USA

Vores første sejr
var Zapatero

af Chalmers Johnson

For lidt mere end et år siden demonstrerede omkring 10 mio. mennesker i alle virkelige demokratier på jorden imod krigen i Irak imod George Bush og for demokrati. …

København 15.02.2003
Klik og forstør

Den første sejr for denne bevægelse fandt sted d. 14 marts med valget af den spanske premierminister Jose Zapatero. Hvis demokrati betyder nogetsomhelst så betyder det at den folkelige mening har betydning. Zapatero forstod at 80% af den spanske befolkning var imod Bush´s krig i Irak, og han trak omgående alle spanske styrker tilbage. Det er en stor skam, at Kerry kritiserede Zapatero for dette. Vi har behov for at gentage den spanske sejr i Tony Blair´s England, Silvio Berlusconi´s Italien, Junichiro Koizumi´s Japan og i vort eget land.

Jeg har til hensigt at stemme på Kerry, fordi jeg tror, han er den eneste valgbare politiker i Amerika, som i lighed med Zapatero i Spanien kunne tænkes at være opmærksom på den folkelige mening. Hvis vi kan demonstrere, at flertallet af den amerikanske befolkning ønsker fred, så tror jeg at John Kerry vil give agt på signalet.

De Forenede Stater står overfor en virkelig krise. Det er ikke kun Bush´s fejlslagne militærpolitik i Irak eller den svækkede tillid til vore væbnede styrker og efterretningsvæsner som korrupte, inkompetente og kriminelle. Det er frem for alt vores internationale isolation og vanære som følge af vor foragt for retsgrundlaget (the rule of law). Den amerikanske konstitutions artikel seks siger bl.a., "alle traktater, der indgås eller som skal indgås i henhold til de Forenede Staters myndighed, skal være landets højeste lov." Geneve konventionen fra 1949 om behandlingen af krigsfanger og civile i krigstid er traktater, som den amerikanske regering støttede, underskrev og ratificerede. De er derfor landets højeste lov. Hverken præsidenten eller forsvarsministeren har myndighed til at ændre dem eller at vælge, om de vil efterleve dem. Præsident Bush´s opfindelse af sådanne hidtil ukendte kategorier som "illegal kombatant," "evil-doer," eller "bad guy" og hans hævden af en ensidig ret til at fængsle sådanne personer på ubestemt tid uden at anklage dem eller give dem adgang til domstole og juridisk rådgivning er en egenrådig bemægtigelse af konstitutionen. Det er præcis af den grund, at de Forenede Stater burde have ratificeret den traktat, der etablerede den internationale krigsforbryderdomstol. Den har til formål at behandle ikke blot utvivlsomme terrorister og folk som Saddam Hussein, men også den slags forbrydelser,
som præsident Bush har begået.

I sin tale d. 26 maj på New York Universitetet sagde tidligere vicepræsident Al Gore, "Vi er mindre trygge som følge af [Bush´s] politik. Han har skabt mere vrede og retfærdig harme imod os som amerikanere end nogen anden leder af vort land i de 228 år af vor nations eksistens - som følge af hans holdning, der er præget af foragt for en hvilkesomhelst person, institution eller nation, der er uenig med ham."

Til trods for et endeløst hykleri om, hvordan vi har bragt frihed til Afghanistans og Irak´s befolkninger ved vi, at næsten alle borgere i disse lande, som har været i kontakt med vore væbnede styrker og overlevet ikke desto mindre har fået deres liv ødelagt. Den modige, anonyme irakiske kvinde der redigerer the blog "Baghdad Burning," med undertitlen "Girl blog from Iraq," skriver (d. 7 maj), "Jeg får undertiden emails, der beder mig at foreslå løsninger eller komme med forslag. Meget godt. Dagens lektie: hold op med at voldtage, hold op med at torturere, hold op med at dræbe og forsvind mens I kan ... mens det stadig ser ud som om I har et valg ... Kaos? Borgerkrig? Vi vil tage vore chancer - bare I tager jeres marionetter, jeres tanks, jeres smarte våben, jeres dumme politikere, jeres løgne, jeres tomme løfter, jeres voldsmænd, jeres sadistiske torturbødler og forsvinder." Hendes beretninger på internettet er uundværlige for en forståelse af den katastrofe, som vi fået ud af et land, som vi invaderede under betegnelsen "præventiv krig."

I mener måske, at jeg kun citerer anti-Bush politikere som Gore eller en højliterær, men trods alt en utvivlsomt anti-amerikansk kvinde fra Baghdad. OK. Så lad os se på, hvad nogle af vore allestedsnærværende højtstående militære officerers opfattelser.

På sin pressekonference d. 14 april sagde præsident Bush gentagne gange, "Vi må holde kursen i Irak," og hans demokratiske rival John Kerry tilsluttede sig, blot ville han gøre det bedre. Problemet er, som tidligere Centcom commander Gen.. Anthony Zinni sagde til udsendelsen "60 minutter", "Kursen går over Niagara Falls." General Joseph Hoar, en tidligere chef for marinekorpset, har bemærket, "Jeg tror bestemt, at vi befinder os på fallitens rand. Vi ser ned i afgrunden." Zinni og Hoar er begge pensionerede officerer. Men den tjenestegørende Chef for 82. Airborne, generalmajor Charles Swannack, svarede på Washington Posts spørgsmål, om hvorvidt han mente, at de Forenede Stater taber krigen i Irak, "Det mener jeg vi gør i strategisk henseende." Major i marinen William Whitlow skrev i en lederkommentar til Washington Post, "En principiel grundsætning i forbindelse med udformningen af en strategi - sørg for at have en ´krigsendemål´ fase - blev negligeret? Det på tide, at præsidenten spørger de, der er ansvarlige for den fejlsslagne Irak politik - civilt og militært - at søge deres afsked som offentligt tjenestegørende."

Sagen er den, at torturskandalerne i Abu Ghraib fængslet, Chalabigate, CIA direktør Tenets afsked, Cheney´s Halliburton Corporations krigsprofittering og andre nylige hændelser i den grad har diskrediteret de Forende Stater, at vi har valget imellem at forsvinde eller at blive smidt ud.

Irak krigen er sandsynligvis det alvorligste selvforskyldte sår i den amerikanske udenrigspolitiks historie. Det blev forårsaget af amerikansk imperialisme og militarisme, som er emnet for min nye bog, The Sorrows of Empire: Militarisme, hemmeligholdelse og republikkens endeligt. Lad mig gøre det klart, hvad jeg mener med imperialisme og militarisme.

Ifølge Pentagon´s årlige opgørelse over ejendomsbesiddelser - den såkaldte Base Structure Report - har vi over 725 militære baser i omkring 132 lande over hele verden. Dette enorme netværk af amerikanske baser udgøre en ny form for imperium - et imperium af militære enklaver til forskel fra kolonier som i de ældre former for imperialisme.

Vort militær beskæftiger over en halv million soldater, spioner, teknikere, lærere, afhængige (dependents) og civile kontrakttilknyttede i andre nationer. For at dominere oceanerne og verdens have opretholder vi omkring tretten kommandostyrker på hangarskibe, der udgør flydende baser. Vi opererer talrige spionagebaser, der ikke er omfattet af Base Structure Rapporten for at kontrollere hvad verdens befolkning, inklusive vore egne borgere siger, faxer eller emailer til hinanden.

Vore installationer i udlandet skaffer profitter til civile industrier, der designer og fabrikerer våben til de væbnede styrker eller, som den nu velkendte Kellogg, Brown & Root, et datterselskab af Halliburton Corporation i Houston, påtager sig kontrakt ydelser i forbindelse med bygning og vedligeholdelse af vore udposter. En af sådanne kontrakthaveres opgaver er at holde uniformerede medlemmer af imperiet med boliger i komfortable kvarterer, velfodrede , underholdt og forsynet med nydelsesrige og økonomisk overkommelige faciliteter.
For deres brugere er disse baser ikke nødvendigvis ubehagelige steder at leve og arbejde. Militærtjeneste i dag, som er frivillig, har næsten ingen lighed med soldatertjenesten under 2. verdenskrig eller den koreanske eller vietnamesiske krig. De fleste jobs som vask, KP ("køkken politi"), vagttjeneste og rensning af latriner er blevet udliciteret til private militær selskaber. Omkring $30 mia., hele en tredjedel af de midler, der er bevilliget til krigen i Irak, går til private amerikansk arbejdskraft for netop den slags tjenesteydelser.

Militæret foretrækker baser, der ligner små fundamentalistiske byer i bibelbæltet til forskel fra kvarterer i de store beboelsescentre i de Forenede Stater. F.eks. er opnåelse af abort på et lokalt militærhospital forbudt til trods for at mere end 100.000 kvinder er bosat i vore oversøiske baser - inklusive kvinder i serviceerhverv, hustruer og slægtninge af militærpersonale. Eftersom der er omkring 14.000 seksuelle overgreb eller forsøgte sexuelle overgreb hvert år i militæret har kvinder, der er blevet gravide i udlandet og ønsker en abort ikke andet valg end at tage hjem for egen regning eller forsøge i lokalområdet, hvilket ikke kan være hverken let eller behageligt i Baghdad eller andre dele af vort imperium i denne tid.

Vore bevæbnede missioner opholder sig i en aflukket, selvtilstrækkelig verden betjent af sin egen luftrute - the Air Mobility Command - der forbinder vore udposter fra Grønland til Australien. For generaler og admiraler stiller militæret 71 Learjets, 14 Gulfstream III´ere og 17 Cessna Citation luksus jets til rådighed til at flyve dem til steder, som de væbnede styrkers ski- og feriecenter i Garmisch i de böhmiske alper eller til en af de 234 militære golfbaner, som Pentagon driver over hele verden. Forsvarsminister Donald Rumsfeld flyver rundt i sin egen personlige Boeing 757, der kaldes C-32A i luftvåbnet.

Imperialismens uadskillelige ledsager er militarisme. Dette refererer ikke til forsvar af landet, men til tilsikrede rettigheder i militæret som en livsform i ekspansionen af det militære etablissement på bekostning af civile sektorer af vor regering, og i at skabe indtægter ved at arbejde for de væbnede styrker, militære tænke tanke eller våbenindustrier. Service i vore væbnede styrker er ikke længere en borgerpligt, som det var tilbage i 1953, da jeg var tjenestegørende i flåden. Siden 1973 har det været et karrierevalg, ofte truffet af borgere, der forsøger at slippe ud af en eller anden dead-end af vort samfund. Dette er grunden til, at afro-amerikanere er dobbelt så godt repræsenteret i hæren som de er i vor befolkning og til at 50% af kvinderne i de væbnede styrker er fra minoriteter. Army Pfc. Jessica Lynch, der blev såret i Nasiriyah under angrebet på Wal-Mart i Palestine i West Virginia," svarede hun. "Jeg gik ind i hæren for at slippe ud af min hjemby." Da hun blev rekrutteret, fik hun også at vide, at hun som forsyningskontorist ikke ville blive skudt på.

Idag har vi en professionel, permanent stående hær, der koster omkring tre-fjerdedele af en billion dollars om året - dvs. omkring $750 milliarder. Dette beløb inkluderer forsvarsdepartements årlige bevillinger til våben og lønninger på $427 milliarder, yderligere $75 milliarder for Irak og Afghanistan. $20 milliarder til kernevåben finansieret af energiministeriet, og mindst $200 milliarder i pensioner og handicap kompensation til vore veteraner. Vi betaler ikke for disse udgifter, men sætter dem på regningen. Eftersom vi i dag har det største regerings- og handelsunderskud i moderne økonomisk historie, truer vores militarisme os med bankerot.

De to mest berømte advarsler imod militarisme i vor historie kom fra to prominente generaler, som blev præsidenter. Den første var af George Washington i hans afskedsadresse fra september 1796. Han skrev, "Forvoksede militær institutioner er under enhver form for regering ildevarslende for frihed og må anses for at være særlig fjendtlig overfor republikansk frihed." Nøglebegrebet her er republikansk frihed (med lille ´r´). Washington henviste til arbejdsdelingen i vor regering i udøvende, lovgivende og dømmende grene og etableringen af checks and balances blandt dem. Hensigten var at forhindre magtkoncentrationen i en af institutionerne eller omkring personer, således at den eller han kunne udøve diktatorisk magt. Washington advarede os om at stående hære koncentrerer magt i den udøvende gren. De fører til en ekspansion af skatter og fremvækst af et nationalt bureaukrati, der kan føre til et imperialt præsidentskab, således som vi har det i dag. Arbejdsdelingen (lovgivende, dømmende og udøvende magt adskilt HP) i vor form for regering er hovedværnet til beskyttelse af vore friheder; hvis udvidelsen af stående hære fører til brud på magtbalancen, så bliver borgerrettighedsloven (Bill of Rights) reduceret til et stykke papir.

Mindst lige så vigtig som Washington´s afskedsadresse var præsident Dwight D. Eisenhower´s i 1961. Han advarede os imod de tilsikrede interesser, der ligger til grund for ligger til grund for vor enorme militære institution. Han skrev:
"Vor militære organisation i dag har ikke meget at gøre med det, som kendtes af nogle af mine forgængere i fredstid, eller for den sags skyld af de kæmpende soldater i anden verdenskrig eller Korea. Indtil den seneste af vore verdenskonflikter havde de Forenede Stater ingen våbenindustri .... men nu arbejder 3.5 mio mænd og kvinder direkte engageret i forsvarsinstitutionen. Vi bruger årligt mere end alle de amerikanske korporationers samlede netto-indkomst på militær sikkerhed. Dette sammenfald af et enormt militært etablissement og en kæmpemæssig våbenindustri er ny i amerikansk erfaring ... I regeringsorganerne må vi være på vagt overfor tilegnelsen af uberettiget indflydelse, hvadenten den er tilstræbt eller ej, fra det militært-industrielle kompleks´ side. Potentialet for fremvæksten af katastrofalt fejlplaceret magt eksisterer og vil fortsat eksistere. Vi må aldrig lade vægten af denne kombination true vore friheder eller demokratiske processer. Vi bør ikke tage noget for givet."

Desværre gav vi amerikanere ikke agt på denne advarsel og idag dominerer forsvarsministeriet og dets støttende militært-industrielle kompleks vor regering. Af de penge, vi bruger på udenrigspolitiske sager, kontrolleres 93% af Pentagon, men kun 7% af udenrigsministeriet. Det største af alle vore våbenselskaber er Lockheed Martin Corporation. I året føre udbruddet af Irak krigen steg Lockheed Martin´s profitter med omkr. 36%. Når krigen bliver i den grad lønsom, kan vi forvente os mere af den.

I "The Sorrows of Empire" vier jeg det afsluttende kapitel til de sandsynlige konsekvenser af vores imperialisme og militarisme: uafbrudt krig, republikkens endeligt, officiel løgn og disinformation, og bankerot. Jeg dokumenterer, hvor fremskredne disse forhold er i vort samfund. Jeg håber, du vil læse min analyse. Min hensigt er at mobiliserer uopmærksomme borgere interesse for information, som jeg ved, at de ikke har - fordi vor regering gør alt hvad der står i dens magt for at sørge for, at de ikke er opmærksomme - men som de behøver, hvis de ikke skal miste vor republik og de borgerlige rettigheder, den forsvarer.

Eftersom dette er et møde med henblik på at støtte John Kerry´s kandidatur, så lad mig i det følgende fokusere på ham, og spørge om det amerikanske imperiums tilbagegang og fald kan undgås. Denne satsning på Kerry har efter min mening fire hovedpunkter. For det første, han er ikke en "chicken hawk." Det er en skandale, at hver eneste leder af vor regering med undtagelse af Colin Powell fra præsidenten og nedefter er uden erfaring med enten krig eller barakindkvarterings tilværelse, og at vicepræsidenten opnåede seks indkaldelsesudsættelser for at unddrage sig tjeneste i Vietnam. Da gifte mænd med børn blev beordret udsættelse, havde Dick Cheney og hans kone en datter ni måneder og en dag senere. Kerry har papir på fremragende militærtjeneste. Dette er vigtigt i dag, hvor det militære etablissement er langt det største og dyreste element af den udøvende gren.

For det andet, Kerry´s status som leder af Vietnam veteraner imod krigen er et af de mest ærefulde aspekter af hans baggrund. Det er en tragedie, at vi er blevet så militaristiske, at han for at blive valgt må fravige den modige holdning, han indtog for femogtredive år siden Dette afspejler en af de store forskelle mellem vort militær under Vietnam krigen og vort militær i dag. Dengang var det en værnepligtig hær. Medlemmer af de væbnede styrker var et demokratisk check på militarisme, fordi de ikke var frivillige. De var af naturlige grunde optaget af formålet med krigen, hvordan den ville ende og hvorvidt deres regering og officerer løj for dem. I dag har vi et professionelt militær. Folk, der tjener i det, er frivillig ved iboende interesse i at fremme deres karrierer via væbnet konflikt. Det er muligt, at vi
kommer til at se en bevægelse af Irakveteraner imod krigen, men deltagerne vil sandsynligvis være mere optaget af interne militære klagepunkter - tvungen udvidelser af udskrivninger - end over præsidenten, vice-præsidenten og overkommandoen vedr. selve krigen.

For det tredje vil Kerry administrationen betyde en kontrol med den overhåndtagende udbredelse af hemmeligholdelse, som vor militarisme trives under. I betragtning af hans nitten års tjeneste i Senatet vil han sandsynligvis gøre en ende på i de mindste en væsentlig del af den hemmeligholdelse, der skjuler ødelæggelsen af miljøet, indsættelse af våben i det ydre rum, vor afvisning af at bevare fossilt brændstof og mange andre skandaler. Sidste år klassificerede den amerikanske regering mere end 14 mio nye nationale sikkerheds hemmeligheder, en opgang fra 11 millioner det foregående år og 8 millioner året før. Tilendebringelse eller i det mindste beskæring af den hemmeligholdelsen, der omgiver forsvarsministeriet og efterretningsvæsenet, vil være en af de mest effektive måder at påbegynde genoprettelsen af demokratisk kontrol med dem.

For det fjerde er hovedemnet i det kommende valg konstitutionen og behovet for at genoprette dens integritet som landets overordnede lov. Det var bekymring over krænkelser af konstitutionen, der var drivkraften i Howard Dean kampagnen. Kerry vil bringe en ende på John Ashcroft´s embedstid og den illegale fængsling af indfødte borgere i føderale fængsler, og retsforfølge de ansvarlige for tortur i Irak og Guantanamo Bay. Hvis vi er heldige, vil han måske lukke the School of the Americas i Fort Benning, Georgia, hvilket er det sted, hvor vi instruerer militære officerer fra Latin Amerika i statsterrorisme. For de, der er bare en smule interesserede i menneskerettigheder er Kerry´s sejr uomgængelig.

Når alt dette er sagt, så lad mig alligevel slutte med at bemærke, at det politiske system muligvis ikke vil være i stand til at redde republikken. Det er vanskeligt at forestille sig, at en præsident fra det ene eller det andet parti vil stå op imod de magtfulde iboende interesser, der omgiver Pentagon og de hemmelige efterretningsvæsener. I betragtning af at 40% af forsvarsbudgettet er hemmeligt og at hele efterretningsvæsenets budget er hemmeligt er det umuligt for kongressen at føre effektiv kontrol med dem, selv om de måtte ønske det. Dette er ikke noget, der først begyndte med Bush´s administration. Forsvarsministeriets "black budgets" går tilbage til the Manhattan Project fra 2. verdenskrig, der drejede sig om udvikling af kernevåben.

De beløb, som bruges på efterretningsvæsener har været hemmelige siden CIA blev oprettet i 1947. Stipulationen i artikel 1, afsnit 9, paragraf 7 af konstitutionen, vor det hedder, at "en regulær erklæring og regnskab for kvitteringer og udgifter vedr. alt offentligt forbrug skal offentliggøres tid efter anden" har ikke været efterfulgt i vort land i mere end halvtreds år.

Et godt eksemplet på kontrollens beklagelige tilstand var de nylig høringer for Senatets komite for devæbnede tjenester vedrørende militærets tortur af fanger i Abu Ghraib fængslet. Høringerne var en parodi. Komiteen, måske bortset fra Sen. McCain, behandlede forsvarsministeren og den militære overkommando som om de var hinsides regnskabspligt overfor befolkningens repræsentanter. The Army Times var mere effektiv. Dens leder fra 17 maj, "A Failure of Leadership at the Highest Levels", stillede krav om, at forsvarsminister Rumsfeld og formand for Joint Chiefs of Staff Gen. Richard Myers trækker sig tilbage eller blive fyret.

Jeg tror at det, hvis republikken skal reddes, vil være som resultat af en voldsom stigning i direkte demokrati. For lidt mere end et år siden demonstrerede omkring 10 mio. mennesker i alle virkelige demokratier på jorden imod krigen i Irak imod George Bush og for demokrati. Dette var de største demonstrationer i britisk historie - to millioner mennesker i London - men de omfattede også 400.000 mennesker i New York City og en million hver i Berlin, Madrid og Rom. Sidst i april så vi en magtfuld demonstration i Washington DC på over en million for kvinders ret til at vælge og for at stimulere yngre kvinder til at vælge. En halv million demonstrerede i Rom sidste fredag imod et besøg af vor "drenge-kejser".

Den første sejr for denne bevægelse fandt sted d. 14 marts med valget af den spanske premier minister Jose Zapatero. Hvis demokrati betyder nogetsomhelst så betyder det at den folkelige mening har betydning. Zapatero forstod at 80% af den spanske befolkning var imod Bush´s krig i Irak, og han trak omgående alle spanske styrker tilbage. Det er en stor skam, at Kerry kritiserede Zapatero for dette. Vi har behov for at gentage den spanske sejr i Tony Blair´s England, Silvio Berlusconi´s Italien, Junichiro Koizumi´s Japan og i vort eget land.

Chalmers Johnson er forfatter af The Sorrows of Empire: Militarism, Secrecy, and the End of the Republic og af en tidligere bog, Blowback: The Costs and Consequences of American Empire, blandt andre arbejder.

Overs. Hans Pendrup

Andre artikler af Chalmers Johnson på dansk

Blowback: Omkostninger og konsekvenser af amerikansk imperiebygning
(Uddrag)

Det amerikanske baseimperium

Se også:

Bogpræsentation: Chalmers Johnson- The Sorrows of Empire

- End -

Vores første sejr var Zapatero

Vores første sejr
var Zapatero