Det
amerikanske baseimperiumaf Chalmers
Johnson Til forskel fra andre befolkninger
er de fleste amerikanere ikke klar over - eller ønsker ikke at indse -
at de Forenede Stater dominerer verden i kraft af sin militære magt. Som
følge af regeringens hemmeligholdelse er vore borgere ofte uvidende om
den kendsgerning, at vore garnisoner omspænder kloden. Dette
enorme netværk af amerikanske baser på alle kontinenter undtagen Antarktis
udgør en ny form for imperium, et imperium af baser med sin egen geografi,
der ikke skal forventes at være på timeplanen i nogen geografiklasse
i gymnasiet. Uden at fatte denne verdensomspændende baseverdens dimensioner
kan man end ikke begynde at forstå vore imperialistiske aspirationers omfang
og karakter eller den grad, i hvilken en ny slags imperialisme underminerer vor
konstitutionelle orden. Vort militær udstationerer godt over en halv
million soldater, spioner, teknikere, lærere, underleverandører og
civile kontrakthavere i andre nationer. Med det formål at dominere verdens
oceaner og have skaber vi omkring tretten kampklare flådeenheder, opbygget
omkring hangarskibe, hvis navne opsummerer vor krigeriske  arv:
Kitty Hawk, Constellation, Enterprise, John F. Kennedy, Nimitz, Dwight D.Eisenhower,
Carl Vinson, Theodore Roosevelt, Abraham Lincoln, George Washington, John C.Stennis,
Harry S. Truman og Ronald Reagan. Vi opretholder utallige hemmelige baser
uden for vortterritorium til at overvåge, hvad verdens befolkning, inklusive
vore egne borgere, siger, faxer eller e-mailer til hinanden. Den
permanent operative Kitty Hawk
Vore installationer i udlandet
bringer profitter til civile industrier, der formgiver og fabrikerer våben
til de væbnede styrker eller, ligesom den velkendte Kellogg, Brown&Root-koncern
(en underafdeling af Halliburton Corporation i Houston), kontraherer om at for
at bygge og opretholde vore udstrakte forposter. En af sådanne kontrakthaveres
opgaver er at holde uniformerede medlemmer af imperiet indkvarteret i komfortable
omstændigheder, velfodrede, underholdt og forsynet med økonomisk
overkommelige feriefaciliteter.
Hele sektorer af den amerikanske økonomi
er kommet til at være afhængige af militæret i deres salg. Mod
slutningen af vor anden krig i Irak erhvervede forsvarsministeriet sig f.eks.
en ekstra ration af krydsermissiler og pansergennembrydende tankprojektiler med
forarmet uran, og det erhvervede sig også 273.000 flasker creme til kunstig
solbrændthed, næsten det tredobbelte af dets 1999-ordre og utvivlsomt
en superordre for leverandøren, Contron Supply Company i Tulsa, Oklahoma,
og dets underleverandør, Sun Fun Products i Daytona Beach, Florida. Mindst
syv hundrede udenlandske baser Det er ikke let at vurdere størrelsen
eller den nøjagtige værdi af vort baseimperium. Officielle opgørelser
over disse emner er vildledende, om end instruktive. Ifølge forsvarsministeriets
årlige "Base Structure Report" for skatteåret 2003,
der opregner udenlandske og indenlandske militære installationer, ejer eller
lejer Pentagon aktuelt 702 oversøiske baser i omkring 130 lande og har
yderligere 6.000 baser i de Forenede Stater og dets territorier.
Bureaukrater
i Pentagon skønner, at det ville kræve mindst 113,2 mia. dollars
at erstatte bare de udenlandske baser - bestemt et alt for lavt tal, men stadig
større end de fleste af disse landes bruttonationalprodukt - og skønnet
591.519.8 mio. at erstatte dem alle sammen. Den militære overkommando udstationerer
et uniformeret personale i et antal på ca. 253.288 personer, plus et tilsvarende
antal underleverandører og forsvarsministerielle civile funktionærer,
og beskæftiger yderligere 44.446 lokalt hyrede udlændinge.
Pentagon
hævder, at disse baser omfatter 44.870 barakker, hangarer, hospitaler og
andre bygninger, som det ejer, og at det yderligere leaser 4.844.
Disse
tal dækker, selvom de er forbløffende store, end ikke en brøkdel
af de faktiske baser, vi beslaglægger globalt. Base Status Report 2003 undlader
at nævne f.eks. nogen som helst garnisoner i Kosovo, selvom dette er placeringen
af den enorme Camp Bondsteel-base, der blev bygget i 1999 og vedligeholdt lige
siden af Kellogg, Brown&Root. Rapporten udelader på lignende vis baser
i Afghanistan, Irak, Israel, Kuwait, Kirgisistan, Qatar og Usbekistan, selvom
det amerikanske militær
har etableret kolossale basestrukturer over hele
den såkaldte 'ustabilitetsbue' i de to og et halvt år siden 11/9.  For
Okinawa - Japans sydligste ø, der har været en amerikansk koloni
i de sidste 58 år - opregner rapporten for at tilsløre kendgerningerne
kun en marinebase, Camp Butler, selvom Okinawa i virkeligheden er vært for
ti marinebaser, inklusive Marine Corps Air Station Futenma, der omfatter 1.186
acres i midten af denne middelstore ø's næststørste by (Manhattans
Central Park er til sammenligning kun på 843 acres.)
Protest
mod USAs militær på Okinawa Pentagon undlader på
lignende vis at registrere alle de 5 mia. dollars dyre spion- og militære
installationer i England, der længe har været bekvemt skjult som Royal
Air Force-baser.
Hvis der var en ærlig optælling, ville vort militære
imperiums nuværende størrelse formentlig være over 1.000 forskellige
baser i andre folks lande, men ingen - formentlig ikke engang Pentagon - kender
det nøjagtige antal sikkert, selvom det har været klart stigende
i de senere år. For dem, der bemander dem, er disse baser ikke ubehagelige
steder at leve og arbejde i. Militærtjeneste i dag, som er frivillig, tåler
ikke sammenligning med en soldats pligter under 2. verdenskrig eller under Korea-
eller Vietnamkrigen.
Det meste rutinearbejde som vask, køkkenarbejde,
postbesørgelse og latrinrensning er udliciteret til private militærfirmaer
som Kellogg, Brown&Root, DynCorp og Vinnell Corporation.
En god tredjedel
af de summer, der indtil for nylig blev bevilliget til krigen i Irak (ca. 30 mia.
dollars), går f.eks. til private amerikanske firmaer for lige præcis
den slags tjenesteydelser.
Hvor det er muligt, gøres alt for at
få den daglige tilværelse til at se ud som en Hollywood-version af
livet derhjemme. Ifølge Washington Post serverer tjenere i hvide skjorter
og sorte bukser og sorte butterflies middag for den 82. luftbårne division
i deres massivt beskyttede indkvartering, og den første Burger King er
allerede åbnet inden for den enorme militærbase, vi har etableret
ved Bagdads internationale lufthavn. Nogle af disse baser er så gigantiske,
at de nødvendiggør op til hele ni interne busruter til soldater
og civile kontrakthavere for at komme rundt inden for jordvoldene og pigtrådsindhegningerne.
Det er tilfældet i Camp Anaconca, hovedkvarter for 3rd Brigade - 4th Division,
hvis job det er at politiovervåge omkring 1.500 kvadratmil i Irak nord for
Bagdad, fra Samarra til Taji.
Anaconda dækker 25 kvadratkilometer og
vil i sidste ende indkvartere helt op til 20.000 tropper. Til trods for omfattende
sikkerhedsforanstaltninger har basen ofte været udsat for morter-angreb,
blandt andet den 4. juli 2003 - netop som Arnold Schwarzenegger underholdt vore
sårede på det lokale felthospital. Militæret foretrækker
baser, der ligner små fundamentalistiske byer i bibelbæltet hellere
end de store befolkningscentre i USA. Selvom der f.eks. bor mere end 100.000 kvinder
på vore oversøiske baser - inklusive kvinder i tjenesten, ægtefæller
og slægtninge til militærpersonalet - er det forbudt at få abort
på et lokalt militærhospital.
Eftersom der er omkring 14.000
seksuelle overgreb eller forsøg på seksuelle overgreb hvert år
i militæret, så må kvinder (indbefattet kvinder der gør
tjeneste, ægtefæller og slægtninge til militært personnel),
der bliver gravide i udlandet og ønsker abort, intet valg andet end at
prøve at få det gjort lokalt, hvilket nødvendigvis hverken
er let eller behageligt i Bagdad eller andre dele af vort imperium i disse tider.
Vore væbnede udsendinge lever i en aflukket, selvbærende verden,
der betjenes af sit eget flyselskab, Air Mobility Command med dens flåde
af langtrækkende C-17-Globemasters, C-5-Galaxies, C-141-Starlifters, KC-135-Stratotankers,
KC-10-Extenders og C-9-Nightingales, der forbinder vore fjerntliggende udposter
fra Grønland til Australien.
For generaler og admiraler stiller
militæret 71 Learjets, 14 Gulfstream III'ere og 17 Cessna Citation luksusjetfly
til rådighed for at flyve dem til steder som de væbnede styrkers ski-
og feriecenter i Garmisch i de bayerske alper eller til en af de 234 militære
golfbaner, som Pentagon opretholder over hele verden. Forsvarsminister Donald
Rumsfeld flyver rundt i sin egen personlige Boeing 757, der i luftvåbnet
går under betegnelsen C-32A. Vore "fodspor" på
jorden Af alle de meningsløse, men udtryksfulde metaforer, vi
kan tillade os i vor sprogbrug, er der ingen, der tåler sammenligning med
udtrykket "fodaftryk" som betegnelse for vort imperiums militære
virkning.
Chefen for den amerikanske forsvarskommando general Richard Myers
og seniormedlemmer af Senatets underkomité for militær opbygning
som Dianne Feinstein (Demokrat, Californien) er tilsyneladende ude af stand til
at afslutte en sætning uden at bruge den.
At afsætte nogle
endnu mere imponerende fodaftryk er nu blevet en del af den nye retfærdiggørelse
af en større udvidelse af vort imperium - og en omgruppering af vore baser
og styrker i udlandet, som er blevet annonceret - i kølvandet på
vor erobring af Irak.
Den mand, der står i spidsen for dette projekt,
er Andy Hoehn, viceforsvarsminister for strategiske anliggender. Han og hans kolleger
forventes at lave udkast til planer til realisering af præsident Bushs 'forebyggende'
krigsstrategi imod "slyngelstater", "slemme fyre"
og "folk, der handler ondt".
De har fastlagt noget, som
de kalder "ustabilitets-buen", som siges at løbe fra Andesregionen
i Sydamerika (læs: Colombia) gennem Nordafrika og derefter feje tværs
over Mellemøsten til Filippinerne og Indonesien.
Dette er selvfølgelig
mere eller mindre identisk med det, der tidligere kaldtes den tredje verden -
og måske ikke mindre afgørende: den dækker verdens vigtigste
oliereserver.
Hoehn indrømmer: "Hvis man projicerer vore fodaftryk
hen over denne bue, er det klart, at vi ikke er særlig velplacerede til
at håndtere de problemer, som vi nu kommer til at stå over for."
Der var engang, hvor man kunne følge udbredelsen af imperialismen
ved at tælle kolonierne. Amerikas version af kolonien er militærbasen.
Ved at følge den skiftende politik i forbindelse med global baseoprettelse
kan man lære meget om vor stadigt større imperiale stilling og den
militarisme, der udspringer af den.
Militarisme og imperialisme er siamesiske
tvillinger, der er sammenvokset ved hoften. Den ene lever af den anden. De er
i forvejen yderst avancerede i vort land og er begge på randen af et kvantespring,
som næsten med sikkerhed vil udstrække vort militær ud over
dets kapacitet, medføre skattemæssig insolvens og sandsynligvis påføre
vore republikanske institutioner dødelig skade.
Den eneste måde,
dette diskuteres på i vore medier, er via beretninger om højst mystiske
hemmelige planer om ændringer i basepolitik og udstationering af tropper
i udlandet - og disse planer kan, sådan som de beskrives i medierne, ikke
tages for pålydende. Søværns-generalen Mastin Robeson,
som er chef for 1.800 af vores tropper, der besætter den gamle franske fremmedlegions
base på Camp Lemonier i Djibouti ved indsejlingen til det Røde Hav,
hævder, at vi for at kunne iværksætte "forebyggende
krig" må forlange "global tilstedeværelse",
hvormed han mener, at vi må sikre os hegemoni over ethvert sted, der ikke
allerede er underlagt os. Ifølge det højreorienterede American Enterprise
Institute går ideen ud på at skabe et "globalt kavaleri",
der kan ride ind fra "grænsefæstningerne" og skyde
de "slemme fyre" sønder og sammen, så snart vi får
efterretning om dem. "Springbrædter" i Australien, Rumænien,
Mali, Algeriet ... Med henblik på at placere vore styrker nær
ved alle "hot spots" eller farlige områder i denne nyligt opdagede
ustabilitetens bue har Pentagon foreslået - og dette kaldes sædvanligvis
"omgruppering" - mange nye baser, inklusive mindst fire og måske
hele seks permanente baser i Irak.
Nogle af disse er allerede under opbygning
ved Bagdads internationale lufthavn, Tallil-flybasen nær ved Nasariyah,
i den vestlige ørken nær ved den syriske grænse og ved Bashur-flyvepladsen
i den nordlige kurdiske region. (Dette medregner ikke den tidligere nævnte
base Anaconda, der nu kaldes en "operativ base", selvom den meget
vel kan blive permanent med tiden).
Desuden planlægger vi at holde
hele den nordlige fjerdedel af Kuwait under vor kontrol - 1.600 kvadratmiles ud
af Kuwaits 6.900 kvadratmiles - som vi nu bruger til at genforsyne vore irakiske
legioner og som et sted, hvor bureaukraterne fra den såkaldte Grønne
Zone kan slappe af.
Andre lande, der nævnes som placeringer af,
hvad Colin Powell kalder vor nye "basefamilie", inkluderer de forarmede
områder af det "nye" Europa: Rumænien, Polen og Bulgarien.
I Asien: Pakistan (hvor vi allerede har fire baser), Indien, Australien, Singapore,
Malaysia, Filippinerne og endog (hvor utroligt det end lyder) i Vietnam. I Nordafrika:
Marokko, Tunesien og særlig i Algeriet (arnestedet for slagtningen af omkring
100.000 civile siden 1992, da militæret tog magten for at kvæle et
valg, bakket op af vort land og Frankrig), og i Vest Afrika: Senegal, Ghana, Mali
og Sierra Leone (selvom det har været plaget af borgerkrig siden 1991).
Modellerne for alle disse nye installationer er ifølge Pentagonkilder
den kæde af baser, som vi har bygget rundt om den Persiske Golf i de sidste
to årtier i så antidemokratiske autokratier som Bahrain, Kuwait, Qatar,
Oman og De Arabiske Emirater. De fleste af disse nye baser vil være,
hvad militæret med et metaforskift kalder "åkandeblade"
('lily pads', her oversat til springbrædter), over hvilke vore tropper
vil kunne springe som lige så mange velbevæbnede frøer fra
USA selv, fra vore tilbageværende NATO-baser eller fra baser hos den lydige
japanske og britiske satellit.
For at begrænse udgifterne i forbindelse
med en sådan ekspansion lækker Pentagon planer om at lukke mange af
de enorme militære installationer fra den kolde krig i Tyskland, Sydkorea
og måske Okinawa som del af forsvarsminister Rumsfelds "rationalisering"
af vore væbnede styrker.
I kølvandet på den militære
sejr i Irak har USA allerede trukket næsten alle sine styrker ud af Saudi-Arabien
og Tyrkiet - til dels som en måde at afstraffe dem på for ikke at
have støttet krigen tilstrækkeligt. Man ønsker at gøre
noget tilsvarende i forhold til Sydkorea, der måske er det mest antiamerikanske
demokrati på jorden i dag, hvilket ville frigøre den 2. infanteridivision
i den demilitariserede zone ved Nordkorea til mulig udstationering i Irak, hvor
vore styrker er stærkt overanstrengte. I Europa indbefatter disse
planer opgivelsen af adskillige baser i Tyskland, også delvis som følge
af kansler Gerhard Schröders indenrigspolitisk populære afvisning af
Bush vedr. Irak. Men det kan sandeliog vise sig at være begrænset,
i hvilken udstræning vi er i stand til at gøre dette.
På
det helt simple plan synes Pentagonplanlæggerne ikke virkelig at have fattet,
hvor mange bygninger de 71.702 soldater og flypersonel beslaglægger bare
i Tyskland, og hvor dyrt det vil være at ompostere de fleste af dem og bygge
blot nogenlunde sammenlignelige baser tillige med den nødvendige infrastruktur
i de tidligere kommunistiske lande som Rumænien, et af Europas fattigste
lande.
Oberstløjtnant Amy Ehmann i Hanau, Tyskland, har sagt til
pressen: "Der er intet sted at anbringe disse folk" i Rumænien,
Bulgarien eller Djibouti, og hun forudsiger at 80 % af dem i den sidste ende vil
forblive i Tyskland. Det er også sikkert, at højtplacerede generaler
ikke har til hensigt at bo i baglandet som i Constanta, Rumænien, og at
de vil beholde de amerikanske hovedkvarterer i Stuttgart til opretholdelse af
Ramstein Air Force Basen, Spangdahlem Air Force basen og træningsområdet
Grafenwöhr. En af grundene til, at Pentagon overvejer at flytte ud
af de rige demokratier som Tyskland og Syd Korea og ser begærligt på
militære diktaturer og forarmede lydstater, er at drage fordel af, hvad
Pentagon kalder deres "mere tolerante miljølovgivninger."
Pentagon pålægger altid de lande, i hvilke det udstationerer
vore styrker, den såkaldte Status of Forces Agreement, som sædvanligvis
fritager de Forenede Stater fra at rydde op eller betale for miljøskader,
det forårsager.
Dette er en stående kritik i Okinawa, hvor den
amerikanske miljøstatistik simpelthen har været afskyvækkende.
Bag dette ligger ikke mindst E Pentagons ønske om at sætte
sig selv ud over de begrænsninger, der styrer det civile liv, en holdning
som i stigende grad også gør sig gældende i "hjemlandet".
F.eks undtager den forsvarsbevilling fra 2004 på $401,3 mia., som præsident
Bush lovfæstede i november 2003, militæret fra at indordne sig i overensstemmelse
med loven om truede arter og loven om beskyttelse af havpattedyr. Selv
om der er al grund til at tro, at drivkraften til at skabe stadig flere "springbrædter"
i den tredje verden fortsat er virksom, er der adskillige grunde til at tvivle
på, om nogle af de mere grandiose planer om ekspansion eller nedskæring
nogensinde vil blive sat i værk - eller, hvis de bliver iværksat,
om de så vil gøre noget som helst andet end at forværre terroristproblemet.
For det første er Rusland modstander af den amerikanske militærmagts
ekspansion ved dets grænser og har allerede taget skridt til at skakmatte
amerikanske basemissioner i områder som Georgien, Kirgisistan og Uzbekistan.
Den første russiske flybase i post-Sovjet-perioden i Kirgisistan er netop
blevet færdiggjort fyrre miles fra den amerikanske base ved Bishkek, og
i december 2003 erklærede den uzbekiske diktator Islam Karimov, at han ikke
ville tillade en permanent udstationering af amerikanske styrker i sit land, selvom
vi allerede har en base der. Hvad nedskæringer af baser angår,
så kan indenrigspolitik gøre sig gældende. Ifølge loven
skal Pentagons basestrukturkommission aflevere sin femte og endelige liste over
indenrigske baser, der skal lukkes, til det Hvide Hus i september 2005.
Som
en effektivitetsforanstaltning har forsvarsminister Rumsfeld forkyndt, at han
kunne tænke sig at slippe af med i det mindste en tredjedel af infanteribaserne
i USA og en fjerdedel af flybaserne her. Det vil helt sikkert udløse en
politisk brandstorm på Capitol Hill. For at bevare baserne i deres
respektive stater, kræver de to 'hønemødre' fra senatets militærstrukturudvalg,
Kay Bailey Hutchinson (Republikaner-Texas) og Dianne Feinstein, at Pentagon først
lukker oversøiske baser og flytter de tropper, der nu er udstationeret
der, hjem til baser i USA , der herefter vil kunne holdes kørende. Hutchison
og Feinstein afsatte penge til en uafhængig kommission til at undersøge
og rapportere vedr. oversøiske baser, der ikke længere er behov for
ifølge den militære ekspropriationslov fra 2004. Bush-administrationen
modsatte sig denne lovbestemmelse, men den blev alligevel vedtaget, og den blev
lovfæstet af præsidenten den 22 november 2003. Pentagon er sandsynligvis
i stand til at lamme dette udvalg, men en politisk baselukningsstorm lurer tydeligvis
i horisonten. Langt den største mangel i det 'globale kavaleris'
strategi er imidlertid, at den afslører Washingtons tilbøjelighed
til at indsætte irrelevante militære virkemidler imod terrorisme.
Som den fremtrædende britiske militærhistoriker Correlli Barnett
har bemærket, så forstærkede de amerikanske angreb på
Afghanistan og Irak blot truslen fra al-Qaeda. Fra 1993 og til angrebene 9/11
2001 var der fem større al-Qaeda angreb på verdensplan; i de to år
siden da har der være sytten sådanne bombeattentater, heri medregnet
selvmordsangrebene på det britiske konsulat og HSBC banken i Istanbul. Militære
operationer imod terrorister er ikke løsningen.
Barnett formulerer
det således: "Hellere end at slå hoveddørene ind og
brase ind i ældgamle og komplekse samfund med forenklede recepter om "frihed
og demokrati", har vi behov for listig og skarpsindig taktik baseret på
en grundig forståelse af de folk og kulturer, vi har med at gøre
... en forståelse som hidtil fuldstændig har manglet hos de politiske
topfolk i Washington, især i Pentagon." I sit berygtede
memo om Irak fra oktober 16, 2003 (om det 'lange, sejge træk') skrev
forsvarsminister Rumsfeld: "I dag mangler vi måleinstrumenter til
at vide, om vi vinder eller taber den globale krig imod terror."
Correlli-Barnetts
'måleinstrumenter' viser noget andet.
Men 'krigen mod terror' er i bedste
fald kun en lille del af grunden til hele vor militære strategi. Den virkelige
grund til opbygningen af denne nye ring af amerikanske baser langs ækvator
er at udvide vort imperium og styrke vor militære dominans over verden.
Se artiklen på engelsk her
'The
American Empire of Bases'
publiceret af TomDispatch.com 15. januar
2004.
Se links til kilderne til artiklen her. Chalmers
Johnson's seneste bog er 'The
Sorrows of Empire: Militarism, Secrecy, and the End of the Republic'
(Metropolitan).
Den forrige var 'Blowback:
The Costs and Consequences of American Empire'. Den er netop opdateret
og forynet med en ny indledning.
Uddrag på dansk kan ses her
Blowback:
Omkostninger og konsekvenser af amerikansk imperiebygning
Oversat
af Hans Pendrup for Stop Terrorkrigen - End -
|
