Obamas USA

 

2010: USA vil føre krig overalt i verden

Af Rick Rozoff

1. januar 2010 indvarsler ikke bare afslutningen på det 21. Århundredes første årti, men også ti år mere, hvor USA vil føre krig  i et udvidet Mellemøsten

NATO soldaterSiden 7. oktober 2001, hvor missil- og bombeangrebene på Afghanistan begyndte, har der ikke været et  år, en måned, en uge eller en dag i det 21. århundrede, hvor der ikke er gennemført amerikanske krigsoperationer i udlandet 

Afghanistan-krigen er USA’s første krig i Asien både i luften og på landjorden efter de katastrofale krige i Vietnam og Cambodia i 1960’erne og starten af 70’erne, og samtidig NATOs første landkrig i Asien. Den indledtes ved afslutningen af krigen i Makedonien 2001, der blev startet fra det NATO-besatte Kosovo, og hvor det amerikanske militærs faktiske rolle stadig mangler at blive ordentligt belyst og behandlet. Den førte til at næsten 10 % af nationens befolkning blev sendt på flugt.

I  det første tilfælde invaderede Washington et land i terrorbekæmpelsens navn og i det andet medvirkede man til grænseoverskridende terror. På lignende vis angreb USA og dets vestlige allierede i 1991 de irakiske tropper i Kuwait og gennemførte  ødelæggende og dræbende missilangreb og bombardementer i Irak under dække af at beskytte Kuwaits nationale suverænitet og territoriale integritet, og i 1999  gennemførte man et 78-dages langt bombeangreb mod Jugoslavien, hvor man blankt tilsidesatte og fatalt undergravede netop disse principper om territorial integritet og national suverænitet – nu i ly af den ny retfærdiggørelse for krig, den såkaldte humanitære intervention.
       

Og i 2001, to år senere, banede den humanitære krig, den mest afskyelige omskrivning nogensinde, vejen for den globale krig mod terror(isme), hvor USA og NATO-allierede igen omlagde kursen, men fortsatte med at indlede angrebskrige og ‘krige når chancen bød sig’, som de nu så passende, uden hensyn til selvmodsigelser og almindelig logik, præcedens eller international lov.

Adskillige ikke fuldt ud indrømmede kampagner mod oprørsbevægelser senere, hvoraf nogle stadig foregår – Colombia – og nye er kommet til – Yemen - ,  invaderede USA Irak i marts 2003 med en ‘koalition af villige’, bestående især af østeuropæiske lande, som var kandidater til NATO (som nu næsten alle er fulde medlemmer af verdens eneste militær blok som resultat af deres ydelser).

Pentagon har desuden udstationeret specialstyrker og andre styrker på Filippinerne og igangsat flåde-, helikopter- og missilangreb i Somalia og ydet støtte til den etiopiske invasion af dette land i 2006. Washington bevæbner, træner og støtter også Djiboutis væbnede styrker i deres grænsekrig mod Eritrea. Faktisk huser Djibouti USA’s eneste permanente mliltæranlæg i Afrika til dato, Camp Leonier, en amerikansk flådestyrkebase og hjemsted for ‘den fælles indsatsstyrke på Afrikas Horn’(CJTF-HOA), der blev underlagt den nye amerikanske Afrika-Kommando (AFRICOM), da denne blev etableret i oktober 2008. CTJF-HOA’s ansvarsområde omfatter nationerne Djibouti, Etiopien, Eritrea, Kenya, Seychellerne, Somalia, Sudan, Tanzania, Uganda og Yemen, og har Comorerne, Mauritius og Madagaskar som tilknyttede ‘interesseområder´.

Det vil altså sige en stor del af Det Arbiske Havs og Det Indiske Oceans vestlige kyster, der er blandt de geostrategisk allervigtigste dele af verden. Amerikanske tropper, luftbårne droner, krigsskibe, fly og helikoptere er aktive over hele dette enorme land- og havoråde.

Med senator, engang næsten vicepræsident, Joseph Liebermans trussel af  27. december 2009 om, at ‘Yemen vil blive morgendagens krig’ og med den tidligere chef for Sydkommandoen og øverstkommanderende for det europæiske NATO  Wesley Clarks bemærkning to dage senere om, at ‘Dér har vi måske brug for nogle støvler på landjorden’, står det klart, at USA’s nye krig i det nye år allerede er blevet udpeget.
Faktisk deltog amerikanske krigsfly i midten af december i bombningen af en landsby i det nordlige Yemen, som kostede 120 civiles liv og sårede 44, og en uge senere ‘udførte et amerikansk jagerfly flere luftangreb på en højerestående embedsmands hjem i den urolige nordyemenitiske provins Sa’ada...’.

Påskuddet for at indlede en regulær krig i Yemen er for øjeblikket det stående vits t ‘forsøg på terrorangreb’ fra en ung nigeriansk statsborger på et passagerfly uden for Detroit juledag. Den dødbringende amerikanske bombning af den yemenitiske landsby foregik som nævnt 10 dage tidligere og var ydermere i den nordlige del af landet, selvom Washington hævder, at al Qaeda-celler opererer i den anden ende. 

Asien, Afrika og Mellemøsten er ikke de  eneste slagmarker, hvor Pentagon er aktiv. Den 30. oktober 2009 underskrev USA en aftale med Colombias regering om en i det væsentlige ubegrænset brug af syv nye militærbaser i dette sydamerikanske land, hvoraf nogle ligger i umiddelbar angrebsafstand af både Venezuela og Ecuador.
Amerikansk efterretningsvæsen, specialenheder og andet personel vil deltage i de fortsatte stadige anti-oprørs-operationer mod Colombias Revolutionære Væbnede Styrker (FARC) i landets sydlige del og bistå Washingtons colombianske vasal ved angreb ind i Ecuador og Venezuela, som vil blive fremstillet som rettet mod FARC-styrker i de to lande.

Ved at rette sigtet mod to af grundpillerne og i sidste ende hele Det Bolivarianske Alternativ for Latinamerika og Caribien (ALBA), lægger Washington grunden til et potentielt militært storopgør i syd- og centralamerika og i Caribien. Efter det amerikansk støttede kup i Honduras den 28. juni har dette land annonceret, at det vil være det første medlem af ALBA, der trækker sig ud af alliancen, og Pentagon vil opretholde, og måske udvide, dets militære tilstedeværelse på Soto Cano Air basen i Honduras.

For nogle få dage siden ‘meddelte den colombianske regering … at den er ved at anlægge en ny militærbase ved grænsen til Venezuela og har aktiveret seks nye luftbårne bataljoner’. Kort efter hævdede det hollandske parlamentsmedlem Harry van Bommel, at ‘amerikanske spionfly bruger en luftbase, Curacao på de hollandske Antiller’,  ud for Venezuelas kyst

I oktober oplyste en publikation fra USA’s væbnede styrker, at Pentagon vil anvende  110 millioner dollars på at modernisere og udvide syv nye militærbaser i Bulgarien og Rumænien ved Sortehavet nær Rusland, hvor man til en begyndelse vil udstationere over 4000 soldater.

I begyndelsen af december underskrev USA en troppeaftale (SOFA) med Polen,der  grænser op til det russiske Kaliningrad-område, som ´tillader USA’s miltær at opstille amerikanske soldater og militært udstyr på polsk territorium’. Amerikanske militærstyrker vil betjene raketbatterier som Patriot Advanced Capacity-3 (Pac-3) og Standard Missile 3 (SMS-3) som led i Pentagons globale missil-opsnapnings-system.

Omtrent samtidig pressede præsident Obama den tyrkiske statsminister Recep Tayyip Erdogan til at anbringe missilskjoldskomponenter i sit land: ‘Vi drøftede den fortsatte rolle vi kan spille som NATO-allierede med hensyn til at styrke Tyrkiets  profil inden for NATO og for mere effektivt at koordinere om kritiske emner som missilforsvar’, som det hed med den amerikanske leders ord. (Hurryet 30. December)
Samme sted hedder det : ‘Udenrigsminister Ahmet Davatoglu har antydet, at hans regering ikke anser Teheran for en potentiel missiltrussel for tiden. Men analytikere siger, at hvis et fælles NATO-missilskjold udvikles, vil et sådan skridt tvinge Ankara til at gå med i mekanismen’.

I 2010 vil man se de første udenlandske tropper udstationeret i Polen efter Warsawa-pagtens sammenbrud i 1991 og opsætningen af USA’s ‘stærkere, hurtigere og smartere’ (også Obamas ord) opsnapnings-missiler og radarfaciliteter i Østeuropa, Mellemøsten og det sydlige Kaukakus.

Den amerikanske troppestyrke i Afghanistan, der er skueplads for den længste og mest omfattende krig i verden, vil være oppe på 100.000 i starten af 2010 og med yderligere 50.000 plus tropper fra andre NATO-lande og diverse ‘vasaller og tribut-ydere’ (Zbigniew Brezinski) vil det være den største miliære udstationering i nogen af verdens krigszoner. Angreb fra amerikanske og NATO’s missildroner og armerede helikoptere i Pakistan vil også øges, og det gælder ligeledes for USA’s anti-oprørsoperationer på Filippinerne og i Somalia i tillæg til dem i Yemen, hvor CIA og specialstyrker fra hæren allerede er involveret.

Amerikanske militære websider oplyste for nylig, at der har været 3,3 millioner udstationeringer  i Afghanistan og Irak siden 2001 med 2 millioner medlemmer af den amerikanske hær sendt til de to krigszoner.  

I dette stadig unge årtusinde har amerikanske soldater i hundredtusindvis også været sendt til nye baser og konflikt- og post-konflikt-områder i Albanien, Bosnien, Bulgarien, Colombia, Djibouti, Georgien, Israel, Jordan, Kosovo, Kirgisistan, Makedonien, Mali, Kuwait, Filippinerne, Rumænien, Uganda og Uzbekistan.

I 2010 vil de blive sendt til udlandet i endnu større tal til luft- og missilbaser, de vil overvåge og deltage i anti-oprørsoperationer over hele verden, mod forskellige oprørsgrupper, hvoraf mange er ikke-religiøse, og de vil udføre kampoperationer i Sydasien og andre steder. De vil blive udstationeret på krigsskibe og ubåde, der er  udstyret med krydser- og langtrækkende atommissiler, og med luftvåben- angrebsgrupper på hangarskibe, der patruljerer i alle verdenshave.

De vil anlægge og udvide baser fra Europa til Central- og Sydasien, Afrika og Sydamerika, fra Mellemøsten til Oceanien. Med undtagelse af Guam og Vicenza i Italien, hvor Pentagon er ved massivt at udvide eksisterende installationer, ligger alle disse faciliteter i lande og i regioner, hvor amerikansk militær aldrig før har været anbragt. Næsten alle de nye anlæg vil være fremskudte baser, der skal benyttes til operationer af ‘kort rækkevidde’, i almindelighed øst og syd for det NATO-dominerede  Europa.

Amerikansk militærpersonel vil blive udskrevet til den nye Globale Angrebs-Kommando og til udvidet patruljering og krigsøvelser i det arktiske område. De vil gøre tjeneste under Missile Defence Agency  (Missilforsvars-agenturet) for at konsolidere et verdensomspændende missil-opsnapnings-netværk, der vil gøre et atomart  førsteangreb lettere og de vil dette udvide system i verdensrummet, den endelige grænse for driften mod at opnå fuldstændig militær dominans.

Amerikanske tropper vil fortsætte med at sprede sig til de fleste steder i verden. Dvs. overalt, undtagen ved nationens egne grænser.   

Rick Rozoff arbejder for Stop NATO.
Oversat af Kommunistisk Politik 1, 2010. Noter udeladt.

Originalartikel:
2010: U.S. To Wage War Throughout The World

- End -