Vælg din foretrukne pro-krigs kandidat

af John Pilger

America er det eneste land i historien, der mirakuløst er gået direkte fra barbari til degeneration uden det sædvanlige interval af civilisation.

- Georges Clemenceau

En myte på linje med fablen om Iraks masseødelæggelsesvåben er ved at vinde terræn på begge sider af Atlanten. Den går på, at John Kerry tilbyder en verdensopfattelse, der er forskellig fra GeorgW Bush´s. Hold øje med denne kæmpeløgns vækst efterhånden som Kerry nærmer sig kroningen som demokraternes kandidat og bevægelsen til fordel "alle andre end Bush"- bevægelsen udvikler sig til en liberal mærkesag.

Mens Bush-banden var på vej imod magten og de neokonservative forsinket beslaglagde de amerikanske mediers opmærksomhed, har budskabet fra deres ligesindede i det demokratiske parti været lidet påagtet. Ikke desto mindre er lighederne slående. Kort f'ør Bush´s "valg" i 2000 offentliggjorde the Project for the New American Century, den neokonservative pressionsgruppe, et ideologisk blueprint for "opretholdelse af global amerikansk forrang, udelukkelse af en rivaliserende stormagts opstigen til magten og oprettelsen af en international sikkehedsorden i overensstemmelse med amerikanske principper og interesser.'
Alle dens anbefalinger om aggression og erobring blev overtaget af administrationen.

Kun et år senere offentliggjorde the Progressive Policy Institute, en gren af Democratic Leadership Council, et 19 siders manifest for "New Democrats", der indbefatter alle de vigtigste demokratiske partikandidater og i særdeleshed John Kerry. Dette manifest opfordrede til "uforbeholden udøvelse af amerikansk magt" som det centrale i "en ny demokratisk strategi baseret på partiets tradition for muskuløs internationalisme."

En sådan strategi ville kunne "sikre amerikanere bedre end republikanernes "enegangs" politik, der har fjendtliggjort vore naturlige allierede og overanstrengt vore resourcer. Vi har til hensigt at genopbygge det moralske grundlag for amerikansk global ledelse .... "

Hvad er forskellen fra Bush´s opblæste snak? Bortset fra forskønnende omskrivninger, er der ingen. Alle de førende demokratiske præsidentkandidater støttede invasionen af Irak, bortset fra en: Howard Dean. Kerry ikke bare stemte for invasionen, men udtrykte sin skuffelse over, at det ikke var gået efter planen. Han fortalte magasinet Rolling Stone:
"Havde jeg virkelig ventet, at George Bush ville f*** it up så slemt som han gjorde det? Jeg tror ikke, der var nogen, der forventede det."

Hverken Kerry eller nogen af de andre kandidater har opfordret til at slutte den blodige og illegale besættelse, tværtimod, de har alle krævet flere tropper til Irak. Kerry har opfordret til indsættelse af "40,000 aktive kampsoldater." Han har givet støtte til Bush´s vedvarende blodige angreb på Afghanistan og administrationens planer om at "føre Latin Amerika tilbage under amerikansk ledelse" ved at underkue demokrati i Venezuela.

Fremfor alt har han ikke på nogen måde udfordret den forestilling om amerikanske militært overherredømme over hele verden, der har bragt antallet af amerikanske baser op på mere end 750.
Ejheller har han hentydet til Pentagons statskup i Washington og dets erklærede mål om "totalt herredømme ('full spectrum dominance')."
Hvad angår Bush´s "forebyggende" politik for angreb på andre lande, så er det også helt i orden. Selv den mest liberale i den demokratiske bande, Howard Dean, sagde, at han var forberedt på at bruge "vore tapre og bemærkelsesværdige væbnede styrker" imod enhver "iboende trussel." Det er sådan, Bush selv formulerer det.

Hvad New Democrats vender sig imod, er Bush-bandens åbenmundethed - den grove ærlighed, om man vil - i forbindelse med åben erklæring af sine planer, og ikke bag det sædvanlige slør eller i den sædvanlige imperialisitiske liberalismes kodesprog og dens "moralske autoritet."
New Democrats af Kerrys type går alle ind for amerikansk imperium, men forståeligt nok, foretrækker de at disse ord forbliver uudtalte. "Progressiv internationalisme" er langt mere acceptabelt.

På helt samme måde, som Bush-bandens planer blev formuleret af de neokonservative, har Kerry i sin kampagnebog "A Call to Service", næsten ordret overtaget the New Democrats krigsophidsende manifest.
"Tiden er inde," skriver han, "til at genoplive en modig vision om progressiv internationa lisme" jævnsides med en "tradition" , der hylder "den barske strategi for internationalt engagement og ledelse, som blev udformet af Wilson og Roosevelt ... og forfægtet af Truman og Kennedy i den kolde krig."

Næsten identiske tanker dukker op på side tre af the New Democrats manifest:
Som demokrater er vi stolte af vort partis tradition for barsk internationalisme og en stærk record for forsvar af Amerika. Præsident Woodrow Wilson, Franklin D. Roosevelt og Harry Truman førte de Forenede Stater til sejr i to verdenskrige ... [Truman´s politik] triumferede til slut i den kolde krig. Præsident Kennedy samenfattede Amerika´s engagement i "frihedens overlevelse og succes."

Læg mærke til de historiske løgne i denne erklæring : USA´s "sejr" med dets kortvarige intervention i den første verdenskrig, retoucheringen af Sovjetunionens afgørende rolle i den anden verdenskrig, den amerikanske elite´s ikke-eksisterende "triumf" over internt udløste begivenheder, der bragte Sovjet Unionen til fald; og John F Kennedy´s berømte optagethed afl "frihed", der ignorerede omkr. tre millioner menneskers død i Indo-Kina.

"Det måske mest frastødende afsnit af (hans) bog," skriver Mark Hand, redaktør af Press Action, den amerikanske medieovervågningsgruppe, "er der, hvor Kerry diskuterer Vietnam krigen og antikrigsbevægelsen."
Selvpromoveret som krigshelt, tilsluttede Kerry sig kortvarigt protestbevægelsen efter sin tilbagekomst fra Vietnam. I denne dobbelte rolle, skriver han. "Jeg siger til både konservative og liberale fejlfortolkninger af denne krig, at det er på tide at komme over den og betragte den som en undtagelse, ikke som et skoleeksempel på det amerikanske militære engagement i det 20´nde århundrede."

"I denne ene passage," skriver Hand, "forsøger Kerry at retfærdiggøre, de millioner af mennesker der blev slagtet af det amerikanske militær og dets surrogater i løbet af det 20´nde århundrede, [og] antyder at bekymring for amerikanske krigsforbrydelser i Vietnam ikke længere er nødvendige ... Kerry og hans kolleger i den ´progressive internationalistiske" bevægelse er ligeså krigsliderlige som deres modparter i det Hvide Hus ... Kom så med det novembervalg, hvem får din stemme? Coke eller Pepsi?"

"Alle andre end Bush"- bevægelsen tager afstand fra Coke-Pepsi analogien og Ralph Nader er den aktuelle kilde til deres harme. I England blev en lignende hån for syv år siden væltet over på de, der pegede på lighederne mellem Tony Blair og hans heltinde Margaret Thatcher - ligheder, der siden er blevet bekræftet.
"Det er en pæn og behagelig myte, at liberale er fredsmagere og de konservative krigsmagerne," skrev the Guardians kommentator Hywel Williams. "Men de liberales imperialismen kan være farligere på grund af dens uafsluttede karakter - dens overbevisning om, at den repræsenterer en højere form for tilværelse."

Ligesom Blair-tilhængerne kommer John Kerry og hans meningsfæller i de Nye Demokrater fra en liberalistisk tradition, der har opbygget og forsvaret imperier som moralske foretagender. At demokraterne har efterladt sig et længere spor af blod, tyveri og undertrykkelse end republikanerne er kætteri for de liberale korsfarere, hvis morderiske historie tilsyneladende altid kræver en nobel kappe.

Som de Nye Demokraters manifest med rette påpeger, så begyndte demokraternes "barske internationalisme" med Woodrow Wilson, en kristen storhedsvanvittig, der troede, at Amerika var blevet udvalgt af Gud "til at vise vejen for denne verdens nationer, hvordan de skal gå ad frihedens stier."

I sin vidunderlige nye bog The Sorrows of Empire (Verso), skriver Chalmers Johnson:
"Med Woodrow Wilson kom den amerikanske imperialismes intellektuelle grundlag på plads. Theodore Roosevelt ... havde repræsenteret en europæisk-drevet, militaristisk vision af imperialisme bakket op af intet mere substantielt end forestillingen om de Forenede Staters manifest destiny (uafvendelige skæbne) var at regere racemæssigt inferiøre latin amerikanere og øst asiater. Wilson iklædte dette sin egen hyper-idealistiske, sentimentale og ahistoriske ide [om amerikansk verdens dominans]. Det var et kke mindre ambitiøst politisk projekt og ikke mindre lidenskabeligt fastholdt end visionen om verdenskommunisme, der blev lanceret på omtrent samme tid af lederne af den bolsjevikiske revolution'.

Det var den Wilson'ske demokratiske administration under Harry Truman efter anden verdenskrig, der skabte den militaristiske "nationale sikkerheds stat" og den kolde krigs arkitektur: CIA, Pentagon og det nationale sikkerhedsråd. Som det eneste statsoverhovede, der anvendte atomvåben, beyndigede Truman tropperne til at intervenere overalt "for at forsvare free enterprise." I 1945 oprettede hans administration Verdensbanken og den Internationale Valutafond (IMF) som agenturer for amerikansk økonomisk imperialisme. Senere under brug af Woodrow Wilsons "moralske" sprogbrug invaderede John Kennedy Vietnam og indsatte de amerikanske Special Forces som dødspatruljer; de opererer nu på alle kontinenter.

Bush har været den begunstigede i forbindelse med alt dette. Hans neokonservative stammer ikke fra traditionelle republikanske partirødder, men fra høge-fløjen af det demokratiske parti - således som fagforenings etablissementet, AFL-CIO (kendt som "AFL-CIA"), der modtog millioner af dollars til undertrykkelse af fagforeninger og politiske partier over hele verden, og våbenindustrien, bygget og næret af den demokratiske senator Henry "Scoop" Jackson.

Paul Wolfowitz, Bush ledende fanatiker, begyndte sit politiske liv i Washington med at arbejde for Jackson. I 1972 konfronterede en afvigelse i skikkelse af George McGovern Richard Nixon som demokraternes antikrigs kandidat. Bogstavelig talt forladt af partiet og dets magtfulde bagmænd blev McGovern knust.

Bill Clinton, Blair-tilhængernes helt, lærte lektien af dette. De myter, der er spundet omkring "liberalismens gyldne æra" under Clinton er latterlige. En smagsprøve er denne servile forside artikel af Guardian´s politiske chef korrespondent, der rapporterer Clintons tale til Labours partikonference i 2002:
"Bill Clinton hodt igår en hypnotiserende tale ... en subtil og delikat afbalanceret henvendelse, (der) fastholdt de delegeredes opmærksomhed i Blackpool´s Winter Gardens ... Iagttagere beskrev også talen som en af de mest virkningsfulde og bevægende i partikonferencernes historie. "

Handels- og industriminister, Patricia Hewitt beskrev den som 'absolut brilliant.'
En ledsagende redaktionel formulerede sig henført. "I et intimt, næsten konverserende tonefald, hvor han kun talte på grundlag af noter, afleverede Bill Clinton en tale, der kendetegner en sand politisk mester ... Hvis man skulle bedømme den, ville fem stjerner ikke være nok... Hvilken tale. Hvilken professionel. Og hvilket tab for Amerikas og verdens ledelse."

Ingen forgudelse var nok. På litteratur festivalen i Hay-on-Wye modtog lederen af "den tredje vej" og af den "progressive internationalisme" en lang række af medie- og Blair folk, der hyldede ham som en mistet leder, "en førerskikkelse for centrum-venstre."

Sandheden er, at Clinton var lidet forskellig fra Bush, en krypto-fascist. Under Clinton årene blev det afgørende velfærds sikkerhedsnet fjernet og fattigdom i Amerika øgedes brat, et multi-dollar missil "forsvars" system, under betegnelsen Star Wars II blev iværksat, det største krigs- og våbenbudget i historien blev vedtaget, biologiske våben-verifikation blev forkastet tillige med en omfattende traktat vedrørende forbud mod atomprøvesprængninger, etableringen af en kriminalret og et verdensom- spændende forbud mod landminer I modsætningen til den myte, der hæfter kritikken på Bush, så var det i virkeligheden Clinton administrationen, der ødelagde bevægelsen til bekæmpelse af global opvarmning.

Derudover blev Haiti og Afghanistan invaderet, den illegale blokade af Cuba blev forstærket og Irak var genstand for en middelalderlig belejring, der krævede op til en million liv, mens landet blev angrebet i gennemsnit hver tredje dag: den længste anglo-amerikanske bombe-kampagne i historien.

Det var Clinton, der ledede angrebet i 1999 på Serbien, under et "moralsk korstog" blev offentlig transport, ikke-militære fabrikker, fødevareindustri, hospitaler, skoler, museer, kirker, fredede klostre og gårde bombarderet.
"De løb tør for militære mål i de første par uger," sagde James Bissett, den tidligere canadiske ambassadør i Jugoslavien. "Det var almindelig kendt, at NATO gik over til fase tre - civile mål."
I deres krydsermissil-angreb på Sudan, sigtede Clintons generaler og ødelagde en fabrik der producerede det meste af det afrikanske sub-Saharas farmaceutiske forsyninger. Den tyske ambassadør i Sudan rapporterede: "Det er vanskeligt at afgøre, hvor mange mennesker i dette fattige land der døde som følgevirkning, ... men adskillige ti tusinder forekommer et rimeligt gæt."

Dækket af forskønnende omskrivninger som "demokrati-opbygning" og "fredsbevarelse, ""humanitær intervention" og "liberal intervention," kan Clinton folkene prale af en langt mere succesrig imperialistisk resultatliste end Bush´s neokonservative, overvejende fordi Washington tilstod europæerne en ceremoniel rolle, og fordi NATO var "onside."
I en sammenlignende oversigt over død og destruktion slår Clinton Bush med flere længder.

Et spørgsmål som New Democrats kan lide at stille er: "Hvad ville Al Gore have gjort, hvis han ikke var blevet franarret præsidenskabet af Bush?" Gore´s toprådgiver var ærkehøgen Leon Fuerth, som sagde, at USA burde "ødelægge det irakiske regime, rub og stub." Joseph Lieberman, Gore´s valgpartnber i 2000, bidrog til at få Bush´s krigsresolution mod Irak gennem kongressen.
I 2002 erklærede Gore selv, at en invasion af Irak "ikke var essentiel på kort sigt", men " ikke desto mindre burde alle amerikaner indse, at Irak sandelig udgør en alvorlig trussel."
Det, som Gore ønskede, var - ligesom Blair- en "international koalition" til virkeliggørelse af forlængst lagte planer om overtagelse af Mellemøsten. Hans klage over Bush var, at ved at gå enegang, kunne Washington "svække vor evne til at føre verden i dette nye århundrede."

Aftalt spil mellem Bush- og Gorelejrene var almindelig. Under 2000-valgene konspirerede Richard Holbrooke, der sandsynligvis ville være blevet Gores udenrigsminister, med Paul Wolfowitz for at sikre, at deres respektive kandidater ikke sagde noget om USA´s politik vedrørende Indonesiens blodbesudlede rolle i Sydøst Asien.
"Paul og jeg har været i jævnlig kontakt," sagde Holbrooke, " for at sikre, at vi holder [Øst Timor] ude af præsidentvalgkampagnen, hvor det ikke ville være til fordel
amerikanske eller indonesiske interesser."
Det samme kan siges om Israels brutale, illegale ekspansion, hvorom der ikke blev og bliver sagt et ord: det er en forbrydelse med fuld støtte af både republikanere og demokrater.

John Kerry støttede fjernelsen af millioner af fattige amerikanere fra velfærdslisterne og støttede udvidelsen af dødsstraf. "Helten" fra en krig, der er dokumenteret som en grusomhed lancerede hans præsidentkampagne foran et forankret hangarskib. Han har angrebet Bush for ikke at tilvejebringe tilstrækkelig finansiering af the National Endowment for Democracy, der, skrev historikeren William Blum, som "bogstavelig talt blev oprettet af CIA, og som i 20 år har destabiliseret regeringer, progressive bevægelser, fagforeninger og hvemsomhelst, der ellers figurerede på Washington´s hit liste." Lige som Bush - og alle de, der beredte vejen for Bush, fra Woodrow Wilson til Bill Clinton - promoverer Kerry de mystiske værdier i forbindelse med "values of American power" og hvad forfatteren Arien Dorfman har kaldt "the plague of victimhood ... Intet mere farligt. en kæmpe, som er bange."

Folk, som er opmærksomme på en sådan fare og alligevel støtter dens fortalere i en form de finder acceptabel, mener, at de kan få i både pose og sæk. Det kan de ikke. Michael Moore, filmmanden, burde vide dette bedre end alle andre, alligevel bakkede han NATO bomberen Wesley Clark op som demokratisk kandidat. Virkningen af dette er at øge faren for os alle, fordi det siger, at det OK at bombardere og dræbe, og derefter tale om fred.

Ligesom Bush regimet frygter de Nye Demokrater bestemt opponerende stemmer og folkelige bevægelser - . det vil sige, genuint demokrati, hjemme og i udlandet.
Det koloniale tyveri af Irak er et aktuelt eksempel.
"Hvis man går for hurtigt frem," siger Noah Feldman, en tidligere rådgiver for det amerikanske regime i Baghdad, "kunne de forkerte folk risikere at blive valgt."
Tony Blair har sagt noget lignende på¨sin uefterlignelige måde. "Vi kan ikke slutte med at have en undersøgelse af, hvorvidt krigen [i Irak] var rigtig eller forkert. Det er noget, vi er nødt til at bestemme. Det er os, der er politikerne."

5 marts 2004

Oversættelse. Hans Pendrup

John Pilger kommer fra Sydney, Australien . Han har været krigskorrespondent, filmmager og skuespilforfatter. Han bor nu i London og har skrfevet om mange lande. Han har to gange modtaget britisk journalistisks fornemste pris - "Journalist of the Year" - forhans arbejde i Vietnam og Cambodia.

- End -