Præsidentens virkelige mål i Irak

af Jay Bookman
29 September 2002

Jay Bookman er stedfortrædende redaktør af Atlanta-avisen Constitution. Hans fremsynede artikel skrevet før Irak-krigen giver en glimrende oversigt over amerikansk strategi.
Se links i artiklen til artikler p engelsk for mere baggrundsviden.
Artiklen blev genudgivet af Information Clearing House 14.11.2003:
The president's real goal in Iraq

En anden MUST READ- baggrundsartikel (på dansk) er
Øje mod verden: Den mørke port
Af Chris Floyd

Den officielle historie om Irak har aldrig givet mening. Den forbindelse, som Bush administrationen har forsøgt påvise mellem Irak og al-Qaida, har altid virket
konstrueret og kunstig. Faktisk var det svært at tro på, at smarte folk i Bush administrationen ville starte en større krig på et så spinkelt grundlag.

Brikkerne hang simpelthen ikke sammen. Der måtte være noget andet igang; der manglede noget.

I de seneste dage er disse missing links endelig begyndt at falde på plads. Som det viser sig, handler det i virkeligheden ikke om Irak. Det drejer sig ikke om masseødelæggelsesmidler eller terrorisme eller Saddam eller FN resolutioner.

Denne krig som, hvis den skulle komme, har til formål at markere den officielle tilstedeværelse af de Forenede Stater som et fuldt udfoldet imperium, der griber det
ubestridte ansvar og autoritet som global politmand. Det ville blive kulminationen på en plan, der har været under udvikling i 10 år eller mere, udført de, der har den opfattelse, at de Forenede Stater er nødt til at gribe muligheden for global dominans (se også listen nedenunder artiklen) , selv hvis det betyder at blive de "amerikanske imperialister", som vore fjender altid har påstået, at vi var.

Når det først er forstået, så vil andre mysterier opløse sig selv. F.eks. hvorfor synes
administrationen ikke at bekymre sig om en strategi for at trække sig ud af Irak, når Saddam først er væltet?

Fordi vi vil ikke trække os ud. Efter at have erobret Irak, vil de Forenede Stater skabe permanente militære baser i dette land, hvorfra det kan dominere Mellemøsten, inklusive nabolandet Iran.

I et interview i fredags, fejede forsvarsminister Donald Rumsfeld denne formodning til side, idet han noterede sig, at de Forenede Stater ikke eftertragter andre nationers
territorium. Det er muligvis sandt, men 57 år efter anden verdenskrig sluttede, har vi stadig store baser i Tyskland og Japan.
Vi vil gøre det samme i Irak.

Og hvorfor har administrationen forkastet ideen om at inddæmme og afskrække Irak, som vi gjorde det med Sovjet Unionen for 45 år siden? Fordi inddæmning og afskrækkelse selv om den fungerede, ikke vil tillade ekspansion af amerikansk magt. Desuden er de os underlegne som imperium. Rom nedlod sig ikke til inddæmning; det erobrede. Og det samme bør vi gøre.

Blandt arkitekterne til dette foregivne amerikanske imperium er en gruppe brilliante og magtfulde folk, der nu sidder i nøglepositioner i Bush administrationen. De tager sigte på at skabe og gennemtvinge det, de kalder en verdensomspændende, "Pax Americana" eller amerikansk fred. Men indtil videre har det amerikanske folk ikke
påskønnet det virkelige momfang af denne ambition.

Dele af dette fremlægges i National Security Strategy, et dokument hvor de tidligere
administrationer skitserer deres tilgang til forsvaret af landet. Bush administrationens plan, frigivet d. 20 sept., markerer en bemærkelsesværdig afstandtagen fra tidligere opfattelser, en forandring, som i vid udstrækning tilskrives angrebene d. 11. sept.

For at forholde sig til terrorismetruslen fremlægger præsidentens rapport en ny aggressiv militær og udenrigspolitik, der indbefatter forebyggende (pre-emptive) angreb på formodede fjender.
Den taler i grove vendinger om, hvad den kalder American internationalism, om at ignorere internationale meninger, hvis det passer amerikanske interesser. "Det bedste forsvar er et godt angreb", hævder dokumentet.

Det forkaster afskrækkelse som en koldkrigs reminiscens og taler i stedet om "at overbevise eller tvinge stater til at acceptere deres suveræne ansvar."

Når det kommer til stykket fremlægger den en plan for permanent amerikansk militær og økonomisk dominans af enhver region på kloden, uhindret af internationale traktater eller bekymringer. Og for at gøre denne plan til virkelighed forestiller den sig en stærk udvidelse af vor globale militære tilstedeværelse.

(link: "De Forenede Stater vil behøve baser og stationeringer indenfor og hinsides Vest Europa og Nordøst Asien.") advarer dokumentet, "såvel som midlertidig adgang
til arrangementer m.hbl.p. lang distance udstationering af amerikanske tropper."

Rapportens gentagne referencer til terrorisme er imidlertid vildledende, fordi den nye nationale sikkerhedsstrategi tydeligvis ikke var inspireret af begivenhederne d.
11. sept. De kan findes langt hen ad vejen formuleret i det samme sprog i en rapport udsendt i september 2000 af Project for the New American Century, en gruppe af konservative interventionister, der harmes over den tanke, at de Forenede Stater kan komme til at gå glip af sin chance for et globalt imperium.

"På intet tidspunkt i historien har den internationale sikkerhedsorden været så bidragydende til amerikanske interesser og idealer," sagde rapporten, der blev fremlagt for to år siden. "Dette kommende århundredes udfordring er at bevare og øge denne amerikanske ´Amerikanske fred`."

Velkendte temaer

Overalt bliver rapporten fra 2000 læst som en plan for den aktuelle Bush forsvarspolitik. Det meste af, hvad den anbefaler, har Bush administrationen forsøgt at gennemføre. For eksempel tilskyndede de til afvisning af den anti-ballistiske
missiltraktat og et engagement i et globalt missilforsvarssystem. Administrationen er slået ind på den kurs.

Den anbefaler at de Forenede Stater for at projicere den verdensomspændende magt, der skal til for at gennemtvinge Pax Americana, vil være nødt til at øge
forsvarsforbruget fra 3 procent af brutto-nationalproduktet til så meget som 3.8 procent. For næste år har Bush administrationen anmodet om et forsvarsbudget på $379 milliader, næsten nøjagtigt 3.8 procent af BNP.

Den støtter udviklingen af små kernevåben "som der er behov for med sigte på meget dybe underjordisk armerede bunkers, der er blevet bygget af mange af vore
potentielle modstandere."
Indeværende år gav det republikansk ledede hus Pentagon grønt lys til at udvikle et sådant våben under betegnelsen Robust Nuclear Earth Penetrator, mens senatet hidtil har taget afstand.

Denne tætte forbindelse mellem anbefalinger og den aktuelle politik er næppe overraskende, i betragtning af de positioner, som de folk, der bidrog til rapporten
fra 2000, indtager nu.

Paul Wolforwitz er nu viceudenrigsminister. John Bolton er vicestatsminister. Stephen Cambone er chef for Pentagon´s kontor for program, analyse og evaluering. Eliot Cohen og Devon Cross er medlemmer af det forsvarspolitiske udvalg, der ådgiver Rumsfeld. I. Lewis Libby er stabschef for vicepræsident Dick Cheney. Dov Zakheim er ledende embedsmand i forsvarsdepartementet.

´Politimæssige forpligtelser´

Eftersom de stadig kun var private borgere i 2000 kunne forfatterne til rapporten Rebuilding America's Defenses tillade sig at være mere åbenmundede og mindre diplomatiske, end de var i forbindelse med udfærdigelsen af the National Security Strategi. Tilbage i 2000 udpegede de tydeligvis Iran, Irak og Nord Korea som primære kortsigtede mål, et godt stykke tid før præsident Bush identificerede dem som ondskabens akse. I deres rapport kritiserer de den kendsgerning, at i henseende til krigsplaner imod Nord Korea og Irak, "(har) tidligere Pentagon krigsspil taget lidet eller intet hensyn til det styrkebehov, der er nødvendigt for ikke kun at slå et angreb tilbage, men at fjerne disse regimer fra magten."

For at kunne fastholde Pax Americana, siger rapporten, at amerikanske styrker vil være nødt til udøve "politimæssige forpligtelser" .... de Forenede Stater som verdens politimand ... og siger at sådanne aktioner "kræver amerikansk politisk lederskab snarere end FN´s"

For at leve op til dette ansvar og for at sikre, at intet land vover at udfordre de Forenede Stater, (link: anbefaler rapporten en meget større militær
tilstedeværelse spredt over mere af jorden), udover de omtrent 130 nationer, hvor amerikanske tropper allerede er udstationeret.

Mere specifikt hævder de, at vi behøver permanente militærbaser i Mellemøsten, i SydøstEuropa i Laatin Amerika og i Sydøst Asien, hvor der ikke eksisterer sådanne baser for nærværende.
Det bidrager til at forklare et andet af mysterierne i forbindelse med vor efter-sept.11 reaktion, hvor Bush administrationen fik travlt med at installere amerikanske
tropper i Georgien og Filippinerne, såvel som vores iver efter at sende militære rådgivere til at assistere i borgerkrigen i Colombia.

Rapporten fra 2000 indrømmer direkte sin gæld til et endnu tidligere dokumentet, der blev udarbejdet i 1992 af forsvarsdepartementet. Dette dokument havde også set frem til de Forenede Stater som en kolos overskrævs på verden, der påtvinger den sin vilje og opretholder verdensfreden i kraft af militær og økonomisk magt. Da det blev lækket i sin endelige skitseform, mødte forslaget så meget kritik, at det hastigt blev trukket tilbage og forkastet af den første præsident Bush.

Virkning på allierede

Forsvarsministeren i 1992 var Richard Cheney, dokumentet blev udarbejdet af Wolfowitz, der dengang var viceforsvarsminister.

Den potentielle virkning af Pax Americana er umådelig stor.

En ting er virkningen på vore allierede. Når vi først hævder den ensidige ret til at handle som verdens politibetjent vil vore allierede hurtigt glide i baggrunden. I
sidste instans vil vi være tvungne til at bruge amerikansk velstand og amerikansk blod på at beskytte freden mens andre nationer omdirigerer deres velstand til ting som sundhedsvæsen for deres borgere.

Donald Kagan, professor i klassisk græsk historie ved Yale og en indflydelsesrig talsmand for en mere aggressiv udenrigspolitik ... han fungerede som med-formand for New Century projektet fra 2000 ... indrømmer denne sandsynlighed.

"Hvis (vore allierede) ønsker en fribillet, og det vil de sandsynligvis, kan vi ikke forhindre det," siger han. Men hævder også, at de Forenede Stater, i betragtning af
dets unikke position, ikke har noget andet valg end at handle alligevel.

"I så filmen ´High Noon´? spørger han. "Vi er Gary Cooper."

At acceptere Cooper rollen ville være ensbetydende med en historisk forandring af, hvordan vi er som en nation, og af hvordan vi handler på den internationale scene.
Kandidat Bush førte bestemt ikke ampagne på en sådan forandring. Det er ikke noget, som han eller andre har vovet at diskutere ærligt med det amerikanske folk. Tværtimod, i sin udenrigspolitiske debat med Al Gore, anbefalede Bush entydigt en mere ydmyg udenrigspolitik, en holdning kalkuleret til med henblik på at appellere til
vælgere der er utrygge ved militær intervention.

Af samme grund viger Kagan og andre tilbage fra begreber som imperium i forståelse af dets bibetydninger. Men de hævder også, at det ville være naivt og farligt at afvise den rolle, som historien har pånødet os. Kagan, f.eks. går villigt ind for den ide, at
de Forenede Stater bør etablere permante militære baser i et efterkrigs Irak.

"Jeg mener, at det er i høj grad muligt" siger han. "Vi vil sandsynligvis behøve en større koncentration af styrker i Mellemøsten over en lang tidsperiode. Det vil kræve sin pris. Men tænk på prisen for ikke at have den. Når vi har økonomiske problemer,
er det forårsaget af fbrydelser i vor oljeforsyning. Hvis vi har en styrke i Irak, vil der
ikke blive nogen afbrydelse i oljeforsyningen."

Kostbart globalt engagement

Rumsfeld og Kagan tror, at en vellykket krig imod Irak vil medføre andre fordele, bl.a. i form af at tjene som en kontant lektion for nationer som Iran og Syrien.
Rumsfeld udtrykker sig temmelig mildt i overensstemmelse med hans følsomme stilling. Hvis en regime-forandring skulle finde sted i Irak, vil andre nationer, der forfølger masseødelæggelsesvåben "få det budskab, at det, at have dem ... tiltrækker sig en opmærksomhed, der ikke er gavnlig og ikke behjælpelig," siger han.

Kagan er er mere ligefrem.

"Folk bekymrer sig enormt meget for hvordan den arabiske befolkning på gaderne vil reagere," bemærker han. "Godt, jeg oplever at den arabiske gade er blevet meget,
meget stille siden vi begyndte at fyre op under tingene."

Omkostningerne i forbindelse med et sådant globalt engagement vil være enorme. I 2000 brugte vi $281 på vort militær, hvilket var mere end de næste 11 nationer
tilsammen. I 2003 vil vore udgifter være steget til $378 milliarder. M.a.o.vil forøgelsen af vort forsvarsbudget fra 1999-2003 udgøre mere end det totale beløb, der årligt bruges af Kina, vores næststørste konkurrent. Tillokkelsen ved imperium er gammel og magtfuld, og gennem årtusinder har den drevet mennesker til at begå forfærdelige forbrydelser på sit alter. Men med afslutningen på den kolde krig og SovjetUnionens opløsning blev et globalt imperium i alt væsentligt lagt for
fødderne af de Forenede Stater.
Til sorg for nogle greb vi det ikke i tide, for en stor del fordi det amerikanske folk aldrig har befundet sig godt i rollen som et nyt Rom.

Nu, mere end et tiår senere, har begivenhederne den 11. sept. givet disse fortalere for imperium en ny mulighed for presse deres sag igennem med en ny præsident. Så i
forbindelse med debatten om at invadere Irak debatterer vi i virkeligheden den rolle, som de Forenede Stater skal spille i de kommende år og årtier.

Opnås fred og sikkerhed bedst ved at søge stærke alliancer og international og international samforståelse under ledelse af de Forenede Stater? Eller er det
nødvendigt at tage en mere ensidig stilling ved at accepter og at fremme den globale dominans, som efter nogles mening, er pånødet os af historien?

Hvis vi beslutter at gribe til imperium, bør vi tage den beslutning bevidst, som et demokrati.
Prisen for at opretholde et imperium er altid høj. Kagan og andre hævder, at prisen for at afvise den, vil blive endnu højere.

Det er det, det handler om.

Rebuilding America's Defenses - "Omlægning af Amerikas forsvar" - rapportenm fra år 2000 fra Project for the New American Century omfattede 27 folk, som har deltaget i møder eller har bidraget med papirer til forbedelse af rapporten. Blandt dem er seks, der siden har indtaget nøgleroller og udenrigspolitiske stillinger i Bush administrationen. Og rapporten synes at være blevet en plan (blueprint) for Bush´s udenrigs- og forsvarspolitik.

Paul Wolfowitz

Doktor i politisk videnskab fra University of Chicago og fakultetsbestyrer for the International Relations program ved Johns Hopkins Universityi løbet af 1990´erne.
Gjorde tjeneste i Reagan´s udenrigsministerium som viceminister for forsvarspolitik. Udnævnt til viceforsvarsminister i marts 2001.

John Bolton

Afgangeksamen fra Yale og arbejdede i Reagan administrationen som assisterende generaladvokat. Skiftede til udenrigsministeriet som assisterende sekretær for
internationale organisationsanliggender. Udnævnt til viceminister for våbenkontrol og international sikkerhed i maj 2001.

Eliot Cohen

Havard doktorgrad i regering og underviste på Havard og på the Naval War College.
Leder nu strategiske studier ved Johns Hopkins og er forfatter af adskillige bøger om
militær strategi. Var på forsvarsministeriets politiske planlægningsstab i den første Bushadministration og er nu medlem af Donald Rumsfeld´s forsvarspolitiske udvalg.

I. Lewis Libby

Juridisk afgang fra Columbia (Yale undergrad). Indtog rådgivende stillinger i Reagans udenrigsministerium. Var partner i et Washington-firma i de sene 80´ere før han blev stedfortrædende undersekretær for politik i den første Bush administration (under Dick Cheney). Nu er han vicepræsidentens stabschef.

Dov Zamheim

Doktorand i økonomi og politik fra Oxford University. Arbejdede på politiske emner
i Reagan´s forsvarsdepartement og gik over i privat forsvarsrådgivning i 1990´erne.
Var udenrigspolitisk rådgiver for Bush kampagnen i 2000.Udnævnt til viceminister for forsvar (comptroller) og ledende finansembedsmand i Pentagon, maj 2001.

Stephen Cambone

Doktorand i politisk videnskab fra Claremont Graduate School . Havde ledelsen af strategisk forsvarspolitik ved forsvarsdepartementet i den første Bush administration. Er nu leder af kontoret for program, analyse og evaluering i forsvarsministeriet.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -