USA
 

Obama, Rahmbo og afslutningen
på det nye amerikanske århundrede

Fuppet igen?

Af Paul Craig Roberts
Counterpunch 10. november 2008

 Hvis den forandring, som den nyvalgte præsidentkandidat Obama har lovet, indbefatter standsning af Amerikas aggressionskrige og et stop for magtfulde finansielle interessers rovdrift på skatteyderne, hvad forklarer så Obamas valg af udenrigspolitiske og økonomiske rådgivere?

Obamas valg af Rahm Emanuel som stabschef i Det Hvide Hus er bestemt et signal om, at det vil være slut på forandringen med valget af Obama. Den eneste ændring ved den nye administration vil være ansigterne.

Rahm Emanuel er tilhænger af Bushs invasion af Irak. Emanuel kom fremad i Det demokratiske parti i kraft af sin rolle som fundraiser i forbindelse med AIPAC. Han er en urokkelig tilhænger af American Israeli Public Affairs Committee og kommer fra en terroristfamilie. Hans far var medlem af Irgun, en jødisk terrororganisation, der brugte vold til at drive briterne og palæstinenserne ud af Palæstina med det formål at skabe en jødisk stat. Under Golfkrigen i 1991 tjente Rahm Emanuel som frivillig i den israelske hær. Han var medlem af Freddie Macs bestyrelse og modtog 231.655 dollars i direktionshonorarer i 2001. Wikipedia: ”I den tid, Emanuel sad i bestyrelsen, var Freddie Mac plaget af skandaler om valgbidrag og uregelmæssigheder i bogholderiet.”

I sin artikel ’Hail to the Chief’ på websiden Counterpunch beskriver Alexander Cockburn Emanuel som ’en super-Likudnik-høg’, der som formand for den demokratiske kongresvalgkomité i 2006 ”gjorde sig store anstrengelser for få fjernet demokratiske antikrigskandidater”.

Mismodige venner i den israelske fredsbevægelse spørger: ”Hvad har denne mand at gøre i Obamas administration?”

Barack Obama Hillary Clinton

Den stærkt pro-israelske Hillary Clinton som udenrigsminister vil være endnu en understregning af at der ikke sker væsentlige ændringer i USAs politik i Mellemøsten

Valget af Obama var nødvendigt som det eneste middel, amerikanerne havde til at drage republikanerne til ansvar for deres forbrydelser imod forfatningen og menneskerettighederne, for deres krænkelser af amerikanske og internationale love, for deres løgne og bedrag og for deres finansielle fiflerier.

En redaktionel leder i Pravda formulerer det sådan: ”Kun Satan ville have været værre end Bush- regimet. Derfor kunne man hævde, at den nye administration i USA aldrig kan blive værre end den, der har skilt amerikaneres hjerter og hjerner fra deres brødre i det internationale samfund, et rædselsregime, der rystede resten af verden med en ’shock and awe’-taktik i form af koncentrationslejre, tortur, massemord og totalt fravær af respekt for international lov.”

Men Obamas rådgivere er hentet fra den samme flok af Washington-banditter og Wall Street-bankstere som i hans forgængeres administration. Richard Holbrooke var viceforsvarsminister og ambassadør i Clinton-administrationen. Han gennemførte NATO’s udvidelsespolitik og var ansvarlig for placeringen af militæralliancen ved Ruslands grænse i krænkelse af Reagans løfte til Gorbatjov. Holbrooke er også forbundet med Clinton-administrationens ulovlige bombning af Serbien, en krigsforbrydelse, der dræbte både civile og også kinesiske diplomater. Kan Holbrooke ikke selv regnes som neocon, så er han tæt forbundet med dem. 

Madeleine Albright er Clinton-æraens forsvarsminister, som fortalte Leslie Stahl (i programmet ’60 Minutes’), at den amerikanske sanktionspolitik, der resulterede i hundredtusinder irakiske børns død, tjente formål, der var tilstrækkeligt vigtige til at berettige børnenes død. Med Albrights berygtede ord: ”Vi mener, at det var prisen værd.” Wikipedia rapporterer, at denne amoralske dame var virksom i New York Stock Exchanges bestyrelse, samtidig med at Dick Grassos returkommissionsskandale til 187,5 millioner dollars rullede. (Note 1)

Dennis Ross (2) har langvarige forbindelser til de israelsk-palæstinensiske ’fredsforhandlinger’. Et medlem af hans team fra Clinton-tiden, Aaron David Miller (3), skrev, at den amerikanske forhandlingsdelegation i 1999-2000 under ledelse af Ross fungerede som Israels advokat: ”Vi var nødt til at køre alting i overensstemmelse med ’Israel first’. Dette berøvede vores politik den uafhængighed og fleksibilitet, der var nødvendig i forbindelse med seriøs fredsmægling. Hvis vi ikke kunne lægge vores forslag på bordet uden at tjekke dem med israelerne først og nægtede at reagere, hvis de sagde nej, hvor effektiv kunne vores mægling så være?”

Ifølge Wikipedia er Ross ”formand for en ny Jerusalem-baseret tænketank, Jewish People Policy Planning Institute, finansieret og grundlagt af Jewish Agency.”
Dette er tydeligvis ikke en rådgivergruppe, der kan forventes at standse Amerikas krige imod Israels fjender eller tvinge den israelske regering til at acceptere de nødvendige betingelser for en virkelig fred i Mellemøsten.

Ralph Nader har på forhånd set så langt.  I hans ’Åbne brev til Barack Obama’ (3. november 2008) gjorde Nader Obama opmærksom på, at hans ”omdannelse fra en velformuleret fortaler for palæstinensiske rettigheder ... til en ditto for den israelske hardline-AIPAC-lobby” bringer Obama i konflikt med ”et flertal af de jødiske amerikanere” og ”64 pct. af israelerne”.

Nader citerer den israelske forfatter og fredsadvokat Uri Avnerys beskrivelse af Obamas fremtræden for AIPAC som en optræden, der ”slog alle rekorder i henseende til underdanighed og sleskhed”.

Nader fordømmer Obama for hans ”totale mangel på politisk mod ved at bøje sig for hardlinernes krav om at forbyde tidligere præsident Jimmy Carter at tale ved Det demokratiske partis landsmøde”. Carter, der tilvejebragte den eneste meningsfulde fredsoverenskomst mellem israelerne og araberne, er blevet dæmoniseret af den magtfulde AIPAC-lobby for at kritisere Israels apartheidpolitik over for palæstinenserne, hvis territorium Israel besætter med magt.

Obamas økonomiske team er lige så slemt. Dets stjerne er Robert Rubin, den ’bankster’, der var finansminister i Clinton-administrationen. Rubin har ansvaret for ophævelsen af Glass-Seagall-loven og dermed ansvaret for den nuværende finansielle krise. I sit brev til Obama gør Nader opmærksom på, at Obama modtog kampagnebidrag i en størrelsesorden uden fortilfælde fra selskaber og Wall Street-interesser. ”Aldrig før har en demokratisk præsidentkandidat opnået denne førerstilling i forhold til sin republikanske modpart.”

Obamas sejrstale var fremragende. Tv-kameraernes scanning af ansigterne blandt tilhørerne viste det håb og den tro, der med lynets hast tillagdes præsidentskabet. Men Obama kan ikke bringe forandring til Washington. Der er ingen i Washington-banden, han vil kunne udnævne, der er i stand til at tilvejebringe forandring. Hvis Obama skulle rette søgelyset uden for den sædvanlige gruppe, vil ingen, der kan mistænkes for at ville skabe forandring, blive godkendt af senatet. Magtfulde interessegrupper – AIPAC, det militære og sikkerhedsmæssige kompleks, Wall Street – bruger deres politiske indflydelse til at blokere for uacceptable udnævnelser.

Som Alexander Cockburn (fra Counterpunch) sagde om Obama i en klumme før valget: ”Aldrig har fortidens døde hånd haft en ’reformkandidat’ så sikkert i sine kløer.”

Obama bekræftede Cockburns vurdering på sin første pressekonference som valgt præsidentkandidat. Idet han så bort fra den enstemmige vurdering fra det amerikanske efterretningsvæsen, der konkluderede, at Iran har stoppet arbejdet med kernevåben for fem år siden, og ignorerede Det internationale atomenergiagenturs vedholdende påvisning af, at intet atommateriale fra Irans civile atomreaktorer er blevet overført til rustningsformål, fortsatte Obama med udfald hentet fra Israel-lobbyens propaganda og anklagede Iran for ”udvikling af kernevåben”, og han lovede at ”forhindre det i at ske”.

Den forandring, der er ved at ske i Amerika, har intet at gøre med Obama. Forandringen kommer fra den finansielle krise, der er frembragt af Wall Streets grådighed og uansvarlighed, fra den amerikanske dollars udhulede rolle som reservevaluta, fra utallige udpantninger i boligsektoren, fra offshoring af millioner af Amerikas bedste job, fra en stadigt dybere recession, fra den amerikanske fabriksindustris grundpiller – Ford og GM – der tigger regeringen om skatteydernes penge for at fortsætte sin eksistens, og fra budget- og handelsunderskud, der er for store til at blive dækket med normale midler.

Traditionelt tager regeringen sin tilflugt til penge- og skattepolitik for at løfte økonomien ud af recession. Men lette penge fungerer ikke. Renterne er allerede for lave, og den monetære vækst er allerede høj, og alligevel stiger arbejdsløsheden. Budgetunderskuddet er allerede enormt, har sat verdensrekord, og det røde blæk (på regnskabernes bundlinje, o.a.) stimulerer ikke økonomien. Kan selv lavere renter og endnu højere budgetunderskud hjælpe en økonomi, der er flyttet til udlandet og har efterladt arbejdsløse forbrugere overbebyrdet med gæld?

Hvor meget mere kan regeringen låne? Amerikas udenlandske kreditorer stiller dette spørgsmål. Et officielt organ for det regerende kinesiske parti opfordrede for nylig asiatiske og europæiske lande til at ”fjerne den amerikanske dollar fra deres direkte handelsrelationer og kun stole på deres egne valutaer”. ”Hvorfor,” spørger en anden kinesisk publikation, ”skulle Kina hjælpe USA med at stifte gæld uden ende i troen på, at USA’s nationale kredit kan udvides uden grænser?”

Verden er blevet træt af amerikansk hegemoni og har fået nok af amerikansk arrogance. Amerikas omdømme er i laser: den finansielle katastrofe, det endeløse røde blæk. Abu Ghraib, Gitmo, CIA- flyvninger til fængsler i andre lande, tortur, ulovlige krige baseret på løgne og bedrag, disrespekt for andre landes suverænitet, krigsforbrydelser, tilsidesættelse af international lov og Geneve- konventionerne, angreb på habeas corpus (sigtedes rettigheder, o.a.) og magtdelingens forfatningsbestemte principper (lovgivende, dømmende og udøvende), en indenrigspolitisk politistat, konstant indblanding i andre landes interne anliggender, bundløst hykleri.

Den forandring, der er på vej, er afslutningen på det amerikanske imperium. Hegemonen er løbet tør for penge og indflydelse.

Obama som ’Amerikas første sorte præsident’ vil skabe håb og således tillade forestillingen at fortsætte lidt længere. Men Det Nye Amerikanske Århundrede er allerede forbi.

Noter ved oversætteren:

1) Richard A. Grasso (f. 1946) var øverste chef for børsen i New York fra 1995 til 2003, hvor han blev tvunget til at træde tilbage efter afsløringen af den nævnte skandale til 140 mia. dollars til fordel for sine ‘forretningsvenner’.

2) Dennis B. Ross (f. 1948) var direktør i udenrigsministeriet under George H. W. Bush og særlig Mellemøsten-koordinator under Bill Clinton. Som udsending og chefforhandler for både en republikansk og demokratisk præsident har Ross spillet en hovedrolle i udformningen af USA’s ’fredsmægler’-rolle i Mellemøsten.

3) Aaron David Miller (f. 1949) er Mellemøsten-analytiker, forfatter og forhandler. Har været rådgiver for seks amerikanske udenrigsministre. Forlod udenrigsministeriet i 2003.


Oversættelse: Hans Pendrup

Originalartikel: Conned Again?

Paul Craig Roberts var vicefinansminister i Reagan-regeringen og er i dag en af de skarpeste inside-kritikere af Bush-regimet og den amerikanske supermagtspolitik Han er i dag bl.a. fast skribent for Counterpunch

Se også af Paul Craig Roberts på dansk:

Amerika ved vejs ende

Hvorfor Paulsons plan er et bedrag

Præsident Bush: "Tag nu og klap i "

''Den Brutale Verden'

Hykleriet behersker Vesten

9/11 - seks år efter

"En historisk, strategisk og moralsk katastrofe"

Hvad kan Bush få ud af et angreb på Iran?

Er præsident Bush gået fra forstanden?

Vil demokraterne blive til en del af problemet?

Hvorfor Bush vil atombombe Iran

Israels medskyld i forbrydelse

Amerika er ikke Vorherre

Fra supermagt til skrydende diktatur

Cheneys krigsværksted pønser på et nyt angreb

En Gestapo-regering

Condi til Europa: 'Stol på mig'

Anti-Syrien Svindelen

Hvordan man gør en ende på krigen

Den største strategiske katastrofe i USA's historie

Hvordan New Orleans gik tabt

Når ragnarok ingen presseomtale får

London'erne betaler en høj pris for Blairs bedrag

Hvem ejer dollaren

Tidligere vicefinansminister under Reagan betvivler den officielle 9/11 historie

Den tanketomme nation

Den amerikanske supermagts forestående endeligt

Amerikanerne har mistet deres land

- End -