USA
 

Det sidste halmstrå

Af Mike Whitney

Uncle Sams tomme lommer

Fredag morgen den 19 september blev Senator Christopher Dodd, formand for the Senate Banking Committee,  interviewet på ABC's “Good Morning America.” Dodd afslørede, at lovgivere for kun få timer siden på en møde indkaldt af finansminister Henry Paulson og  formand for Federal Reserve Ben Bernanke, blev fortalt, at "Vi kan bogstaveligt talt være kun dage fra en total nedsmeltning af vort finansielle system."
Dodd tilføjede dystert, at han i sine tre årtier i et offentligt embede aldrig før havde hørt en sprogbrug som denne.

Systemet er på sammenbruddets rand og til trods for Wall Streets begejstring for den foreslåede kautionering på 1 billion dollars til afvikling af inficeret prioritetsgæld hos bankerne, er markederne stadig i gang med at korrigere det, der er blevet til en ondartet nedadgående spiral. Denne spiral vil vedvare, indtil der er gjort rede for de dårlige lån og de er afskrevet, eller indtil det nedslidte dollar-system bryder totalt sammen. Hvadenten det bliver det ene eller det andet, så vil uro og voldsomme forstyrrelser vedvare i overskuelig fremtid.

De fleste forstår ikke, hvad der skete torsdag, men en stor mængde dårlige nyheder om Lehmans misligholdelser og den $85 mia store regeringsovertagelse af AIG udløste panik på pengemarkederne og en nedfrysning af interbank-lån. Den korte LIBOR-rente (London Interbank Offered Rate) blev mere end fordoblet til 6.44%". Bank of America meddelte pludselig en udlånsrente på over 6%. De lange LIBOR renter steg også brat.

Onsdag fjernede nervøse investorer deres penge fra pengemarkederne og oversvømmede kortløbende amerikanske værdipapirer for at sikre en regeringsgaranti for deres opsparinger, selvom renten var blevet negativ, hvilket vil sige, at de faktisk accepterede fradrag i deres kapitalindskud på opgørelsesdagen. Dette er uden fortilfælde, men de bidrager til at illustrere hvordan rå frygt kan drive markedet.

TED Spread (TED spredningen måler markedsstress ved at afdække bankers uvillighed til at låne til hinanden) tiltog og kreditmarkederne frøs til. Tre måneders dollarlån på interbank-markeder og omkostningerne ved US Treasurys tre måneders lån tiltog med hele fem pct. point. Det er enormt. Banksystemet lukkede ned.

Hvad betyder det? Det betyder, at centralbanken Federal Reserve har mistet kontrol med systemet. Markedet driver renterne nu, og markedet er skræmt fra vid og sans. Færdigt arbejde.

Da Fed bekendtgjorde sit nødprogram om at skyde $180 mia. ind i det globale banksystem, veg Libor en smule, men de lange renter er fortsat urokkeligt høje. Løkken strammes fortsat. Disse renter er knyttet til 6 millioner amerikanske prioritetslån, der vil blive tilbagereguleret i de kommende få år. Det er yderligere dårlige nyheder for boligbranchen.

Hele systemet er under nedgearing en vildskab som en styrke 5 orkan, og alligevel har Henry Paulson besluttet, at det fornuftige,er at bygge dæmninger rundt om systemet med papirdollars. Naturligvis er mange mennesker, der forstår markedskorrektioners magt, skeptiske. Det kan ikke fungere. Libor skubber renter opad -- det er den "virkelige" pengepris. Fed Funds rente (2 pct) støttes af tilførsel af papirdollars i banksystemet for at holde renten kunstigt nede. Nu har nedgearingens ekstreme tempo bragt Fed  på spanden. Billioner af kreditdollars er ved at blive suget ned i et sort hul, hvilket hæver prisen på penge. Det er hinsides Bernankes kontrol. Han er nødt til at flytte sig og lade priserne falde, ellers vil dollarsystemet forsvinde ned i et deflationstomrum.

Problemerne kan ikke løses ved at skubbe bankernes gæld over på skatteyderne. Det er en illusion. Ved at føje yderligere $1 eller $2 billioner til den nationale gæld sikrer Paulson kun, at rentesatsen vil gå op, fast ejendom vil gå ned, arbejdsløsheden går i vejret og at udenlandske centralbanker vil forlade dollaren. I virkeligheden findes der intet patentmiddel imod et nedgearet marked lige så lidt som man finder et patentmiddel imod tyngdeloven.

Troen på, at massiv gæld og insolvens kan udslettes ved at øge likviditeten, viser kun en fundamental mangel på forståelse for økonomi. Det er grunden til, at Henry Paulson er den værst mulige person til at orkestrere det såkaldte redningsprojekt. Paulson kommer fra en erhvervskultur, der belønner bedrag, personlig gådighed og ekstrem risikovillighed. Paulson er for finanskapitalisme, hvad Rumsfeld er for militær strategi. Hans lederskab og kongressens patetiske afståen fra ansvarlighed er en garanti for  katastrofe.

Hvorfor skulle skatteyderne iøvrigt være glade for, at Morgan Stanley, Washington Mutual og Goldman Sachs kroede sig over nyhederne forleden dag om, at der kunne ventes regeringskautionering ? Disse banker er fundamentalt bankerotte og deres forretningsmodeller er brudt sammen. At holde insolvente banker i live er ikke en redningsplan; det er vanvid.

Ingen har den ringeste ide om omfanget af den kommende nedgearing eller om størrelsen af den gæld, der skal nedskrives. Det hænger sammen med, at 30 års deregulering har tilladt eksistensen af et parallelt finanssystem , hvor over $500 billioner dollars i derivativer (værdipapirer på forventet efterbevilling, overs.) er handlet uden nogen form for regeringskontrol eller regnskab. Disse indbyrdes transaktioner er indvævet i hele det "regulerede" system på en måde, der indebærer en klar og nærværende fare for det mere omfattende system. Det er et stort rod. F.eks. er der skønsmæssigt alene $62 billioner Credit Default Swaps (CDS) , der overvejende er forsikringspolicer for misligholdte værdipapirer.

AIG var dybt involveret i CDS eftersom de var involveret i  regulerede forsikringsprodukter. Så hvorfor ville AIG sælge CDS snarere end konventionel forsikring? Fordi forsikringsselskabet AIG præcis ligesom bankerne kunne maximere sine profitter ved at minimere sin kapitalbeholdning. Det havde m.a.o i virkeligheden ikke den fornødne kapital til at honorere kravene, når dets CDS kontrakter begyndte at ryge i vejret. Hvis AIG havde været ordentligt reguleret, så ville regeringsanordninger have sikret, at det var tilstrækkelig kapitaliseret med adækvate reserver til at honorere krav fra et vigende marked.

Nu kommer skatteyderne til at betale for det ulovlige system, som blev iværksat af mænd som "industry rep" Henry Paulson. Det er deregulering i en nøddeskal; et system, der tillader Wall Street "bankstere" at skabe kredit ud af den blå luft og derefter løbe grædende til kongressen, når deres svindlerier giver bagslag.

At drive valutaen op, trykke flere penge og øge underskuddet, vil ikke hjælpe. Den dårlige gæld må klarlægges og likvideres. Paulsons strategi er at skabe et nyt hav af rødt blæk (underskud) og samtidig nægte at se det underliggende problem direkte i øjnene. Dette skærper kun yderligere den forbrugerbaserede recession, som økonomer erkender allerede er ved at sætte ind i hele landet. Efterspørgslen er nede og forbruget er væk som følge af faldende boligværdier, job-tab og strammere lånevilkår i bankerne. Den bredere økonomi behøver ikke et øget nedadrettet pres fra højere skatter, større underskud eller inflation.

Paulsons plan er nødforbindingsbehandling af en åben læsion. Gælden er enorm og pinen vil være betragtelig, men problemet kan ikke løses ved at knuse middelklassen eller ødelægge valutaen.

Markedernes svigtende funktion og indefrysningen af banksystemet er resultatet af en massiv kreditophobning ansporet af billioner af dollars i kredit til lav rente fra  Federal Reserve, som er forøget mange gange via komplekse derivativ-kontrakter og skruet ekstremt i vejret af spekulative investeringsbankere. Dette har genereret den største værdipapirboble i historien. Denne boble er nu på vej til  en "hård landing", der er det forudsigelige resultat af en ukontrolleret markedsplads, hvor individuelle spillere er frit stillet til at skabe ligeså meget kredit, som de har lyst til.

Hvis Paulson ikke bliver fjernet og hans redningsplan totalt kasseret vil dollaren miste sin position som verdens reservevaluta, og den amerikanske regering vil stå overfor en historisk finansieringskrise, når udenlandske kapitalkilder tørrer ud.
Dette vil kaste landet ud i en hyperinflationær depression.

Originalartikel: Grasping at Straws
The Smirking Chimp 21. september 2008

Oversættelse: Hans Pendrup

- End -