USA: Ny militærstrategi
 

Obamas nye militærstrategi:

Ram de nationer, der udfordrer amerikansk overherredømme

Af Stephen Lendman


Obamas pressekonference i Pentagon den 5. januar stank af uoprigtighed som alle hans udtalelser. Omgivet af den militære topledelse var det høgen, som indtog scenen

Obama lagde vægt på et slankere, mere mobilt, fleksibelt militær, og han erklærede, at kontraterrorisme, efterretningsvirksomhed og krig i cyberspace vil blive opprioriteret uden at ofre noget af USA’s overlegenhed i forhold til globale fjender.

Og det samme gælder undergravende virksomhed mod fremmede stater, destabilisering, dronedrab og andre målrettede snigmord, global statsterrorisme og permanent krig.

Med andre ord betones nye og gamle taktikker. Strategien er uændret. Ligeså de imperialistiske mål. Permanent krig forbliver den gældende politik. Skånselsløse højteknologimord og ødelæggelser står på programmet. Raseringen af verden med ét land ad gangen planlægges.

Ligeledes udvides Bush-doktrinen. Den karakteriseres af ’forebyggende global krig’.
I 2003 sagde Dick Cheney i en tale til West Points kadetter:
”Hvis der er nogen i verden i dag, som tvivler på alvoren i Bush-doktrinen, vil jeg bede vedkommende om at studere, hvordan det er gået med Taliban i Afghanistan og Saddam Husseins regime i Irak”.

Bush var mere koncis, da han udtalte: ”Du er enten med os eller imod os”.
Neutralitet er ingen mulighed. Det er lighed, retfærdighed, retsstatsprincipper, demokratiske værdier og fred heller ikke.


Værre end Bush

Obamas støtter troede, at han var anderledes. Reelt overgår han det værste fra Bush, både hjemme og ude. Han tildelte USA retten som krigsførende at konfrontere uafhængige regimer, udskifte dem med klientregeringer og til uophørligt at jagte indenlandske modstandere.

I 2006 genbekræftede Bushs nationale sikkerhedsstrategi USA’s forebyggende ret til at slå til imod påståede trusler. Den blev oprindeligt fremlagt i 2002 og betonede hans doktrin om ’forebyggende krig’. Dengang retfærdiggjorde det krigen mod Irak.

Den erklærede, at USA ikke ”udelukker brugen af magt, før et angreb finder sted, selvom der endnu hersker usikkerhed om tid og sted for fjendens angreb”.
”For at forhindre eller komme sådanne fjendtlige handlinger fra vore modstandere i forkøbet vil USA om nødvendigt handle forebyggende ved at udøve vores selvfølgelige ret til selvforsvar”.   

Man forbigik herved ukrænkelig international ret og amerikansk lov. De kræver klart bevis for truende eller planlagte angreb. Mangler dette, er forebyggende krig eller lignende mod ikke-krigsførende stater ulovlig.

Bush angreb Afghanistan og Irak. Obama fører global krig åbenlyst og i det skjulte, indbefattet på hjemmefronten. Syrien og Iran er de primære mål i udlandet. Bushs nationale sikkerhedsstrategi fra 2006 satte fokus på Iran.

Den påstod, at regimet ”sponsorerer terrorisme, truer Israel, forsøger at forpurre fred i Mellemøsten, ødelægger demokratiet i Irak og knægter dets folk aspirationer om frihed”.
”Atomspørgsmålet og vore andre bekymringer kan i sidste ende kun løses, hvis det iranske regime tager en strategisk beslutning om at skifte politik, åbner sit politiske system op og tillader dets folk frihed. Det er det vigtigste mål for den amerikanske politik”.

Hvad det i realiteten handler om, er regimeskifte, kontrol over iransk olie og gas, nytegning af kortet over Mellemøstenkortet og etablering af regionalt overherredømme frem til Ruslands og Kinas grænser.

Bush førte ’det 21. århundredes krige’. De fortsætter under Obama. Taktikken omfatter skabelsen af en bue af ustabilitet, kaos og vold over hele regionen for at retfærdiggøre amerikansk intervention.

I en tale til den 18. konference om direkte demokrati i Feldkirch, Østrig, advarede juraprofessor Francis Boyle mod at angribe Iran, i særdeleshed med atomvåben.
USA har allerede begået ”aggressionshandlinger imod Afghanistan, Irak, Pakistan, Somalia (og Libyen) og har udstyret, bevæbnet og forsynet Israel (med ødelæggelsesvåben og ammunition) til at begå direkte folkemord mod Libanon og Palæstina”.

Forebyggende krig er ulovlig. Det samme er præventiv krig. Bush-doktrinen skabte dem. De er ’endnu ikke officielt tilbagekaldt’ af Obama.

Nazistiske jurister hævdede disse forrettigheder i Nürnberg. De blev afvist. Artikel 2 i FN’s charter kræver en fredelig løsning af internationale uenigheder:
 ”Alle medlemmer skal i deres internationale forbindelser afstå fra truslen eller brugen af magt mod nogen stats territorielle integritet eller politiske uafhængighed, eller på nogen anden vis være i modstrid med FN's formål.”  

Kun legitimt selvforsvar er tilladt. USA’s krige kvalificerer sig ikke som sådan.
Ifølge Boyle udgør de ”international kriminel virksomhed  til planlægning, forberedelse af, ansporing til og sammensværgelse om at begå Nürnberg-forbrydelser mod freden, forbrydelser mod menneskeheden, krigsforbrydelser og folkemord”.
Oven i  dette ”er udvikling, forskning, tester, produktion, fremstilling, fabrikation, transport, placering, installation, opbevaring. opmagasinering, salg og anskaffelse af samt truslen om at bruge atomvåben kriminelle ifølge veletablerede principper i international lov”.

Boyle betonede øjeblikkelige aktioner med ordene:
”Ellers kan Obama og hans folk meget vel antænde den tredje verdenskrig mod Iran, som allerede Bush Jr. truede med”.

Han anklagede også NATO-staterne, ’som går med til USA’s politik’, for at være medskyldige i de amerikanske forbrydelser. 


New York Times: Heppekor for amerikansk krigsgalskab

Den 5. januar skriver New York Times i en leder med overskriften ‘et slankere Pentagon’:

”Obamas nye forsvarsstrategi afspejler en generelt pragmatisk vision om, hvordan dette land organiserer og anvender sit militær i det 21. århundrede. Den indebærer en mere intelligent og mere afdæmpet brug af magt”.
Den betyder færre landstyrker, men ”underdriver ikke det faktum, at verden er et meget farligt sted, og siger, at landet stadig må være rede til at udkæmpe en stor landkrig”.

"Den argumenterer overbevisende (for udvidet brug) af luftvåben, efterretninger, særlige operationer og nyskabende teknologier som droner”.

Retsprincipper blev forbigået. Heller ikke USA’s ansvar for at øge farerne for verden blev nævnt. Obamas ’pragmatiske vision’ er Times-sprog for ulovlige højteknologiske massemord og ødelæggelse.

Obama ønsker at lægge mere  vægt på at ”dæmme op for stadig mere selvsikkert Iran, og på i Asien at neddæmpe og modbalancere Kinas ambitioner”.

Til forskel fra USA har Iran ikke angrebet et andet land i over 200 år og truer ingen nu. Det gør Kina heller ikke. International lov stadfæster principperne for suverænitet og selvbestemmelse. 

Alle nationer kan frit vælge deres politiske system. Andre forbydes at blande sig i deres interne forhold, uanset om de er demokratiske, autoritære, eller alt derimellem.
USA anser det for sit privilegium at blande sig.

Times-redaktørerne bakker op: ”Vi forstår betydningen af at sende et klar budskab om, at dette land ikke vil afstå noget til” Iran, Kina eller nogen anden nation."

Med andre ord godkender Times-redaktionen, at enhver nation, der udfordrer USA’s overherredømme, gøres til strategisk målskive, herunder forebyggende krig. De er heppekor for alle USA’s krige og ignorerer derved  retfærdiggørelsen af dem, gældende love og andre spørgsmål om rigtigt og forkert.

En sidste kommentar  
      

I november oplyste Haaretz, at Washington og Israel vil afholde deres ”største” og ”mest betydelige” fælles militærøvelse nogensinde. Viceudenrigsminister for politisk og militære forhold Andrew Shapiro bekræftede det.

Over 5.000 amerikanske og israelske styrker vil være involveret. Øvelserne skal omfatte ”simulering af Israels ballistiske missilforsvar”. De vil også byde på ”by-krigsførelse og modterrorisme”.

Ydermere vil Israel blive tildelt en særlig kongrestilladelse for at lette ”hurtige køb af mindre rutinesalg og indkøb af våben”. Det vil sige, at Israel vil få, hvad de ønsker.

I tilgift vil Washingtons årlige multimilliard-dollar-tilskud til Israel fortsætte trods de ’krævende sparetider’. Amerikanske styrker sendes til Israel for en ubegrænset periode. Israelsk militærpersonale tilknyttes EUCOM, USA’s Europæiske Kommando baseret i Stuttgart i Tyskland.

Jerusalem Post oplyser, at sofistikerede US THAAD (Terminal High Altitude Area Defense) og skibsbaserede Aegis ballistiske missilforsvarssystemer er involveret.

De skal arbejde sammen med Israels Arrow, Patriot og Iron Dome. De vil også yderligere skærpe spændinger, der allerede er for høje. Iran er involveret som målskive. At det vil komme til en krig, virker sandsynligt, uanset de potentielt katastrofale risici.

I tilgift er Syrien truet. Viceudenrigsministeren for Nærøsten Jeffrey Feltman er i Kairo for at presse Den Arabiske Ligas repræsentanter til at rapportere, hvad Washington ønsker at høre.

Problembarnet et lederen af observatør-missionen, general Mohammed Ahmed Mustafa al-Dabi, I stedet for at rapportere om regimets vold udtalte han, at forholdene er betryggende, da Assad-regeringen samarbejder.

Washington vil have helt andre vurderinger for at retfærdiggøre større intervention. Talsmanden for Det Hvide Hus Jay Carney udtalte, at eftersom “snigskyttevirksomhed, tortur og mord fortsætter i Syrien, er det klart, at kravene fra Den Arabiske Ligas protokol ikke er blevet imødekommet”.

Han vil have, at Sikkerhedsrådet handler, men Rusland og Kina vil blokere for udenlandsk intervention.

Det syriske udenrigsministeriums talsmand Jihad Makdisi anklager med fuld ret Washington for ’grov indblanding i Den Arabiske Ligas arbejde’, såvel som for at forsøge sig med en ’uberettiget internationalisering af situationen i Syrien’.

Planerne om regimeskifte i Iran og Syrien går langt tilbage. De er nået så langt, at kun tidsspørgsmålet endnu ikke er løst. Måske 2012 vil vise sig afgørende.

Siden sidste vinter har eksternt frembragte uroligheder hærget og destabiliseret Syrien med vold. Ekstremister fra den såkaldte Frie Syriske Hær (FSH) og andre militante er paramilitære redskaber for Vesten. Det må forventes, at de fremover vil være involveret i optrappede landangreb.

FSH-kommandøren oberst Riad al-Assad erklærer:
”Vi forbereder store operationer og har ingen tillid til Den Arabiske Ligas kontrollører eller deres ubrugelige mission”.    

I modsætning hertil afviser moderate oppositionsskikkelser udenlandsk intervention. De ønsker, at Syriens suverænitet respekteres.

Washington, Israel og centrale NATO-allierede og anti-Assad-stater i regionen har andre ideer – og det er det, der er hovedproblemet.

Originalartikel

Obama's New Military Strategy

- End -