 greb dissidenterne til våben og borgerkrig.

Officielt var den amerikanske militære tilstedeværelse i El Salvador begrænset til rådgivende funktioner. I virkeligheden spillede militæret og CIA personale fortløbende en mere aktiv rolle. Omkring 20 amerikanere blev dræbt eller såret i helikopter- og flystyrt under rekognosceringsflyvninger eller andre missioner over kamppladserne, og et betragteligt antal vidnesbyrd er ligeledes kommet frem om en amerikansk rolle på landjorden. Krigen afsluttedes officielt i 1992; 75.000 civile døde og den amerikanske finanskasse reduceret med seks milliarder dollars. Meningsfuld social forandring er stort set blevet forpurret. En håndfuld hovedrige ejer stadig landet, de fattige er der som altid, og dissidenter må stadig leve i frygt for højreorienterede dødspatruljer.

Haiti 1987-94

USA støttede Duvalier-familiens diktatur i 30 år, dengang med den reformistiske præst Jean-Bertrand Aristide i opposition. Samtidig arbejdede CIA tæt sammen med dødspatruljer, torturfolk og narkohandlere. Med dette som baggrund befandt Clintons Hvide Hus sig i den ubehagelige situation - som følge af al dets retorik om "demokrati" - at måtte forgive at støtte Aristides tilbagevenden til magten i Haiti, efter at han var blevet fordrevet i 1991 i forbindelse med et militærkup. Efter at have udsat hans tilbagevenden i mere end to år fik Washington endelig sit militær til at genindsætte Aristide, men kun efter at have tvunget præsten til at garantere, at han ikke ville hjælpe de fattige på bekostning af de rige, og at han ville holde sig tæt til en fri markedsøkonomi. Dette betød, at Haiti måtte fortsætte med at være samlefabrik for den vestlige halvkugle, hvor dets arbejdere gik for bogstavelig talt sultelønninger.

HAITI 1986-1994: Who will rid me of this turbulent priest?
Af William Blum

Jugoslavien 1999

De Forenede Stager bombarderer landet tilbage til en førindustriel tidsalder. Det ville passe verden at tro, at dens intervention kun er motiveret af "humanitære" impulser. Måske kan den ovennævnte historie om amerikanske interventioner bidrage til at afgøre, hvor meget vægt der skal lægges på denne påstand.

NATO-luftbombardement af Beograd

Overs. Hans Pendrup

Yderligere information samlet af Stop Terrorkrigen:

AMERIKANSKE INTERVENTIONER GENNEM 100 ÅR
From Wounded Knee to Iraq
by Zoltan Grossman

KILLING CIVILIANS TO SHOW THAT KILLING CIVILIANS IS WRONG
A BRIEFING ON THE HISTORY OF U.S. MILITARY INTERVENTIONS
By Zoltan Grossman Z-Net

BASIC STATISTICS FOR UNITED STATES IMPERIALISM

AMERICAN PEACE YEAR BY YEAR

A Timeline of CIA Atrocities
By Steve Kangas

Chronology of American State Terrorism

What Uncle $ham Really Wants

Amerikanske militærbaser rundt om i verden

New US Military Bases: Side Effects Or Causes Of War?
By Zoltan Grossman Z-Net

50 Facts About U.S. Nuclear Weapons
Brookings Institution

Amerikanske krigstab gennem historien
The American War Library Eng



- End -