De
Forenede Staters globale militære korstog
(1945-2003)Af
Eric Waddell
Nedenstående tekst blev bragt i Global Outlook
nr. 6, vinteren 2004
www.globalresearch.ca
--------------------------------------------------------------------- De
Forenede Stater har, direkte eller indirekte, angrebet omkring 44 lande over hele
verden siden august 1945, i nogle tilfælde mange gange. Det angivelige mål
for disse militære interventioner har været at fremkalde "regime
change". "Menneskerettigheder" og "demokrati" blev tilbagevendende
påkaldt som skalkeskjul til retfærdiggørelse af, hvad der i
virkeligheden var ensidige og illegale handlinger. De Forenede Staters
formål er at beskytte og styrke nationale interesser snarere end at skabe
en bedre verden for hele menneskeheden. Det er en "imperial grand strategy"
af globale dimensioner med sigte på at sikre ubegrænset og uhindret
adgang til
strategiske resourcer, især energi, og til markeder. I stedet
for at etablere en direkte kolonial tilstedeværelse er den foretrukne strategi
at skabe satelit-stater, og dette kræver konstant og ofte tilbagevendende
militære interventioner i lande over hele verden uanset deres politiske
regimer.
Demokratisk valgte regeringer er ligeså meget i farezonen
som diktaturer. I de senere år har der været en stigende tendens til
at øge sådanne direkte indblandinger eftersom færre af disse
lande er forberedte på at fungere som villige allierede. Faktisk tyder begivenheder
i 2003 på, at antallet af ubetingede og magtfulde amerikanske allierede
nu er reduceret til tre: Storbritannien, Australien og Israel. Den amerikanske
strategi er overalt hvor det er muligt kendetegnet ved invasion og insættelse
af venligtsindede (marionet) regeringer. Opmærksomheden fokuseres fortrinsvis
på relativt små og svage lande, hvor målet er at opnå
en hurtig sejr. Kortet (på s. 28-29) afslører at eksklusiv
dominans af verden involverer henholdsvis: (i) direkte militær intervention
med atombomber eller konventionelle bomber og missilers,
(ii) direkte militær
intervention med sø- eller landstridskræfter.
(iii) indirekte
militær intervention via kommando operationer og
(iv) trussel om anvendelse
af kernevåben. Stort set kan tre historiske faser identificeres: -
1945-49: De amerikansk-sovjetiske kamp om europæisk herredømme,
der mundede ud i stabiliseringen af grænsen mellem de to blokke og oprettelsen
af NATO; - 1950-89: Den egentlige kolde krig og, i sammenhæng
med denne,tilsynekomsten af den alliancefrie gruppe af lande; - 1990
og frem: Krigen efter den kolde krig. Den første periode var
kendetegnet af en betydelig grad af amerikansk militær intervention i Europa,
den anden af problemer med at begrænse den kommunistisk blok indenfor dens
grænser og at forhindre opkomsten af pro-kommunistiske regimer andetsteds
i verden, og den tredje fokuserede på at vinde kontrol over de tidligere
sovjet-republikker og det oljerige Mellemøsten. Mellemøsten, Sydøst
Asien og Carib- bien/Central Amerika viser sig at være de regionale interesse-
områder gennem hele perioden efter 2. verdenskrig. Det indiskutable
forsvar for og fremme af "the American way of life" i kraft af globale
militære interventioner tog form i de sidste måneder af 2. verdenskrig,
og det gjorde sig gældende under store omkostninger for resten af verdens
befolkning. Selvom Tyskland kapitulerede i maj 1945 og de Forenede Nationer blev
dannet i den følgende
måned, valgte USA ikke desto mindre at
bruge atomvåben for at tvinge Japan i knæ. Nedkastningen af to atombomber,
hhv. over Hiroshima og Nagasaki i august i dette år resulterede i omkring
150.000 øjeblikkelige dødsfald og titusinder af sårede. (se
s. xx.). En sådan atom-terrorisme blev hurtigt fordømt af det internationale
videnskabelige samfund og ingen anden nation har taget tilflugt til brugen af
sådanne masseødelæggelsesvåben. USA vifter imidlertid
hyppigt med truslen om at vende tilbage til dem, mens de under Bush er blevet
genindsat som en integreret del af
den nationale debat. (se article p.). Men
historien ender ikke med atomvåben, for USA har også gennem det forløbne
halve århundrede brugt kemiske og biologiske våben i dets søgen
efter global dominans med f.eks. brug Agent Orange (afløvning)i Viet Nam
og blue mold, cane smut, afrikansk svinefeber, m.v. i Cuba. Alle den slags masseødelæggelsesvåben
er en integreret del af landets arsenal.
I denne sammenhæng fortæller
kortet over amerikanske interventioner siden 1945 (s. xx) kun en del af historien.
Mens landets globale rækkevidde åbenlys, er omfanget af militær
vold ikke fuldt ud afsløret. Op til 1.000.000 mennesker blev dræbt
i CIA´s
kommando-operation i Indonesien i 1967 i, hvad der iflg New
York Times var "en af de
mest brutale massenedslagtninger i moderne politisk
historie". Andre 100.000 blev dræbt i Guatemala i det CIA-organiserede
kup. Og kortkommentarerne nævner ikke militære interventioner, hvor
USA spillede en støttende rolle (f.eks. Ruanda og Congo i 1990´erne)
til forskel fra en ledende rolle, eller hvor amerikanske våben blev anvendt
af nationale militærstyrker, som Øst Timor, hvor i de hænderne
på det indonesiske militær var ansvarlig for 200.000 menneskers død
fra 1967 og frem. Interessant nok var det i henseende til den internationale
våben handel præsident Reagan, der bekendtgjorde, at "USA betragter
overførslen af konventionelle våben ... som en essentiel del af sin
globale forsvarsholdning og en ufravigelig komponent af sin
udenrigspolitik." Det
amerikanske imperium kender ingen grænser. Dets mål er politisk og
militær dominans over verden. Under det amerikanske system for global kapitalisme
er behovet for energi og andre vitale resourcer ubegrænset. Amerika´s
"road map to Empire" blev ikke formuleret af Bush administrationen,
som nogle kritikere synes at mene. Faktisk er der meget lidt der er "nyt"
ved "Project for a New American Century". Der er blot det, at efterkrigs-retorikken
om menneskerettigheder og social og økonomisk udvikling er nedtonet for
blive afløst af den primære optagethed af global overlegenhed i kraft
af militær styrke. Det
imperiale projekt blev skitseret umiddelbart
efter 2. verdens- krig. Det var en del "Truman doktrinen", der blev
formuleret i 1948 af George Kennan, Director of Policy and Planning i det amerikanske
udenrigsministerium: "Vi har 50% af verdens velstand men kun 6.3%
af dens befolkning ... I denne situation kan vi ikke undgå at blive genstand
for misundelse og bitterhed. Vores virkelige opgave i den kommende periode er
at angive et mønster af relationer, som kan gøre det muligt for
os at opret- holde denne tilstand af ulighed. Vi burde holde op med at tale om
at øget levestandard, menneskerettigheder og demokratisering. Den dag er
ikke fjern, hvor vi bliver nødt til at fungere på grundlag af direkte
magtbegreber. Jo mindre vi til den tid er hæmmet af idealistiske slogans,
jo bedre." Eric Waddell er professor i geografi ved Laval University. Oversættelse:
Hans Pendrup - End - | 