USA
 

Rødderne
under Bush doktrinen

Interview med Juan Cole

Atol (Asia Times Online) 7. juli 2004

ANN ARBOR, Michigan - Juan Cole, professor i historie ved the University of Michigan, har placeret sig som en bogstavelig talt uomgængelig stemme i Irak debatten. Hans internet weblog, Informed Comment, udgør en markant kontrast til kakafonien af slet informerede lænestolseksperter på Irak, for ikke at tale om talk-show værter, der babler om '"sære (wacky) irakere". Professor Cole har boet i Lucknow i Indien og ligeledes i Berut. Han taler flydende arabisk.

Weblog´en opdateres dagligt af ham selv (ingen medarbejdere), og byder også på omfattende citater fra den arabiske presse. Han får op til 200.000 nye hits om ugen. Cole modtog nærværende Asia Times Online korrespondent på sit fjerdesals kontor i universitetets internationale institut i Ann Arbor.

Fra Juan Cole´s weblog: Informed Comment

… Jeg vil også gerne føje noget til argumentet om oljekilder som drivkraften bag det imperiale Bush-Cheney projekt. Olje er ombyttelig og kan ikke "kontrolleres." Spørgsmålet er hvem der får profitten fra raffineringen og distributionen, og til hvilke formål profitten sættes ind. Det store nye felt i de senere år er Tengiz i Kazakhstan, men USA har ikke truet Astana (hovedstaden i Kazakhstan). Ligeledes har kun den neokonservative minoritetsgruppe talt om at angribe Saudi Arabien.
Jeg mener, at kalkulationen er mere kompleks. Sigtemålet er lande,
1) hvis regimer er aktivt fjendtlige overfor de Forenede Stater;
2) som praktiserer en form for socialisme, der begrænser amerikanske selskabers muligheder for at investere og uddrage profit af landet,
3) som har værdifulde resourcer som olje, der kan generere udenlandsk valuta og købe magtfulde våben inklusive masseødelæggelsesvåben og
4) som truer eller begrænser nære amerikanske militære allierede i deres region. Sådanne stater kan ikke uden vanskeligheder inkorporeres i amerikansk globalt overherredømme.

---------------------------------------------

Asia Times Online´s korrespondent (Atol): Lad os starte med troværdigheden af den nye irakiske regerings forhold til Sunni´erne, Shi´iterne og Kurderne mere end af forholdet til USA og FN. Praktisk talt alle i Sunni-trekanten og også i det Shi´itiske Syden har hidtil refereret til det irakiske regeringsråd (IGC) som "den importerede regering". Vil det samme ske igen for denne seneste amerikanske udgave af en irakisk regering?

Juan Cole: Alle ved, at det er en udpeget regering. Den udspringer ikke af den irakiske befolknings love. Stor-Ayatollah [Ali-al]Sistani har udstedt en fatwa fornylig, hvor han åbent siger dette. Hans synspunkt i denne sag vil få vid udbredelse. Det er uheldigt, at den irakiske premierminister skulle vise sig at være et kendt CIA aktiv. Jeg tror ikke, det kommer til at forandre nogetsomhelst. IGC blev, som du siger, af mange mennesker opfattet som et marionetråd. Der er mere kontinuitet mellem IGC og denne regering end de fleste mennesker synes at være klar over. Det er stort set denne rollebesætning af samme typer - både hvad angår folk, der faktisk sad i rådet, og personer, som repræsenterer kliker (partier), der havde en plads i dette råd.

ATol: Hvad betyder det, du siger, for holdningen på gadeplan i Irak?

JC: At intet i virkeligheden er forandret. Disse folk får ikke noget, der ligner fuld suverænitet. Jeg mener, at det er et publicity nummer - uden indhold. Det virkelige problem for masser af irakere er ikke så meget, om det er troværdigt eller ikke, men om det kan gennemføre noget for dem. Eftersom amerikanerne opløste den irakiske hær, eftersom det ikke står klart, hvordan man for en irakisk hær tilbage, så kan man være pessimistisk ...

Hæren ned, racisme op

ATol: Mht. opløsningen af hæren: Tror du dette var prokonsul Paul Bremer´s brøler eller skete det med overlæg?

JC: Med overlæg forstået som et forsøg på at gøre irakerne afhængige af amerikanerne? Tjah, ifølge hvad Jay Garner sagde til BBC, jeg så det med egne øjne, så troede han, at en af grundene til at hæren blev opløst var, at Bremer-holdet som et af dets primære mål havde udløsning af en chok terapi i polsk stil. Formålet var at så hurtigt som muligt at transformere Irak til en kapitalistisk stat. Det skal forstås som en del af den generelle plan om at gøre Irak til en slags model for regionen.

ATol: Det var den oprindelige neo-konservative plan?

JC: Ja, men den økonomiske politiks overordnede betydning er noget, som jeg ikke mener, er almindeligt bemærket. En af grundene til at skaffe sig af med Ba´ath hæren, var ifølge Garner, at de var bange for at overlevelsen af en hvilkensomhelst stor Ba´ath institution som denne kunne indebære en forhindring af ekstrem liberalisering af økonomien. Forestil dig blot en situation i hvilken amerikanerne ønskede at afnationalisere irakiske selskaber. Hvis man havde bibeholdt Ba´ath hæren, ville den komme til koalitionen og sige, "Nej, I kan ikke sælge disse selskaber, min fætter er med til at drive dem" ... De [amerikanerne] forestillede sig, at hæren fortsat ville være et kraftcenter, der var i stand til at intervenere i politiske debatter til fordel for statskontrol med økonomien. Så de opløste den ikke udfra sikkerhedshensyn, men for at fjerne en potentiel hindring af en chok-terapi i polsk stil. De indkaldte polske økonomiske rådgivere - er et led i baggrunden for det polske militær engagement i Irak. De forsøgte at drage nytte af de polske erfaringer. Jeg tror ikke, at de neo-konservative i forsvarsministeriet ønskede at bruge det amerikanske militær til at erstatte den irakiske hær. Faktisk havde [viceforsvarsministeren] fortalt kongressen, at det er sandsynligt, at USA ville gå tilbage til kun at have en division i Irak til oktober 2003. De mente, at de kunne opløse hæren og kun bruge politiet til at holde orden, og at de så kunne gøre, hvad de ønskede at gøre med økonomien: sælge den ud, bringe store selskaber ind, åbne Irak for vestlig investering. De håbede, at det irakiske bourgeoisie ville gøre sig gældende, at der ville være produktivitetsgevinster, at landet ville blive rigt og at alle andre - iranere, syrere - ville følge dem.

ATol: Var det en blanding af arrogance og inkompetence, plus manglende viden om samfund og kultur i Irak og Mellemøsten der gjorde sig gældende?

JC: Helt sikkert udsprang planen af en enorm uvidenhed om Mellemøsten. Husk på, at folk med ekspertice i økonomi og politisk videnskab meget ofte holder sig langt fra kendskab til detaljer. De har et sæt principper; de mener selv at de er naturvidenskabsfolk, så de folk, der planlægger dette; de fleste af dem kan ikke arabisk eller ved noget virkeligt om den arabiske verdens historie og kultur og samfund. Bortset fra Wolfowitz, der havde et vist kendskab til Indonesien, da han var ambassadør der ....

ATol: Men Islam i Indonesien og Sydøst Asien har meget lidt at gøre med Islam i Mellemøsten.

JC: Jeg mener, at den er fundamentalt anderledes. Og Indonesien er ikke en tilstrækkelig baggrund for planlægning af, hvordan man skal drive politik i Irak ... Og desuden var Wolfowitz den eneste blandt dem, som havde den slags viden. Så det forekommer mig indlysende, for det første at de alle sammen var meget uvidende og dertil ekstremt arrogante, fordi de legede med folks skæbner. Nogle af de neo-konservative er naturligvis meget nært knyttede til Likud partiet i Israel, og jeg tror at mange af dem har indsuget denne form for israelsk racisme imod arabere, der går ud på, at arabere kun respekterer magt, at man som følge af alle de interne klanstridigheder kan få dem til at informere om hinanden ... Folk som Douglas Feith og Richard Perle har tænkt i disse baner i lang tid. Oprigtigt talt er israelsk racisme overfor araberne ikke en god vejledning i forbindelse med et samfund som Irak, eller iøvrigt et hvilketsomhelst samfund. Til forskel fra palestinenserne, er Irak et samfund, der ikke har været domineret af en fremmed magt siden 1932.

ATol: Og irakerne drev briterne ud.

JC: Briterne blev drevet ud og det meget eftertrykkeligt i 1958. Og der var mange oprør inden da. Denne generation af unge irakere voksede op i Ba´ath skoler, hvor de lærte om nationalisme og anti-kolonialisme. Hvad deres identitet virkelig er drejer sig om at hævde sig selv overfor Vesten. Ideen om, at de ville være underkaste sig en vestlig besættelse var altid vanvittig, og de af os, der overhovedet ved noget om regionen forudsagde, at der ville blive en masse problemer. Irak var et moderne industrielt samfund med relativt høj alfabetiseringsrate, meget eftertrykkeligt nedslidt i 1990´erne, men stadig ikke et samfund, som det vil være let for udlændinge at komme ind og dominere.

Veje til helvede

ATol: Hvis går ud fra, at den neokonservative drøm - at vejen til Jerusalem går igennem Baghdad - ligger i ruiner, ville det så være alternativet, at vejen gennem Baghdad nu fører tilbage til Crawford, Texas?

JC: Det er nok et spørgsmål, hvorvidt det vil kunne koste [præsident George W] Bush valget. For et år siden forekom det mig ikke sandsynligt at Irak ville være i stand til at påvirke et valg. Men den vedholdende trommehvirvel af vold, det voksende tab af døde og sårede, fejlberegningen af belejringen af Fallujah, der provokerede Muqtada al-Sadr militisiaens oprør og derefter Abu Ghraib skandalen, det samlede resultat af alle disse hændelser har ifølge meningsmålinger virkelig medført indhug i Bush´s stilling. Hvis han skulle blive genvalgt ville det være historisk: ingen er blevet genvalgt med den slags opinionstal. Jeg tror Irak er blevet en møllesten om halsen for Bush administrationen. Denne såkaldte overdragelse af suverænitet . De håber, at den amerikanske presse holder op med at dække Irak, som de gør det nu dvs. meget intensivt, som om det drejede sig om den 51´ende stat, der fundamentalt bliver styret af den amerikanske regering. Alle har bemærket, at da Hamid blev valgt af Loya Jirga´en, så forsvandt Afghanistan fra forsiderne den følgende dag og gled om på side 17.

ATol: Og nu er den gledet helt ud af aviserne.

JC: Nu kan adskillige amerikanske militærfolk være dræbt, og det bliver ikke engang rapporteret. Jeg opfatter det som en uskrevet lov blandt amerikanske journalister, at den amerikanske offentlighed ikke er interesseret i steder, der har deres egen regering. Den virkelige betydning af den såkaldte overdragelse af suverænitet er, at Bush administrationen og dens politisk rådgivere håber, at den amerikanske presse vil registrere dette øjeblik som nøglen til at dreje rapporteringen over på Laci Peterson og andre nonsens historier og lokale mord mysterier.

ATol: Tror du, at dette vil kunne virke? Med Fox News måske, men hvad med Washington Post og New York Times?

JC: Det kunne det faktisk. Det kunne fortrænge Irak fra forsiderne. Jeg er ikke enig med dig i, at det ville fungere bedst med Fox News. På grund af dets militarisme og dets bestræbelser på at indfange seere fra det amerikanske højre, er Fox mere opmærksom på Irak end de fleste af de andre networks.

ATol: Når det gælder sensationelle billeder.

JC: Sensationelle billeder, men det er netop forventeligt for såvidt som det amerikanske militær i meget vid udstrækning stemmer republikansk, og hvis du ønsker at få disse folk til at se Fox programmer, så er de interesserede i hvad der sker i Irak. Jeg mener, at kapitalistisk mediepolitik på en måde svinger Fox i retning af lave mere Irak reportage end nogle af de andre netværk. Hvis der er en ildkamp i Baqubah, så forekommer det mere sandsynligt, at Fox rapporterer en end andre netværk.

ATol: Men de rapporterer kun Pentagon siden af historien.

JC: Jeg er enig i, at Fox er meget tendentiøs, men den måde massemedierne fungerer på, kan ofte være ironisk. Selvom Fox tænker, at det rapporterer nyheder af interesse for dets højre-orienterede seere, så vil rapporteringen af denne ildkamp i Baqubah, og den måde USA nedkæmper disse oprørere på, få enhver, der faktisk ser dette sidde tilbage med et dobbelt budskab: det ene, der er Fox budskabet og det andet budskab der er "Kors, der er en masse problemer i Irak."

ATol: Vi har lært om modstanden af nogle tidligere Saddam Hussein generaler, at modstanden faktisk vil stige efter 30 juni, at efterkrigsmodstanden har været planlagt i årevis, og at alle, der på den ene eller den anden måde er forbundet med amerikanerne og den nye fungerende regering vil være et mål. Så der vil blive om muligt mere blodsudgydelse. Hvordan vil denne blodsudgydelse ramme tilbage på USA? Og hvad med medierne: vil de rapportere den?

JC: Det er problemet: det er vanskeligt for oprørerne at sigte på amerikanerne. De kan styre nogle RPG´ere [propeldrevne raketter] imod en amerikansk base, det gør de hver dag, det resulterer sædvanligvis i nogle tilskadekomne, relativt lette. De har hovedsagelig taget sigte på bløde mål, irakere, så de sprænger et marked i Baghdad i luften eller politistationer. De forsøger at fremkalde en følelse i landet af, at amerikanerne faktisk ikke har kontrol. Det vil fortsætte og kan endog tage til. Jeg har læst en masse om disse hændelser i den arabiske
press - de bliver aldrig rapporteret i den vestlige presse.

ATol: Men det vigtige punkt er, at disse hændelser rapporteres på al Jazzera og al-Arabiya og bliver set hver nat af millioner i den arabiske verden.

JC: AlJazeera er fremragende med irakiske nyheder og rapporterer alle disse hændelser, hvor der er tilskadekomne. Men hvad den amerikanske offentlighed angår, så tror jeg at det meget vel kan være at skader på det amerikanske personale i Irak, at de glider om på s. 17. Men hvis der sker en forøgelse i antallet af hændelser, så er det muligt at det vil få mere dækning. Det er op til journalisterne nu. Vil de tage denne madding, vil de fortsat lade sig manipulere på denne måde som de har været det hele tiden?

ATol: Måske er det tilfældet, at alle har været manipuleret: Den amerikanske presse og nu også FN er tvunget til at godkende en ny Irak resolution. For millioner af irakere er FN synonym med sanktionerne.

JC: Dette er forskelligt fra resten af den arabiske verden, hvor de forbinder FN med fredsbevarelse og en mere retfærdig politik overfor den arabisk-israelske konflikt. Men FN selv er ikke uopmærksom på dette, og de ønsker ikke at blive dybt involveret i Irak. Problemet for verdenssamfundet er, at USA har præsenteret dem for et fait accompli. Det er ikke i nogens interesse i Europa, f.eks. at Irak glider ud i kaos. Europa er dybt afhængig af den persiske golfs olje, det kunne blive de-industrialiseret, hvis tingene går for galt. Så når amerikanerne kommer og siger, "Hvis I vedtager en resolution af denne slags, godt, så vil vi bringe processen tilbage til orden," hvem vil så sige dem imod?

Muqtada faktoren

ATol - Lad se nærmere på indsatsen imod Muqtada al-Sadr. Var det endnu en brøler fra koalitonens side?

JC: Disse ting er ikke klare. Det er forbavsende for mig; vi antages at leve i et demokrati i de Forenede Stater. Og dog, ligeså snart valget har fundet sted, så opgiver offentligheden en stor del af retten til at vide besked. Og på den måde er CPA blevet drevet på en meget uigennemskuelig måde; vi ved aldrig, hvorfor de gør et eller andet; de siger det aldrig og de fyrer bestandig disse propagnadistiske erklæringer af; de prøver altid på at finde dæmoner at lægge skylden for alting på: Saddam, Abu Musab al-Zarqawi, og nu Muqtada al-Sadr. Mit eget indtryk er, at amerikanerne provokerede denne opstand under Muqtada, at han ikke havde gjort noget særligt, som kunne tyde på, at han var en militær trussel. Han havde givet strenge ordre til sin milits om ikke at skyde på amerikanerne. Da amerikanerne kom efter Muqtada, udløste han denne opstand. Jeg tror at det Shi´itiske præsteskab besluttede at holde sig uden for det, at trække sig tilbage fra deres stillinger og få Mahdi hæren til at tage Najaf og Karbala. Mahdi hæren var ikke stærk i de to steder. Jeg mener stadig, at det er plausibelt, at det var Muqtadas reaktion på snigmordet af Sheik [Ahmed] Yassin, der foranledige CPA til at gå efter ham. Vi må huske, at CPA er domineret af neo-konservative, at nogle og tyve folk såsom [neo-con eksperten] Michael Ledden´s datter [Simone Ledeen] har kørt den irakiske økonomi. Beslutningerne ville komme fra folk, der er Likud partiet meget nærtstående, og som var ekstremt alarmerede, da Muqtada al-Sadr sagde, at han var ligesom Hamas´ højre arm og ville hævne Sheikh Yassin´s død.

ATol: Har du læst nogen lignende analyse i arabiske aviser for tiden?

JC: Nej, det har jeg ikke. Men det er muligt. Jeg ved, at Hezhollah opfordrede til hævn for mordet og også opfordrede til irakisk solidaritet om dette. Men denne analyse har jeg aldrig set i den arabiske presse.

ATol: Du var angiveligt en af de få, om ikke den eneste i Vesten, der skrev at Shi´iterne aldrig ville tilgive Amerika bombardementet af Karbala, og du gjorde dig også den ulejlighed at forklare hvorfor.

JC: De fleste amerikanere og vesterlændinge forstår ikke, hvad Karbala betyder. Under den iranske revolution var der et slogan, der sagde, at "hver dag er Ashura". Karbala er, hvad en antropolog har kaldt, et paradigme i folks liv. Tanken om amerikanske GI´er, der affyrer tank missiler hvorsomhelst i nærheden af Imam Husseins helligdom i et større slag med Shi´iter er ubærlig, til trods for at Mahdi hæren og Muqtada al-Sadr ikke er vellidt i omegnen af Karbala, hvor de anses for underklasse bøller. Jeg sammenligner dem med gangster rappere. Så jeg siger ikke, at de var populære. Jeg siger, at Shi´iterne ser på dem som deres eget problem. Og hvis det gælder et valg mellem dem og amerikanerne, symbolsk i det mindste, uanset hvad de faktisk gør, så kunne de aldrig vælge til fordel for amerikanerne. Folk er meget vrede over hele den Shi´itiske verden over, at der var denne vanhelligelse af de hellige byer. Omfanget af raseri blandt shi´iterne imod amerikanerne nu er større end jeg har set det siden den iranske revolution. Det er en omkostning ved den slags helt tåbelige politik som Bush administrationen har ført i Irak. Jeg tror ikke den almindelige amerikanske offentlighed er klar over dette. De siger stadigvæk ting som "Hvorfor hader de os?"

ATol: Hvad med Irans rolle i denne nye irakiske sammenhæng?

JC: De har støttet Ayatollah Stistani. Men iranerne er slemt splittede - mellem hardlinerne og reformisterne. For reformisterne er Sistani en guds gave. Han forkaster teorien om præstestyre, velayat-e-faqih. Og i Iran er det ulovligt at forkaste det. Ayatollah [Hossein Ali] Montazeri blev sat i husarrest for at afvise det. Fra den synsvinkel er Sistani meget mere lige som reformisterne. Han er ikke en Khomeini-tilhænger. Der har været rapporter om nogle af reformisterne, der faktisk erklærede sig selv som tilhængere af Sistani - for du kan i Shi´itisk Islam vælge, hvilken ayatollah du vil følge. Så jeg mener, at dette er et problem for [iranske øverste leder ahatollah Ali] Khamenei og hardlinerne, hvis Irak bliver et alternativt center for religiøs autoritet og dermed underminerer deres position. Set ud fra denne synsvinkel er de nervøse ved Sistani. På den anden side, han er medlem af klubben, han har fine kvalifikationer og uddannelse, han taler deres sprog. Hvad han ønsker for Irak, er noget de kan leve med, han ønsker en parlamentarisk regering, der ville blive Shi´itisk domineret, i hvilken shi´itesk præsteskab kunne intervenere for at forme lovgivningsprocessen overensstemmelse med deres fatwas, ved at appelere til de Shi´itisk lovgiveres samvittighed. Jeg vil sammenligne denne Sistani vision med 1950´ernes Irland og den katolske kirkes stilling der. Der var et verdsligt valgt parlament. Hvis parlamentet tog et eller andet emne op som skilsmisse, ville biskopperne erklære deres stillingtagen og lægge enormt pres på repræsentanterne om at stemme, som de synes.

ATol: Så det ville ikke blive noget i stil med et Khomeini-system.

JC: Ikke noget, der ligner det. På den anden side ville det set fra de iraniske hardlineres synspunkt heller ikke være et skrækkeligt system. Det ville være en Shi´itisk domineret stat, de ville utvivlsomt være venligsindet overfor Teheran, det Shi´itiske præsteskab ville få en temmelig stor indflydelse. Og du ville sandsynligvis næppe få Khomeinisme i Irak fordi 40% af befolkningen er Sunni. Så faktisk er Sistani´s vision det bedste, Iran kan håbe på. Det ville være meget bedre end f.eks. Ba´ath´s tilbagevenden. Desuden ønsker Sistani at eliminere tilstedeværelsen af amerikanske tropper, og dette kommer også iranerne tilpas. De er status quo folk: de kan ikke lide en masse problemer. Selvom amerikanerne bliver ved med at skildre Iran som en kilde til problemer i verden, så har de ikke gået rundt og slået deres naboer i hovedet. Det har været et meget mindre omtumlet revolutionært land, end man kunne have forventet, eller som Saddam var. Det, jeg siger om dem, at de er status quo folk, betyder, at Muqtada gør dem nervøse. Han er klart revolutionær af en slags. Han har tydeligvis i sinde at forårsage en masse problemer.

Al-Qaeda faktoren

ATol: Vidt forskelligartede skøn over tilstedeværelsen af al-Qaeda i Irak strækker sig fra 600 til 7.000. Kan du udlede noget mønster, nogen strategi mht al-Qaeda i Irak? Og køber du myten om al-Qaeda som denne store spøgelses-agtige, altopslugende onde organisation?

JC: Først og fremmest er du nødt til at begynde med definitionen på, hvad al-Qaeda er. Der er en teknisk definition på al-Qaeda: krigere, der gav deres loyalitet til Osama bin Laden. Af dem er der kun få: nogle få hundreder, måske nogle få tusinder. Så er der folk, der er orienteret i retning af bin Laden´s måde at tænke på, folk, som har været arabisk-afhghanere, som har kæmpet i Afghanistan: Dette er en meget større gruppe, omkr. 5.000. Jeg har set skøn på 15.000, når du inkluderer grupper, som den der var ansvarlig for angrebene i Casablanca. Relativt få af disse havde nogen forbindelse med Osama bin Laden - de var lokale, radikale Salafi grupper. Når det gælder radikale, voldelige Salafis, kan der være 15.000. Men igen; der er 1.2 mia. mennesker i den muslimske verden. Disse her er små lokale netværk, du kan ikke tale om en organisation. Bin Laden har en generel politik, der går på ikke at sætte ind i situationer, der allerede er i tumult. Han har aldrig lavet noget på Vestbredden. Han er meget mere interesseret i at få noget igang i Indonesien eller Malaysia.
Min information går på, at bin Laden ikke er interesseret i Irak. Jeg tror ikke, der er bare 600 al-Qaeda fightere i irak. Der er udenlandske krigere, men de er i teknisk forstand ikke al-Qaeda: snarere Muslim Brotherhood typer. Det overvældende flertal af modstandere består af irakere: ikke kun ex-Ba´atister, men Sunni nationalister, Salafis ... Jeg antager, at der er 25.000 eller deromkring oprørere i Irak, der laver noget i det mindste lejlighedsvis. Selv hvis der var 400 eller 500 udenlandske krigere, ville de være en dråbe i havet.

ATol: Hvordan vil de neo-konservative kunne sikre sig en sejr næste november ved at bruge denne periode af illusion om de næste fire måneder i Irak? Lad os antage, at det går så forfærdelig galt, som det kunne, hvordan kunne de alligevel få Bush valgt?

JC: Jeg ved, at de er oprørte og depimerede over at Ahmad Chalabi er skubbet ud på sidelinjen. Og der er et pres fra det republikanske parti: det var ikke at trække præsidenten ind i endnu en krig, der så ville spill over i valg-året. Men hvis du ser nærmere på denne sag, så er den en politisk katastrofe: selv hvis Bush overlever den. Nogle af de neo-konservative i Pentagon overvejer nu at sætte Sunnierne og Kurderne sammen og spille dem ud imod Shi´iterne - som om Kurderne ville samarbejde med ex-Ba´atistiske Sunnier ... Der vil komme et Shi´itisk domineret Irak. De neo-konservative antog at Shi´iterne i Irak nok ikke ville være så sympatisk indstillede overfor palestinenserne. På baggrund af dit spørgsmål om, hvad de muligvis vil gøre er dette, så har de været i stand til at få Iyad Allawi som premier minister - selvom han ikke var de Forenede Staters første valg. Disse sidste få uger har Bremer kvittet af-Ba´atificerings politikken, der er et antal tidligere Ba´atister i denne nye regering. Og de vil muligvis på en eller anden måde forsøge at bringe Ba´ath hæren tilhage, som sikkerhedsinstrument, der gør det muligt for regeringen at etablere kontrol.

ATol: Men de fleste af disse generaler er en del af modstanden. De ville aldrig arbejde for amerikanerne.


JC: Hvis du gav dem deres jobs tilbage ved at arbejde for Allawi, ville de ikke være del af modstanden mere. Allawi har i de sidste 15 år organiseret ex-Ba´ath generaler. Hvis der er nogen, der kan håndtere dem, så er det ham. Jeg siger dermed ikke, at dette ville være en dårlig ting. Jeg tror, at det ekstreme de-Ba´atificeringsprogram, som tilsyneladende blev fulgt presset af Chalabi-kliken i sig selv var en fejltagelse. Det var ikke, hvad det amerikanske militær havde planlagt at gøre.

ATol: Kort sagt, nok en brøler fra CPA- en Pentagon beslutning implementeret af Bremer

JC: Ja, jeg tror, det var en Pentagon beslutning. Jeg tror, det blev gjort af mange grunde. Oprindelig planlagde Pentagon at overdrage Irak til Chalabi kliken. Hvis Allawi skulle omgøre beslutningen og få held til at genoprette en form for militær, tre divisioner, 60.000 mænd, kunne dette være en god ting, det kunne medvirke til orden. Faren er naturligvis, at the Supreme Council for the Islamic Revolution in Iraq [SCIRI], Da´wa partiet, de Shi´itiske styrker, der har tilbragt de sidste 35 år med at bekæmpe Ba´ath, at de vil ikke bryde sig om dette. Det kunne endog foranledige flere problemer.

ATol: Så der er en risiko for borgerkrig i Irak?

JC: Nej, ikke borgerkrig. Jeg boede i Beirut i de tidlige år af borgerkrigen der, og du havde disse militser, der var engageret i regulære slag osv. - Jeg tror ikke, det kan ske i Irak, fordi amerikanerne i kraft af deres luftstyrke stadig er magtfulde nok til at forhindre det. Hvad amerikanerne ikke ville være gode til at stoppe er, hvis der opstår et oprør med masseopbakning i byerne. Hvis der opstår Sunni-Shi´itiske uroligheder mellem Adhamiya og Kazamiya f.eks. i Baghdad. Her kan man ikke sætte angrebshelikoptere ind for at stoppe det. Eller Kirkuk, der forekommer mig at være en krudtønde. Hvis der opstår oprør i landets byer, så drejer det sig om noget, som jeg ikke tror de Forenede Stater kan håndtere. Det forekommer mig at være det vireklige mareridts-scenarie.


Iraq som Bush's mareridt

ATol: Der er et mere realistisk modstandsscenarie, der kommer nærmere i de næste få måneder.

JC: Det vil det, men amerikanerne er hårde målskiver. Jeg forventer ikke oprøret vil være i stand til at ramme amerikanerne og gøre en forskel. Om Irak har en stor virkning på præsidentvalget vil i høj grad afhænge af, hvad der sker i Irak i september og oktober, for folk har en kort hukommelse i valgperioder. Jeg tror, Bush administrationen vil være meget omhyggelig med ikke at provokere et nyt Fallujah dette efterår. Der kunne være en guerillakrig på lavt blus igang, ikke særlig vel rapporteret i Amerika, Irak kunne meget vel glide ud af forsiderne og det vil måske ikke være noget stort emne i forbindelse med valget, så Bush kunne slippe afsted med det. Men hvis han bliver genvalgt, vil det stadig være der. Det er simpelthen ikke muligt at have en stor vigtig oljeproducent i spidsen for den Persiske Golf i en tilstand af oprør. På en måde vil det, hvis Bush bliver genvalgt, være en helt poetisk retfærdighed, hvis han fortsætter med at bruge en masse energi på at bringe Irak tilbage på fode. Hvis [demokratisk præsidentkandidat John] Kerry skulle blive valgt, ville han have det samme problem. Valg af Kerry er ikke nogen løsning.

ATol: Sporer du nogen Irakpolitik overhovedet fra Kerrys side?

JC: Tjah, han siger at han ønsker at internationalisere, og det virkelige spørgsmål er, om det ikke er for sent. Hvis Kerry bliver valgt i november, og han går tilbage til Frankrig og Tyskland og siger, "Ok, vi tager fat på et nyt spil, kommer I ikke ind med mig?" mon de franske og tyske regeringer så virkelig er ivrige efter at sende deres tropper? Til den tid burde, som Sistani fatwa gør det klart, alle spor af besættelsen altså være udvisket. Der kan rejse sig et voksende krav fra irakisk side om at udlændinge simpelthen forføjer sig ud af deres land. Så Kerry´s internationalisering vil end ikke blive hilst velkomment på det punkt. Spørgsmålet er: har Bush ruineret situationen hinsides genopretning, således at Kerrys politik er vanskelig at realiser?

ATol: Hvad siger du om det?

JC: Jeg tror, at det er meget vanskeligt for Kerry at få sin politik implementeret.

ATol: Til sidst: Vil Osama bin Laden blive fanget næste oktober?

JC: Hvis Bush administrationen vidste, hvordan den skulle fange Osama, ville han være fanget. Hvis man kunne gøre det nu, ville man gøre det. Det ville være et kampagne slogan. De har ikke god efterretning, og selv pakistanerne har ikke god efterretning. Så jeg tror ikke vil komme nogen oktober-overraskelse.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -