|
Den financielle tsunami og den igangværende økonomiske krise
Det amerikanske århundredes opgang og fald
Af F. William Engdahl
Den nuværende økonomiske krise i USA er en vigtig del af en historisk proces, som strækker sig tilbage til Anden Verdenskrigs afslutning – Det Amerikanske Århundredes opgang og fald.
F. William Engdahl er forfatter til ‘A Century of War: Anglo-American Oil Politics and the New World Order’, Pluto Press. Hans seneste bog er udkommet hos Global Research: ‘Seeds of Destruction: The Hidden Agenda of Genetic Manipulation’
Den øjeblikkelige og vedvarende globale finanskrise, som formelt blev sat i gang i juli 2007 af en begivenhed med en lille tysk bank (Deutsche Bank), der havde sikkerhed i papirer fra amerikanske sub-prime pantebreve i ejendomme, i en hovedrolle, forstås bedst som en vigtig del af en historisk proces, som strækker sig tilbage til Anden Verdenskrigs afslutning – Det Amerikanske Århundredes opgang og fald.
Det Amerikanske Århundrede proklameredes i 1941 under stolte fanfarer af Time-Life’s grundlægger Henry Luce, et medlem af inderkredsen af det amerikanske establishment, i en berømt lede i Life-magasinet.Det baserede sig på New York-bankernes og Wall Streets investerings-bankers dominerende rolle, som på det tidspunkt klart havde distanceret Londons City som den globale finansverdens tyngdepunkt. Luce’s Amerikanske Århundrede skulle opbygges på en langt mere snedig måde end det engelske imperium, som det afløste (Note 1).
En dengang tophemmelig planlægningsgruppe for efterkrigstiden The War & Peace Studies Group under udenrigsrådet (Council on Foreign Relations) med Isaiah Bowman, geopolitisk geograf og rektor for John Hopkins, fremlagde allerede fra 1939, en rum tid inden tyske tanks rullede ind i Polen, en række studier som skulle lægge grundlaget for deres efterkrigs-verden. Men de ville undgå de tidligere britiske og andre europæiske imperiers fatale fejltagelse, nemlig at være et imperium baseret på utilslørede kolonierobringer med dyre tropper i permanente militære besættelser.
Det Amerikanske Århundrede skulle i stedet pakkes ind og sælges til verden, og især de nye lande i Afrika, Latinamerika og Asien, som frihedens og demokratiets vogter. Det skulle klæde sig ud som den fremmeste talsmand for at afslutte koloniherredømmer, en position, som alene var til fordel for den eneste stormagt uden store kolonier – nemlig De Forenede Stater.
Den ny verden i Det Amerikanske Århundrede skulle ledes af frihandelens fremmeste talsmand overalt, hvad der ligeledes alene var til fordel for den stærkeste økonomi i de første efterkrigsår – De Forende Stater. Det var en strålende, omend fejlbehæftet plan. Som lederen af udenrigsministeriets planlægning George F. Kennan skrev i et fortroligt internt memo i 1948:
”Vi besidder omkring 50 % af verdens rigdomme, men kun 6.3 % af dens befolkning ... Vores virkelige opgave i den kommende periode er at udviklet et mønster af forbindelser, som vil tillade os at opretholde denne ulige stilling uden positivt at skade vor nationale sikkerhed.”(2)
Kernen i disse War & Peace Studies, som blev udarbejdet til og iværksat af det amerikanske udenrigsministerium efter 1944, skulle blive skabelsen af De Forende Nation til at erstatte det britisk-dominerede Folkeforbund. En central del af denne ny FN-organisation, som skulle tjene til at opretholde en amerikansk-venlig status quo i efterkrigstiden, var oprettelsen af hvad der oprindeligt blev betegnet som Bretton Woods institutionerne – Den Internationale Valutafond (IMF) og Den Internationale Bank for Genopbygning og Udvikling eller Verdensbanken. (3) Senere blev disse suppleret med de internationale handelsaftaler GATT.
 De amerikanske forhandlere i Bretton Woods, New Hampshire, med den amerikanske vicefinansminister Harry Dexter White i spidsen gennemtvang et design for IMF og Verdensbanken, som sikrede at de begge grundlæggende ville blive ved med at være redskaber for et ’uformelt’ amerikansk imperium, et imperium, som oprindeligt baserede sig på kredit, og sidenhen, fra omkring 1973, på gæld.
Harry Dexter White (tv) og John Maynard Keynes (th) under Bretton Woods-konferencen juli 1944
New York og den amerikanske centralbank i New York var hjertet i det ny imperium i 1945. USA besad den overvældende part af centralbankernes guldreserver. Efterkrigstidens guldindløselighedsmodel fra Bretton Woods var alene til gavn for den amerikanske dollars rolle, som dengang og selv i dag fungerer som global reservevaluta.
Alle valutaer i IMFs medlemslande skulle værdifastsættes i forhold til den amerikanske dollar. Omvendt skulle den amerikanske dollar, men kun denne, bindes til en fastsat guldvægt til $ 35 pr. ounce. Udenlandske regeringer og centralbanker kunne indløse dollars til guld til denne fastsatte rate.
Bretton Woods fastlagde et betalingssystem, baseret på dollars, hvori alle valutaer blev defineret i henhold til dollaren. Det var opfindsomt og ensidigt til gavn for New Yorks fremstormende finansmagt, hvis bankdirektører aktivt udformede de endelige aftaler.
Dengang var dollaren, i skærende modsætning til i dag, ’lige så god som guld’. Den amerikanske valuta var reelt verdensvalutaen, som alle andre valutaer var defineret af. Som verdens hovedvaluta blev de fleste internationale transaktioner foretaget i dollars.
Opretholdelsen af den amerikanske dollars’ rolle som globale reservevaluta har været hovedpillen i det Amerikanske Århundrede efter 1945, tæt forbundet med, men tilmed mere strategisk placeret end amerikansk militær overlegenhed. Hvordan dollarens førerstilling er blevet bevaret rummer historien om talløse krige i efterkrigstiden, finanskrige, gældskriser og trusler om atomkrig – frem til i dag.
For at placere den revolution i sikkerhedspapirer i den globale finansverden, som nu rammer det internationale finanssystem i bølge efter bølge af nye chock og forskydninger, og for at forstå Alan Greenspans betydelige bidrag til at fastholde dollarens dominans som reservevaluta længe efter, at den amerikanske økonomi holdt op med at være den største industriproducent, er det nyttigt med en kort oversigt over distinkte faser af dollarens hegemoni i efterkrigtstiden.
Det Amerikanske Århundredes gyldne år
Den første fase, som vi kan kalde efterkrigstidens ‘gyldne år’, så USA duke frem fra Anden Verdenskrigs aske som den uden sammenligning globale økonomiske kolo s. USA var den dominerende verdensmagt; ingen kom bare i nærheden. Mere end halvdelen af alle internationale pengetransaktioner blev finaniseret med dollars. USA stod for mere end halvdelen af verdensproduktionen. USA besad også omkring to trediedele af verdens officielle guldreserver i 1940.
Når forskellige europæiske lande havde overskud af reserver, konverterede de snarere disse til dollarreserver end til guld, fordi de kunne få renter af dollarbeholdninger som amerikanske statsobligationer, og dollars kunne altid indløses med fuld til 35 dollars pr ounce, når det var nødvendigt. Den amerikanske dollar var centrum for dette system.
Den amerikanske industri med De Tre Store i front - General Motors, Ford og Chrysler Motors – var i verdensklasse – ingen andre var dengang bare tæt på. US Steel (før det blev USX), maskinproduktion, aluminium, luftfart og beslægtede industrier var alle mønstergivende på verdensplan langt ind i 1950’erne.
 Først og fremmest dominerede de amerikanske oliegiganter og nøglevirksomheder som Mobil, Standard Oil of New Jersey, Texaco og Gulf Oil den unikke energikilde, som blev afgørende for efterkrigstidens uforlignelige vækstrater i Europa, Japan og resten af verden efter krigen – olie og benzin. (4)
I den første efterkrigstid var den globale efterspørgsel efter dollars til finansiering af genopbygning så stor, at det største økonomiske problem for 50’ernes Europa, Japan, Sydkorea m.fl. var mangelen på dollars til at finanisere importen af nødvendige amerikanske maskiner, olie og forbrugsvarer.
De amerikanske guldlagre slog rekord med $ 24.6 miliarder i 1949, en gigantisk sum, som svarer til 211 milliarder dollars i dag, da guldet strømmede ind fra udlandet for at betale for fremmede landes voksende handelsunderskud til USA. New York var ubestridt verdens førende bankier, støttet af guldreserverne.
Denne proces begyndte at forvitre efter en brat recession i 1957-58. Denne recession skulle have været en alarmklokke for den økonomiske politiks planlæggere og for den amerikanske industri, der signalerede, at den enestående periode med at profitere fra de økonomiske forskydninger i en krigshærget verden havde nået sine grænser. Med start i 1957 havde den amerikanske økonomi brug for en omfattende fornyelse, hvis den fortsat skulle være konkurrencedygtig på globalt plan. Dette kom ikke til at ske.
I november 1967 blev der med den britiske pund sterling-krise, hvor den britiske regering var tvunget til at overtræde IMF’s bestemmelser og devaluere pundet med 14 % for at sikre økonomien under en alvorlig recession, fokuseret på den kendsgerning, at omkostningerne ved præsident Lyndon Johnson’s Great Society og den katastrofale Vietnam-krig fik den amerikanske regering til at operere med rekordstore budgetunderskud. For første gang siden 30’erne var dollaren sårbar over for et stormløb mod det amerikanske guld.
For at sløre omfanget af disse underskud indførte Johnson-regeringen kreativ bogføring. For første gang lagde direktøren for finansstyrelsen indbetalingerne fra amerikanske arbejdende til Den Føderale Sociale Sikkerhedsordning (Federal Social Security Trust Fund), et overskud, som skulle lægges til side for at udbetale fremtidige pensioner og tilsvarende ydelser til de fleste amerikanere ind i det samlede finansbudget (Consolidated General Budget) – det var starten på et budgetfup, som i de første år i det kommende århundrede skulle blive enormt.
Johnson påbegyndte også en manipulation af regeringens statiske nøgletal, som brugtes til beregninger af alt fra arbejdsløshed over inflation til BNP. Disse statistiske manipulationer blev af oplagt, men skæbnessvanger politisk opportunisme, stiltiende blåstemplet af alle efterfølgende regeringer, hvoraf den mest skandaløse har været den nuværende Bush-Cheney administration. (5)
Dollar-kuppet 1971
Trods alle manipulationer var de amerikanske guldreserver i 1971 nået ned på et ildevarslende lavt niveau, da udenlandske nationer med overskud på betalingsbalancen, anført af Frankrig, forlangte betaling i hård guld fra den amerikanske centralbank for deres dollaroverskud. Der kunne ikke menipuleres lige så let med realiteterne som med regeringsstatistikker. Europa var sammen med Japan fremstået som magtfulde moderne, hurtigtvoksende økonomier med handelsoverskud.
USA var ved at blive et udstrakt rustbælte af forældet fremstillingsvirksomhed, gået i forfald. Wall Street’s spindoktorer og udvalgte tænke-tanke som Ford og Rockefeller Foundations opfandt en sproglig eufemisme og kaldte ’det post-industrielle samfund’, men sproglige påfund ændrede ikke ved virkeligheden. I slutningen af 1960’erne var USA’s engang blomstrende industri-centrer fra Detroit til Pittsburgh og Chicago blevet til vildtvoksende slumbyer, præget af nedgang, kriminalitet og voksende arbejdsløshed.
Hvis USA så også mistede sine sidste guldreserver, ville dollar’ens rolle som den eneste globale reservevaluta – sammen med den amerikanske militære overlegenhed selve støttepillen for det amerikanske århundredes imperium – brat blive bragt til afslutning.
For at undgå denne kalamitet stimlede præsident Nixon i august 1979 sammen med sine nærmeste rådgivere, heriblandt en embedsmand i skatteministeriet Paul Volcker, dengang viceskatteminister for internationale valutaspørgsmål og gammel partner hos David Rockefeller og Rockefeller-familien.
Deres job var at udtænke en løsning. Volcker’s ’løsning’ på det massive krav om at indløse amerikanske dollars til guld skulle vise sig at være lige så simpel, som den var destruktiv for verdens økonomiske sundhed.
15. august 1971 meddelte Nixon en forbløffet verden, at fra denne dag ville USA ikke længere overholde sine internationale traktatforpligtelser i forhold til Bretton Woods-aftalerne. Nixon havde suspenderet dollarens indløselighed med guld. Centralbanken i New York lukkede sin guldskranke for altid. Verdens valutaer begyndte at flyde frit i forhold til en usikker dollar, der nu ikke blev bakket op af guld, og ikke engang af sølv, men kun af den amerikanske regerings ’tro- og kreditværdighed’, en vare hvis markedsværdi der blev sat spørgsmålstegn ved.
Gæld bliver redskabet
Snart indså de efterfølgende amerikanske administrationer, at Det Amerikanske Århundrede ikke behøvede at afhænge af dets rolle som verdens største kreditor-nation, som det var tilfældet indtil 1971, men at det teoretisk kunne trives som verdens største skyldner, så længe amerikanske finanser og dollaren dominerede verdensøkonomien – med den implicitte trusselm om at trække sit atomskjold tilbage som vigtigste overtalelsesmiddel.
Så længe de vigtigste amerikanske satrap-stater (6) som Japan, Sydkorea eller Tyskland var tvunget til at stole på den amerikanske sikkerhedsparaply var det relativt nemt at overtale deres finansministre til at bruge deres handelsoverskud i dollars til at købe amerikanske statsobligationer. I denne proces blev de amerikanske obligations- eller gældsmarkeder langt de største i verden. Wall Streets vigtigste værdipapirforhandlere afløste stålfabrikationen i Pittsburg og bilfremstillingen i Detroit som ’USA’s forretning’.
For at omskrive den tidligere General Motors-præsident Charles Wilsons berømte 50’er-frase, var omkvædet: ’Hvad der er godt for Wall Street er godt for Amerika’. Det var det ikke. Selv betegnelsen ’finansindustri’ blev almindelig, som for at bestemme pengene som den legitime efterfølger af produktionen af reel fysisk værdi i økonomien.
Gæld – dollargæld – blev instrumentet for en ny rolle for bankerne i New York, anført af David Rockefeller’s Chase Manhattan og Walter Wriston’s Citibank. Deres ide var at distribuere hundredvis af milliarder dollars i nytilkomne OPEC- og andre petrodollars, og de ’overtalte’ den saudiarabiske og andre OPEC-regeringer til at anbringe deres nye olieoverskud i bankerne i London eller New York. Disse dollarindskud fra OPEC, som Henry Kissinger og andre på den tid betegnede som ’petrodollars’ flød i form af viderecirkulerede lån hen til de olieimporterende og dollar-hungrende 3. verdens økonomier. (7)
Carter: Dollar- tillidskrise
Denne anden fase, æraen efter guldet, som drog næring af det manipulerede olie-chock i 1973 og amerikansk pres på Saudiarabien og OPEC for kun at prisfastsætte olie i dollars – Kissinger’s ’petrodollar gencirkulation ’(8) rullede afsted uden større vanskelighede frem til tidligt i 1979, da dollaren kom til at stå overfor et større udenlandsk frasalg hen mod slutningen af Carters præsidentperiode. Det Amerikanske Århundrede stod over for e n af dets største udfordringer ved dette punkt. Den tyske, japanske og tilmed saudiske centralbank begyndte at dumpe amerikanske værdipapirer i hvad der blev kaldt et ’tab af tillid’ til Carters rolle som global leder.
 I august 1979 blev præsident Jimmy Carter, som selv var en håndplukket protegé fra David Rockefellers Trilateral Commission af de store New York-banker, anført af Rockefellers Chase Manhattan, tvunget til at acceptere Paul Volcker, en anden Rockefeller-protegé fra Chase Manhattan Bank, som ny centralbankdirektør med et åbent mandat til at gøre, hvad der var nødvendigt for at redde dollaren som reservevaluta.
Da Volcker tiltrådte erklærede han kort og godt, at ’den gennemsnitlige amerikaners levestandard må sænkes’. Han var Rockefellers håndplukkede kandidat til at redde New Yorks finansmarkeder og dollaren på bekostning af nationens velfærd.
Volcker’s ’chokterapi’
Volcker’s chokterapi indledtes i oktober 1979 og varede til august 1982. Renterne skød op gennem taget og blev to-cifrede. Den amerikanske økonomi og verdensøkonomien blev kastet ud i en gigantrecession, den værste efter 2. verdenskrig. På et år steg udlånsrenten til uhørte 21.5 %, sammenlignet med et gennemsnit på 7.6 % i de foregående fjorten år, mere end en tredobling i løbet af nogle uger. Den officielle amerikanske arbejdsløshed nåede sit højdepunkt med 11 %, mens det uofficielt var langt højere, hvis de som simpelthen opgav at finde arbejde blev talt med.
Volcker’s chokterapi fordoblede den officielle arbejdsløshed i USA
Kilde: AngryBearBlogspot.com - Arbejdsløshedsraten 1979-1982
Den latinamerikanske gældskrise, en ildevarslende forsmag på dagens sub-prime krise i USA, fremkom som det direkte resultat af Volker-chokket. I august 1982 meddelte Mexico, at det ikke længere ville betale renteafdragene i dollars på dets enorme gæld. Dette land var som de fleste lande i den tredie verden – fra Argentina til Brasilien, fra Nigeria til Congo, såvel som fra Polen til Jugoslavien – var faldet i New York-bankernes gældsfælde. Den bestod i at låne, hvad der reelt var gencirkulerede OPEC-petrodollars indsat i de store banker i New York og London og i Eurodollar-bankerne, som udlånte dem til desperate lånere i den tredie verden til hvad der i begyndelsen var ’flydende rater’ bundet til Londons LIBOR-udlånsrenter.
Da Libor skød i vejeret med omkring 300 % på nogloe få måneder som følge af Volcker’s chokterapi vgar disse skyldnernationer ude af stand til at fortsætte. IMF blev bragt på banen og den største plyndringsfest i verdenshistorien, fejlagtigt kaldet den tredie verdens gældskrise, var i gang. Det var forudsigeligt nok Volcker’s chokpolitik, som udløste den.
Efter syv år med uafbrudt høje renter, fastsat af Volker’s centralbankregime og solgt til en naiv offentlighed som ’et opgør med inflationen i den amerikanske økonomi’, var den indre tilstand i den amerikanske økonomi forfærdelig.
En stor del af USA kom til at ligne et tredie verdens land, med dets voksende slum, arbejdsløshed på to cifre og voksende kriminalitets- og narkoproblemer. En undersøgelse fra centralbanken viste, at 55 % af alle amerikanske familier var netto-skyldnere. Det føderale budgetunderskud var på mere end 200 miliarder dollars om året, et dengang uhørt beløb.
David Rockefellers personlige protegé fra hans Chase Manhattan Bank var blevet sendt til Washington for at gøre én ting: Volcker skulle redde dollaren fra sammenbrud og frit fald, som truede den amerikanske dollars rolle som global reservevaluta.
Dollarens rolle som reservevaluta var den hemmelige nøgle til USAs økonomiske magt.
Ved at lade renterne i USA gå op gennem loftet strømmede udenlandske investorer til for at høste gevinsterne ved at købe amerikanske obligationer. Obligationer og gældsbreve var og er blodåren i det financielle system.Volcker’s chokterapi betød svulmende profitter til finanskredsene i New York.
Hans mission lykkedes kun alt for godt.
Dollaren steg til alle tiders rekordhøjde over for den tyske, japanske, kanadiske og andre landes valutaer fra 1979 til slutningen af 1985. Den overvurderede amerikanske dollar gjorde amerikansk-producerede eksportvarer skræmmende dyre på verdensmarkederne og førte til et dramatiske fald i den amerikanske industrieksport.
Volcker’s allerede høje rentesatser siden oktober 1979 havde ført til en større nedgang i det hjemlige byggeri, den endelige fallit for den amerikanske bilindustri, og samtidig for stålet, da amerikanske producenter outsourcede produktionen til andre lande, hvor omkostningsniveauet var lavere. Med reference til Paul Volcker og hand frimarkeds-tilhængere i Reagans Hvide Hus klagede republikaneren Robert O. Andersen, daværende bestyrelsesformand for Atlantic Richfield Oil Co. over, at ’de har gjort mere for at afmontere amerikansk industri end nogen anden gruppe i historien. Og alligevel går de rundt og siger, at alt er godt. Det er som troldmanden fra Oz.’ (9)
Tidligt i 1987 befandt landets traditionelle prioritetsbanker, Spare- og Låne-kasserne (Savings & Loan banks), sig i en likviditetskrise, som endte med at koste de amerikanske skatteydere hundreder af milliarder dollars i form af statsstøtte. Kongressens vagthunde-agentur Government Accountability Office erklærede, at Federal Savings & Loan Insurance Corporation, garanten mod S&L bankpanik, var insolvent. Men under pres fra S&L’erne fik enorme banktab lov til at bygge sig op, fordi insolvente foretagender fik lov til at være åbne og vokse, hvorved stadig store tab akkumuleredes.
Den endelige regning for 80’ernes S&L-kollaps løb op i mere end 160 milliarder dollars. Beregninger af de virkelige omkostninger for økonomien regner med tal helt op til 900 milliarder dollars. Mellem 1986 og 1991 faldt antallet af nybyggede hyuse fra 1.8 millioner til 1 million, den laveste rate siden 2. verdenskrig.
Amerikas Anden Revolution: Fokus på premien
Centralbankens pengepolitik fremstilles typisk, men fejlagtigt, som en stribe pragmatiske ad hoc-svar på de gentagne kriser i bankvæsen og finanssektor efter krigen. Realiteten er, at den trofast har fulgt en skjult politik og en tråd, som første gang blev fremlagt af den daværende talsmand for Amerikas mest magtfulde establishment-familie.
 Politiken blev formuleret i en ret ubemærket bog med den ildevarslende titel ’Den Anden Amerikanske Revolution’. Den var skrevet af John D. Rockefeller III, arving til det magtfulde Standard Oil og Chase Manhattan Bank imperium, og sammen med sine tre brødre – David, Nelson og Laurence - arkitekten bag den indretning af verden efter 1945, der er kendt som Det Amerikanske Århundrede.
I denne bog forkynde Rockefeller det amerikanske establishments beslutsomhed om at tilbagerulle de indrømmelser, der modvilligt var blevet givet af de rige og mægtige under Den Store Depression. Rockefeller gav dette signal længe før Jimmy Carter og Margaret Thatcher fik magt til at virkeliggøre det. Han efterlyste en ’velovervejet, konsekvent og langsigtet politik for at decentralisere og privatisere mange regeringsfunktioner ... at sprede magten ud over samfundet.’ (10)
Dette sidste er et bevidst bedrag, da hans hensigt ikke var en spredning af magt, men det diametralt modsatte – at koncentrere den økonomiske magt og bankmagten i en tæt sammenvævet elites hænder.
Rockefellernes dagsorden var privatiseringen af grundlæggende og socialt nyttige regeringsfunktioner, som blev etableret ofte på baggrund af stærkt socialt røre og politisk pres under 1930’ernes vanskelige politiske kriser. Kort sagt var det fjernelsen af depressionstidens regeringsforordninger vedrørende alle aspekter af det økonomiske og sociale liv i Amerika.
Dereguleringen af Wall Street og finansmarkederne var det allerstørste mål, sammen med en reduktion i udligningen af rigdomme (efter Rockefellers og hans fællers anskuelser), som er indbygget i programmer som Social Security. George W. Bushs ’skattesænkninger for de velhavende’ var blot en fortsættelse af en dagsorden fastlagt af magtfulde kredse i det amerikanske establishment.
Det kan være vanskeligt at tro, men al vigtig amerikansk politik fra 1970’erne frem til dagens krise, som fejlagtigt betegnes som sub prime-krisen, har en tråd, som går igennem det hele. Amerikanske politiklæggere, herunder nøglepersoner i centralbanken og finansministeriet, har altid ’haft fokus på premien’.
‘Premien’ var enorme økonomiske gevinster, der skulle indhøstes ved at rulle de større indrømmelser til arbejderne og amerikanerne med middelindkomster, indrømmelser, som blev fremtvunget under Den Store Depression af magtfulde kredse i det amerikanske etsablishment, anført af de to bankgrupper Rockefeller og Morgan, for at imødegå et mere radikalt oprør.
Social Security var et mål for tilbagerulning. Økonomisk deregulering og først og fremmest afskaffelsen af Glass-Steagall-loven fra 1933 var en anden. Her skulle en Wall Street bankmand med gode forbindelser ved navn Alan Greenspan under hans embedsperiode som centralbankchef fra 1987 til og med 2006 spille den afgørende rolle i forhold til den økonomiske deregulerings-dagsorden .
At stille sub-prime eller ’junk’-pantebreve som sikkerhed skulle have været hans ultimative fjer i hatten. Som det ser ud, mens dette skrives, vil det sandelig blive dette, men ikke på den måde han og andre i Wall Street havde til hensigt.
Det vil snarere være unådens fjer, dyppet i tjære.
Greenspans Store Plan
Syv år med Volckers monetære ‘chokterapi’ antændte en betalingskrise over hele den tredie verden. Milliarder af recirkuleret petrodollar-gæld, udlånt af store New York og London-banker til at financiere olieimport efter oliepristigningerne i 1970’ernes slutning, kunne ikke betales tilbage.
Scenen var nu sat til næste fase i Rockefellers dagsorden for financiel deregulering. Den skulle komme i form af en revolution i selve opfattelsen af, hvad der var ’penge’ – Greenspans ’Ny Finans’-Revolution.
Mange analytikere af Greenspan-æraen fokuserer på et fejlagtigt aspekt ved hans rolle og går ud fra, at han var en embedsmand, som nok begik fejl, men altid i sidste ende reddede situationen og nationens og bankernes økonomi ved en række ekstraordinære bedrifter ved styringen af finanskriser, som gav ham hædersbetegnelsen Maestro. (11)
 Alan Greenspan (12) var som hver eneste centralbankdirektør (Chairman of the Board of Governors of the Federal Reserve System) en omhyggeligt udvalgt institutionelt loyal lakaj for Centralbankens (Federal Reserve) faktiske ejere: netværket af private banker, forsikringsselskaber og investeringsbanker, som skabte ’Fed’ og fik den igennem en næsten tom kongres dagen før juleafslutningen i december 1913. I sagen Lewis v. United States udtalte den appelretten for Ninth Circuit, at ’reservebankerne er ikke føderale redskaber ... men er uafhængige privatejede og lokalt kontrollerede selskaber.’ (13)
Greenspans hele embedsperiode som centralbankchef handlede om at fremme USAs globale finansherredømme i et land, hvis nationale økonomiske basis i vidt omfang blev ødelagt i årene efter 1971. Greenspan vidste, hvem der gav ham smør på brødet og tjente loyalt det, som den amerikanske kongres i 1913 betegnede som ’pengetrusten’, en junta af ledende finansfolk, som misbruger den offentlige tillid til at konsolidere deres kontrol over mange industigrene.
Interessant nok er mange af de financielle operatører bag skabelsen af Federal Reserve i 1913 centrale spillere i den nuværende revolution af garantier for værdipapirer (’securitization revolution’), heriblandt Citibank og J.P. Morgan. De er begge medejere af den helt centrale New York Federal Reserve Bank, som er hjertemusklen i hele systemet.
En anden næsten ukendt aktionær i New York Fed er Depository Trust Company (DTC), der har den største beholdning af værdipapirer i verden. Med hovedsæde i New York bevogter DTC mere end 2.5 millioner amerikanske og udenlandske stamaktier of gældsbreve for virksomheder og byer fra mere end 100 lande, til en anslået værdi af mere end 36 billioner dollars. Sammen med sine filialer håndterer dette selskab transaktioner i værdipapirer til mere end halvanden tusind billioner dollars om året. Det er ikke dårligt for et selskab, de fleste aldrig har hørt om. DTC har enemonopol på den slags forretninger i USA. Det opkøbte simpelthen konkurrenterne. Dette giver en antydning af, hvorfor New York så længe var i stand til at dominere de flobale finansmarkeder, længe efter at den amerikanske økonomi var blevet til en udhulet ’post-industriel’ ødemark.
Mens markedsfundamentalister og dogmatiske tilhængere af Greenspans afdøde veninde Ayn Rand (14) kritiserer centralbankchefen for utidig interventionisme, er der i realiteten en rød tråd, som går igennem alle hans mere end 18 år som chef for Fed. Det lykkedes for ham at udnytte hver eneste af de successice finanskriser i hans tid som leder af verdens mest magtfulde finansinstitution at fremme og konsolidere den amerikansk-baserede finanskapitals indflydelse over den globale økonomi, næsten altid med alvorlige skadevirkninger for økonomien og befolkningens almindelige velfærd.
I hvert eneste tilfælde, hvadenten det var børskrakket i oktober 1987, krisen i Asien i 1997, den russiske statsbankerot i 1998 og det efterfølgende kollaps for investeringsselskabet LTCM (15), hans afvisning af at foretage teknisk ændringer i det Fed-kontrollerede aktiekapitalskrav for at nedkøle dot.com aktie-boblen og frem til hans opmunrting af lån til variable renter (på et tidspunkt hvor han vidste renten var på det laveste), brugte Greenspan de stadige kriser – hvoraf de fleste fra starten udløstes af hans meget læste kommentarer og hans rentepolitik – til at fremme en dagsorden med globalisering af risikoen og liberalisering af markedsreguleringen for at tillade de store finansinstitutionernes uhæmmede virksomhed.
Dette er den virkelige betydning af den krise, som i dag udfolder sig i USA og på de globale kapitalmarkeder. Greenspans 18-årige embedsperiode kan beskrives som en styring af finansmarkederne fra den ene krise efter den anden til endnu større kriser, for at gennemføre Pengetrustens væsentligste mål, som har styret Greenspans dagsorden.
På nuværende tidspunkt kan det ikke konstateres, hvorvidt Greenspans revolution af garantier for værdipapirer var ’et skridt for langt’, som betød afslutningen på dollarens og de økonmiske dollarinstitutioners globale dominans i årtier eller mere fremover.
Den sidste arv efter Greenspan er at give Fed og dermed den amerikanske skatteyder rollen som ’sidste lånetilflugtssted’, at kautionere for de store banker og finansinstitutioner, nutidens Pengetrust, efter nedsmeltningen af hans pantebrevssikkerheds-boble til mange billioner dollars.
Ophævelse af Glass-Steagall-loven
På tidspunktet for annuleringen af Glass-Steagall-loven i 1999, en begivenhed af historisk betydning, som blev begravet på de bagerste sider i finansstoffet, gjorde Greenspan-centralbanken det klart, at den ville stå parat til at redde den amerikanske finanskapitals mest risikable og tvivlsomme nye transaktioner. Tiden var kommet til at lancere Greenspans revolution af garantier for værdipapirer
Det var ikke tilfældigt, ikke på nogen made en hovsa-løsning. Fed’s laissez faire politik med hensyn til control og bankregulering efter 1987 var afgørende for at virkeliggøre Greeenspans mere omfattende dagsorden for deregulering og værdipapirs-sikkerhed, som han antydede i sin første rapport til kongresen i oktober 1987.
18. november 1987, kun tre uger efter børskrakket i oktober, meddelte Alan Greenspan Repræsentanternes Hus’ bankkomité, at ’... afvikling af Glass-Steagall vil sikre væsentlige fordele for offentligheden, mens der vil være en risikoforøgelse, som er til at håndtere.’ (5)
Greenspan gentog dette mantra indtil den endelig blev annulleret i 1999.
De store New York-banker havde længe pønset på at få disse begrænsninger fjernet, som blev pålagt af Kongressen i 1933. Og Alan Greenspan som centralbankchef var deres mand. De store udlånsbanker med Rockefellers indflydelsesrige Chase Manhatten Bank og Sanford Weill’s Citicorp brugte mere end hundrede millioner dollars på lobbyvirksomhed og på tilskud til indflydelsesrige kongresmedlemmers valgkampagner for at få dereguleret depressionstidens restriktioner på bank- og aktie-garantier.
Annulleringen af disse åbnede sluserne for revolution af garantierne for værdipapirer efter 2001.
Greenspans støtte til deregulering af kravene til sikkerhedsspapirer (herunder pantebreve, låne- og gældsbeviser o.s.v. KP) var afgørende for den verdensomspændende eksplosion i handelen med lånepapirer. De globale lånemarkeder voksede med 13.102 % siden 1983 til et forbløffende omfang på 370 billioner dollars i slutningen af 2006. De nominelle værdier var ufattelige.
New York Times beskrev den ny finansverden, som blev skabt med sletningen af Glass-Steagall i et portræt af Goldman Sachs i juni 2007, nogle få uger før sub-prime-krisen (dvs. lån uden tilstrækkelig dækning, KP) brød ud: ”Mens Wall Street stadig scorer penge på at rådgive virksomheder om fusioner og introducere dem på aktiemarkederne, så skabes de store penge – i forbløffende mængder - gennem kapitalhandel og investering med et gigantisk arsenal af ufattelige produkter og strategier, som var utænkelige bare for 10 år side.”
Det var revolutionen af garantier for værdipapirer, man talte om.
Avisen citerede Goldman Sachs’ bestyrelselsesformand Lloyd Blankfein om den nye verden af finaniselle sikkerhedsgarantier, investeringsfonde og lånepapirer:
”Vi er kommet hele cirklen rundt, for det er lige nøjagtig det, som Rotschilderne eller J.P. Morgan, bankieren, gjorde i deres blomstringstid. Glass-Steagall-loven var en anomali.” (17)
Blankfein anså som de fleste af Wall Streets bankmænd og finansfolk New Deal som en alvorlig afvigelse fra normen, og appellerede åbent om en tilbagevenden til J.P. Morgans og de andre pengemagnaters ’gyldne tidsalder’ af misbrug i 1920’erne. Glass-Steagall, Blankfeins ‘afvigelse’, blev endelig likvideret af Bill Clinton. Goldman Sachs var en af de vigtigste bidragsydere til Clinrons præsidentkampagne og sendt tilmed Clinton bestyrelsesformanden Robert Rubin, først som ’økonomisk tsar’ i 1993, derpå i 1995 som finansminister.
I dag er en anden tidligere bestyrelesformand for Goldman Sachs Henry Paulson igen finansminister under republikaneren Bush, Pengemagten kender ikke til partier.
Greenspan’s dot.com boble og dens følger
Før blækket var tørt på Bill Clintons underskrift på annuleringen af Glass-Steagall var Greenspanog hans stab i fuld gang med at opbygge deres næste krise – den bevidste skabelse af en aktieboble, som kunne matche den i 1929, en boble, som Fed efterfølgende og lige så bevidst kunne få til at briste.
Finanskrisen i Asien 1997 og den efterfølgende russiske statsbankerot i august 1998 skabte et tidevandsskifte i de globale kapitalstrømme til dollarens fordel. Med Korea, Thailand, Indonesien og de de fleste spirende markeder i flammer som følge af et koordineret og politisk motiveret angreb fra en trio af amerikanske investeringsfonde, anført af Soros’ Quantum Fund, James Robertson’s Jaguar ogv Tiger fonde og Moore Capital Management angiveligt sammen med John Merriweathers investeringsselskab LTCM med hjemsted i Connecticut.
Asien-krisens virkning på dollaren var synlig og mistænkeligt positiv.
Under den asiatiske finanskrises udsving i 1997-98 nægtede Greenspan at handle for at lette det financielle pres før Asien brød sammen og Rusland gik bankerot i august 1998 som følge af sin gæld, og en deflation havde spredt sig fra region til region. Da han og New York Fed så gik ind for at redde det enorme LTCM-investeringsselskab, som blev insolvent som følge af den russiske krise, foretog Greenspan en usædvanlig stor rentsænkning, i første omgang på 0.50 %, fulgt op en par uger senere med en sænkning på 0.25 %. Det gav den dengang fremvoksende dot.com NASDAQ IT boble en rart lille ’skud whisky’.
Sidst i 1998, under stadig følgende rentesænkninger med udpumpning af rigelig likviditet, skød NASDAQ og NYSE ret opad i en lige linje. Alene i dette ene år, 1999, da boblen fra den Ny Økonomi kom i fuldt sving, registreredes en forbløffende værdistigning på 2.8 billioner dollars i aktieandele, som ejedes af amerikanske husholdninger. Det var mer end 25 % af det årlige BNP og alt sammen i form af papirværdier.
Glass-Steagall’s begrænsninger på banker og investeringsbanker, der promoverede de aktier, de havde sendt på markedet – netop den interessekonflikt som var årsagen til Glass-Steagall-loven i 1933 – var nu borte. Wall Streets aktiehandlere tjente snesevis af millioner i bonus for på bedragerisk manér at jobbe internet- og andre aktier i vejret så som WorldCom og Enron. Det var ’de brølende 20’ere’ en gang til, men med en elektronisk computeriseret turboladet igangsætter. Den Ny Økonomi ligner nu, skrev en skribent ved Wall Street Journal, ’en gammeldags kredit-boble’. (18)
På højden af dot.com aktiegalskaben i marts 2000 holdt Alan Greenspan en forelæsning ved en Konference om Den NY Økonomi på Bostons Universitet, hvor han gentog sit dengang stående mantra, der skamroste IT revolutionen og dens virkning på finansmarkederne. I denne tale gik han længere end nogensinde med hensyn til at rose IT-aktieboblen for dens angivelige ’velstands’-effekt på husholdningsbudgetterne, som han påstod gav den amerikanske økonomi en robust vækst.
Det mest utrolige var måske timingen af Greenspans euforiske hyldestsang til fordelene ved IT aktiegalskaben. Han kendte selvfølgelig udmærket virkningen af de seks rentestigninger, han havde gennemført sidst i 1999, og vidste, at de før eller senere ville nedfryse aktiekøbene for lånte penge.
Dot.com boblen brast en uge efter Greenspans tale. 10. marts 2000 nåede NASDAQ-indekset sit højdepunkt ved 5.048, mere end den dobbelte værdi af blot et år tidligere. Mandag den 13. marts faldt NASDAQ med iøjenfaldende 4 %.
I anden halvdel af (2000) begyndte de amerikanske forbrugere, hvis gæld i forhold til indtægterne var rekordstor, at slå bak. Julesalget var et flop, og i januar 2001 omgjorde Greenspan sig selv og sænkede renterne. I tolv rentesænkninger i træk nedsatte Greenspan Feds kortsigtede rente og andre renter fra 6 % ned til det laveste niveau efter krigen på 1 % i juni 2003.
Greenspan holdt Feds renter på dette historisk lave niveau, som ikke var set gennem så lang en periode siden Den Store Depression, indtil 30. juni 2004, hvor han indledte hvad der skulle blive 14 rentestigninger i træk, før han forlod sit embede i 2006. På nitten måneder øgede han Feds udlånsrente fra lavpunktet på 1 % til 4.5 %. I løbet af denne proces dræbte han den boble, som lagde boligmarkedets guldæg.
Boligboblen
 Kulminationsperioden for den amerikanske boligmarkedsboble, som begyndte omkring 2002, da Alan Greenspan gennemførte den mest aggressive serie rentesænkninger i Federal Reserves historie var årene 2005-2006. Greenspans hensigt var, som han dengang indrømmede, at erstatte dot.com internet aktieboblen med en ejendomsinvesterings- og låneboble. Det var den eneste måde at holde den amerikanske økonomi ude af en dyb recession, argumenterede han. Ved tilbageblik ville en recession i 2002 have været langt mildere og mindre ødelæggende end det, vi nu står overfor.
I tale efter tale gjorde centralbankdirektøren det klart, at hans ultraliberale pengeregime efter januar 2001 som sit primære mål havde at opmuntre til investeringer i boliglån og pantebrevsgæld. Sub-prime fænomenet – noget der kun har været muligt i en æra med svækket lånesikkerhed efter annulleringen af Glass-Steagall, forbundet med ikke-reguleret handel med overvurderede gældsbeviser – var det forudsigelige resultat af en bevidst Greenspan politik. En nøje gennemgang af den historiske balance gør dette indlysende klart.
Naturligvis er Greenspan sidenhen gået sikkert på pension, har skrevet sine erindringer og overdraget kontrollen (og ansvaret for fejlene) med rodet til en ung ex-professor fra Princeton, Ben Bernanke. Som én, der selv har afgangseksamen fra Princeton, kan jeg sige, at jeg aldrig ville betro den mest magtfulde centralbank i verdens pengepolitik til en Princeton-professor i økonomi. Hold dem i deres elfenbenstårne.
Den sidste fase i alle spekulationsbobler er dér, hvor de dyriske safter ophidses mest. Det har været tilfældet med alle større spekulationsbobler siden den hollandske tulipan-spekulation i 1630’erne over Sydhavsboblen i 1720 til Wall Street krakket i 1929. Det var også tilfældet for den amerikanske boligboble 2002-2007. I de to sidste år i boomet for salg af boliglån, blev bankerne overbevist om, at de kunne videresælge pantebrevene til et finanshus på Wall Street, som ville komme de i bundter med tusinder af ejendomslån af god, bedre eller ringere kvalitet og videresælge disse som Collateralized Mortgage Obligation bonds (’Samlede pantebrevs- og obligationspakker’).
Grebet af grådighed blev bankerne stadig mere ubekymrede med hensyn til de kommende boligejeres kreditværdighed. I mange tilfælde gad de ikke engang tjekke, hvorvidt den pågældende havde arbejde eller ej. Hvem tager sig af det? Den vil blive videresolgt og stillet som sikkerhed og risikoen for manglende boligafdrag var historisk lav.
Det var i 2005. De fleste subprime afbetalingslån med variable rentesatser blev tegnet mellem 2005 og 2006, den sidste og vildeste fase i den amerikanske boble. Nu er en helt ny bølge af misligholdte afdrag ved at eksplodere fra januar 2008. Mellem december 2007 og 1. juli 2008 vil mere end 690 milliarder dollars i boliglån stå overfor et rentehop opad ifølge de kontrakter, der blev indgået for to år siden.
Det betyder at markedsrenterne på disse boliglån vil få de månedlige afdrag til at eksplodere netop som en recesssion tvinger inkomsterne nedad. Hundredtusinder af boligejere vil blive tvunget til at søge tilflugt til alle husejeres sidste udvej: at holde op med at betale de månedlige afdrag.
NOTER
1 Luce, Henry, The American Century, genoptrykt i The Ambiguous Legacy, M. J. Hogan, ed. Cambridge, UK: Cambridge University Press, 1999.
2 Kennan, George F., 1948, “PPS/23: Review of Current Trends in U.S. Foreign Policy”, Foreign Relations of the United States, Volume I.
3 New York Council on Foreign Relations, undated, The War & Peace Studies, http://www.cfr.org.
4 Engdahl, F. William, A Century of War: Anglo-American Oil Politics and the New World Order, London, Pluto Press, 2004, pp. 88-9.
5 For en glimrende historisk redegørelse for virkningen af disse systematiske regeringsmanipulatiioner med statistic, se John Williams’ http://www.shadowstats.com/. John har forsket i manipulationerne i mere end to årtier, det eneste systematisk forsøg herpåp, som jeg kender til.
6 Satrap: statholder – dvs lydstat. Ordet ’satrapi’ blev brugt for at beskrive USA forbindelser med Japan, Tyskland og andre allierede i efterkrigstiden af Zbigniew Brzezinski i hans bog The Grand Chessboard: American Primacy and its Geostrategic Imperatives, New York, Basic Books, 1997.
7 Den bedste behandling af denne nye rolle af den endeløse gældsdannelse, bakket op af amerikansk militærmagt, som basis for amerikansk herredømme, se den fortinlige personlige beretning I Michael Hudsons bemærkelsesværdige arbejde Super Imperialism: The Economic Strategy of American Empire, London, Pluto Press, 2nd Ed.2003, www.michael-hudson.com. p.289 ff.
8 Se Engdahl, op.cit., pp.130-141, for en usædvanlig beretning om den daværende udenrigsminister Kissingers rolle I de begivenheder, der førte til OPEC’s 400% olieprisstigning i 1974.
9 Anderson, Robert O., citeret i Greider, William, Secrets of the Temple: How the Federal Reserve runs the country, Simon & Schuster, New York, 1987, p. 648.
10 Rockefeller, John D. III, The Second American Revolution, Harper & Row, New York, 1973.
11. Woodward, Bob, Maestro: Alan Greenspan's Fed and the American Economic Boom, Nov 2000. Woodwards bog er et eksempel på den begejstrede behandling, Greenspan blev tildelt af de store medier. Woodwards chef på Washington Post, Catharine Meyer Graham, datter af den legendariske Wall Street investeringsbankier Andre Meyer, ar en meget nær ven af Greenspan. Bogen kan ses som en kalkuleret del af skabelsen af myten om Greenspan fra indflydelsesrige kredse i det financielle establihsment.
12. Alan Greenspan var Wall Street rådgiver, der bl.a. havde den indflydelsesrige J.P. Morgan Bank som kunde, da han i 1987 igen kom til Washington som Wall Streets og de store bankers håndplukkede mand til at virkeliggøre deres Store Strategiske Plan. Før Greenspan blev centralbankdirektør sad han også i bestyrelsen for nogle af de mest magtfulde selskaber i USA, indbefattet Mobil Oil Corporation, Morgan Guaranty Trust Company og JP Morgan & Co. Inc.
13 Lewis vs United States, 680 F.2d 1239 (9th Cir. 1982).
14. Ayn Rand (1905- 1982), f. Alisa Zinov'yevna Rosenbaum, amerikansk romanforfatter og filosof, emigreret fra Sovjetunionen 1926. Opfinder af sit eget filosofiske system ’objektivisme’, ivrig fortaler for markedskapitalisme uden begrænsninger og for minimalstat, lidenskabelig antikommunist og antisocialist; skønt ateist en rabiat støtte til den zionistiske stat Israel. Ayn Rand institituttet er en tænketank, der skal provomere hendes ideer. Alan Greenspan var i hendes inderkreds som nær samarbejdspartner fra begyndelsen af 1950erne til hendes død. (Note af KP)
15. LTCM = Long-Term Capital Management, investeringsselskab stiftet i 1994 med bl.a. nobelpristager i økonomi Robert Merton (1997) i bestyrelsen. I begyndelsen en kæmpesucces med et udbytte på næsten 40 % årligt. I 1998 tabte det 4.6 milliarder dollars på mindre end fire måneder og blev nærmest et synonym for risicierne ved investeringsselskaberne. Likvideret som selskab i starten af 2000 (Note af KP)
16. Greenspan, Alan, Testimony before the Subcommittee on Financial Institutions Supervision, US House of Representatives, 18. november 1987. http://fraser.stlouisfed.org/historicaldocs/ag/download/27759/Greenspan_19871118.pdf
17. Anderson, Jenny, Goldman Runs Risks, Reaps Rewards, The New York Times, June 10, 2007.
18. Faux, Jeff, The Politically Talented Mr. Greenspan, Dissent Magazine, Spring 2001.
Dette er en af Kommunistisk Politik oversat, forkortet og lettere redigeret udgave af William Engdahls 3 artikler om den financielle tsunami.
Hovedparten af denne danske version udgøres af den anden artikel The Financial Tsunami: The Financial Foundations of the American Century, som her er oversat i sin helhed.
Den afsluttes af et uddrag af tredie del i serien The Financial Tsunami and the Evolving Economic Crisis: Greenspan’s Grand Design
Første del har titlen Financial Tsunami: Sub-Prime Mortgage Debt is but the Tip of the Iceberg og er kun citeret i det afsluttende afsnit i denne udgave.
Alle tre artikler kan læses i deres helhed på www.globalresearch.ca.
- End -
|
