Bush´s krigsplan er mere skræmmende end han giver udtryk for

Det ekspanderende korstog
af Sydney H. Schanberg

Schanberg er veteran reporter og Pulitzer prsvinderi for dækning af krigen i Cambodia). Uddrag af artiklen.
15 - 21 Oktober, 2003

... Hvis der stadig skulle være håbefulde amerikanere der sætter deres lid til at præsident Bush vil indrømme, at hans imperiale udenrigspolitik er snublet i Irak og er nødvendig at reparere eller sætte i snor, så bør de droppe disse drømmerier. Han har til hensigt at gå hele vejen - og at tage os med . ....

For de, der sætter et spørgsmålstegn ved påstanden om at Bush doktrinen er en globalt militært baseret politik og ikke kun handler om at befri den irakiske befolkning, er det afgørende at kaste et blik tilbage på oprindelsen til denne politik og at undersøge dens
grundlæggende dokumenter.

Bush doktrinen kom til verden foranlediget af Irak - nærmere betegnet af resultatet af Golf krigen i 1991, hvor den amerikanske ledede koalition tvang Saddam Husseins tropper ud af Kuwait, men afholdt sig fra at styrte diktatoren og hans undertrykkende regering.
Den daværende præsident var var en anden George Bush, far til den nuværende præsident. Faderen gav militæret ordre til ikke at fortsætte frem til Baghdad med den
begrundelse at den FN resolution, der var grundlaget for den allierede koalition ikke autoriserede et regimeskifte. Dick Cheney var den første George Bush's chef i Pentagon. Han gav intet udtryk for kritik dengang, men øjensynlig fortrød han senere at man undlod at slippe af med Baghdad diktatoren.

Få år senere, i juni 1997, dannede en gruppe neokonservative et foretagende der blev kaldt the Project for the New American Century (PNAC)* og udsendte en principerklæring.
"Det 20 årh.s historie," hed det i erklæringen, "burde have lært os at det er vigtigt
at skabe omstændighedene f'ør kriser opstår, og at imødegå trusler før de bliver skæbnesvangre."

Et af de formelle principper opfordrede til en omfattende forøgelse af forsvarsudgifterne "med henblik på at opfylde vort nuværende globale ansvar." Andre citerede "behovet for at styrke vore forbindelser til demokratiske allierede og at udfordre regimer der er fjendtligtstillede overfor vore interesser og værdier" og betonede Amerikas enestående rolle i henseende til at bevare og udvide en international orden, der forholder sig venligt til vor sikkerhed, vor velstand og vore principper."
Dette udgør ifølge erklæringen "en Reagan´sk politik kendetegnet ved militær styrke og moralsk klarhed."

Blandt de 25 underskrivere af PNAC´s grundlæggende erklæring var Dick Cheney, I. Lewis Libby (Cheneys stabschef), Donald Rumsfeld (der også var forsvarsminister under præsident Ford), og Paul Wolfowitz (Rumsfeld´s nr. 2 i Pentagon, der var chef for Pentagons politiske gruppe i den første Bush's præsidentperiode og som rapporterede til Cheney, der dengang var forsvarsminister).
Dette broderskab har tydeligvis marinated sammen i lang tid.

Andre underskrivere hvis navne forekommer bekendte var Elliot Abrams, Gary Bauer, William J. Bennett, Jeb Bush og Norman Podhoretz.

Tre år og adskillige aggressive holdningspapirer senere - i september 2000, kun to måneder før George W. Bush, sønnen blev valgt som præsident - satte PNAC militært kød på på dets principerklæring med en detaljeret rapport på 81 sider, "Rebuilding America's 'Defenses."

Rapporten fastlagde adskillige "ventrale opgaver" for de amerikanske militærstyrker,
der inkluderer atomoverlegenhed, udvidelse af de væbnede styrker med 200.000 aktivt tjenestegørende mandskab og "ompostering" af disse styrker "i overensstemmelse med det 21ende århundredes strategiske realiteter."

Den mest opsigtsvækkende mission beskrives som følger. "Udkæmp og vind afgørende sjjre på flere, samtidige større krigsskuepladser."
Rapporten beskriver disse potentielle krige som "storstilede" og "spredt over hele kloden."

En anden udvidelse foreslås for militæret af PNAC er at "påtage sig de ´politimæssige´ pligter der er forbundet med at skabe sikkerhedsmiljøet i kritiske regioner."

Hvad den interne sikkerhed angår siger PNAC rapporten: "Udvikl og udstationer globale missil forsvar til forsvar af det amerikanske hjemland og amerikanske allierede og for at tilvejebring en sikker basis for amerikanske magt projektion over hele verden. Kontroller de nye ´internationale fælleder´ i rummet og ´cyberspace´ og bered vejen til udformning af en ny militær tjeneste - US Space Forces - med henblik på kontrol med rummet."

Den måske mest uhyggelige sætning i rapporten findes på side 51:
"Transformationsprocessen vil sandsynligvis selvom den frembringer revolutionær forandring, sandsynligvis være langvarig, hvis der ikke indtræffer en eller anden katastrofal og katalyserende hændelse - som et nyt Pearl Habor."

Øjensynlig var denne katalyserende hændelse for de nykonservative civilister, der står for Irak kampagnen, 9-11 - for de opererer nu med fuldt tryk i retning af flere, samtidige krige.
PNACs dokumenter kan findes online på newamericancentury. org.

I sidste instans ligger svarerne hos denne præsident - og senere måske hos kongressen og de amerikanske vælgere. Er han så engageret i denne imperiale politik at han er
ude af stand til at overveje en gentænkning af den? Er han kort sagt helt tillukket? Og hvis det er tilfældet, hvor mange krige vil han så inddrage os i?

Dette er ikke spørgsmål for en studiekreds-diskussion, hvor svarene ikke har nogen konsekvenser. Når en præsident nærmeste rådgivere og militære planlæggere er ophavsmænd til en politik der faktisk taler om udkæmpe flere, samtidige, storstilede krige over hele jorden har folk ret til at blive oplyst om dem.

I sin nye bog "Winning Modern Wars" muliggjorde den pensionered general Wesley Clark, der er kandidat til præsidentvalget, et kig ind i Bush´s serie-krigsplanlægning. Han skriver, at seriøs planlægning af Irakkrigen allerede var begyndt kun to måneder efter angrebet d. 9-11, og tilføjer:

"Da jeg gik tilbage til Pentagon i november 2001, havde en af de ældre militære stabsofficerer tid til en sludder. Ja, vi var stadig på sporet af et angreb på Irak, sagde
han. Men der var mere. Dette blev diskuteret som del af en fem-årig kampagneplan, sagde han, og der var ialt syv lande, begyndende med Irak, derefter Syrien, Libabon, Libyen, Iran, Somalia og Sudan ...
Jeg forlod Pentagon den eftermiddag dybt bekymret."

En militærkampagne over fem år. Syv lande. Hvor langt er det Hvide Hus gået med denne plan?
Og hvor langt kan præsidenten holde nationen i uvidenhed, når han kun dukker frem af sit sneglehus for at tale til os i floskler og pep rallies sterile sprog?

Overs. Hans Pendrup

Se mere om PNAC her

- End -