USA
 

Skydegale Condoleezza

Den største strategiske katastrofe i USA's historie

Af Paul Craig Roberts
Counterpunch 3. okt. 2005

Capitol Hill Blue er en publikation i Washington DC, der har et nært forhold til stabsmedlemmer i det Hvide Hus. Det citerer (28 sept.) en medarbejder i det Hvide Hus for at sige:
"Det er ligesom at arbejde på et sindsygehospital. Folk går rundt, som om de er i trance. Vi er danseorkestret på Titanic, der spiller vores sidste numre for folk, der ved, at skibet er ved at gå under, og at ingen af os vil overleve."

"Hvis POTUS (the President Of The United States) er på banen, kan du trække vejret lidt friere," sagde en medarbejder. Ellers er det det ene raserianfald efter det andet fra Bush's side, efter at hans "nemme krig" har udviklet sig til en endeløs konflikt, hvor midler til finansiering af New Orleans' diger på idiotisk vis blev omdirigeret til krigen i Irak, hvilket resulterede i en katastrofe for den berømte by. Også hans privatisering af socialforsikringen er blevet forkastet af vælgerne.
Selv den inkarnerede republikaner Newt Gingrich siger, at det Hvide Hus er ved at drukne i fiaskoer.

Intet medlem af staben i det Hvide Hus har lyst til at overrække nyheder til Bush, fordi nyhederne er dårlige. Bush omgiver sig med spytslikkere og opfatter dårlige nyheder som kritik og illoyalitet.

Intet under at det republikanske mindretals frontfigur Condi Rice blev sendt til Princeton i sidste uge for at informe universitetet om, at demokrati kommer ud et geværløb. Amerikansk militær styrke, sagde udenrigsministeren uden at fortrække en mine, er påkrævet for at tvinge demokrati ned i halsen på muslimer, hvis fremtidige amerikanske generationer skal reddes fra "usikkerhed og frygt."

Condi ønsker tydeligvis ikke, at Bush sætter hende i bås med "imod os"- lejren. Hun fortalte Princeton, at hun var enig med Bush i, "at baggrunden for September 11 i sidste instans er et voldeligt udtryk for en global ekstremistisk ideologi, en ideologi, der udspringer af undertrykkelse og desperation i det moderne Mellemøsten."

Enhver amerikaner burde være skræmt til døde over en udenrigsminister, der kan fremsætte en så udvidende og propagandistisk erklæring.

Mange lande i Mellemøsten regeres af marionetter på den amerikanske lønningsliste. Selv saudi'erne er under amerikansk protektion. Hvis der er undertrykkelse i Mellemøsten, er det, fordi amerikanske marionetter og protektorater gør, som den amerikanske regering siger, og ikke hvad den befolkning, de hersker over, ønsker.

Befolkningerne i Melleøsten er desperate, fordi de næsten et århundrede efter at første verdenskrig befriede arabere fra tyrkisk besættelse, stadig ikke kan slippe fri af amerikansk og britisk besættelse. To væsentlige grunde til at Osama bin Laden har en sag blandt muslimer er amerikanske militærbaser i Mellemøsten og det folkemord, som Israel praktiserer imod Palestina ved at stjæle Vestbredden og drive palestinensere sammen i ghettoer.

Hvem kan være tåbelig nok til at mene, at måden at bringe demokrati til et land på er at invadere, ødelægge byer og infrastruktur og dræbe og lemlæste titusinder af civile, og samtidig fremkalde udbredt fjendtlighed ved at sætte nogle medlemmer af samfundet op imod andre?

Condi Rice's tale på Princeton har stemplet hende som den største tåbe, der nogensinde er udnævnt til udenrigsminister.

Samme dag som hun på Mao-vis erklærede, at demokrati kommer ud af et geværløb, erklærede Lt. Gen. William Odom, direktør for he National Security Agency under præsident Reagans anden valgperiode, en højtkvalificeret forsker med en fremragende karriere indenfor militær efterretningsvæsen, at Bush's invasion af Irak er den '"største strategiske katastrofe i de Forenede Staters historie."

Ingen kan være i tvivl om Gen. Odoms patriotisme. Da jeg den 1. april 2003 skrev, at "den Amerikanske invasion af Irak er en strategisk brøler," væltede hadefulde breve ind fra blodtørstige Bush-tilhængere, der forsikrede mig, at krigen ville være forbi om en uge. Kun en liberal lyserød Bush-hadende kommunistelsker kunne være i tvivl om, at krigen var vundet, vrængede de.

To et halvt år senere efter voksende tab og ustabilitet, er der ingen, der kan betvivle general Odom. Som alle nyhedsrapporter gør det klart, findes der ingen trænet irakisk hær. Følgelig, siger den amerikanske commander i Irak, er håbet om en delvis tilbagetrækning af amerikanske tropper næste forår urealistisk.

Det demokratiske parti er ikke til megen gavn. Dets krigsophidsere presser på for en lovgivning, der øger de disponible amerikanske tropper med 80.000 for at USA kan holde krigen gående i Irak.
Også disse tropper vil forlise i den endeløse konflikt.

I mellemtiden udsender USA, der ikke kan besætte Baghdad eller kontrollere vejen til lufthavnen, flere trusler imod Syrien. Bush administrationen bebrejder Syrien og Iran for dets fiasko i Irak. "Vores tålmodighed ver ved at slippe op," erklærede Iraks amerikanske ambassadør Zalmay Kahlilzad.

Israelerne har fortalt deres amerikanske marionet, at hvis USA ikke bruger magt til at ødelægge Irans kerneenergi programmer, så vil Israel tage sig af at bombardere Iran. Dette til trods for at det ifølge det internationale atomenergi-agenturs bekendtgørelse efter to års uhindret adgang til Irans atomprogrammer har været umuligt at fremvise noget tegn på et våbenprogram.

Hvornår vil amerikanere se i øjnene, at truslerne imod Mellemøsten kommer fra USA? Ingen mellemøstlige regering har fremsat nogen trussel imod USA eller iværksat nogen fjendtlig handling. Tværtimod har USA invaderet to mellemøstlige lande og er i færd med at true to mere.

Terrorisme er ikke en aktivitet fra muslimske staters side. Osama bin Laden er en Saudi, der ikke vover at vende tilbage til sit hjemland.

De fleste muslimske stater er for impotente til at udrydde uafhængige terrorisiter og for bange for, at terroristiske netværk vil blive organiseret imod dem. Uvidende amerikanske embedsmænd sidestiller svaghed med intentioner og dæmoniserer mellemøstlige regeringer, inklusive vore egne marionetter og protektorater, som "stats sponsorer af terrorisme."

Er det ikke ironisk? USA fordømmer sårbare mellemøstlige herskere for ikke at udrydde terrorisme, når alle de tropper og al den vold, USA kan stable på benene, ikke kan udrydde terrorisme i Irak og Afghanistan?

Konklusionen på af den seneste CIA rapport er, at USA selv er statssponsor af terrorisme. Ifølge CIA har den amerikanske invasion af Irak skabt en terrorist træningsbasis for al Qaeda, hvor der ikke tidligere eksisterede terrorister.
USA skaber flere terrorister i Irak end hele resten af Mellemøsten tilsammen. Hvorfor bruger præsident Bush $300 mia. på at drive en terrorist træningsbase i Irak?

Hvorfor mener Condi Rice, at demokrati vil udrydde det had, som USA og Israel har skabt i Mellemøsten? Hvordan ved hun, at mellemøstligt demokrati vil kunne standse terrorisme imod Israel og USA?

I Irak opretholder USA en illegal krig baseret på bedrag. I Israel fortsætter et demokrati en folkedrabs-praksis imod palestinenserne. Tror Condi Rice virkelig, at demokrati som politisk form i sig selv garanterer, at befolkninger og deres regeringer aldrig har opfører sig forkert, umoralsk eller voldeligt?
Hvis Amerika skal prædike demokrati, burde det så ikke føre an med et eksempel?

Ifølge alle meningsundersøgelser er det overvældende flertal af amerikanere uenige med Bush og Rice i, at demokrati kommer ud af et amerikansk geværløb. De støtter ikke Bush's målsætning om at bruge amerikansk blod og skatteindtægter til at gennemtvinge demokrati i Mellemøsten eller noget andet sted. Flertallet af amerikanere ønsker krigen forbi og tropperne hjem.

Hvorfor modsætter Bush og Condi Rice sig flertallets vilje?
Hvorfor praktiserer disse to, der prædiker demokrati, det ikke selv?

Bush administrationen er en administration af bedrag og hykleri. Det demokratiets antitese. Al demokrati bygger på overtalelse, der indebærer uenighed. Alligevel stempler Bush og Condi afvigende meninger som illoyalitet. De glorificerer magt.

De tror kun på deres egen vilje. Hvor har vi set det før?

Oversættelse: Hans Pendrup

Hvem er Paul Craig Roberts?

Paul Craig Roberts, tidligere vicefinansminister i Reaganregeringen, der i Who´s Who in America er opført som en af de 1,000 mest indflydelsesrige politiske tænkere i verden, har i årenes løb udviklet sig til en skarp Bush kritiker og kritiker af de neokonservative. Roberts siger, at han ikke har ændret sin politiske ideologi eller er sprunget af den republikansk-konservative vogn, men at han "simpelthen ikke kan respektere en partiledelse, som ikke respekterer sandheden."

Se også af Paul Craig Roberts på dansk:

Hvordan New Orleans gik tabt

Når ragnarok ingen presseomtale får

London'erne betaler en høj pris for Blairs bedrag

Tidligere vicefinansminister under Reagan betvivler den officielle 9/11 historie

Den tanketomme nation

Den amerikanske supermagts forestående endeligt

- End -