USA
 

Hvem ejer dollaren?

Af Paul Craig Roberts
The American Conservative 4. juli 2005

Vores valuta og vores økonomi er taget som gidsler af Asien 

Kina er den førende syndebuk for Amerika´s økonomiske dårligdomme. New York Times kommentatoren Paul Krugman gav Kina skylden for den amerikanske boligboble. Hvis blot Kina ikke lånte os så mange penge ville prioritetsudgifter være højere, og dermed komme en boligboble i forkøbet. Krugman siger, at Kina er et fattigt land og at det burde investere sin kapital på hjemmemarkedet, ikke låne den til USA.

Krugman kunne ligeså godt have sagt: ” Hvis bare amerikanske fabrikanter producerede i Amerika i stedet for at outscource til Kina, så ville Kina ikke have penge til at låne os. Og derfor ingen boligboble.”

Krugman har ret i, at hvis udenlandske lån til USA aftager, så ville renten stige og dermed bringe det spekulative boligmarked i vanskeligheder. Men interessen for det amerikansk-kinesiske forhold går langt ud over virkningen på det amerikanske boligmarked. Økonomer, der er bundet af traditionelle tankebaner, overser de virkeligt væsentlige aspekter af forholdet.

F.eks. Krugman noterer sig, at Kina er et fattigt land, og at det sænker sit eget udviklingstempo ved at låne ud til USA. Vi tænker på Kina som et tredje verdens land med store forråd af underbeskæftiget arbejdskraft. Kina´s handelsforhold til USA antyder imidlertid det modsatte. Det amerikanske handelsunderskud med Kina er større end med noget andet land, inklusive højt industrialiserede lande som Japan og Tyskland.

Tænk blot på alle disse Toyota´er, Honda´er, Nissan´er, kontormaskiner og videospil, som amerikanere køber fra Japan. Ikke desto mindre er det amerikanske handelsunderskud med Kina 50% større end underskuddet med Japan. Faktisk er det amerikanske handelsunderskud med Kina større, end det er med hele Europa. Det er større end med Kanada og Meksiko tilsammen, to lande hvor amerikanske selskaber fremstiller biler, tilbehør og en mængde dyre sager til amerikanske markeder.

Hvad køber amerikanere i Kina? Med Kina som et fattigt land og USA som en supermagt i den Første Verden skulle man tro, at Kina ville have et handelsunderskud som resultatet af salget af billige varer til os og importen af fabriksfremstillede varer af høj værdi. I stedet forholder det sig omvendt. USA er afhængig af Kina i henseende til fabriksfremstillede varer inklusive avancerede teknologiske produkter. I første kvartal af 2005 er amerikansk import fra Kina 5.7 gange større end amerikanske eksport til Kina. Sidste år udgjorde amerikansk eksport til Kina $34.7 mia. Importen var $196.7 mia dvs. et handelsunderskud med Kina på $162 mia.

Det har ikke altid været sådan. I 1985 var USA´s handel med Kina i balance på $3.8 mia. Ti år senere var amerikanske import fra Kina fire gange så stor som amerikansk eksport til Kina.

Det amerikansk-kinesiske forhold er højst udsædvanligt for et forhold mellem et land fra den Første Verden og et Tredjeverdens land. Dertil kommer, at det amerikanske handelsunderskud med Kina i fabriksfremstillede varer og avanceret teknologi produkter vokser hastigt. Hvad er forklaringen på USA´s afhængighed af et fattigt land, når det gælder produkter fra den Første Verden?

Svaret, og nøglen til Kina´s hastige udvikling, er at selskaber i den Første Verdens lande – deriblandt amerikanske firmaer – bruger Kina som en offshore placering, hvor de producerer for deres hjemmemarkeder. Mere end halvdelen af amerikansk import fra Kina, og så meget som 70% fra dele af Kina´s kystegne, repræsenterer af amerikanske firmaer`s offshore produktion til amerikanske markeder.

Hvad økonomer overser er, at når vi taler om kinesisk økonomi, taler vi for en stor del om re-allokering af amerikansk fabrikation til Kina. Disse millioner af mistede hjemmemarkeds-jobs i fremstillingssektoren, gik ikke tabt. De blev flyttet. Jobs´ene eksisterer stadig, de bliver bare ikke udfyldt af amerikanere.

I en verden, hvor kapital og teknologi er internationalt højmobile, strømmer disse kritiske produktionsfaktorer til lande med de laveste arbejdsomkostninger. Kina har tiltrukket fremstillingsvirksomheder og Indien har tiltrukket professionelle serviceydelser. Dette har resulteret i en amerikansk arbejdsstyrke hvor jobvæksten er begrænset til lavtbetalt hjemmemarkeds service, der ikke tilvejebringer eksportindtægter.

De hastige transformationer har fundet sted i nogle indiske byer, der er blevet high-tech centre og som langs den kinesiske kyst er uden fortilfælde i økonomisk historie. Forandringerne er så hastige, fordi de drives frem af reallokeringen af Første verden firmaer, der opsøger de laveste omkostninger til arbejdskraft.

Økonomi er afhængig af automatiske tilpasninger som korrektion af svigtende handelsbalance. Handelsunderskuddet med Kina burde føre til opvurdering af den kinesiske valuta i forhold til dollaren og dermed til øgede dollaromkostningerne for kinesisk arbejdskraft. I det lange løb – hvor, som J.M. Keynes sagde, ”vi alle er døde” – vil tilpasninger i så fald først finde sted, når amerikanske og kinesiske lønninger og levestandard er på lige fod.

I betragtning af misforholdet mellem amerikanske og kinesiske lønninger og levestandard, vil tilpasningen blive ekstremt pinagtig for amerikanere. Men tilpasningen er hæmmet af to faktorer.

Kina holder sin valuta bundet til dollaren, så når dollaren falder, så falder kinesisk valuta med den, og der er ikke nogen tilpasning. Kina tillader ikke sin valuta at blive handlet, og der er ikke nok af den på internationale markeder til at sætte internationale spekulanter i stand til at tvinge kineserne ud af bindingen til dollaren.,

Den anden faktor er dollaren´s rolle som verdens reservevaluta. Reservevaluta rollen betyder, at alle lande har et behov for dollars for at kunne betale sine oljeregninger og afregne sine internationale forpligtelser. Verden kræver midler, der gør det muligt for USA at køre med store underskud i mange år, før det slår bagud (the chickens come home to roost).

I mellemtiden akkumulerer asiatiske lande hundrede af milliarder dollars aktiver, hvilket gør dem til Amerika´s bankforbindelser. Industrielt udviklede lande som Japan, Taiwan og Syd Korea har ikke meget behov for at bruge de dollars, de tjener på deres handelseoverskud med USA til at importere amerikanske kapitalvarer til at stimulere yderligere udvikling. De bruger de dollars, som vi betaler dem for deres varer, til at købe amerikanske regeringsobligationer og amerikanske selskaber, ejendomme og selskabers obligationer.

Kina, der har haft en vækst på omkr. 10% årligt i en række år kunne muligvis bruge sit eksportoverskud med USA til at udvide sin infrastruktur hurtigere for at udvikle sig om muligt endnu hurtigere. Men den 10% årlig vækstrate er formentlig den største forandringsrate som Kina ønsker at stille sig tilfreds med. Eftersom Første Verdens firma´er overskyller Kina med deres kapital og teknologi, har Kina ikke behov for at bruge sit handelsoverskud med USA til at købe kapitalvarer.

Som resultat af mange års konstant handelsoverskud med USA ligger den japanske regering inde med dollarreserver på næsten $1 billion. Kina´s akkumulation af dollars er på næsten $600 milliarder. Syd Korea har omkr. $200 milliarder.

Disse summer giver disse lande en enorm indflydelse på de Forenede Stater. Ved at dumpe en del af deres reserver kunne disse lande lægge dollaren under et intenst pres og sende amerikanske renter skyhøjt i vejret. Washington ville i så tilfælde udsætte sig for alvorlig vrede fra japansk og koreansk side for at fremprovokere en sådan handling, men i den styrkeprøve med Kina – over Taiwan f.eks. – trækker Kina det lange strå. Kina og Japan, og verden som helhed, har flere dollarsreserver, end de har behov for. De ville ikke have noget problem med at lære en hegemonisk supermagt en lektie, hvis behovet skulle opstå.

Sidst åre udgjorde det amerikanske handelsunderskud med resten af verden $617 mia. I første kvartal af dette år er vort handelsunderskud $174 mia. – $35 mia. større end i første kvartal sidste år. Hvis dette tal holder i de resterende tre kvartaler og ikke stiger, så vil det amerikanske handelsunderskud i 2005 være på $700 mia.

Offshore outscoucing gør det umuligt for USA at korrigere sin handelsubalance via eksport. Efterhånden som mere og mere af produktionen af varer og service til amerikanske markeder flytter offshore har vi mistet evnen til at øge vor eksport, og handelsunderskuddet øges automatisk. En økonomisk katastrofe på et eller andet tidspunkt i fremtiden kan med sikkerhed forventes.

I mellemtiden kunne selv et lille land prikke hul på den amerikanske boligboble ved at dumpe dollarreserver – hvilket noget af en klemme for en supermagt at være i, især en der ringeagter den øvrige verdens mening. Velfortjent straf kan ikke være langt væk.

Det hårdeste stød imod amerikanere vil falde, hvis Kina revaluerer sin valuta. Hvis Kina´s valuta holder opmed at være undervurderet, vil amerikanske shoppere i Wal-Mart tro at de er i et eksklusivt varehus. Prisstigninger vil føre til en dramatisk reduktion af amerikanske realindkomster. Hvis dette falder sammen med stigende renter og et tilbageslag på¨boligmarkedet, vil amerikanske forbrugere komme til at opleve de værste tider siden den store depression.

Paul Craig Roberts var vicefinansminister i Reagan administrationen. Han er stadig erklæret republikaner og højt estimeret politisk kommentator.

Oversættelse: Hans Pendrup

Se også af Paul Craig Roberts på dansk:

Condi til Europa: 'Stol på mig'

Anti-Syrien Svindelen

Hvordan man gør en ende på krigen

Den største strategiske katastrofe i USA's historie

Hvordan New Orleans gik tabt

Når ragnarok ingen presseomtale får

London'erne betaler en høj pris for Blairs bedrag

Tidligere vicefinansminister under Reagan betvivler den officielle 9/11 historie

Den tanketomme nation

Den amerikanske supermagts forestående endeligt

- End -