Bakerrapporten:

Uenighed i den amerikanske elite

To af den amerikanske udenrigspolitiks "tunge drenge" kritiserer Baker rapporten

Cordesman:
- Ikke en god eller brugelig plan for fremtiden

Brzezinski:
- Jo før en dato sættes for amerikansk tilbagetrækning, jo før vil de faktiske irakiske ledere være i stand til at inddrage Iraks naboer i en bredere regional bestræbelse på at promote et mere stabilt Irak. (Brzezinski)

Der er uenighed i den amerikanske elite både om Bush's strategi i Irak og Baker-rapportens anbefalinger. Her gengives to kritisiske synspunkter ...

For en progresdsiv amerikansk kritik af Baker-rapporten, se
Antonia Juhasz: Det drejer sig stadig om olje i Irak

Baker-Hamilton studiegruppe rapporten:
Elefanten barsler med en mus

af Anthony Cordesman,
Arleigh A. Burke Chair in Strategy

Det kommer til at tage tid at nå frem til en fuldstændig vurdering af alle tilføjelserne og indholdet af hele rapporten, men det er ikke særlig sandsynligt, at Baker-Hamilton kommissionens principielle anbefalinger vil føre til succes. Rapporten gør sig ikke klart, at situationen i Irak er under forværring, og at den nuværende strategi er uanvendelig - men det gælder faktisk også for næsten alle andre.

Kerneproblemet er, at begivenhederne kan kommet til at slippe ud af kontrol, og nøglen til succes er ikke handling udefra, men irakisk handling. Som følge deraf er den vigtigste sætning i studiegruppens afsluttende opsummering den indledende advarsel (caveat) "hvis den irakiske regering bevæger sig frem i retning af national forsoning."

Problemet med denne advarsel er, at næsten enhver blanding af anbefalinger ville kunne fungere, hvis det irakiske samfund som helhed bevægede sig frem imod forsoning. Problemet er, at rapporten ikke fremlægger brugelige forslag til at skabe eller ansporing til en sådan handling.

Blot at opfordre en svag og splittet irakisk regering til at handle konfronteret med alle de kræfter, der river Irak fra hinanden er næsten hjælpeløst: Det er en "håbets triumf over erfaringen". Bestræbelser på at formane irakere til forsoning er næppe nye; det har været Bush administrationens centrale politiske bestræbelse siden før valgene, og en af disse går tilbage til i hvert tilfælde sommeren 2005.

Den eneste nye drejning er at opfordre USA til at bruge trusler og blokeringer for at presse den irakiske regering til at handle beslutsomt. At sige, at "de Forenede Stater må gøre det klart for den irakiske regering, at de Forenede Stater vil kunne gennemføre sine planer inklusive planlagte omrokeringer selv hvis den irakiske regering ikke implementerer sine planlagte forandringer" grænser til uansvarlighed. Det kommer altfor tæt på at få USA til at true med at tage sin bold og gå hjem, hvis de irakiske børn ikke spiller spillet på vores måde.

En sådan politik ignorerer manglen på en klar Sunni leder og magtstruktur, kurdernes forskellige ambitioner og fremfor alt splittelserne blandt shi'iterne. Maliki er ikke svag, fordi han er personligt svag, han er svag, fordi han er en kompromis-leder med to magtfulde partier - Sadr og SCRIRI, - der stiler efter shi'itisk magt og som følger deres egne ambitioner.

Vigtigere er, at den ignorerer den kendsgerning, at den irakiske regerings svaghed i lige så høj grad er en følge af amerikanske aktioner som af iboende irakiske problemer. USA ødelagde landets sekulære kerne ved at opløse Ba'ath. USA skabte en forfatingsproces længe før Irak var rede, og skabte et intenst splittende dokument med mere end 50 nøgleområder for "afklaring" inklusive føderation, kontrol med oljeresourcer og penge, sikkerhedskontrol, religionens rolle, karakteren af det juridiske system, osv. USA skabte et valgsystem, der næsten tvang irakerne til at vælge at blive sunni'er, shi'iter eller kurdere og delte nationen efter sekteriske og etniske retningslinjer. USA sendte i praksis en tyr ind for at befri en porcelænsbutik, og studiegruppen opfordrer nu USA til at true med at fjerne tyren, hvis butikken ikke selv klinker skårene.

At forlade sig på udenlandske magter for at hjælpe USA og på USA for "øjeblikkeligt at iværksætte en ny diplomatisk offensiv med henblik på at opbygge en international konsensus om stabilitet i Irak og regionen" er muligvis værd at prøve. At forlade sig på "Iraks naboer og nøglestater indenfor og udenfor regionen med henblik på at danne en gruppe til at styrke sikkerhed og forsoning indenfor Irak" kommer imidlertid tæt på et fromt håb. Naboer, der forventes at prøve, har prøvet. En konference indenfor eller udenfor Irak er stadig en god ide, men at hægte er strategi op på den mulige succes er simpelthen tåbeligt.

Der er om muligt endnu mindre fornuft i at forlade sig på Iran og Syrien for på afgørende vis at ændre deres adfærd og deres nuværende opfattelse af deres nationale interesser. Hvorfor skulle de? Formentlig føler de, at deres nuværende strategi og handlinger er korrekte, og hvorfor skulle de reagere på amerikansk svaghed på måder, der hjælper USA. Dialog med begge stater for enhver pris, men store forventninger er ikke en meningsfuld politik.

Den afsluttende opsummering tager ikke fat på ansporende udveje. Det er muligt, at en eller anden form for amerikansk eller internationalt konsortium, der tilbyder større bistandspakke knyttet til forsoning kunne have en virkning. Der er mange områder, hvor der er brug for bistand på det lokale plan, og det kunne være særlig nyttigt i oprørsområderne i Vesten og i blandede byer. Et stort program til revitalisering og udvidelse af Iraks oljeeksport, bundet til en retfærdig deling af velstanden kunne hjælpe. Det er endog muligt, at en omrokeringssplan kunne lette nogle sekteriske og etniske tilpasninger.

Hovedrapporten berører kort disse emner og anbefaler endda en moderat amerikansk bistandsydelse på $5 mia om året. Den afsluttende opsummering er imidlertid kun uudtalte trusler og ingen ansporing, og der er intet, der ligner en bistandsplan eller en funktionsdygtigt tilgang i henseende til at bruge bistand til hurtigt at bringe stabilitet eller tilvejebringe ansporing til forsoning. Værre, den fremsætter den trussel at, "hvis den irakiske regering ikke gør betragtelige fremskridt i retning af opnåelsen af milepæle i henseende til national forsoning, sikkerhed og styring, så bør USA reducere sin politiske militære eller økonomiske støtte til den irakiske regering."

Studiegruppen truer med at svække en svag regering; godt for dens modstandere, men dårligt for USA og Irak.

Rapporten tilvejebringer altså ikke en troværdig sikkerhedspolitisk udvej. Udefinerede amerikanske troppereduktioner er ønskelige i 2008 eller om muligt tidligere eller senere. USA forventes at fremskynde tilførslen af mere kvalificerede trænere og indlejret mandskab (embeds), som det ikke har, og overdragelse af flere eksisterende kampstyrker, der er ukvalificerede til missionen. Planen for at håndtere militserne er at danne et nyt amerikansk bureaukrati uden at tilgodese behovet for øjeblikkelig sikkerhed i dagliglivet i en nation uden effektive retsinstanser og politi i de mest truede områder.

Der er ikke nogen meningsfuld plan for indsættelse af en blanding af effektive irakiske militærstyrker, regering og kriminal retsvæsen på noget tidpunkt i nær fremtid, end mindre i 2008. En virkelig effektiv bestræbelse kunne være mulig under forudsætning af politisk forsoning og de egnede resourcer og planlægning. Men,
(a) hele rapporten tilvejebringer ikke en troværdig forklaring på, hvordan dette kan finde sted, og
(b) udviklingen af effektive irakiske styrker er helt bestemt ikke mulig uden forsoning.

Hovedrapporten ignorerer problemerne i forbindelse med de nuværende træning´s og styrkeudviklikngsprogrammer i en grad, der gør mange af dens anbefalinger til lidet mere end formanende nonsens. Det er også formålsløst at lave en lang serie af detaljerede under-anbefalinger for ændring af de irakiske sikkerhedsstyrker i hovedrapporten uden detaljeret justeringsangivelse og uden en meningsfuldt detaljeret vurdering af de eksisterende styrke- og træningsbestræbelser.

Endelig er der ikke nogen "Plan B." Rapporten beskæftiger sig ikke med, hvad der sker hvis begivenhederne slipper ud af kontrol, eller hvordan USA skulle reagerer overfor mulige fremtidige eventualiteter. Den uudtalte antagelse er, at enten spiller den irakiske regering vores spil eller vi trækker os ud hurtigere. Der er ingen klar plan for, hvad der skal gøres hvis omfattende borgerkrig udbryder. Budskabet synes at være at amerikanske indenrigspolitiske anliggender kræver mere opmærksomhed end begivenhedernes karakter og udviklingstempo i Irak eller Amerika´s langsigtede interesser i Irak, regionen og verden.

Dette betyder ikke, at der ikke er mange gode ideer og en hel del brugbart og velgennemtænkt materiale indlejret i rapportens hoveddel. Men, det er .

Anthony Cordesman er et fremtrædende medlem af den indflydelsesrige tænketank Center for Strategic and International Studies , med speciale i energispørgsmål, Mellemøsten og Nordafrika, forsvarspolitik og terrorisme og transnationale trusler. Cordesman arbejder også som national sikkerhedsanalytiker for ABC News

Brzezinski: Der er mere på spil for Amerika end Irak

The Financial Times December 5 2006

Zbigniew Brzezinski, der er bestyrelsesmedlem og rådgiver for CSIS, skrev 5. december 2006 en artikel for Financial Times, "Der er meget mere på spil for Amerika end Irak - There Is Much More at Stake for America than Iraq.

....Præsidenten og Amerikas politiske ledelse må indse, at USA's rolle i verden bliver alvorligt undermineret af den politik, som blev iværksat for mere end tre år siden. Den destruktive krig i Irak, den hykleriske ligegyldighed overfor de menneskelige aspekter af dødvandet i de israelsk-palestinensiske relationer, manglen på diplomatisk initiativ i forholdet til Iran og den hyppige brug af islamofobisk retorik sætter gang i kræfter, der truer med at skubbe Amerika ud af Mellemøsten, med alvorlige konsekvenser for det selv og dets venner i Ægypten, Israel, Jordan og Saudi Arabien.

Amerika har brug for en strategisk kursændring, og den må finde sted over en bred front. Det må acceptere den kendsgerning, at virkeligt lederskab bør baseres på en koalition af det shi´itiske præsteskab, der kommanderer shi´itiske militser´s og autonome kurdere´s loyalitet, og at jo før en dato sættes for amerikansk tilbagetrækning, jo før vil de autentiske irakiske ledere være i stand til at inddrage Irak´s naboer i en bredere regional bestræbelse på at fremme0 et mere stabilt Irak. Det må også engagere sine allierede i en fælles definition af de grundlæggende parametre for en israelsk-palestinensisk settlement, for de to parter i konflikten vil aldrig gøre det på eget initiativ. Sidst men ikke mikndst må USA være rede til at forfølge multilaterale og bilaterale forhandlinger med Iran, inklusive regionale sikkerhedsemner. Kort sagt det foreliggende dilemma er Irak, men det større indsats vedrører Mellemøstens fremtid.

Zbigniew Kazimierz Brzezinski Født 1928 er polsk-amerikansk forsker i politik, geostrategiker og statsmand. Han fungerede som sikkerhedsrådgiver for præsident Jimmy Carter fra 1977 til 1981. Han var kendt for sin høgeorienterede udenrigspolitik i en tid hvor det demokratiske parti var overvejende due-orienteret. Han er udenrigspolitisk "realist" og anses for at være demokraternes svar på Henry Kissinger, der også er "realist", og som fungerede under præsident Nixon. Han spillede en vigtig rolle i forbindelse med bevæbningen af de afghanske mujahediner under konflikten med Sovjet Unionen.Han er senest professor i amerikansk udenrigspolitik ved Johns Hopkins University.

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -