USA
 

Amerikanerne har mistet deres land

Af Paul Craig Roberts
Counterpunch 1. marts 2007


Paul Craig Roberts var vicefinansminister i Reagan-regeringen

Bush-Cheney regimet er Amerikas første neokonservative regime.
På ganske få korte år har regimet ødelagt ...

Originalartikel: Americans Have Lost Their Country


. . . Borgerrettighedsloven (the Bill of Rights), magtens deling (lovgivende, dømmende, udøvende) , Geneve konventionerne, resterne af Amerikas moralske ry tillige med infrastrukturerne i to muslimske lande og utallige tusinder af islamiske borgere.

Planer har været forbedt og styrker har været bragt i stilling med henblik på et angreb på et tredje islamsk land, Iran - og tillige måske Syrien og Hizbollah i Libanon .

Denne ekstraordinære aggresivitet imod den amerikanske forfatning, international lov og den islamiske verden er resultatet, ikke af en vældig bevægelse, men af en håndfuld ideologers virksomhed ... i første række vicepræsident Dick Cheney, Donald Rumsfeld, Lewis Libby, Douglas Feith, Paul Wolfowitz, Richard Perle, Elliott Abrams, Zalmay Khalilzad, John Bolton, Philip Zelikow og Attorney General Gonzales .

Disse er de hovedansvarlige, der har kontrolleret politikken. De har været støttet af deres lokkeduer i medierne fra Weekly Standard, National Review, Fox News, New York Times, CNN og Wall Street Journals redaktionelle side og af "eksperter" i forskellige tænke-tanke som American Enterprise Institute.

Deres succes som helhed trækker De Forenede Stater ud i, hvad der kan udvikle sig til en permanent konflikt i Mellemøsten, og er baseret på propagandamagt og den store løgn.

Oprindeligt blev 9/11 angrebet tilskrevet Osama bin Laden, men efter at en amerikansk marionet var installeret i Afghanisten, blev anklagerne rettet mod Iraks Saddam Hussein, der hævdedes at have masseødelæggelsesvåben, der ville blive brugt imod Amerika. Regimet sendte udenrigsminister Colin Powell ud for at viderebringe den løgn til FN, at Bush-Cheney regimet havde afgørende beviser på, at Irak besad masseødelæggelsesvåben.

Efter at have styret FN, kongressen og den amerikanske befolkning invaderede regimet Irak på totalt falske påskud og med totalt falske forventninger. Regimets besættelse af Irak har været en fiasko i militær forstand, men de neokonservative vender deres fiasko til en strategiske fordel. I begyndelsen af dette år begyndte præsident Bush at bebrejde Iran for Amerikas pinlige nederlag til nogle få tusinde let bevæbnede oprørere i Irak.

Bush anklager Iran for at bevæbne de irakiske oprørere, en anklage som eksperter anser for at være usandsynlig. De irakiske oprørere er Sunni. De pånøder vore tropper tab, men bruger det meste af deres energi på at dræbe shi'iter, der er nært allierede med Iran, der er shi'iter. Bush's anklager kræver, at vi skal tro, at Iran bevæbner sine allieredes fjender.

På grundlag af denne absurde anklage - der er rent opspind - har Bush beordret en sværtbevæbnet koncentration af angrebsstyrker i form af hangarskibe udfor Irans kyst, og han har flyttet amerikanske fly til tyrkiske baser og andre amerikanske baser i lande, der støder op til Iran.

I sin vidneforklaring for kongressen den 1. februar i år sagde den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski, at han forventede, at regimet ville orkestrere en "direkte konflikt med Iran og med store dele af den islamiske verden i det hele taget." Han sagde, at et plausibelt scenarie var "en terrorhandling tillagt Iran, kulminerende i en ´defensiv´ amerikansk militær aktion imod Iran." Han sagde, at den neokonservative propagandamaskine allerede var i færd med at artikulere et "mysik historisk narrativ" for udvidelse af deres krig imod Islam.

Hvorfor bruger USA en million dollars på krige, for hvilke grundene vitterligt er falske. Hvad er der gang i?

Svaret falder i flere dele. Ligesom deres forgængere blandt den franske revolutions jacobinere, den kommunistiske revolutions bolsjeviker og Hitler-revolutionens National Socialister tror de neokonservative, at de har monopol på dyd og ret til at påtvinge resten af verden overherredømme. Neokonservative erobringer begyndte i Mellemøsten på grund af olje og Israel, som de neokonservative er allierede med. Begge findes i Mellemøsten.

Den amerikanske oljegigant UNOCAL havde planer om en olje- og gasrørledning gennem Afghanistan, men Taliban var ikke tilstrækkeligt samarbejdsvillig. Den amerikanske invasion af Afghanistan blev brugt til at installere Hamid Karzai, der havde været på UNOCAL's lønningsliste som marionet-premierminister. Den amerikanske neokonservative Zalmay Khalizad, der også har været på UNOCAL's lønningsliste blev installeret som amerikansk ambassadør i Afghanistan.

To år senere blev Khalilzad udnævnt til amerikansk ambassadør i Irak. Amerikanske oljeselskaber har dermed fået kontrol med udnyttelsen af Iraks oljeresourcer.

Det israelske forhold er måske om muligt endnu mere vigtigt. I 1996 foreslog Richard Perle og den sædvanlige samling af neokonservative, at alle Israels fjender i Mellemøsten skulle styrtes. "Israels fjender" består af de muslimske lande, der ikke er i lommen på USA som marionetter eller allierede. I årtier har Israel stjålet Palæstina fra palæstinenserne således, at der i dag ikke er noget af Palæstina tilbage til at udgøre et selvstændigt land. USA og israelske regeringer bebrejder Iran, Irak og Syrien for at have støttet og tilskyndet til palestinensisk modstand imod Israels tyveri af Palæstina.

Bush-Cheney regimet kom til magten med planer om at angribe de tilbageværende selvstændige lande i Mellemøsten og med neokonservative i administrationen til at implementere planerne. Et påskud var imidlertid nødvendigt. Neokonservative havde efterlyst "et nyt Pearl Habour," og 9/11 tilvejebragte den propaganda-hændelse, der var nødvendig for at skræmme befolkningen og kongressen til krig.

Den neokonservative Philip Zelikow blev sat i spidsen for 9/11 kommissionsrapporten for at sikre, at ingen ubekvemme kendsgerninger dukkede op.

De neokonservative har fået enorm hjælp fra de korporative medier, fra kristen evangelister, især fra the "Rapture Evangelists," fra flagviftende superpatrioter og det militært-industrielle kompleks, hvis profitter har skummet fløden. Men den kendsgerning står tilbage, at et dusin mænd som omtalt ovenfor var i stand til at vælte den amerikanske forfatning og iværksætte militær aggression under foregivende af forebyggende/preemptive "krig imod terrorisme".

Da det gik op for den amerikanske befolkning, at "krigen imod terror" var et dække for aggressionskrige, satte de demokraterne i kontrol af kongressen for at sætte en bremse på regimets krigsophidsen. Demokraterne har imidlertid vist sig at være impotente når det gælder at standse de neokonservatives kurs i retning af en yderligere krig og måske verdensomspændende konflikt .

Vi er vidne til et dusin onde mænds triumf over amerikansk demokrati og en fri presse.

Oversættelse: Hans Pendrup

Se også af Paul Craig Roberts på dansk:

"En historisk, strategisk og moralsk katastrofe"

Hvad kan Bush få ud af et angreb på Iran?

Er præsident Bush gået fra forstanden?

Vil demokraterne blive til en del af problemet?

Hvorfor Bush vil atombombe Iran

Israels medskyld i forbrydelse

Amerika er ikke Vorherre

Fra supermagt til skrydende diktatur

Cheneys krigsværksted pønser på et nyt angreb

En Gestapo-regering

Condi til Europa: 'Stol på mig'

Anti-Syrien Svindelen

Hvordan man gør en ende på krigen

Den største strategiske katastrofe i USA's historie

Hvordan New Orleans gik tabt

Når ragnarok ingen presseomtale får

London'erne betaler en høj pris for Blairs bedrag

Hvem ejer dollaren

Tidligere vicefinansminister under Reagan betvivler den officielle 9/11 historie

Den tanketomme nation

Den amerikanske supermagts forestående endeligt

- End -