USA
 

Hvordan man gør en ende
på krigen

Af Paul Craig Roberts
Information Clearing House 11 okt. 2005

George W. Bush er en født løgner. Han løj os ind i en krig, og nu lyver han for at fastholde os der. I sin selvforherligende tale d. 6 okt. i den nykonservative højborg, National Endowment for Democracy, sagde de Forenede Staters præsident: "I dag er der mere end 80 bataljoner, der bekæmper oprøret sammen med vore styrker."

Firs irakiske bataljoner får det til at lyde som USA blot giver Irak en hjæpende hånd. Jeg undrer mig over hvad kongressen og de amerikanske militærchefer i Irak tænkte, da de hørte, at der var 80 irakiske bataljoner, som de amerikanske tropper hjælper med at bekæmpe oprørerne? Kun få dage før Bush's tale fortalte generalerne Casey og Abizaid kongressen, at der faktisk kun var en irakisk bataljon, der var i stand til at påtage sig operationer imod oprørerne.

Jeg undrer mig også over, om der var nogen, der bemærkede den store modsigelse i Bush¨'s tale. På den ene side hævder han, at der er stadig fremgang i retning af frihed og demokrati i Irak. På den anden side søger han den amerikanske befolknings støtte til en krig uden ende.

I sin Princeton tale gjorde Condi Rice det klart, at Irak kun er begyndelsen:
"Vi har påtaget os at hjælpe Mellemøstens befolkninger med at transformere deres samfund. Nu er det ikke tiden til at vakle eller vige."

Den 5. oktober lod vicepræsident Cheney os vide, hvor længe dette engagement skulle vare:
"Lige som andre store forpligtelser i historien, vil det kræve årtier af tålmodige bestræbelser."

Hvem kommer til at betale for disse årtier af krig, som Bush administrationen involverer amerikanere i? USA bruger allerede $7 mia. om måneden på krig i Irak alene. Det upartiske Congressional Research Service siger, at hvis Irak krigen fortsætter yderligere fem år, så vil det koste mindst $570 mia. i 2010.

Bush's krig har allerede fordoblet prisen på benzin og boligopvarming.

Med amerikanske styrker fastkørt i Afghanistan (der blev invaderet den 7. okt. 2001) og Irak (invaderet 20. marts 2003) pønser Bush på regimeforandring i Syrien og en anledning til at udpege Iran som mål for angreb.

Findes der en eneste person i USA's budgetkontor, finansministerium eller nationalbank, som tror, at USA, der allerede er under den røde bundlinje, har de fornødne resourcer til at udkæmpe krige i årtier?

Og hvor skal tropperne komme fra? USA kan ikke erstatte tabene i Irak. Vi er blevet gjort bekendt med de ca. 2000 amerikanske tropper, der er dræbt, men vi hører intet om det store antal sårede. UPI korrespondent Martin Sieff rapporterede 7. oktober, at antallet af amerikanske sårede steg fra 16.3 om dagen i slutningen af september til 28.5 om dagen i begyndelsen af oktober. Multiplicer denne daglige opgørelse med 30 dage, og du kommer frem til 855 sårede om måneden. Næsten halvdelen af disse er for alvorligt sårede til at kunne vende tilbage til kamp.

Er der nogen i adminestrationen, der overfor Bush, Cheney og Condi Rice har påpeget, hvad årtiers tab i denne størrelsesorden betyder?

Oprørere dræber irakiske sikkerhedsstyrker, som samarbejder med den amerikanske besættelse, i størrelsesordenen to eller tre hundrede om måneden. Antallet af sårede er meget højere.
Sidste måned dræbte selvmordsbomber 481 irakere og sårede 1.074.

Er der nogen i administrationen, der har sat disse tal ind i en årtier lang sammenhæng.

Tilsyneladende ikke. Når først disse tal er kommet på tryk, kan end ikke Bush administrationens taleskrivere fortsætte med deres retoriske retfærdiggørelser af krig og mere krig.

Den neokonservative Bush administration roser sig af ikke at være "reality baseret" Men kendsgerningerne kommer på tværs af administrationen´s illusioner og delusioner. Bush's "80 irakiske bataljoner" er at ligne med Hitlers hemmelige våben. De eksisterer ikke.

Irakere har ikke råd til at samarbejde med de hadede amerikanere eller med den marionetregering, som USA har indsat. Af ren desperation gør nogle det, men i deres hjerter er de ikke med. Få irakere er villige til at dø i kamp for USA.

Da den anden irakiske bataljon graduerede fra amerikansk træningslejr d. 6. jan. 2004 udtrykte forsvarsminister Rumsfeld og US militærchef i Irak, general Ricardo Sanchez "store forventinger" til, at de irakiske tropper, med generalens ord, "ville hjælpe os med at bringe sikkerhed og stabilitet tilbage til landet."

Tre måneder senere, da den 2. bataljon blev indsat til at støtte den amerikanske invasion af Fallujah, nægtede bataljonen at kæmpe og vendte tilbage til sin post. "Vi melder os ikke til at bekæmpe irakere," sagde tropperne.

Læsere skriver i frustration: "Fortæl os, hvad vi kan gøre."
På overfladen ser det ikke ud som om, Bush kan stoppes fra at ødelægge vort land.

Midtvejsvalgene til kongressen ligger et år forude. Desuden har demokraterne svigtet som et oppositionsparti og er kompromitterede af deres støtte til krigen. Bush har tre år mere til at begrave Amerika i en mere omfattende krig.

Hvis Bush får held til at starte krige over hele Mellemøsten, vil hans efterfølger være bundet til dem.

Demokrater og republikanere i kongressen har fra begge sider gjort det klart, at de har til hensigt at ignorere demonstrationer og offentlig mening. Den trykte presse og TV medierne har gjort det klart, at der ikke vil blive tale om nogen rapportering, der vil gøre Bush administrationen ansvarlig for dens bedrag og vrangforestillinger.

Der er stadig en måde at Bush administrationen med virkeligheden på. Offentligheden har internettet. Er antikrigsbevægelsen, der er tilstrækkelig velorganiseret til via internettet at indsamle underskrifter på begæring om rigsretsag, måske en rigsretsag for hver stat? Millioner af underskrifter ville bringe Bush i forlegenhed overfor verden og bringe vore valgte repræsentanter i forlegenhed for deres svigtende handling.

Hvis ingen i kongressen reagerede på kravet om retsforfølgelse, ville at retorikken om krig for demokrati falde til jorden. Det ville være åbenbart, at der ikke er noget demokrati i Amerika.

Hvis den demokratiske facade rives af, begynder Bush's "krige for demokrati" at ligne en storhedsvanvittigs udenrigspolitiske eventyr. Fjern Bush´s retoriske dække, og tolerance på hjemmefronten og i udlandet for Bush's krig vil fordufte. Hvis Bush insisterer, vil han blive en paria.

Amerikanere føler muligvis, at de ikke kan svække en præsident i krig, hvilket vil indebære, at amerikanere må forberede sig fremtid i et militariseret samfund, der er involveret i årtiers konflikt. Amerikanere kan sparke Bush ud eller betale dyrt i blod og penge.

Oversættelse: Hans Pendrup

Hvem er Paul Craig Roberts?

Paul Craig Roberts, tidligere vicefinansminister i Reaganregeringen, der i Who´s Who in America er opført som en af de 1,000 mest indflydelsesrige politiske tænkere i verden, har i årenes løb udviklet sig til en skarp Bush kritiker og kritiker af de neokonservative. Roberts siger, at han ikke har ændret sin politiske ideologi eller er sprunget af den republikansk-konservative vogn, men at han "simpelthen ikke kan respektere en partiledelse, som ikke respekterer sandheden."

Se også af Paul Craig Roberts på dansk:

Den største strategiske katastrofe i USA's historie

Hvordan New Orleans gik tabt

Når ragnarok ingen presseomtale får

London'erne betaler en høj pris for Blairs bedrag

Tidligere vicefinansminister under Reagan betvivler den officielle 9/11 historie

Den tanketomme nation

Den amerikanske supermagts forestående endeligt

- End -