Det
amerikanske præsidentvalg: Et blik
fra venstreAf James Petras
Information
Clearing House
28. oktober 2004 Originalartikel:
US
Presidential Elections: A View from the Left  Det
vigtigste ved det amerikanske præsidentvalg er det dramatiske skift til
højre af hele det politiske spektrum. Fundamentale reaktionære ændringer
i den amerikanske forfatning, sociallovgivning, international politik, lov og
orden indgår i de 2 "store" kandidaters almindelige tale, uden
at det har givet anledning til massedemonstrationer eller intellektuel protest
fra flertallet af venstrefløjen.
Prof. James Petras Patriot
Act, den originale og den ændrede version, fjernede effektivt Bill of Rights
[den del af forfatningen, der indeholder borgerrettighederne] og borgernes beskyttelse
mod tilfældig arrest fra statens side. Begge "store" kandidater
bakker op om det. Den nationale sikkerhedsstat er central i begge partiers præsidentkampagner.
Ingen
kandidat, intet parti, har taget de afroamerikanske eller latinamerikanske arbejderes
problemer op. De er effektivt udelukket fra de offentlige debatter. Denne
udelukkelse af "minoriteterne" fra programdebatten er mere alvorlig
end den udelukkelse fra vælgerregistreringen, som er omtalt i pressen. Som
et resultat heraf vurderer eksperter, at nær 60 % af den valgberettigede
minoritetsbefolkning i vælgeralder, ikke vil stemme. Denne faktiske udelukkelse
giver en deltagelse i valget, som kun er marginalt bedre end under perioden med
juridisk udelukkelse fra valgene i Syden.
Centrum for den økonomiske
debat mellem Bush og Kerry er spørgsmålet om underskuddet på
statsregnskabet, ikke fattigdommen, boligproblemet, syge- og sundhedsplejen, minimumsløn
eller husholdningernes underskud. Begge kandidater og partier forsvarer den finansielle
tilbageholdenhed, samtidig med, at de øger militærudgifterne; mens
demokraterne lægger lidt til, til forbedring af uddannelsessystemet, så
afsløres deres valgløfter, som humbug, af deres insisteren på
reduktion af underskuddet samtidig med øgede militærudgifter.
Der
er ingen løfter om en ny arbejderlovgivning, som kunne gøre det
lettere at organisere de 91 % af den private sektor, som kontrolleres totalt af
kapitalistklassen. Selvom præsidentkandidaterne er fuldstændigt ligeglade,
så bruger LO (AFL-CIO) 10 gange så mange penge på at få
valgt det demokratiske partis kandidat, millionæren John Kerry, end organisationen
bruger på et helt år på at organisere fattige arbejdere. LOs
såkaldte "Solidaritets Institut" brugte flere penge på at
finansiere anti-Chávez-kup-folkene, end LO bruger på at beskytte
rettighederne for de voldsomt udnyttede landbrugsarbejdere i USA.
Den sidste
socialreform, der er tilbage fra fortiden, statspensionsprogrammet, Social Security,
skal nu privatiseres: Bush støtter privatisering åbent, mens Kerry
siger, at SS er i krise og behøver at revideres. Den tidligere demokratiske
præsident, Clinton, påbegyndte privatiseringsprocessen ved at udpege
en 2-parti kommission, som åbnede op for delvis privatisering og som satte
pensionsalderen op til 67 år.
Selv mens man står overfor en
umiddelbar sundhedskrise - den forestående influenzaepidemi i sammenhæng
med manglen på vaccine - er ingen af kandidaterne parate til at gå
ind på andet end "markedsløsninger". Selvom millioner af
sårbare amerikanske borgere står overfor sygdom og titusinder af dødsfald
kunne forebygges, blandt børn, gravide, gamle og kronisk syge, så
er ingen af præsidentkandidaterne parate til at foreslå statsindgreb
til forsvar for den offentlige sundhed. Selv Adam Smith, fader til markedsøkonomien,
skriver, at staten har en pligt til at forsvare den almindelige sundhed.
Begge
"store" partier og præsidentkandidater forsvarer koloniale krige
og besættelser, ikke bare i dag i Iraq, Afghanistan og Haïti, men fremtidige
krige i Iran, Nordkorea, Cuba, Venezuela, Sudan og hvor nu ellers imperiet kræver
det. Begge partier forsvarer USAs og Israels overtrædelser af international
lov, ulovlige og tilfældige massearrestationer, kidnapning i udlandet, lønmord
ved "special-forces"-militær og militære angreb på
civile befolkningscentre. Lovløshed er blevet normen for at være
"præsidentfähig" i USA i dag. Forskellen mellem de
2 kandidater handler om, hvordan man forvalter Imperiets offentlige fremtræden
og om man konsulterer de europæiske allierede. Hele den offentlige præsidentdebat
har ikke handlet om det retslige, moralske eller politiske grundlag for kolonikrige,
men om, hvordan man udkæmper kolonikrige, hvordan man undertrykker folkelig
modstand, hvordan man forøger den militære effektivitet. Med andre
ord hele det politiske spektrum er med i en kolonialistisk ideologisk struktur,
hvor det eneste hensyn er forholdet mellem omkostninger og effektivitet og ikke
hensynet til de millioner af hjemløse, arbejdsløse, myrdede og sårede
koloniserede ofre, de hundredtusinder af familier, der lever i ruiner i Iraq og
Gaza.
Der er ringe debat om den latinamerikanske politik: begge partier
støtter Plan Colombia, Plan Andino, flere amerikanske baser og ALCA, [det
latinamerikanske frihandelsområde]. Forskellen mellem kandidaterne er, at
Kerry ønsker at kombinere en bedre beskyttelse af uproduktive amerikanske
producenter med det såkaldte "frie marked" for Latinamerika.
Det
er klart, at højresvinget i amerikansk politik, der kombinerer økonomisk
liberalisme og imperie-militarisering begyndte med Carters krig i Afghanistan
og afreguleringen hjemme; den uddybedes med Reagans beskidte krige i Centralamerika,
invasionen af Grenada, og stærkt øgede militærudgifter; Bush
senior udvidede imperialismen gennem Golfkrigen og Clinton invaderede Balkan og
afviklede velfærdsprogrammer for enlige mødre og deres børn.
Det nuværende Bush-styre har lovgivet om, formaliseret og gjort klarere
den liberale og imperie-opbyggende militaristiske politik, som de foregående
præsidenter førte, uanset om de var demokrater eller republikanere.
Hver gang venstrefløjen vælger "det mindre onde" flytter
det politiske spektrum sig yderligere til højre.
Denne valgkampagne
finder sted midt i 2 koloniale krige, hvori USA står overfor massemodstand
og stigende tab, samt stigende handels- og budgetunderskud. Alligevel er der ingen
anti-kolonialistisk politisk modstand. Det dramatiske skift fra et formelt borgerligt
demokrati til en kolonialistisk nationalsikkerhedsstat er sket uden betydende
politisk opposition, hverken indefra i de 2 partier eller fra "de folkelige
bevægelser".
Fra et historisk perspektiv er det slående ved
denne valgkampagne - bortset fra det skarpe skift til højre - at "venstre"
og alle progressive oppositionsbevægelser er faldet sammen. Centeret for
opmærksomhed fra over 90 % af "venstre" er Kerrys kampagne.
Den
amerikanske progressive bevægelse er faldet langt siden de massive gadeprotester
i Seattle i 1999 mod WTO og mangemillion deltagelsen i anti-krigs protesterne
i februar 2002. I dag i oktober 2004 er gaderne tomme for protest, trods rå
kolonikrige og besættelser i Iraq, Afghanistan, Palæstina og Haïti.
Hvor er de protesterende blevet af ? Hvor er alle de "liberale" intellektuelle
blevet af ? De er effektivt blevet kanaliseret ind til at støtte kandidaten
for-krig, og for-Sharon, Kerry. Omdannelsen fra en vibrerende principfast
og massiv freds- og retfærdighedsbevægelse til at blive et ligegyldigt
halehæng til en krigsgal multimillionær skete i løbet af den
korte tid på 2 år. Denne "omskabelse" skyldes manglende
mod og værdighed hos "venstres" fremmeste ideologiske ledere og
deres nærsynethed. "Enhver anden end Bush" er en meget kortsigtet
"løsning", som ofrede de taktiske og strategiske muligheder,
der ligger i 1999 - 2002's massebevægelser. Hvad der gør de
venstreintellektuelles kapitulation endnu mere tragisk, er den kendsgerning, at
der er et troværdigt 3. parti: Ralph Nader & Peter Comejo. Nader/Comejo
laver energisk og modigt kampagne for alt, hvad Seattle og anti-krigsbevægelsen
kæmpede for, før deres ledere kapitulerede for Kerry: modstanden
mod USAs krige i Iraq og Afghanistan, forsvar for den venezuelanske suverænitet
mod det kup som Bush-Kerry støttede, kraftfuldt forsvar for palæstinenserne
mod den israelske statsterror og for et nationalt sundhedsprogram med almindelig
dækning. Overfor muligheden for at forene kræfter med de 2
- 3 millioner vælgere, der støtter Nader/Comejo, så ville de
"progressive", NGOerne, professorerne, journalisterne og de intellektuelle
fra New York, Boston, Los Angeles o.s.v. ikke alene hellere støtte Kerry,
men også bagtale Nader/Comejo med de frygteligste personlige fornærmelser.
Et venstre, der skammer sig over sin kapitulation overfor magten, søger
at ødelægge de eneste kandidater, som minder aktivisterne om, hvad
principfast venstrepolitik egentlig handler om.
Der er ingen opposition
fra Venstre eller progressive når Kerry stolt forsvarer sine militære
heltegerninger under USAs kolonikrig i Indokina. For mange midaldrende progressive,
som betragter deres succesrige modstand mod Vietnamkrigen, som deres livs højdepunkt,
må dette være den mest skamfulde kapitulation overfor en grotesk historierevision.
Sorte demokratiske politikere og religiøse notabiliteter er tavse, mens
Kerry totalt ignorerer sorte arbejderes krav og kanaliserer al sin opmærksomhed
til, hvad han kalder "mellemklasse", (hvide) vælgere. Feministbevægelsen
hylder Kerry, selvom han lover at ansætte dommere, der er imod abort. Seattle
NGOerne, lederne af de store anti-krigsbevægelser og hele ledelsen for den
store "ikke-i-mit-navn" bevægelse har aldrig protesteret mod nogen
af Kerrys for-krig-udtalelser, ikke engang imod hans forslag om at sende 40000
flere amerikanske soldater til Iraq. Istedet har mange af de formodet "progressive
intellektuelle" deltaget i kampagner mod den demokratiske venstrefløjs
mand Ralph Nader for hans anti-krigs kandidatur. Da Kerry erklærede
sin ukritiske støtte til Israel, mens Sharon dræbte dusinvis af palæstinensiske
børn og jødiske lobbyister blev politiundersøgt for spioneri
i Pentagon, selv da var det amerikanske venstre tavst. Da alle jødiske
organisationer i USA sikrede sig Bushs og Kerrys støtte til angreb på
Syrien og Iran og til at forsyne Israel med 50 2000-punds bomber, selv da, holdt
de mest prominente og prestige fyldte kritiske jødiske intellektuelle deres
mund eller råbte "ned med Naders opposition mod Israels grusomhed".
Sammenbruddet
af og forsvindingen af venstre under kampen mellem de 2 højrefløjskandidater
er en af mest alvorlige konsekvenser af dette præsidentvalg. I tidligere
valg har der været et konstant progressivt pres, selv fra den del af venstre
som foretrækker "det mindste ondes" opportunistiske politik, et
pres for at inkludere visse fredsspørgsmål, og sociale spørgsmål
i debatten. Ved dette valg ignorerer Kerry totalt venstre, accepterer deres støtte
men uden overhovedet at bemærke deres eksistens. Venstre har miskrediteret
sig selv og har sat scenen for at give Kerry en blanco check til at uddybe og
udvide den militære kolonialisme og til en regressiv indenrigspolitik, hvis
han bliver valgt.
Efter valget har venstre intet hold på Kerry, han
har ikke lovet noget og han kan helt ærligt insistere på, at de progressive
i forvejen vidste, hvad han ville gøre - nemlig fortsætte (den koloniale)
krig til sejr.
Hvis vi accepterer den tvivlsomme formodning, at USA er
et demokrati, og kandidaterne åbent og tydeligt forsvarer kolonikrige, så
må vi tilstå, at alle borgere og specielt de progressive intellektuelle,
der stemmer for krigskandidater, bærer et stort personligt ansvar for det
blodbad og den plyndring som sker i Iraq, Palæstina, Haïti og andetsteds.
Det ville være meget uærligt senere at påstå efter valget,
at den koloniale ødelæggelse, som finder sted, "ikke er i vores
navn".
Venstresammenbruddet i USA handler ikke kun om præsidentvalgkampagnen,
fordi hvis enten Bush eller Kerry vinder, så vil de fortsætte med
fornyet kraft med de blodige kolonikrige, de har lovet og venstre vil have tabt
sin troværdighed og respekt. Overfor fremtidens krige, undertrykkelse og
sociale tilbageskridt bliver spørgsmålet så, hvornår,
hvor og hvor længe skal vi vente på at en ny politisk generation opstår,
som nægter at blive medskyldig i imperiekrige og som taler sandhed overfor
magten - om Palæstina, Den iraqiske Modstandsbevægelse, de fattiggjorte
haïtianere og behovet for en ny politisk-social bevægelse i USA.
Oversat af Orla Jordal, www.jordals.dk
som en public service
Orla Jordal, 2004
e-mail: orla@jordals.dk Andre
artikler af James Petras på dansk hos Stop Terrorkrigen: Tredjeverdens
modstand og vestlig intellektuel solidaritet
Stemmeseddelen
og gaden - End - |
