USA
 

Bush-Cheney's Energi-Strategi:

Beslaglæggelse af resten af verdens oljeresourcer

af Michael Klare

Foreign Policy In Focus
januar 2004

Da præsident George W. Bush kom til magten tidligt i 2001 var hans top prioritering på det udenrigspolitiske område ikke at forhindre terrorisme eller at bremse spredningen af masseødelæggelsesvåben - eller nogensomhelst af de andre målsætninger, han gjorde sig til talsmand for senere det år, der fulgte efter 11 september 2001 angrebene på World Trade Center og Pentagon. Det var snarere at øge strømmen af olje fra leverandørerne i udlandet til de amerikanske markeder. I månederne før han blev præsident, havde de Forenede Stater oplevet alvorlige olje og naturgas mangler i mange dele af landet, jævnsides med periodiske strømsvigt i Californien. Dertil kom, at oljeimporten steg til mere end 50% af det totale forbrug for første gang i historien, hvilket fremkaldte stor ængstelse mht sikkerheden i forbindelse med landets langsigtede energiforsyning. Bush hævdede, at det, at forholde sig til nationens "energi krise" var hans vigtigste opgave som præsident.

Han og hans rådgivere anså oljeforsyningen for at være afgørende i henseende til de førende amerikanske industriers levedygtighed og profitabilitet. De hævdede, at enhver form for energimangel kunne resultere i alvorlige og gennemgribende økonomiske tilbageslag for ehvervslivet: i automobilbrancen, for luftfart, byggeri, petrokemisk industri, transport og landbrug. De vurderede olje som særlig kritisk i økonomisk sammenhæng, fordi den er kilden til to-femtedele af USA´s totale energiforsyning - mere end nogen anden kilde, - og fordi den tilvejebringer det meste af nationens transport brændstof. De var også bevidste om oljens afgørende nationale sikkerhedsrolle som kraftstof for den enorme flåde af tanks, fly, helikoptere og skibe, der udgør ryggraden i den amerikanske krigsmaskine.
"Amerika bliver stillet overfor en omfattende energiforsyningskrise i løbet af de næste to årtier," fortalte energiminister Spencer Abraham på et nationalt energi-topmøde d. 19 marts 2001. "Svigtende accept af denne udfordring vil komme til at true vor nation´s økonomiske velstand, bringe vor nationale sikkerhed i fare og bogstaveligt talt ændre den måde, vi lever på."

Energirøret i 2000-2001 foranledigede Bush til at etablere the National Energy Policy Development Group (NEPDG), en arbejdsgruppe af overordnede regeringsrepræsentanter, der har til opgave at udvikle en langsigtet plan til imødegåelse af amerikansk energibehov. Som leder af denne gruppe valgte Bush sin nærmeste politiske rådgiver, vicepræsident Dick Cheney. Som republikansk partistøtte og tidligere forsvarsminister havde Cheney tjent som formand og ledende administrativ direktør i Halliburton Co., et oljefelt-service firma, før han sluttede sig til Bush´s valgkampagne i 2000. Som sådan omgav Cheney sig med topledere fra energifirmaer, som f.eks. Enron Corp., i forbindelse med rådgivning vedr. væsentlige problemer.

Efterhånden som NEPDG begyndte sin gennemgang af den amerikanske energipolitik, indså dens medlemmer, at de Forenede Stater var stillet overfor et alvorligt valg mellem to vidt forskellige udveje. Det kunne fortsætte ud ad den vej, det længe havde bevæget sig på, dvs fortsat forbruge stigende mængder af olje og - i betragtning af en uomgængelige nedgang i hjemlige oljeproduktion - blive stadig mere afhængig af importerede forsyninger. Eller, den kunne vælge en alternativ vej ved at forlade sig på vedvarende energi og gradvist reduceret forbrug af olje.

Tydeligvis ville resultatet af denne beslutning få vidtgående konsekvenser for samfundet, økonomien og nationens sikkerhed. At følge den samme vej ville binde de Forenede Stater stadigt mere tæt til leverandørerne i den Persiske Golf og til andre oljeproducerende lande med en deraf følgende virkning på den amerikanske sikkerhedspolitik. At følge en alternativ strategi ville kræve enorme investeringer i ny energi-udvikling og transport-teknologier ledsaget af stigning eller fald i hele industrier. Uanset hvad, ville offentligheden opleve virkningen af dette valg i det daglige liv og i økonomiens dynamik som helhed. Ingen - i USA eller andetsteds - ville forblive helt uberørte.

The National Energy Policy Development Group baksede med dette dilemma og færdiggjorde sin rapport i løbet af de første måneder af 2001. Efter en omhyggelig gennemgang, godkendte Bush rapporten som the National Energy Policy (NEP) og udsendte den 17. maj. Ved første blik syntes NEP, eller Cheney rapporten, som den ofte kaldes, at forkaste den vej, der fører til øget afhængighed af importeret olje til fordel for vedvarende energi. NEP "reducerer efterspørgslen ved at fremme innovation og teknologi, der gør os til verdens leder i henseende til effektivitet og konservering," erklærede præsidenten, da han udsendte den. Til trods for al dens retorik om bevaring, foreslår NEP ikke en reduktion i oljeforbruget. I stedet foreslår den at nedsætte væksten i USA´s afhængighed af importeret olje ved at stimulere produktionen på hjemmemarkedet og ved at udnytte ubrugte reserver i de beskyttede naturområder.

Det ubetinget vigtigste skridt, som foreslås i NRP, er at forøge den hjemlige oljeproduktion ved at bore i det arktiske naturområde (Arctic National Wildlife Refuge. ANWR.) Mens dette forslag har udløst enorm strid i de Forenede Stater som følge af dets ødelæggende virkning på miljøet, har det også gjort det muligt for det Hvide Hus at hævde, at administrationen er forpligtet til en uafhængig energipolitik. En omhyggelig gennemgang af Cheney-rapporten fører imidlertid til en helt anden konklusion. Ud over ANWR forslaget er der intet i NEP, der vil bidrage til en væsentlig nedgang i USA´s afhængighed af importeret olje. Faktisk er lige det modsatte tilfældet: Det grundlæggende mål for Cheney-planen er at finde yderligere eksterne oljekilder til de Forenede Stater.

I sidste instans tog Bush en afgørende beslutning hvad angår USA´s fremtidige energi-adfærd. I bevidstheden om at intet kan afvende den langsigtede nedgang i den hjemlige oljeproduktion, og uvillig til at begrænse landets uafladeligt voksende tørst efter oljeprodukter, valgte han at fortsætte ud ad den eksisterende vej i retning af stadigt voksende afhængighed af udenlandsk olje.


Bevaringsinitiativer: Fakta eller illusion?

Den kendsgerning, at Bush energiplanen forudser øget snarere end reduceret afhængighed af importeret olje, er ikke umiddelbart indlysende i præsidentens offentlige kommentarer til NEP eller fra de første syv kapitler af selve Cheney´s rapport. Det er først i det ottende og afsluttende kapitel, "Styrkelse af globale alliancer," at rapportens sande hensigt kommer fuldtud til udtryk. Her skifter rapportens tone markant fra et foregivet engagement i bevaring og energi-effektivitet til en udtalt betoning af sikringen af mere olje fra udenlandske kilder. Kapitlet begynder, "USA´s nationale energisikkerhed afhænger af tilstrækkelige energiforsyninger til støtte for den amerikanske og globale vækst." Rapporten fastslår yderligere, "Vi kan styrke vor egen energisikkerhed og den globale økonomis fælles velstand," ved at arbejde med andre lande for at øge den globale energiproduktion. Det er et mandat til "at give energisikkerhed forrang i vor handels- og udenrigspolitik."

Cheney-rapporten er meget forbeholden vedrørende den mængde af udenlandsk olje, der vil være krav om. Den eneste nøgle, som rapporten efterlader, er en oversigt over nettoforbruget og produktionen af amerikansk olje over tid. Ifølge denne illustration, vil produktionen fra hjemlige oljekilder falde fra omkr. 8.5 mio tønder om dagen (mbd) i 2002 til 7.0 mbd i 2020, mens forbruget vil springe fra 19.5 mbd til 25.5 mbd. (2). Det antyder import eller andre oljekilder, som f.eks. flydende naturgas, vil være nødt til at stige fra 11 mbd til 18.5 mbd. De fleste af anbefalingerne i kapitel 8 af NEP tager sigte på at frembringe denne 7.5 mbd forøgelse, der svarer til det totale oljeforbrug for Kina og Indien.

En tredjedel at alle rapportens anbefalinger drejer sig om veje til at skaffe sig adgang til oljekilder i udlandet. Mange af de 35 forslag er regions- eller lands-specifikke med vægt på afviklingen af politiske økonomiske, juridiske og forsyningsrelaterede (logistiske) forhindringer. F.eks. opfordrer NEP til kommerciel dialog med Kazakhstan, Azerbaijan, og andre kaspiske stater til at frembringe et stærkt transparent og stabilt forretningsklima vedr. energi og beslægtede infrastruktur-projekter."

Cheney-rapporten vil få en dybtstikkende virkning på USA´s fremtidige udenrigs- og militærpolitik. Embedsmænd vil være nødt til at forhandle om disse oversøiske forsyninger og arrangere investeringer som vil øge produktionen og eksporten. De må også tage skridt til at sikre at krige, revolutioner eller civile uroligheder ikke hæmmer udenlandske leveringer til de Forenede Stater. Disse imperativer vil være særligt vigtige for politikken i den Persiske Golfregion, det Kaspiske Hav, Afrika og Latin Amerika.


Implementering af Cheneys energi plan vil få væsentlige konsekvener for den amerikanske sikkerheds og militærpolitik. Lande, der forventedes at levere olje i de kommende år er revet op af interne konflikter, er hjemsted for stærke anti-amerikanske følelser eller begge dele. Bestræbelser på at fremskaffe yderligere olje fra udenlandske kilder vil næsten givet føre til voldsomme uroligheder og modstand i mange centrale produktions-regioner. Selvom embedsmænd sandsynligvis vil foretrække at undgå brug af magt i sådanne situationer, vil de muligvis konkludere, at den eneste måde at garantere den fortsatte strøm af energi på, er at beskytte oljefelterne og oljeledningerne med soldater.

Som en yderligere forværring af Washington´s dilemma vil troppe-udstationeringer i de oljeproducerende områder sandsynligvis forårsage vrede blandt indbyggerne, der frygter tilbagevenden til kolonialismen eller som modsætter sig visse amerikanske politiske holdninger, som f.eks. den amerikanske støtte til Israel. Bestræbelser på at beskytte oljestrømmen kunne være kontraproduktive, intensiverende snarere end formindskende den lokale uro og vold.


Den Persiske Golf

De Forenede Stater henter for tiden kun omkr. 18% af sin importerede olje fra den Persiske Golf region. Men Washington ser en strategiske interesse i stabilisering af energi-produktionen der, fordi dets væsentlige allierede, inklusive Japan og Vesteuropa, er afhængige af import fra regionen. Desuden har golfen´s høje eksportvolumen bidraget til at holde verdens oljepriser relativt lave, hvilket har gavnet USA´s økonomi. I takt med den faldende hjemlige produktion, observerer NEP, vil Den Persiske Golf "fortsat være vital for amerikanske interesser."

De Forenede Stater har spillet en vigtig rolle i den Persiske Golfs anliggender i meget lang tid. Under 2. verdenskrig, skabte præsident Franklin D. Roosevelt en overenskomst med Abdul-Aziz ibn Saud, grundlæggeren af det moderne saudiske dynasti, for at beskytte den kongelige familje imod dets interne og eksterne fjender til gengæld for priviligeret adgang til saudisk olje. I de følgende år indvilligede de Forenede Stater også i at tilvejebringe sikkerheds assistance til Shahen af Iran og til lederne af Kuwait, Bahrain og de forenede Arabiske Emirater (UAE). Disse overenskomster har ført til leveringen af enorme mængder af amerikanske våben og - i nogle tilfælde- til udstationering af kampstyrker i disse lande. (Den amerikanske sikkerheds forbindelse til Iran blev afbrudt i januar 1980, da shahen blev væltet af militante islamiske kræfter.)

Amerikansk politik mht beskyttelsen af energiforsyninger fra den Persiske Golf er utvetydig: Hvis en trussel opstår, vil de Forenede Stater bruge et hvilkensomhelst middel, der er nødvendigt for at sikre den fortsatte strøm af olje. Dette princip, der er kendt som Carter doktrinen, blev først formuleret af præsident Jimmy Carter i januar 1980 i kølvandet på den sovjetiske invasion af Afghanistan og den iranske shah´s fald. Den har været en del af den amerikanske politik lige siden. I overensstemmelse med princippet brugte de Forenede Stater magt i 1987 og 1988 for at beskytte de kuwaitiske oljetankere fra iranske missil- og kanonbåds angreb, og derefter i 1990 og 1991 for at drive irakiske styrker ud af Kuwait.

Som forklaring på behovet for at bruge magt ved disse lejligheder har amerikanske embedsmænd understreget vigtigheden af olje fra den Persiske Golf-olje for den hjemlige stabilitet og velstand. "Vore strategiske interesser i den Persiske Golf region, mener jeg, er velkendte, men tåler at blive gentaget," fortalte den daværende forsvarsminister Cheney senatets komite for de væbnede styrker d. 11. sept. 1990 fem uger efter den irakiske invasion af Kuwait. I tilgift til andre sikkerheds-bånd til Saudi Arabien og dets naboer, sagde han, "Vi har tydeligvis også en væsentlig interesse som følge af den energi, som er på spil i Golfen." Irak besad 10% af verdens oljereserver og erhvervede yderligere 10% ved at erobre Kuwait, forklarede han. Besættelsen af Kuwait anbragte også irakiske styrker indenfor nogle få hundrede miles fra yderligere 25% placeret i det østlige Saudi Arabien. "Når først den (tidligere irakiske præsident Saddam Hussein) har tilegnet sig Kuwait og udstationeret en hær på størrelse med den, som den han var i besiddelse af, ville han klart i en position, der ville sætte ham i stand til at dikterer fremtiden for verdensomspændende ernergi politik, og det gav ham et kvælertag på vor økonomi og ligeledes på de fleste af verdens andre nationers," bemærkede han. Cheney insisterede på, at de Forenede Stater ikke havde andet valg end at udstationere militære styrker som forsvar for Saudi Arabien og andre venligtsindede stater i regionen.

Da først de irakiske styrker var drevet ud af Kuwait, gik de Forenede Stater over til en inddæmningspolitik overfor Irak, der pålagde strenge økonomiske sanktioner og "no-fly" zoner over det nordlige og sydlige Irak for at svække Hussein regimet og for at forhindre mulige nye angreb på Kuwait og Saudi Arabien. På samme tid udvidede Washington betragteligt sin militære tilstedeværelse og baser i den persiske golf regionen for at lette fremtidige amerikanske militære operationer i regionen. Vigtigst sendet forsvarsministeriet enorme mængder af ammunition til Kuwait og Qatar således at tropper kunne blive rushed i kamp uden at vente i ugevis eller månedsvis på ankomsten af deres tunge udstyr.

I det tidlige forår 2002 konkluderede Bush administrationen at inddæmningspolitikken ikke var tilstrækkelig til at eliminere den trussel, som Hussein udgjorde imod amerikanske interesser, og at mere aggressive handlinger var påkrævede. Selvom Irak´s angivelige besiddelse af masseødelæggelsesmidler blev citeret som hovedårsagen til at handle på denne måde, tillagde Cheney amerikansk energisikkerhed ligeså stor betydning i sin meget citerede tale d. 26 august 2002. " Hvis [Hussein´s] ambitioner [om at erhverve sig masseødelæggelsesvåben] skulle virkeliggjort, vil konsekvenserne være enorme for Mellemøsten og de Forenede Stater," fortalte han på det årlige møde for veteraner fra krige i udlandet. "Bevæbnet med et arsenal af disse terrorvåben og placeret på toppen af 10% af verdens oljereserver, måtte Saddam Hussein forventes at søge herredømmet over hele Mellemøsten, at tage kontrol med en stor del af verdens energi forsyninger, [og] direkte true Amerikas venner i hele regionen."

Embedsmænd har fortalt offentligheden, at olje intet havde at gøre med motiverne for den amerikanske ledede invasion af Irak i marts 2003. "De eneste interesser de Forenede Stater har i regionen, er at fremme fredens og stabilitetens sag, ikke i [Irak´s] evne til udvinde olje," sagde de Hvide Hus´ talsmand Ari Fleischer sent i 2002. Men et nærmere blik på administrationens planlægning af krigen afslører et meget andet billede. I en januar-briefing af en unavngiven "senior Defense official" om amerikanske planer til beskyttelse af irakiske oljefelter i tilfælde af krig, afslørede ledelsen af Pentagon, at general Tommy Franks og hans stab "har udarbejdet strategier, der vil tillade os at sikre og beskytte de felter så hurtigt som muligt for at bevare disse mod destruktion."

Den senior official, der antagelig var viceminister Paul Wolfowitz, tilkendegav, at Bush administrationen søgte at beslaglægge Irak´s oljefelter intakte for at tilvejebringe en indtægtskilde til genopbygningen af landet. Under Hussein´s regime var Irak en væsentlig forsyningskilde af olje til de Forenede Stater. Det tilvejebragte et gennemsnit på 566.000 tønder om dagen i 2002, eller 5% af den totale import. Mange i Washington håber at opnå meget mere olje fra Irak i fremtiden. Ifølge det amerikanske energiministerium er det mere end noget andet land bortset fra Saudi Arabien, og det menes at besidde yderligere 200 billioner tønder i uudviklede felter. Irak kunne blive en førende oljeleverandør i årtier fremover, hvis en stabil regering etableres, som åbner territorium for udnyttelse af amerikanske firmaer.

Et sådant resultat er langt fra sikret. Politiske planlægger står overfor den udfordring at skulle sikre, at Saudi Arabien og andre Golf producenter øger olje-forsyningerne tilstrækkeligt meget til at efterkomme møde den voksende amerikanske og internationale efterspørgsel. En anden udfordring vil være at beskytte det saudiske regime imod intern uro og oprør.

Behovet for at øge den saudiske produktion er særligt presserende. Med en fjerdedel af verdens kendte oljereserver, en skønnet 262 tønder, er Saudi Arabien det eneste land udover Irak, der er i stand til at tilfredsstille den stadigt stigende oljeefterspørgsel. Ifølge energi- ministeriet må Saudi Arabiens netto oljeproduktion vokse med 133% i løbet af de næste 25 år, fra 10.2 mbd i 2001 til 23.8 mbd i 2025, for at leve op til det forventede globale behov i slutningen af denne periode. At ekspandere den saudiske kapacitet med 13.6 mbd, hvilket svarer til USA´s og Mexico´s totale aktuelle produktion, vil koste hundrede af billioner af dollars. Det vil også skabe enorme tekniske og logistiske udfordringer. Vestlige analytikere mener, at den bedste måde at opnå dette på er, at overtale saudier´ne til at tillade betragtelige amerikanske olje-selskabs investeringer. Cheney rapporten opfordrer til netop dette. Ethvert forsøg fra Washington´s side på at lægge pres på Riyadh vil sandsynligvis blive mødt med væsentlig modstand fra den kongelige familje, som nationaliserede olje holdingselskaber i 1970´erne og viger tilbage fra at blive opfattet som overdrevent tjenestevillig overfor de Forenede Stater.

De stærke amerikanske bånd til den saudiske kongefamilje er upopulært blandt regimet´s mange modstandere. Dertil kommer, at et stigende antal unge saudier har vendt sig imod de Forenede Stater på grund af dets tætte bånd til Israel og det, der opfattessom Washington´s anti-islamiske partiskhed. Det var fra dette miljø, at Osama bin Laden rekrutterede mange af sine tilhængere i de sene 1990´ere og hvorfra hanopnåede meget af sin finansielle støtte. Efter angrebene d. 11 september 2001 slog den saudiske regering ned på nogle af disse kræfter, men undergrunds modstaden imod regimets militære og økonomiske samarbejde med Washington fortsætter. At finde en måde at komme denne opposition til livs på og samtidig overtale Riyadh til at øge sine oljeleverancer vil være en af de vanskeligste udfordringer, som de amerikanske politiske planlæggere er stillet overfor i de kommende år.

Det Kaspiske Hav basinet

Selvom de Forenede Stater fortsat vil være afhængige af olje fra den Persiske Golf region i lang tid fremover, forsøger embedsmænd at minimere denne afhængighed i størst mulig udstrækning ved at sprede nationens kilder til importeret energi. "Spredning er vigtig, ikke blot for energisikkerhed, men også for national sikkerhed," erklærede præsident Bush d.17 maj, 2001. "Over-afhængighed af en hvilkensomhelst energikilde og især en udenlandsk kilde gør os sårbare overfor prischok, forsyningsafbrydelser, og i værste tilfælde, afpresning." For at forhindre dette opfordrer administrationens energi plan til en væsentlig amerikansk bestræbelse på at stimulere produktionen i et antal ikke-golf regioner, inklusive det Kaspiske Hav regionen, den afrikanske vestkyst og Latin Amerika.

Den region, der har størst mulighed for tiltrækkes sig opmærksomhed fra politiske planlægger, er det Kaspiske Hav basinet, der består af Azerbaijan, Georgien, Kazakhstan, Kyrgyzstan, Turkmenistan, Tajikistan, Uzbekistan og tilstødende dele af Iran og Rusland. Ifølge energiministeriet rummer dette område påviste reserver (defineret som 90% sandsynlige) af 17 til 33 milliarder tønder olje, og mulige reserver (defineret som 50% sandsynlige) af 233 milliarder tønder. Hvis mængderne blev bekræftet, så ville de udgøre det næststørste uåbnede reserver efter den Persiske Golf.

For at sikre at meget af denne olje i sidste instans kommer til at tilflyde forbrugere i Vesten, har den amerikanske regering gjort sig ihærdige bestræbelser på at udvikle områdets olje infrastruktur og distributionssystem. De Forenede Stater søgte først adgang til de kaspiske olje kilder under Clinton administrationen. Eftersom det Kaspiske Hav er en indsø å dets olje og naturgas nødvendigvis transporteres via oljeledning til andre regioner. At aftappe disse resourcer kræver konstruktionen af langdistance eksport ledninger.

Administrationen var utilbøjelig til at opleve kaspisk olje strømme gennem Rusland på vejen til Vest Europa, eftersom dette ville overlade Moskva en vis kontrol over vestlige energiforsyninger. Transport gennem Iran var forbudt ved amerikansk lov p.gr.a. dette lands angivelige udvikling af masseødelæggelsesvåben. Derfor gav Clinton sin støtte til en plan om at transportere olje og gas fra Baku i Azerbaijan til Ceyhan i Tyrkiet via Tbilis i den tidligere sovjetrepublik Georgien. Før han gik af, fløj han til Tyrkiet for at præsidere ved undertegnelsesceremonien om en regional overenskomst, der tillade konstruktion af Baku-Tiblisi-Ceyhan (BTC) oljeledning til pris af $3 milliader.

Samtidig med at Clinton adminstrationen koncentrerede sig om de juridiske og logistiske aspekter af tilvejebringe kaspisk energi forholdt den sig også til den trussel vedr. fremtidige oljeleverancer, som ustabilitet og konflikt i regionen udgjorde. Eftersom mange af disse stater were ødelagte af etniske separatistiske konflikter iværksatte administrationen et antal militære hjælpeprogrammer, der tog sigte på at styrke deres interne sikkerheds. Dette omfattede tilvejebringelse af våben og træning tillige med gennemførelse af fælles øvelser.

Byggende på Clinton´s bestræbelser søgte Bush administrationen at fremskynde ekspansionen af kaspiske produktionsfaciliteter og oljeledninger. "Udenlandske investorer og teknologi er afgørende når det gælder hurtig udvikling af nye kommercielt levedygtige eksportveje," bekræfter Cheney rapporten. "En sådan udvikling vil sikre, at den voksende kaspiske oljeproduktion bliver effektivt integreret i verdens oljehandel." Særlig betoning lægges på færdiggørelsen af BTC oljeledningen og på at øge deltagelsen fra amerikanske selskabers side i kaspiske energiprojekter. Administrationen søgte også at bygge en olje-og gasledning fra Kazakhstan og Turkmenistan på østkysten af det Kaspiske Hav til Baku på vestbredden for at kanalisere mere energi fra Central Asien til BTC systemet.

Indtil d. 11 september 2001 havde det amerikanske engagement i det Kaspiske Hav basinet hovedsageligt været begrænset til økonomiske, diplomatiske og militære overenskomster. For at bekæmpe Taliban og Al Qaeda i Afghanistan udstationerede forsvarsministeriet imidlertid titusinder af kamptropper i regionen og etablerede militære baser i Kyrgyzstan og Uzbekistan. Administrationen tilbagekaldte nogle af disse tropper, men planlægger tilsyneladende at opretholde baser og permanent militær tilstedeværelse. Dette har antagelig til formål at bidrage til krigen imod terrorisme, men det er også for at beskytte strømmen af olje. Administrationen udstationerede militære instruktører til Georgien for at tilvejebringe kontra-revolutionær træning for special enheder, der i givet fald kan beskytte det georgiske afsnit af BTC oljeledningen.

Det Hvide Hus gør sig store forhåbninger vedr. udviklingen af energiforsyningerne fra den kaspiske region, men der er stadig mange forhindringer. nogle af disse er logistiske (dvs. forsyningsrelaterede): Indtil nye oljeledninger kan blive bygget vil transport af store kvantiteter af olje til Vesten finde sted under barske omstændigheder. Andre forhindringer er politiske og retslige: De autoritære regimer, der er dominerende i de tidligere sovjet republikker, er gennemsyret af korruption og uvillige til at indføre de retslige eller skattemæssige reformer, der er nødvendige for at tiltrække storstilede vestlige investeringer. Men når det er sagt, så er det store problem, som de Forenede Stater er stillet overfor, at den kaspiske region ikke er mere stabil end den persiske Golf. Alle bestræbelser på at sikre sikkerheden for energileverancerne vil kræve den samme slags militære engagement, som de Forenede Stater længe har ydet sine hovedleverandører af energi i Golfen.


Vest Afrika

Et andet område, som Bush administrationen betragter som en lovende oljekilde, er Vest Afrika. Selvom afrikanske stater stod for blot omkr.10% af den globale oljeproduktion i 2000, så forventer energiministeriet, at deres andel vil stige til 25% i 2020. Det vil føje 8.3 mbd (mio. barrels a day) til de globale forsyninger, hvilket er velkomne nyheder i Washington. "Vest Afrika forventes at blive en af hurtigst voksende kilder til olje og gas for det amerikanske marked," bemærker Cheney rapporten.

Administrationen forventer at koncentrere sine bestræbelser om Nigeria, dets nabostater i Guineabugten og Angola. Som i den kaspiske region kan de amerikanske håb om at opnå yderligere olje fra Afrika blive frustreret af politisk uro og etnisk krig. Faktisk blev meget af Nigeria´s produktion lukket i foråret 2003 på grund af etnisk vold i Deltaregionen, der er hjemstedet for meget af Nigeria´s landbaserede olje. Lokale aktivister har besat offshore oljefaciliteter for at forhandle om samfundsfinansiering af projektet. Kriminalitet og vandalisme har også skadet Nigeria´s bestræbelser på at øge oljeproduktionen.

De Forenede Stater vil sandsynligvis ikke reagere på disse udfordringer ved at udstationere tropper. Det ville utvivlsomt udløse billeder af kolonialisme, der kunne fremprovokere en stærk opposition hjemme og ude. Men Washington er villig til at øge militær bistand til venligtsindede regimer i regionen. Den totale amerikanske bistand til Angola og Nigeria beløb sig til omkr. $300 millioner i skatteåret 2002-2004, en betragtelig forøgelse i forhold til den forudgående treårs periode.

I skatteåret 2004 blev Angola og Nigeria også kvalificeret til at modtage overskudsvåben under Pentagon´s Excess Defense Articles (overskudslager) program. I mellemtiden er forsvars. ministeriet begyndt at sikre sig rettigheder til etableringen af flådebaser i regionen, særligt i Nigeria og på Sao Tomé e Principe øerne.

Latin Amerika

Endelig tilskynder Cheneyplanen til en betragtelig forøgelse af amerikansk oljeimport fra Latin Amerika. Det Forenede Stater henter allerede en stor del af sin importerede olje fra regionen. Venezuela er nu den tredjestørste leverandør af olje til de Forenede Stater efter Canada og Saudi Arabien; Mexico er den fjerdestørste og Columbia er den syvendestørste. Som påpeget af energiminister Abraham, "Præsident Bush bemærker ikke blot behovet for en forøget forsyning af energi, men også den afgørende rolle, som verdensdelen vil komme til at spille i administrationen´s energipolitik."

I forbindelse med præsentationen af disse hensigter overfor regeringerne i regionen, betoner amerikanske embedsmænd deres ønske om at etablere et fælles rammeværk for energiudvikling. "Vi har til hensigt at understrege det enorme potentiale, der er forbundet med større regional energisamarbejde, når vi ser ud i fremtiden," fortalte Abraham den femte Hemispheric Energy Initiative Ministerial Conference i Mexico City d. 8. marts 2001. "Vort mål [er] at opbygge relationer blandt vore naboer, der kan bidrage til vor fælles energisikkerhed, til en passende, pålidelig, miljømæssig sund og overkommelig adgang til energi." Hvor oprigtige de end er, så tilslører disse kommentarer den kendsgerning, at "samarbejde" i sidste instans tager sigte på at kanalisere mere og mere af regionens oljeforsyninger til de Forenede Stater.

Energiplanen betoner erhvervelsen af yderligere olje fra Mexico og Venezuela. "Mexico er en førende og pålidelig kilde til importeret olje," bemærker Cheney rapporten. "Dens store reserve base, omtrent 25% større end vore egne påviste reserver, gør Mexico til en sandsynlig kilde til øget oljeproduktion i løbet af det næste tiår." Venezuela anses for at være afgørende, fordi det besidder store reserver af konventionel olje og rummer enorme lagre af såkaldt tung olje, et slamlignende materiale, der kan konverteres til almindelig olje via en kostbar raffineringsproces. Ifølge NEP, "antyder den venzuelanske succes med at lave depoter af tung olje en kommercielt levedygtige, at de vil bidrage betragteligt til diversiteten i den globale energi forsyning og til vor egen sammensatte forsyning på det middellange og lange sigt."

Men USA´s bestræbelser på at tappe af rigelige mexicanske og venezuelanske energi lagre vil ramme ind i en større forhindring. På baggrund af en lang historie med kolonial og imperialistisk rovdrift har disse to lande placeret deres energireserver under statskontrol, og har etableret stærke retslige barrierer imod fremmed indblanding i den hjemlige oljeproduktion. Mens de kunne ønske sig at drag fordel af udbyttet af højere eksportmængder til USA, vil Latin amerikanske lande sandsynligvis modstå yderligere amerikansk deltagelse i deres energi industrier og enhver væsentligere forøgelse i oljeudvinding.

NEP opfordrer handels-, energi- og statsministerierne til at lobby´e deres latinamerikansk modparter til at eliminere eller blødgøre barrierer. I Mexico har reformlovforslag om at lette adgangen for private oljefirmaer imidlertid mødt stejl modstand i kongressen. I Venezuela forbyder en ny konstitution vedtaget i 1999 udenlandske investeringer i oljesektoren og i 2003 fyrede præsident Hugo Chavez direktøren for det statsejede oljekompagni Petroleos de Venezuela S.A., som gik ind for forbindelser til udenlandske firmaer.


Bush energi- og militærplaner er indbyrdes forbundet

I sin jagt på olje griber de Forenede Stater ind i de oljeproducerende landes indre anliggender. I den process udsætter de sig selv for øget risiko for indblanding i lokale og regionale konflikter. Denne realitet har allerede pårvirket USA´s relationer til store oljeproducerende nationer og vil utvivlsomt få om muligt endnu større virkning i fremtiden.

På intet punkt indrømmer NEP dette. I stedet fokuserer det på energipolitikkens økonomiske og diplomatiske dimensioner. Arkitekterne bag Bush-Cheney politikken ved imidlertid, at held med at skaffe adgang til nogle oljekilder kan vise sig uopnåelig uden brug af militær magt. Administrationens militære strategi strammer tøjlerne med ekstra vægt på opbygge kapacitet til at deployere ildkraft til vigtige slagmarker i udlandet. "De Forenede Stater må genvinde evnen til at sende velbevæbnede og logistisk støttede styrker til kritiske punkter over hele jorden, selv under konfrontation med fjendtlig modstand," fastslår dets Quadrennial Defense Review.

Disse kritiske punkter ville nødvendigvis indbefatte områder, der er oljekilder. Hvadenten administrationen bevidst har forbundet sin energi- og sikkerhedspolitik med hinanden eller ikke, så har Bush indiskutabelt prioriteret forøgelsen af amerikansk magtanvendelse på samtidig med at han har givet sin tilslutning til øget afhængighed af olje fra ustabile kilder.

Som resulat fører USA en to-delt strategisk politik overfor store dele af verden. Den ene arm af denne strategi går ud på at sikre mere olje fra resten af verden, og den anden er at øge evnen til at intervenere. Mens det ene af disse mål udspringer af energipolitisk prioritering og den anden af sikkerhedsproblemer, så er resultatet en entydig kurs i retning af amerikansk dominans i det 21 århundrede. Det er denne kombination af strategier, mere end noget andet, der vil dominere de Forenede Staters internationale relationer i årevis fremover.

Michael T. Klare, der er forfatter af 'Resource Wars: The New Landscape of Global Conflict' og den kommende 'Petropolitics' (Metropolis Books, 2004) er professor i freds- og verdenssikkerhedsstudier ved Hampshire College i Amherst, Mass.

Overs. Hans Pendrup

- End -